Døde=Dands, 1814, Teksten

Forsiden til 1814-udgaven
Døde=Dands, Døde=Dands

Her er den fulde tekst fra 1814-udgaven af Døde-Dands.

De fleste ændringer i forhold til teksten fra 1762 angår stavemåde. F.eks.: "maae" → "maa", "boe" → "bo", "kand" → "kan", "ey" → "ej", "giøre" → "gjøre", "Hierte" → "Hjerte", osv. Enkelte ord er flyttet i enkelte linjer.

Af andre ændringer kan nævnes:

 


Det
menneskelige Livs Flugt
eller
Døde-Dands,
hvorudi
ved tydelige Forestillinger og Underviisningsvers vises, hvorledes Døden uden Personsanseelse dandser af med Enhver, endog ofte uformodentlig, fra Verden til Evigheden;.
afbildet ved
lærerige Stykker,
og
Samtaler imellem Døden og Personerne.


Besørget til sine Landsmands Nytte og Fornøjelse
af
Thomas Larsen Borup.

Siig, Læser! kan du her vel see til visse:
Hvo Herremand og Bonde var af disse.

Tredie Oplag. Kjøbenhavn, 1814.
Forlagt af Hofboghandler I. H. Schubothe;
trykt hos Joh. Rud. Thiele.


Syrachs 14 Cap. 17 V.

Det er den gamle Pagt: Du skal visse-
ligen døe.


Gunstige Læser!

Da Menneskets Gemyt den Svaghed hos sig haver,
At det sig dybere hver Dag i Verden graver;
    Saa kan det ved Fornuft ej heller altid see
    Den beste Vandringsvej og sande Nyttige.

Det før af Billeder og sandselige Sager,
End af Fornuftens Grund, den Eftertanke tager,
    At hade Synd og Ondt, og gjøre hvad er Godt;
    Thi med fornuftigst Grund det ofte driver Spot.

En Apotheker maa jo Pillerne forgylde,
Om man hans Lægedom for Skarn ej skal beskylde;
    Og dette Grunden er, hvi Sædelærere
    Ved sandselige Ting fremstille Dyderne.

Det Allerfæleste, som Tanken meest kan krænke,
Paa hvilket Mennesket og allermindst vil tænke,
    Er Død og Ævighed; skjønt begge Dele er
    Det Allervisseste for alle Mennesker.

(4)

Exemplerne paa det, vi ere dødelige,
For deres Mængdes Skyld vil nu snart Intet sige.
    Man uden Rørelse betragter snart et Liig,
    Og veed dog ej, hvor snart med os det hænder sig.

Skjønt her er Billeder, som og livløse tale,
Og vores visse Død højst tydelig afmale:
    Saa gjør dog Vanen det, at Frygten drives bort,
    Og Forestillingen ved Rørelsen er kort.

Ved andre Billeder, som Kunst tilvejebringer,
For os et dagligdags Memento mori klinger,
    Hvor Kobberstikkere og Malere har viist
    Ved Preens og Pensels Kraft: Et Liv er snart forliist.

Om Dødens Voldsomhed og morderske Bedrifter
Har baade Frankerig og Tydskland fremviist Skrifter,
    Som alle sigte til Opbyggelse og Gavn,
    Og har af Døde-Dands bekommet deres Navn.

I samme finder man, at Døden sig henvender
Til alle Mennesker i alle Kaar og Stænder,
    Og banker lige frit paa Døren hos Enhver,
    Hvad enten Konge, Bisp, og Bonde det end er.

Man hos Exemplerne seer Lærdomsregler skrevne;
Hvorved ej Mennesker bedragne ere blevne;
    Saa Kunst og Lærdom her ved fælles Enighed
    Vil gjøre Mennesket til Dødens Dag bered.

(5)

Jeg, kjere Læsere! har ogsaa havt for Øje,
Ved dette lidet Verk at gavne og fornøje;
    Vi ingen Døde-Dands, saavidt mig er bekjendt,
    I vores danske Sprog har forhen havt paa Prent.

De Forestillinger, som Læseren her finder,
Enhver udi sin Stand om Dødens Ankomst minder,
    Jeg dem møjsommelig i Træ udgravet har,
    Naar mig en Times Tid fra Andet øvrig var.

En stor Fornøjelse det skal mig foraarsage,
Om min velmeente Flid min Læser vil antage
    Med saadan Kjerlighed og Bifald, at jeg seer.
    Min Flid og Møje ej forgjeves anvendt er.

Min Stand og Næringsbrug mig idelig forbinder,
At lægge Skrifter op, som Smag og Bifald finder.
    Jeg før den største Hob, end Faa, behage vil;
    Thi Fordelsdøren ved de sidste lukkes til.

Da jeg ved dette Verk nu fremfor Alting søger
De Ting, som Næstens Gavn og sande Fryd forøger,
    At, nemlig: han maa see, hvor høj og vigtig Sag
    Det er, at tænke paa sin Død og sidste Dag.

Saa tvivler jeg ej om den Afgang og den Lykke,
At jeg paa ny igjen tidt dette Verk maa trykke.
    Jeg har det Haab, at Man det ej fortryde vil,
    Om Man sig dette Verk, blandt andre, lægger til.

(6)

Jeg vil almindelig hver Læser det tilskrive,
Og haaber, det til Last mig ej skal udlagt blive.
    Jeg ofrer Bogen op til alle danske Folk;
    Den hos dem være maa min og sin egen Tolk.

