Æslet og sækkepiben

Æsel med sækkepibe

Inden Thomas Nugent besøgte Lübeck, skrev han adskillige (imaginære) breve fra Hamburg.

Her besøgte han blandt andet den daværende domkirke (nedrevet 1805). Domkirken var især spændende for Nugents engelske læsere, fordi den var under direkte beskyttelse af Storbritanniens konge, der var både hertug og biskop af Bremen.

Inde i kirken fandt Nugent en gådefuld gravplade:

Den omvendte verden

Det omvendte rigsæble

Æsel med sækkepibe

Jeg inkluderer et langt citat af Nugent, for han beskriver gravpladen temmelig nøjagtigt (han gengiver desværre ikke noget billede).

Æslet, der spiller sækkepibe, er et eksempel på "Die verkehrte Welt" — den omvendte / fordrejede verden. Teksten på båndet, der starter ved æslets mund, siger:

De werelt heft zik ummekert
darumme zo hebbe ik arme etzel pipen ghelert

På dansk: "Verden har vendt sig på hovedet / derfor har jeg stakkels æsel lært at spille sækkepibe". Ordet for "verden" er ikke skrevet med bogstaver, men med et billede af et rigsæble: En klode med et kors (billedet til venstre). Nugent pointerer, at kloden vender på hovedet. Dette er for så vidt sandt, men kun i den forstand, at resten af teksten også står på hovedet lige her, hvor båndet snor sig.

Mand i en kurv

Under æslet er to våbenskjold. Til venstre er en mand i en kurv(!), der knæler og rækker den ene hånd frem. Fotografiet viser to ting, der ikke fremgår af mange af tegningerne: Han er nøgen under kurven, og der er tre firkanter over hans hånd.

Nugent citerer "skrønemagerne" (the legend-mongers) for en røverhistorie om en hovmodig rigmand, hvis verden blev vendt på hovedet; Da han blev fattig, så han et æsel, der havde lært at spille sækkepibe. De små firkanter kunne forestille brødstykker, så i nogle versioner af historien bliver manden nødt til at stjæle brødkrummer fra hønsene i deres kurv.

Nogle historikere foreslår i stedet, at kurven er en slags straf. I middelalderen praktiserede man offentlige ydmygelser som straf for mindre forbrydelser (fuldskab, rapserier, prostitution). Se evt. billedet af den spanske kappe på siden om den gamle danske Dødedans. De små firkanter ligner terninger, så måske bliver manden straffet for at spille hasard?

Fugl og stjerne

Det andet våbenskjold er enkelt: En langhalset fugl og en sekstakket stjerne i to halvdele. Dette skjold er ganske fladt, og der er enighed om, at der oprindeligt har været et andet, der er blevet mejslet væk.

Toppen og højre side af pladen(2) fortæller, at i det Herrens år 1516 på tirsdagen før mikkelsdag døde salig [Fru] Geske van dem Holte:

A[nn]o D[omin]i M
v^cxvi des dinxtedages vo^r micheli starf / szelighe Geske van dem holte

Nederst på stenen står: »Ann^o d[omi]ni. Mv^c«, så man kan forestille sig, at kunstneren har ventet med at skrive teksten på højre side, indtil det præcise dødsår for Geskes mand, Jakob van dem Holte, var kendt.

Men venstre side fortæller i stedet, at her ligger en mand ved navn Hans Lange og hans børn (»hans lange: und sine kinder 1537«). Dette er hugget med enklere (nyere) bogstaver, og det menes, at det enkle skjold med fuglen er mejslet samtidigt.

Dom-bygmesterens regnskaber viser da også, at i 1547 betalte en barber (måske en sårlæge?) ved navn Hans Lange 1 Mark for at lægge en søn under Jacob van dem Holte's sten: »Hans Langhe, de Barberer, vor eynen Sohne in de Kerken vnder den Steen Jacob van dem Holte . . . 1 M«. Bygmesteren tilføjer dog straks, at stenen er kirkens. Den lyder kun på Jacob van Holte og hans hustru Gesken: »Not. Item de Steen iß der Kerken, he ludeth allene vp Jacob van dem Holte vnd Gesken, syne Hußfruwen«. Tre sider senere fortæller han, at barberen Hans Lange har en sten, der ikke tilhører ham, men at den er ledig. »Hans Langhe, de Barberer, hefft eynen Steen horth ome nich tho, is ock frich«.(3)

Graven var ikke til evig eje, og når betalingen standsede, kunne graven bruges igen. Derimod tilhørte stenen kirken. Det vides ikke, hvornår Hans Lange har hugget sit navn i den (og erstattet det ene våbenskjold med sit eget). Tallet 1537 er åbenlyst ikke hans eget dødsår, eftersom han jo købte en plads i graven til sin afdøde søn i 1547.

De øvrige indskrifter

Tidebog af Simon Vostre, Vildsvin

Tidebog af Thielman Kerver, Vildsvin

Med senere øjne kan det virke frivolt, at en grav i domkirken dekoreres med et musicerende æsel, en nøgen mand i en kurv og med en snegl (lige efter »A[nn]o D[omin]i M«).

