Dødedansen i Dresden, Kunstneren

Dansen på Georgenschloss afbrydes af hertugen og frue

Georg den Skæggede. Den næste i rækken er måske Georgs søn Friedrich.

Det er ikke usædvanligt for middelalderens kunstværker, at skaberen er anonym, mens personen, der har betalt for værket, er kendt.

Det gælder også i Dresden, hvor navnet på slottet, Georgenschloss og porten Georgentor / Georgenbau var opkaldt efter Hertug Georg af Sachsen. Til overflod afbrydes dansen af portrætter af hertugen og hans (afdøde) kone Barbara, og Georg den skæggede er selv med i dansen — måske fulgt af sin søn (billedet til højre).

Kunstneren er derimod mere uvis. Der har sågar været hypoteser fremme om, at frisen oprindeligt ikke var lavet til slottet, men til broen over Elben.

Stenhugger / Steynmetz

Den gunstige læser vil se, at dette svarer til situationen i Lübeck, hvor den ene kunsthistoriker forsigtigt antød, at Døden fra Lübeck måske var malet af Bernd Notke, hvorefter den næste generation af kunsthistorikere stod parat til at tilskrive alle kunstværker omkring Østersøen til denne "Nordens Michelangelo".

Det startede på samme måde i Dresden. I 1784 skrev Johann Christian Hasche om forskellige mestre, hvoraf nogle var særligt kendte:

Noch berühmter waren † Schicketanz, † Voigt, † Trost, † Lynar und † Dehne. Ersterer, der 1527 Brückenwerkmeister und Steinmetz der Kreutzkirche war, hat wahrscheinlich 1520 die Hofmühle, 1534 Herzog Georgens Schloß und den für damalige Zeiten prächtigen Todentanz, 27 steinerne Figuren in Basrelief, doch unter Direktion Hans v. Dehnen, Rothfelser genannt, erbaut.

Johann Christian Hasche, Magazin der Sächsische Geschichte, 1784, side 69

Dansen skulle altså være udført af en Mester Schicketanz, mens selve byggeret var ledet af Hans v. Dehnen kaldet Rothfelser. Hasche kommer ikke med nærmere forklaringer, men navnene blev hængende.

Knap 100 år senere skrev Gurlitt en afhandling om slottet i Dresden.

Bygmester / Baumeister

  Für den "bawmeister" des Georgenthores sieht man mit Weck den Hans von Dehn-Rothfelser an. Wir werden auf diesen Mann noch zurückzukommen haben. Urkundlich ist sein Name nirgends mit dem Bau in Verbindung gefunden worden

Cornelius Gurlitt, Das Königliche Schloß zu Dresden und seine Erbauer, 1878, side 6

Gurlitt skrev, at der ikke var nogle dokumenter bag påstanden, men at de stammede fra Weck, altså den samme kronikør, som giver os billederne af slottet og af dansen:

Men der står intet sådant i Weck's krønike. Det nærmeste vi kommer "Rothfelser" og "Dehn" er, når Weck fortæller, at der lever rødhjorte og dådyr i området: "Rothe= und Dahnhirsche".(1)

Gurlitt fortsætter:

Billedhugger / Bildhauer

  Neben ihm wird als Schöpfer des bildhauerischen Schmuckes der Steinmetz Schickentantz erwähnt; er ist es wohl der die "polirten Steine aushaut".

  Hans Schickentantz, Schicktantz, Schigtantz oder Schigkentancz kommt in den Dresdner Stadtrechnungen oft vor. […]

Cornelius Gurlitt, samme side

Schickentantz bliver nævnt "Neben ihm", altså på samme sted, hvor Gurlitt har læst om Dehn-Rothfelser, men Weck har heller intet at fortælle om Hans Schickentantz. Han fortæller gerne om rødhjorte og dådyr og om en fembenet hjort, der blev nedlagt af Kurfyrste Johann Georg (se forrige fodnote), men intet om kunstneren bag dødedansen.

