Dødedansen i Dresden, Flyttedag

På tredje sal i flotte farver
Dresden

En af de ting, der gør Dresden's dødedans speciel, er, hvor mange gange den er blevet flyttet, og hvor mange gange den har skiftet farve.

Vi har set, hvordan dansen startede som en del af et pragtfuldt renæssanceslot. Ifølge tysk Wikipedia har frisen været i stærke farver med forgyldninger, blå baggrund og grønt græs.

Efter branden skriver Hilscher bare, at baggrunden er rød: »darauff folgt nun in dem dritten Geschoß auff rothen Grunde eine Abbildung des jenigen / womit die Menschen ihrer Sünden halber von GOtt sind gestrafet worden« ("derefter følger nu på tredje sal på rød baggrund et billede af det, som folk bliver straffet med af Gud for deres synder").

I 1721 blev dødedansen flyttet til kirkegården i Altendresden, og de vers, som Hilscher havde skrevet blev tilføjet. Erbstein fortæller: "[…] og alt hvad der manglede var for maleren Malinszky for 12 daler at male det med oliemaling og få de vers, som M. Hilscher skrev til det, sat under det, hvilket der blev taget hånd om inden 5. november 1721".(1)

Erbstein, der skrev i 1842, kunne stadig se rester af den nye gule maling enkelte steder.

Opholdet i Altendresden varede dog ikke længe: Den samme kurfyrste, Augustus II den Stærke, der i 1721 havde givet dansefrisen til Dreikönigskirche, besluttede i starten af 1730'erne at sløjfe kirken og kirkegården for at anlægge den nuværende hovedgade.

Dødedansen på Scheunenkirchhof
Dresden, Dresden

Byggeriet af den nye Dreikönigskirche varede fra 1732 til 1739. Den første til at blive placeret i krypten i den nye kirke var ingen anden end pastor Hilscher. Han var død i 1730 og var blevet interimistisk begravet. Hilscher blev både den sidste person, der blev begravet på den gamle kirkegård, og den første, der fik sit hvilested i den nye.(2)

Frisen blev derimod flyttet ud af byen til kirkens nye kirkegård, nemlig til Scheunenhof — anlagt i 1732, og snart kaldet "Innerer Neustädter Friedhof".

De to byer ved Elben. Kort fra 1755
Dresden

De mange navne hænger således sammen:

  1. Da frisen blev skabt i 1534-1537 var Dresden og Altendresden to forskellige byer på hver sin side af Elben. Frisen var placeret i Dresden på venstre side af Elben (den røde cirkel på kortet til højre).

  2. I 1549 blev de to byer slået sammen, så da frisen blev flyttet til Dreikönigskirche i Altendresden på højre side af Elben, var Altendresden et distrikt i det nye Dresden (den blå cirkel viser den nye Dreikönigskirche).

  3. Der var kun én kirke i Altendresden, så når Hilscher skrev »Gottes-Acker zu Alt-Dreßden«, vidste alle, at det var kirkegården til Dreikönigskirche. Han behøvede heller ikke at forklare sine læsere, at han selv var præst i denne kirke.
  4. Den omfattende bysanering udført under August II den Stærke, hvor nedrivningen af Dreikönigskirche kun var en lille del, gjorde, at Altendresden snart blev kaldt "Neue Königliche Stadt".

  5. Den del af "Neue Königliche Stadt", der lå inden for bymurene, hedder den dag i dag "Innere Neustadt" i modsætning til "Äußere Neustadt".

  6. Både den gamle og den nye Dreikönigskirche lå indenfor murene, men den nyopførte Dreikönigskirche er placeret ovenpå den gamle kirkegård (det var derfor, frisen skulle flyttes), og den nye kirkegård, "Innerer Neustädter Friedhof", ligger trods navnet ikke indenfor bymurene. I virkeligheden ligger den mere end en kilometer fra Dreikönigskirche ude i, hvad der dengang var landlige omgivelser ("Scheunenhof" betyder "ladegård" på tysk).

Denne gang fik dansen lov til at komme indenfor og blev placeret på indersiden af kirkegårdsmuren tæt på gravernes — de såkaldte "Todtenbettmeistern"s — bolig. Hilschers vers blev malet på det nye sted, og den dag i dag kan man se indledningen og afslutningen på muren. Det var formentlig i denne forbindelse, at værket fik sin næste baggrundsfarve: hvid.

