|
|
Dresden's dødedans afveg fra andre dødedanse ved, at der ikke var nogen dialog mellem Døden og det enkelte offer. Det kan selvfølgelig være en konsekvens af, at værket befandt sig i tredje etages højde.
Dette ændrede sig i 1721, da dødedansen blev flyttet til kirkegården i Alt-Dresden. Nu kom dansen ned i øjenhøjde, og så blev der tilføjet vers af pastor Hilscher (billedet til højre).
Versene kan læses i en lille brochure / traktat udgivet samme år: "Kurtze Nachricht von dem am Gottes-Acker zu Alt-Dreßden befindlichen Todten-Tantze" (se eksternt link), men her fortæller Hilscher ikke, at det er ham, der er forfatteren; kun, at "man" har forsynet værket med rim:
For desto lettere at undervise de enfoldige i betydningen af et sådant gammelt og opbyggende monument,
har man anset det for tjenstligt, at man tilføjede et antal rim rettet imod det.
Derfor kan man læse disse ord i starten:(1)
Herefter kom den nye indledning:
| Wenn du kömmst, und wenn du gehest, Wo du bist, und wo du stehest, Dencke, daß du sterben must! |
Når du kommer, og når du går, Hvor [end] du er, og hvor du står, Husk, at du skal dø! |
Sagen var, at Hilscher havde måttet kæmpe hårdt: Først for at få dødedansen overdraget af kurfyrsten, og bagefter for at finde de mange penge i kirkekassen til at betale for at få værket muret ind i kirkegårdsmuren, få erstattet de 4-5 manglende figurer og få farverne opfrisket.
Men samtidigt måtte Hilscher også kæmpe mod sin egen menighed, der her — efter Reformationen — var utrygge ved dette "papistiske" værk, der viste paven som det fremmeste menneske her på jorden.
Da Georg den Skæggede havde bygget sit slot i 1534-1537, var Reformation i sin vorden. Georg var selv en god katolik, han havde fået en teologisk uddannelse og havde sågar været kannik / domherre, og han var bekymret for den splittelse, som Luthers lære kunne medføre. Nu, knap 200 år senere, var situationen stik modsat: Reformationen var forlængst indført, men mange kristne — også Hilscher — så tegn på spirende tilbagefald til papismen mange steder.
Hilscher argumenterede på sin side for, at der ikke var noget "papistisk" i en frise, der viste, hvordan paven og hans kleresi ledte hele menneskeheden direkte i helvedes dyb.
For at imødegå menighedens bekymringer sørgede han han for, at hans nye tekst forklarede, at paven skulle dø, fordi ingen kunne lide ham, og at billedet af paven kun var der, for at ingen skulle glemme, hvor slem han havde været.
| Komm, alter Vater, komm, ich muss dich nur begraben, Weil dich die Leute hier nicht gerne wollen haben; Daß aber deiner nicht so gar vergessen sey. Stehst du im Bildnis da, mit deiner Clerisey. |
Kom, gamle fader, kom, jeg skal bare begrave dig, fordi folk her ikke kan lide dig; Men for at du ikke skal blive helt glemt, står du her portrætteret med dine gejstlige. |
Således blev beskeden, at man ikke skulle tro, at paven og hans kleresi var vigtigere, bare fordi de kom forrest i dansen. I resten af værket understregede Hilscher (med Døden som talerør) igen og igen, at alle mennesker er lige meget værd i Døden.
