Døden fra Erfurt

Døden fra Erfurt

Man kan argumentere for, at dansen på børnehjemmet i det gamle augustinerkloster i Erfurt var verdens største dødedans. Den bestod af 56 separate malerier, hvor et eller flere mennesker i naturlig størrelse mødte en eller flere dødninger.

Det var i al fald den dødedans, der har taget længst tid at skabe. De første malerier blev skabt i 1735, og selvom langt de fleste var færdige i 1750, tog det tres år, før det sidste blev tilføjet i 1795.

En Dans for en God Sag

Børnehjemsforstanderen

Baggrunden for dødedansen er lige så usædvanlig som størrelsen: Augustinerklosteret i Erfurt fik ofte besøg, dels på grund af deres mange sjældne Bibler, og dels fordi de nysgerrige gæster ville se den munkecelle, Martin Luther engang havde boet i.

Indgangen til de mange munkeceller skete fra den store sal, der i mellemtiden var blevet til en børnehjemssal, og de besøgende forventedes ofte at være gavmilde overfor børnehjemmet.

I 1735 fik børnehjemmets forstander og seks inspektører en lys ide: For at gøre salen mere seværdig, og dermed øge antallet af gavmilde besøgende, ville de smykke salen med et billedgalleri: En "såkaldt dødedans", ligesom den berømte dødedans i Basel. Malerier koster penge, og mange malerier koster endnu flere penge, men ideen var, at Erfurt's borgere skulle sponsorere de enkelte malerier.

Den nøjagtige formulering af henvendelsen til byens borgere kender vi ikke, men der har været positiv respons. Samme år forærede borgerne tre billeder, næste år ni, og tre til i 1737. Billederne var ofte kopieret fra Grev von Gottern's kunstsamling, og greven optræder selv som jæger.

Allerede i 1750 var samlingen oppe på 52 af de 56 malerier.(1) Dermed havde man forlængst overgået Basel med sine 39 scener.

Blandt de mange prominente besøgende kan nævnes Mary Shelley (forfatter til Frankenstein), der var ret uimponeret, både med hensyn til at se Luther's munkecelle (»We […] made duteous pilgrimage to the Augustine convent which Luther inhabited as a monk«), og af dødedansen:

The convent is now used as an Orphan-house. There is a gallery in it, with a strange series of pictures. Death is represented as coming upon men and women at all moments, during every occupation - the Beauty at her toilette - the Miser counting his money - the Hero in the hour of victory - the King on his throne - the Mother fostering her first-born - the Bride, proud in her husband. It is a strange idea: the pictures are badly executed enough, yet some are striking.(2)

Maleren Samuel Beck

De mange år gjorde også, at produktionen blev ujævn. Der var mange malere: Nöller, Schiller, Hartung, Wenzel, Bocklet, Fritsche fra Leipzig, König og Heinsius. I tre tilfælde er maleren ukendt.

Langt de fleste af malerierne er dog skabt af én mand: Jakob Samuel Beck. Han var med fra starten af i 1735, hvor han malede de tre første, og han malede sig selv som Dødens offer i 1737 (billedet til venstre). Efter fyrre år malede han astronomen, der blev samlingens sidste billede (bortset fra et senere gruppebillede af inspektører).

Den tilhørende tekst varierer også. Planen var åbenbart oprindeligt, at lave en dans "som i Basel", men det er svært at se på resultatet. Fakta er, at teksten er langt mere inspireret af Lübeck's "nye" tekst fra 1701, og ofte er citater og endog hele vers kopieret herfra. Dette resulterer sommetider i, at teksten modsiger maleriet (se f.eks. generalen og børnene).

Selv når teksten ikke er en kopi af Lübeck's, følger den i almindelighed det samme mønster: Hvert vers har 4 linjer med seks-fodede aleksandrinere. Dette mønster afviges dog også: Kvaksalverens og kirkegårdsgraverens dialoger er vendt om, så mennesket taler før Døden, og linjerne er desuden meget korte i den sidstnævnte dialog. Skriftstøberens dialog består af 6-linjede vers, og studentens af 8-linjede vers. Til sidst i rækken kommer fire gruppebilleder af børnehjemsinspektører, hvor enhver form for dialog og dødedans er opgivet.

Købmand Kluge havde selv siddet model og sponsoreret maleriet.

De mange sponsorer er både en styrke og en svaghed. På den positive side får vi et varieret indblik i byens liv, for mange af billederne forestiller Erfurt's borgere, og mange af disse erhverv er ukendte fra andre dødedanse: Bødker, møller, pottemager, vokshandler, bryllupsbedemand, kirkegårdsgraver, bjergmand, markvogter, student, osv.

Bagsiden af medaljen er, at mange af malerierne er sponsoret af familie, venner eller kollegaer til den afdøde, ja personen behøvede ikke engang at være død: For eksempel er vokshandleren (til højre) betalt af købmand Kluge, der selv sad model til billedet.

De sidste fire billeder er gruppeportrætter.

Derfor bliver teksterne typisk holdt i en positiv ånd. Den (samfunds)kritik, moralske forargelse, irettesættelse, satire og ironi, der kendetegner de middelalderlige dødedanse, er næsten fraværende i Erfurt. Selv ågerkarlen, som alle andre dødedanse er enige om at fordømme, er blevet til en bankier, der får det sidste ord i sit kække svar til døden.