Sådan var det også i gamle dage: For jævne mennesker og rejsende håndværkere var æslet med sækkepiben et landemærke: Når man havde set det, vidste man, at nu var man i Hamburg. For de lærde og fromme var sagen anderledes.

Mange gejstliges enfoldighed og dumhed gik ofte så vidt i det tiende og følgende århundreder, at de fik sat latterlige og irriterende ting op i deres kirker, som man kan finde i domkirken i Hamborg, hvor man på en ligsten kan se et æsel med en sækkepibe, og kan læse følgende inskriptioner:

Johann Andreas Wallman, 1776(4)

Men æslet er ikke mere "latterligt og irriterende" end dekorationerne i middelalderens tidebøger (billederne til venstre og højre), og tilstedeværelsen af disse "latterlige" figurer forhindrede ikke, at det øvrige indhold var både sobert og kristent. På gravpladen er de fire evangelister afbildet i de fire hjørner, og den første linje (over æslet) lyder:

Ick för du na     f n v t

Hvis vi et øjeblik glemmer de sidste 4 bogstaver, står der: "Jeg (gik) foran, du (følger) efter".

Næste linje (under æslet) lyder:

Naket bin ik ghebaren
hie is mer ghewunnen as vo^rlaren

Altså: "nøgen er jeg født / her er mere vundet end tabt". Først halvdel er fra (Job 1,21): »Nøgen kom jeg ud af moders liv«. Dette er dog næppe en hentydning til den nøgne mand i kurven.

Hvis "her" ("her er mere vundet end tabt") skal forstås som hernede i graven, passer det med Paulus' ord om, at »for mig er […] døden en vinding« (Filipperne 1,21). Den døde kender nu Guds sande visdom og ser, hvor forrykt denne omvendte verden er. Som Paulus skrev: »Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?« (1 Korinter 1,20).

Til sidst kommer en from kristen bøn: "Oh min Herre og Gud. Vær barmhjertig mod mig arme synder".

O min her und got wes barmhartich mi arme sunder.

Æslet repræsenterer "Die verkehrte Welt", mens bønnen og de fire evangelister viser den sande verden.

De mystiske bogstaver: F N V T

Et æsel i en vugge

Henselyn: Merke wat dar is D N D

Den første linje ender med 4 bogstaver: »Ick för du na    F N V T«.

Nugent sprang dem over, og det kan man godt forstå, for betydningen er uklar. Til at begynde med kan man diskutere, om der har været flere end 4 bogstaver (mellemrummene er af forskellig størrelse), om det tredje bogstav er et "U" eller "V", og om den tydelige snørkel på V'et har en betydning eller bare skal ignoreres.

Fra starten mente man, at de fire bogstaver skulle være forkortelsen af et motto, der hang sammen med "Ick för, du na". F.eks.: "fuimus nos ut tu" eller "fiat nobis voluntas tua". Et forslag fra Lappenberg lød: "Frede nert, Unfrede tert" (Fred nærer, ufred tærer; se eksternt link, side 93, fodnote 2). Lappenberg havde dog ingen forklaring på, hvorfor det lige skulle være netop denne sætning, og hvordan den hang sammen med "Ick för du na".

Et andet forslag er, at det skulle være initialerne på en person, der allerede lå i graven, dengang Geske van dem Holte og Hans Lange overtog pladsen.

Det bedste forslag kommer fra Christoph Walther. Han gjorde opmærksom på 3 mystiske bogstaver i slutningen af bogen Henselyn: »Merke wat dar is D N D« (billedet til højre). Her er der enighed om, at de tre bogstaver skal fortolkes som en rebus, og skal udtales: "de ende". Løsningen er altså: »Merke wat dar is de ende« (bemærk, hvad der er dér: afslutningen).

Et vildsvin leger apoteker

Walthers forslag var, at "F N V T" skulle udtales: "effen ute". "effen" er det samme ord som på dansk og betyder "jævn" eller "lige". Men Walther manglede han en god forklaring på, hvad dette skulle betyde. Hans bedste forklaring var, at fordi sætningen var kortere end de andre, havde billedhuggeren tilføjet de 4 bogstaver for at "jævne ud", så sætningerne blev "lige" lange.

Fire år senere — i 1881 — vendte Walther tilbage: På en gammel gravsten i Amsterdam var der afbildet et par gammeldags tøfler, og nedenunder stod ordene "effen uit". Legenden bag denne sten var, at en rigmand vidste, at han kun ville leve så og så længe, og at han derfor levede lystigt i sus og dus. Da han døde, var der kun tøflerne tilbage.

Yderligere 5 år senere fulgte Walther op på sin hypotese: I en krig i 1426 havde 600 flamlændere båret bogstaverne FF på deres ærme, og de havde stukket en kam til at kæmme heste ind nedenunder. De to F'er skulle læses som "effen", og rebussen betød, at alle var "over den samme kam". Altså at i dette slag var både de mægtige og fattige som brødre, i sejr såvel som i døden.

