Dødedansen i Dresden, Danserne

Litografi af Ketschauer
Dresden, Dresden

Dødedansen er hugget i sandsten. Det måler 1,22 meter i højden og 12,47 meter i længden. De 27 figurer er fordelt på ni plader, hvor der for det meste er tre på hver.

Døden med pave og kardinal
Dresden, Dresden

Døden starter processionen med sin fløjte, ligesom rottefængeren fra Hameln og Døden fra Lübeck. I den anden hånd hæver han et timeglas eller måske et vinglas.

Ifølge Wecks tegning fra 1680 har han en slags turban på hovedet og to bånd om benene. Senere tegninger viser, at "turbanen" faktisk er en hårbørste på toppen af kraniet, og at de to bånd er slanger.

Den første danser er, som altid, paven med det tredobbelte kors og den tredobbelte krone.

Her i Dresden optræder de gejstlige adskilt fra de verdslige, ligesom det er tilfældet i Berlin, så den næste danser er den næsthøjeste gejstlige: en kardinal.

Døden med ærkebiskop, biskop og kannik
Dresden, Dresden

De to næste (billedet til højre) fortolkes sommetider som ærkebiskop og biskop — og sommetider som biskop og abbed.

Den tredje herre med en bog under armen er utvivlsomt en domherre/kannik. Det kan man se på, at han bærer en almutie, en pelskappe med dyrehaler forneden, ligesom kannikken er i Holbein's store dødedans, Basel og Holbein's bogstav L. I Paris' danse macabre nævner Døden kannikkens »a[u]musse grise« (grå almuce / almutium), og på samme måde hentydes der til kannikkens pelskåbe i teksten i den Gamle Danske Dødedansgraaskinde kappe«) og i London's dødedans: »Amys of gris« (grå almuce).

Sognepræst og munk
Dresden, Dresden

Den gejstlige række afsluttes (til venstre) af den katolske præst med stola om halsen og et kors i hånden (måske en monstrans?) — og en munk med en tung bog.

Denne plade afviger fra de andre ved at kun at have to figurer.

Ifølge Wecks tegning af slottet var alle syv gejstlige (Weck havde otte af dem) placeret samlet til venstre for karnappen, men ifølge "Saxonia Numismatica" var karnappen placeret mellem den sjette og syvende figur: »Zwischen der sechsten und siebenden Figur steiget der Ercker von unten auff vollends unter das Tach / und präsentiret vier in Stein schön gehauene Bildnisse / deren vornehmstes Herzog Georgens selbst […]«. Det vil sige, at præsten og munken var adskilt fra de øvrige gejstlige af karnappen.

Døden, kejser og konge
Dresden, Dresden

Efter de gejstlige kommer den lange række med alle de verdslige. Døden går forrest og slår på tromme.

Først kommer, som altid, kejseren, som kan kendes på hans lukkede krone.

Den næste deltager — med den åbne krone — er formentlig en konge, men eftersom den dans finder sted i Sachsen, kunne det lige så godt være en kurfyrste.

Hertug, greve og ridder
Dresden, Dresden

Der er ingen tvivl om, at hertugen forestiller Hertug Georg selv. Sammenlign med medaljen fra år 1537: Samme hat og samme skæg.

Hertugen var troende katolik, var uddannet teologisk og havde oprindeligt været domherre. Både stenrelieffet og medaljen viser ham med en bedekrans i hånden.

Georg den Skæggede, 1537
Dresden, Hertug Georg

Begge billeder viser ham også med et lille lam hængende i en kæde om halsen for at fortælle, at hertugen var medlem af Det Gyldne Skinds Orden.

Dette billede gør os også i stand til at datere dansen lidt nøjere. Byggeriet startede i 1534, og kort efter mistede hertugen sin datter og straks efter sin kone, Barbara. Lige siden da holdt hertugen op med at trimme skægget og fik derfor tilnavnet "den Skæggede". Eftersom hertugen i dansen har nogenlunde samme skæglængde som på medaljen, der er fra 1537, må stenrelieffet have været skabt tættere på 1537 end 1534.

