|
|
|
Oprindeligt var dansen placeret på facaden af et flot renæssanceslot bygget af Hertug Georg den Skæggede 1534-1537. Dresdens gæster, der krydsede Elben, blev modtaget af historien om Arvesynden og døden. Samtidig fik de nyankomne en påmindelse om, at Døden også herskede i denne by.(1)
Billedet til venstre er fra "Der Chur-Fürstlichen […] Dresden" af Anton Weck fra 1680 (se eksternt link). Billedet viser facaden: Over porten var et kranium med korslagte knogler hugget i sten, og ovenover var årstallet for slottets grundlæggelse: 1534. Ovenover igen var slægtens motto: »Per Invidiam diaboli Mors Intravit In Orbem« (Visdommens Bog 2,24).
Her startede en karnap, og bunden af karnappen var udformet som Paradisets Træ med en slange i grenene og flankeret af Adam og Eva. Lige under dem var Kain og Abels brodermord. Dermed blev dødedansen sat i sammenhæng med Arvesynden, ligesom Hans Holbein gjorde fire år senere.
Selve karnappen var dekoreret med portrætter af hertugen, hans hustru Barbara og deres to sønner. Ægteparret havde fået 10 børn, men heraf var de seks allerede døde. Samme år som byggeriet startede, 1534, døde endnu en datter, og kort efter døde hertuginde Barbara. Resten af livet lod Hertug Georg skægget stå og blev derfor kendt som Georg den Skæggede.
Inden byggeriet var færdigt i 1537, var endnu en søn død. Af grevens 10 børn var der kun en enkelt, der nåede at overleve ham selv.(2)
|
Selve dansen fandt sted på tredje etage, men selvom billedet giver et indtryk at kompositionen af facaden, skal man ikke tro for meget på detaljerne.
Billedet viser, hvordan dansen startede til venstre for karnappen, hvor Døden trak afsted med otte gejstlige mennesker lige fra pave til munk. Problemet er bare, at der kun skal være syv mennesker, otte figurer ialt.
Et andet problem er, at det fremgår af "Saxonia Numismatica" (se eksternt link), at karnappen var placeret mellem den sjette og syvende figur: »Zwischen der sechsten und siebenden Figur steiget der Ercker von unten auff vollends unter das Tach / und präsentiret vier in Stein schön gehauene Bildnisse / deren vornehmstes Herzog Georgens selbst […]«.
|
Til højre for karnappen optræder Døden igen, (hvis vi skal tro på "Saxonia Numismatica", har de to sidste gejstlige dansere været placeret mellem karnappen og Døden). Døden leder nu de verdslige mennesker: Elleve mennesker fra kejser, konge og hertug til bonde og tigger. Ialt 12 figurer.
Rent teknisk var dansen hugget ud på plader med tre figurer på hver plade. Undtagelserne er dels de to sidste gejstlige (dem, vi ikke ved på hvilken side var placeret), og de fire figurer til allersidst.
|
Herefter bliver Weck (eller hans kobberstikker) lidt for fantasifuld. Det ser ud til, at Døden endnu gang dukker op, denne gang med en krigstromme, efterfulgt af fem kvinder, to mænd, et barn, en olding og Døden igen. Her er der én Død, to kvinder og en mand for meget.
Ialt viser Weck 32 figurer, mens der i dag kun er 27. Det er fristende at tænke, at der har været 5 mere dengang i 1680, da Weck fremstillede sit kobbertryk, og at disse måske er forsvundet ved slottets brand og den efterfølgende nedrivning, inden vores næste vidne Paul Hilscher.
|
Men Weck skriver selv, at der er 27: »Am dritten Geschoße aber ist gar etwas sonderliches zu sehen / nemlich der Todten-Tantz / wie solchen die alten Vorfahren zu Anerinnerung des vergänglichen Lebens vorgestellet / denn es seynd alda sieben und zwanzig Personen und Figuren / als: der Pabst mit seinen Geistlichen / […]« (side 25-26).
Desuden har Weck fremstillet billedet af den komplette dans til venstre, hvor hver figur er nummereret fra 1 til 27.
Denne tegning er langt mere nøjagtig, men der er enkelte småfejl: Døden er afbildet med en slags hue i stedet for en hårbørste, og den gamle mand har en kniv i hånden i stedet for en hat.
Det mest irriterende er dog, at kunstneren har valgt at spejlvende halvdelen af danserne (dem i nederste række).
Desværre brændte slottet i 1701.
Fodnoter: (1) (2)
Disse gæster ville ankomme fra Alt-Dresden. Indtil 1549 var Dresden, syd for Elben, og Alt-Dresden nord for Elben, to forskellige byer.
Den eneste af de 10 børn, der overlevede sine forældre, var Christine von Sachsen. Hun fik til gengæld et mildt sagt usædvanligt ægteskab.
Følg evt. dette link for historien om Philipp von Hessen's dobbeltægteskab.
Døden fra Lübeck
Dresden
Hertug Georgs slot