Løsningen på båndet over æslet er altså: "Jeg (der ligger her i graven) gik foran; du følger efter. Alt jordisk har samme udgang."

Henselyns boek

Henselyn: "Merke wat dar is d n d"

Walthers løsning er ikke så klippesikker, som han måske selv troede.

Den omtalte kam var, som han selv citerede, en kam til at kæmme heste, og mens en anden lærd mand, Hofmann, var enig i, at det var en rebus, hævdede han, at "effenkam" simpelthen var flamsk for en "hestekam", en lige kam.

Die nächsten Zeilen enthalten einen Rebus, glücklicher Weise mit der Auflösung. Die Fläminge trugen auf ihren Aermeln ff und einen Kamm, wie ihn die Stallknechte führen und das bedeutete effen (Plural von f) + Kamm, also Effenkamm, wörtlich Glattkamm, das flämische Wort für Pferdekamm.
(C. Hofmann, Ueber einen französischen Text zur Geschichte der Herzogin Jakobäa, 1865, side 214)

Dermed bliver sammenhængen mellem "FF" og den fælles skæbne mere usikker.

Et mere grundlæggende problem er bogstaverne "d n d" / "de ende" i Henselyn, som er fundamentet for Walthers tre artikler. De tre bogstaver er efterfulgt af et lille kranium, og ifølge Walther havde det oprindeligt været foreslået, at det skulle læses som »Dy nalt de Dod« (dig nærmer Døden sig). Det betyder, at kraniet indgik i sætningen, ligesom billedet af rigsæblet indgik i æslets tekst foroven.

Dat narren schyp

Men ved et møde i Vereins für Niederdeutsche Sprachforschung havde en vis Dr. Matsen protesteret og foreslået at udtale bogstaverne som "de ende". Forsamlingen var så overbevist af denne enkle og forståelige løsning, at alle medlemmerne straks tilsluttede sig.

Desværre er det ikke muligt nogen steder at læse, hvilke argumenter Dr. Matsen havde præsenteret, og hvem der i sin tid havde foreslået »Dy nalt de Dod«.

Et stort problem med dette forslag er, at der faktisk står "D U D". Og en tidligere ejer af bogen er åbenbart enig, for vedkommende har brugt siden til penneøvelser og har skrevet "D D" og "D u D" (på bagsiden er der tegnet en pibe i munden på bonden). Ejeren har ovenikøbet skrevet u'et meget småt: "D u D", så måske har han fortolket det som "Dod unde Duvel" (død og djævel)?

Og det er ikke kun mig og den tidligere ejer, der læser det som "D U D". Dette samme gælder eksperter som Conrad Borchling & Bruno Claussen, Albert Schramm, Wilhelm Ludwig Schreiber og forfatterne af Gesamtkatalog der Wiegendrucke.(5)

M · G · W · All · Hernach · 1502

Men der er et enkelt argument, der er både "enkelt og forståeligt": En anden bog fra det samme trykkeri, nemlig "Dat narren schyp" (narreskibet) ender med et lignende kranium (Mohnkopf-trykkeriet havde tre af disse kranier). Teksten er: "Merke den ende" (billedet til højre).

Dette motto minder meget om "Merke wat dar is d[e] [e]nd[e]", så måske var det Dr. Matsen's argument? Den eneste, der mig bekendt har set ligheden mellem disse to bøger, er Timothy Sodman i sit genoptryk af Dodendantz (side 54, fodnote 16), men det er kun en reference, og ikke et argument. Diskussionen standsede åbenbart, før den var begyndt — i 1877.

Som et kuriosum kan nævnes, at mottoet, "Jeg foran, du efter" minder om mottoet »all hernach« (alle her efter). I "Wiener Heiltumsbuch" fra 1502 og 1514 ledsages dette motto også af mystiske bogstaver, der trodser forklaring (se evt. sidste afsnit og fodnote på siden om afslutningen af dansen i Füssen.)

Eksterne links

• Travels Through Germany, af Thomas Nugent, 1768, side 40-42
• Lappenberg, Der Grabstein mit dem Esel als Sackpfeifer, Zeitschrift des Vereins für Hamburgische Geschichte, 1866, bind 5, side 65-84. (ny serie nr. 2, side 72- 97)
• Christoph Walthers tre artikler:
  • F N V T (Mitteilungen, bind 1, 1877, s. 110-112)
  • Effen ute (Mitteilungen, bind 3, 1881, s. 152)
  • Zu effen ute (Mitteilungen, bind 9, 1886, s. 16)
• W. Zahn: Der Esel mit dem Dudelsack, 1889, side 65-84

Yderligere information

• Thomas Nugent's besøg i Lübeck
• Afslutningen af dansen i Füssen med allhernach« og de mystiske bogstaver.
• Den gamle danske Dødedans og den spanske kappe
• Billeder, der er mærket med Sækkepibe

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5)

English Døden fra Lübeck Blandet Æslet