Til kejser, konge, fyrster, grever og riddere:
| Der Kayser folget mir samt allen Potentaten, Kein König thut mirs gleich an Ruhme, und an Thaten Der Fürst, und Grafe stirbt, es stirbt der Ritters-Mann, Weil niemand, wer er sey, sich mein erwehren kan. |
Kejseren følger mig med alle potentater; ingen konge er min lige i berømmelse og i gerninger. Prinsen og greven dør, riddersmanden dør, For ingen, hvem [end] han måtte være, kan forsvare sig mod mig. |
Til adelsmanden, rådmanden, håndværkeren, soldater, bønder og krøblinge:
| Ihr seyd hier alle gleich! Wenn einer wär von Adel, Ein Raths-Herr bey der Stadt, ein Meister ohne Tadel. Soldat, und Bauers-Mann, ein Mann mit einem Bein, Noch muß er in Person mit an den Reigen seyn. |
Her er I alle det samme! Hvis man var adel, en [var] rådmand i byen, en [var] mester uden dadel. Soldat og landmand, en mand med ét ben, Han skal stadig personligt være med i dansen. |
Til abbedisse, adelskvinde og bondekvinde. Sammen med den unge mand, barn og gammel mand:
| Und ihr solt auch mit dran! Kein Weib aus allen Ständen Wird mir an diesem Tantz entwischen aus den Händen. Der junge Mann muß fort, das Kind, der alte Greis, Weil man an diesem Ort von Unterscheid nichts weiß. |
Og I skal også med afsted! Ingen kvinde fra alle klasser vil glide ud af mine hænder i denne dans. Den unge mand skal gå, barnet, den gamle mand, Fordi man kender ikke til forskel på dette sted. |
Og til sidst: Alle havner i samme grav.
| So wird eines nach dem andern Hin zu seinen Grabe wandern, Biß wir endlich alle seyn. |
Sådan vil den ene efter den anden vandre hen til sin grav, indtil vi alle til sidst vil være [der]. |
Men Hilscher havde kun delvist held i sin kamp. Han havde oprindeligt tænkt sig, at frisen skulle sættes ind i muren til sakristiet, men selv med hans nye tekst var menigheden ikke til sinds at lade dette "papistiske" værk komme ind på indviet jord. Frisen blev i stedet for muret ind i ydersiden af kirkegårdsmuren.
|
Arbejdet med at renovere og opsætte dansen det nye sted blev afsluttet 5. november 1721, men allerede få uger senere, hvor malingen næppe var tør, 30. november 1721, opstod en variant, der jævnligt kryber ind i de skriftlige kilder.
Iccander (dvs. Johann Christian Crell) skrev et brev med en beskrivelse af det nys opsatte kunstværk. Beskrivelsen af den enkelte danser lyder som om, Iccander har læst Hilschers bøger, men når det gælder versene, er der mange afvigelser: "nur begraben" / "nun begraben", "nicht gerne wollen" / "nicht länger wollen", "gar vergessen" / "ganz vergessen", "samt deiner Clerisey" / "mit einer Clerisey", "Es wird eines" / "So wird eines" osv.
Et af versene er helt forskelligt, nemlig ordene til kejseren:
| Hilscher | Iccander |
|---|---|
| Der Kayser folget mir samt allen Potentaten, Kein König thut mirs gleich an Ruhme, und an Thaten Der Fürst, und Grafe stirbt, es stirbt der Ritters-Mann, Weil niemand, wer er sey, sich mein erwehren kan. |
Ich bin viel mächtiger, denn alle Potentaten, Der Käyser selbst erschrickt vor meinen grossen Thaten. Kein König, Fürst und Graff, bis auff den Ritters-Mann, Ist so behertzt, daß er mir widerstehen kan. |
Men opholdet på denne kirkegård varede ikke længe. Ti år senere var det igen flyttedag.
Det næste afsnit i serien handler om de mange flytninger.
Det forrige kapitel handlede om dødedansen efter branden.
Fodnoter: (1)
Oversættelse af: "Den einfältigen die bedeutung solches alten und erbaulichen Monuments desto leichter beyzubringen, hat man vor dienstlich angesehen, etliche dahin gerichtete Reime beyzufügen. Denn da sind bey dem Anfange dessen die worte zu lesen:"
Se eksternt link.
Døden fra Lübeck
Dresden
Versene