Men nu var Weck altså blevet udnævnt som kilde til den påstand og den blev gentaget af Flechsig: »Als Schöpfer des Totentanzes nennt der Chronist Weck den Dresdener Steinmetzen Hans Schickentanz. Es liegt kein Grund vor, diese Angabe zu bezweifeln«.(2)

De fleste kunstbøger inden 1924 gentager navnet, Schickentanz, men husker at bemærke manglen på dokumentation. I 1924 skrev Sponsel en artikel med titlen »Flötner-Studien«, hvor han ridsede historien, der lige er beskrevet, op.(3)

Rådhuset i Oschatz

I 1925 skrev Fritz Fichtner en artikel i "Der Dresdner Anzeiger" om Dresdens stenhuggere og bygmestre. En af Fichtner's pointer var, at Hans Schickentanz kun arbejdede som stenhugger, og derfor ikke kunne være den billedhugger, der havde skabt dødedansen.

En stenhugger bygger huse, kirker, slotte, broer og veje, og hvis han er særligt dygtig, kan han fungere som "Baumeister", den bygmester, der har det overordnede ansvar for hele projektet (billederne til venstre). Selve den kunstneriske udsmykning skal derimod foretages af en billedhugger, hvilket udelukker Schickentanz. I øvrigt er der ikke påvist arbejder af Schickentanz efter 1528, så han har muligvis ikke engang været i live, da slottet blev bygget.

Skjoldene på bagsiden af trappen

Med hensyn til dødedansen pegede Fichtner på rådhustrappen i Oschatz (billedet til venstre). Den er udsmykket i samme stil som dødedansen og øverst oppe er der igen portrætter af Hertug Georg og Barbara.

I dette tilfælde er navnet på bygmesteren, Bastian Kramer, dokumenteret. I vinteren 1537 var rådhusets ledende bygmester »Meister Bastian v(nseres) g(nädigen) H(errn) Baumeister vertzert vnd vom Rathe auß Dresden gelost«. Altså: Bygmester for vores nådige herre (Hertug Georg).

Fichtner's artikel kan læses her: Dresdner Steinmetzen und Baumeister des 16. Jahrhunderts.

C.W.

På bagsiden af trappen står årstallet 1538, altså ganske kort efter, at slottet i Dresden var færdiggjort. I venstre halvdel (højre side af tegningen) er et lille skjold med et mester-mærke, D.K. (burde have været B.K.) for Bastian Kramer, men i højre side (venstre side af tegningen) er endnu et mester-mærke: C.W. Kunstneren er Christoph Walther I (ikke at forveksle med Christoph Walther II, III og IV).

Argumentet overbeviste historikeren Walter Hentschel, der allerede året efter i bogen "Sächsische Plastik um 1500" inkluderede et foto af et stykke af dødedansen sammen med andre værker af Christoph Walther. I kommentarerne skrev han: »Tafel 97: Totentanz […] Christoph Walther, um 1535. Die Zuweisung an Walther statt an den damals wohl schon verstorbenen Baumeister Schickentanz ergibt sich aus der Übereinstimmung mit den bezeichneten Skulpturen an der Oschatzer Rathaustreppe (1538)«.(4)

I 1931 skrev Hentschel selv en artikel i "Der Dresdner Anzeiger": »Christoph Walther (I) , Der Meister des Dresdner Totentanzes«. I 1966 udgav han sit store værk, "Dresdner Bildhauer des 16. und 17. Jahrhunderts", hvor han sammenlignede dansefrisen med andre værker, der bevisligt er udført Christoph Walther I. Lige siden da har navnet Christoph Walther ligget helt fast.

 

Det var sidste afsnit i serien om Dresdens dødedans, bortset fra Fichtner's artikel, der kan læses her: Dresdner Steinmetzen und Baumeister des 16. Jahrhunderts.

Det forrige kapitel handlede om hver af danserne.

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Døden fra Lübeck Dresden Kunstneren