Dette gælder især for de sidste fire malerier i serien, der forestiller inspektører for børnehjemmet. De veldædige herrer sidder rundt om et bord, og der er for et syns skyld en dødning i hjørnet, men der bliver ikke danset.

Selvrosen når uanede højder, når Døden på det ene billede roser inspektørerne: »Mangt et udmagret børn, som jeg allerede havde valgt / blev igen næret og blomstrede frisk«, mens inspektørerne håber, at »Måske vil nogle mennesker stadig passere vores billede / og udtale navnene med kærlighed, tak og velsignelser«.

Kilder

Børnehjemmet brændte ned i 1872, og dermed gik dødedansen til grunde. Vi har fire kilder:

1. J. D. Pohle udgav i 1823 en bog om børnehjemmets tilblivelse. Pohle fortæller om baggrunden for dødedansen og har nedskrevet alle 56 dialoger.

2. Max Götz malede 56 akvareller i 1834 og inkluderede teksten.

3. Heinrich Kruspe lavede 46 stregtegninger ca. 1844. Kruspe kopierede ikke teksten.

4. En bog af Ludwig Schellenberg. Bogen indeholdt teksten fra dansen og var grundlaget for Schöers artikel i 1902 (se eksternt link).

   At dømme ud fra de citater, Schöer bringer, har denne bog indeholdt det samme som Pohles fra 1823. Lange citater er ordret ens.

Rækkefølgen

Alle er enige om, at Døden er det første billede. Derefter starter uenigheden.

Rækkefølgen af de 56 scener er et kapitel for sig:

• Den ældste kilde er formentlig Bellermann i bogen "Ueber die Entstehung der vorzüglichsten Bibliotheken" fra 1798, der nævner alle 56 billeder med en ultrakort beskrivelse af enkelte af dem.

• Denne liste blev kopieret i bogen "Erfurt mit seinen Merkwürdigkeiten" af Arnold fra 1802.

• J. D. Pohle udgav teksten for alle 56 billeder i sin bog fra 1823. De første 25 kommer i samme rækkefølge som Bellermann og Arnolds lister, men derefter afviger de fra hinanden.

• Max Götz kopierede alle 56 billeder i 1834. Han følger præcis samme rækkefølge som Pohle.

• Naumann udgav en liste i 1844. Han følger Arnold (og dermed Bellermann).

• Kruspe udgav 40 blyantstegninger i 1872, men i en rækkefølge, der ikke giver mening.

• I 1902 udgav Karl Julius Schröer(3) teksten fra dansen og 45 af Kruspes tegninger. Teksten er formentlig kopieret efter en bog af Schellenberg, og Kruspe's tegninger blev arrangeret i samme rækkefølge.

  Dette er måske den mest underlige rækkefølge, hvor skuespillerinde, danserinde, sangerinde og sigøjnerske kommer i starten af dansen, mens kurfyrste og konge kommer mod slutningen.

Ingen af disse rækkefølger giver mening. Den manglende logik har formentlig været endnu en konsekvens af de mange donorer: Efterhånden som folk havde betalt for et nyt maleri, bestemte de, hvor i salen det skulle hænge. Dette forklarer dog ikke, hvorfor de forskellige kilder er så voldsomt uenige.

Nærværende sektion følger Schröer's bog.

 

Dansen starter med Døden, der spiller obo.

Eksternt link

• Mitteilungen des Vereins für Geschichte und Altertumskunde von Erfurt, af Karl Julius Schröer, 1902. Artikel på 67 sider om dansen i Erfurt, med billeder.

Tegninger af Heinrich Kruspe

Døden

Skuespillerinde

Danserinde

Sangerinde

Sigøjnerske

Kok

Astronom

Skriftstøber

Kvaksalver

Bødker

Møller

Pottemager

Vokshandler

Bedemand

Børn

Bjergmand

Borgmester

Dronning

Kejserinde

Pave

Markvogter

Embedsmand

Maler

Advokat

Købmand

Oberst

Soldat

General

Krovært

Apoteker

Læge

Greve og grevinde

Ung kvinde

Ung mand

Præst

Kannik

Kardinal

Jæger

Student

Børnehjem

Kurfyrste

Konge

Adam og Eva

Kristus

Gammel kvinde

Malerier af Georg Maximilian Theodor Götz

Døden

Skuespillerinde

Danserinde

Sangerinde

Sigøjnerske

Kok

Astronom

Skriftstøber

Kvaksalver

Dommer

Bogtrykker

Bødker

Møller

Pottemager

Vokshandler

Bedemand

Børn

Graver

Bjergmand

Borgmester

Musiker

Dronning

Kejserinde

Kejser

Pave

Markvogter

Embedsmand

Gammel mand

Maler

Advokat

Købmand

Bankier

Oberst

Soldat

General

Krovært

Apoteker

Læge

Greve og grevinde

Ung kvinde

Ung mand

Præst

Kannik

Kardinal

Jæger

Student

Forstander

Kurfyrste

Konge

Adam og Eva

Kristus

Gammel kvinde

Børnehjem

Børnehjem

Børnehjem

Drukkenbolt

Fodnoter: (1) (2) (3)

Døden fra Lübeck Erfurt