Bagefter følger en greve med hue, overskæg og sværd. Man kan spekulere på, om dette var Georgs søn Friedrich. Georg var bekymret for den splittelse, der kunne følge af Luthers lære. Han gjorde sit bedste for at beholde magten over Sachsen på familiens katolske hænder, men både hans svigersøn Philipp von Hessen(1) og hans broder Heinrich var gået over til reformatorerne.

I 1537 døde Georgs søn Johann, og den eneste overlevende mandlige arving, Friedrich, blev arveprins. Friedrich var mentalt handicappet, men Georg håbede på gennem Friedrich at få arvinger, der kunne føre slægten videre. Sådan skulle det imidlertid ikke gå: Friedrich blev gift i januar 1539, han døde i februar, og Hertug Georg selv døde i april samme år.

På tegningen ser det ud til, at Friedrich (hvis det er ham,) har det samme gyldne lam hængende om halsen, som Georg.

Den tredje person på denne plade er en ridder med fjerdusk på hovedet, harnisk og en stort sværd. Ifølge tysk Wikipedia er ridderen en af de fem figurerer, der måtte erstattes i 1721, efter at værket var taget ned fra Hertug Georgs slot.

Adelsmand, rådsherre og håndværker.
Dresden, Dresden

De tre næste fortolkes som adelsmand, rådsherre og håndværker.

Håndværkeren bærer på en spidshakke og en vinkelmåler, og han er beskyttet af et stort forklæde. Man kan spekulere på, om kunstneren til dette bas-relief har lavet et selvportræt her.

Soldat, bonde og krøbling
Dresden, Dresden

Derefter kommer soldat, bonde og krøbling. Soldaten bærer sit sværd og en krigsøkse over skulderen. På Hilschers tegning er det en hellebard.

Bonden bærer en opbunden plejl og et kort sværd. Han følges af krøblingen på sin krykke.

Abbedisse, adelskvinde og bondekone
Dresden, Dresden

Kun en enkelt af de ni plader er afsat til kvinderne: Abbedisse, adelskvinde og bondekone.

Eftersom hertugen er et portræt af Hertug Georg, kunne det tænkes, at adelskvinden skulle forestille hans afdøde hustru, Barbara. Dette er dog ren spekulation.

Hilschers tegning kan man tydeligt se, at to gæs stikker deres hoveder ud af bondekonens sæk.

Ung mand, barn og olding
Dresden, Dresden

Den sidste plade er usædvanlig ved, at der er fire figurer og ikke kun tre. Denne plade måtte erstattes i 1721, formentlig fordi originalen gik i stykker ved nedtagning fra slottet.

Wecks tegning fra 1680 vises den første mand, som en ældre krumbøjet herre med skæg, der vender sig bort fra barnet. Hilscher er uenig, og på Hilschers tegning er det en yngre skægløs mand. Tegningen til højre viser tydeligt, at han bærer på en pose med mønter.

Manden kommer for sent i dansen til at være en ågerkarl, så disse tre personer fortolkes som "uden stand": ungdom og rigdom, barndom og alderdom.

Wecks tegning fra 1680 holder den gamle mand en kniv i hånden, men på Hilschers tegning og alle andre steder, viser det sig at være en hat. Barnet og den gamle mand er klædt i laser, så måske tigger de fra den rige mand, der klamrer om sin pengesæk?

Til sidst dukker Døden op for tredje gang og afslutter dansen med sin store le.

Gå fremad
 

Det var sidste afsnit i serien om Dresdens dødedans.

Det forrige kapitel handlede om de mange flytninger.

Eksterne links

Fodnoter: (1)

Den eneste af Hertug Georgs 10 børn, der overlevede sine forældre, var Christine von Sachsen, der blev gift med Philipp von Hessen. Deres ægteskab blev mildt sagt usædvanligt.

Følg evt. dette link for historien om Philipp von Hessen's dobbeltægteskab.