Underligt nok er der stor uenighed, om hvornår dette skete. Eksperterne deler sig i to lejre: 1733 og 1737.

  1. Erbstein, der har kigget på de gamle regninger, kan fortælle, at murermester Johann Gottfried Fehre brugte 18 dage i starten af 1733, og at de 22 Daler og 1 Groschen blev betalt 30. juni 1733.(3)

  2. På den anden side kan man læse i april-nummeret af Alte und neue Curiosa Saxonica, 1738, at det skete 10. september 1737. Årstallet står sågar på forsiden af bladet: »Kurtze Beschreibung des Todten-Tantzes, welcher 1737. in dem Neustädter Gottesacker bey Dresden aufgesetzet, und was vor Reime darbey zu lesen«.

Uanset om det sket i 1733 eller 1737, blev frisen i al fald her i mange år — udsat for vind, vejr og restaureringer. I 1798 blev figurerne malet hvide, så hele værket snart fremstod i lysegråt. Under napoleonskrigene, i 1813, blev det lille tag, der beskyttede værket ødelagt. I tidens patriotisme blev figurerne malet hvide og baggrunden grøn, så værket nu havde de saksiske farver. Otteogtres år senere fortæller en artikel i Die Gartenlaube var frisen nu (dvs. i 1881) befriet for al maling, så den nu fremstod i sin naturlige farve.(4)

Som i en omvendt H. C. Andersen-historie var værket, der var født med farver og forgyldning på et slot, nu ved at gå til grunde på den fjerne kirkegård, glemt af alle, nøgen, grå og forvitret, dækket af mørtlen fra utallige reparationer. Kirkegården tilhørte Dreikönigskirche, men under Anden Verdenskrig blev kirken bombarderet sammen med resten af Dresden, og der stod kun tårnet og en tom skal tilbage. I 1974 blev frisen oplagret på Institut für Denkmalpflege.

Efter krigen var Dresden en del af DDR. De sovjetiske myndigheder viste ikke den store interesse for byens tidligere storhed og dens "bourgeois" historie, og mange ruiner af paladser og kirker blev revet ned eller sprængt bort. Dette skete dog ikke for Dreikönigskirche, der stod tom i årtier. Først i 1984 startede restaureringen, der sluttede i 1990.

På omtrent samme tid blev frisen grundigt renoveret og de mange århundreders mørtel fra reparationer blev fjernet. I dag er dødedansen kommet ind i varmen, og den 12.44 meter lange frise fremvises stolt i Dreikönigskirche modsat alteret og under orgelgalleriet.

Fra Wikipedia

Fra Wikipedia

Så nu mangler vi bare at se på de enkelte dansere.

Gå fremad
 

Det næste (og sidste) afsnit i serien kigger nærmere på de enkelte dansere.

Det forrige kapitel handlede om versene til dødedansen.

Eksterne links

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Oversættelse af: "[…] und es bedurfte daher nur noch selbigen durch den Maler Malinszky für 12 Thlr., mit Oelfarbe anstreichen und die von M. Hilscher gedichteten, darauf bezüglichen Verse darunter setzen zu lassen, was bis zum 5 November 1721 besorgt wurde."

Erbstein side 58. Se eksternt link.

Denne oplysning er fra Umständliche Beschreibung Dresdens mit allen seinen äußern und innern Merckwürdigkeiten, bind 1, side 724; og Kurtzgefastes sächsisches Kern-Chronicon, 1733, side 6.

Se Erbstein (eksternt link) side 59-60 og fodnote 19, 20 og 21.

Her er fodnote 21, hvor han nævner den anden dato:

"In Heinrich Ferdinand Stiehlers, Bürgers und Todtenbettmeisters zu Neustadt-Dresden, Beschreibung des Todtentanzes zu Neustadt-Dresden nebst den dabei stehenden Reimen, Neustadt-Dresden, gedruckt bei Carl Heinrich 1839. 8. wird der 10. Sept 1737 als der Tag bezeichnet, an welchem der Todtentanz auf seinem jetzigem Platze aufgestellt worden sey und wahrscheinlich auf Grund einer Zeitverwechselung behauptet auch diese anderweite Aufstellung sey mit Hülfe von Beiträgen welche ein damaliger Kirchvater zu Neustadt gesammelt habe, bewerkstelliget worden."

»In neuester Zeit hat man auch diese entfernt und die natürliche Farbe des Sandsteins wieder zum Vorscheine gebracht«.

Link: Die Gartenlaube, 1881 side 165