Mig, haaber jeg, den skal saa godt recommendere,
At jeg kan fatte Lyst til at oplægge flere,
    Naar jeg den Aftræk seer, som den forhverver sig:
    Da jeg mig vise skal igjen utrettelig.

Jeg veed ej selv, hvor snart jeg skal i Dandsen træde;
Men det mig være skal mit Lives største Glæde,
    At tjene Læseren i alt hvad jeg formaaer,
    Saa længe mig af Gud forundes Leveaar.

Mit Ønske er tilsidst, at dette Verk maa være
Om kun en liden Drift til Guds vor Herres Ære,
    Som bør i alle Ting at have øverst Sted,
    Og altid være skal hver Gjernings Øjemeed.

For alle Skumlere, som læse, for at grine,
Og som maaskee herad gjør spodsk og haanlig Mine,
    Jeg ikkun disse Ord alene skrive vil:
    Hver gjøre i sit Kald, hvad han er skikket til.

Ej noget Velmeent bør af Vigtigere lastes;
Og Skerven ikke bør hos Daleren forkastes.
    Naar hver kun gjorde det, hvortil han var beqvem
    Kom Velstand bedre op, og Armod mindre frem.

(7)

Lad mig kun udelukt fra deres Bifald være,
Som vil, man skrive skal, for at erhverve Ære,
    Skjønt det endog maa skee med al Bekostnings Tab
    Jeg condolerer dem med deres Egenskab.

Naar jeg af Mængden kun for dette Verk maa æres,
Naar det af Almuen almindelig begjæres:
    Saa er jeg vel tilfreds, og Andre unde vil
    Den høje Æresdamp og hvad de sigte til.

Gid mine Læsere og alle Dødelige
Paa Dødsbetragtninger fremdeles blive rige!
    Jeg anbefaler mig i deres gode Gunst,
    Og haaber, at jeg ej arbejdet har omsonst.

Den gunstige Læsers
ydmygste Tjener
Thomas Larsen Borup.

(9)

Dødningemusik.

Musik
Døde=Dands, Musik

Naar du en fuld Musik af Folk dig forestiller,
Tænk da, at Dødninge for deres Lige spiller.
    Paa Klokken klingrer Een, Een stryger flink paa Bas
    I Valthorn blæser Een og viser Timeglas.
Ens Gaver lystelig vi her paa Fløjten hører;
En anden Spillemand sin Tromme hurtig rører.
    Saaledes Dødninge opføre den Musik,
    Hvorefter alle Folk igjennem Verden gik.
Lad dig, o Menneske! saaledes ej indtage
Af kort Forlystelse i Livets usle Dage,
    At du forglemmer det som allervigtigst er,
    At, nemlig: Døden dig er allevegne nær.
Du i det bedste Lav for ham er ikke sikker.
Vel Den, som her betids sit Huus saa vel beskikker,
    At han kan dandse med, naar Døden komme vil,
    Og ubesmittet gaae fra Verdens Spøg og Spil.
Af disse Spillemænd du maa den Lærdom drage,
At naar dig Verden vil ved Tidsfordriv indtage:
    Saa maa du tænke paa det dødelige Leer,
    Hvori du Sjelen her i Verden iklædt seer.
Du af dit Legem dig aldeles ej maa bryste;
Thi kan en Dødningrad dit Øjesyn forlyste:
    Saa spejl dig kun i dem som her afbildte staae;
    See saa, hvad Lystighed og Skjønhed vel formaae.

(10)

Døden til Paven.

Pave
Døde=Dands, Pave

Leveer mig Nøglerne; slip nu kun Bispestaven.
Har du ej forhen tænkt paa Døden eller Graven,
    Saa gjør det snart endnu, og læg din Krone ned:
    Thi skjønt du nødig vil, maa du dog dandse med.

(11)

Jeg maa din Hellighed aldeles ikke spare.
Du skal den samme Vej, som dine Formænd, fare.
    Forskrækkes Du for mig? Er jeg dig ubekjendt?
    Jeg om min Ankomst tidt dig Bud jo haver sendt.
Hvad volder denne Frygt, jeg i dit Ansigt skuer?
Maaskee din Hellighed for Skjersilds Pine gruer?
    Men kan din Eftermand ej løse dig deraf,
    Saa er det, for din Tant i Troens Sag, en Straf.

Paven til Døden.

Saa skal min Herlighed paa Peders Stoel nu endes,
Og denne Sjele-Boe i Verden meer ej kjendes.
    Ak Død! hvor skrækkelig mig dog din Ankomst er,
    Naar jeg beseer, hvordan mit Liv har været her!
Nu kjender jeg, at Gud kan ene Synd forlade,
Og al min Afladskram er Sjelen kun til Skade.
    Ak! spar mig dog endnu i Live nogle Aar,
    Indtil jeg angerfuld mit Regnskab færdigt faaer!
See, Himlen vil sin Ret paa mig nu fuldbragt have.
Alt Lives Banemand antaste tør en Pave.
    Jeg faaer vel dandse med. See, Peters Stoel er tom;
    Thi Døden skaaner ej Guds Statholder i Rom.

*    *    *

Lær, Menneske! at døe, den Stund du end kan leve,
Paa det, naar Døden vil sin Sold for Synden kræve,
    At du med hannem da kan følge vel bered,
    Og ikke frygte for den lange Evighed.

(12)

Døden til Kejseren.

Kejser
Døde=Dands, Kejser

Din Magt er nu forbi; spend af din Purpurkaabe.
Du kan ej længer Liv i denne Verden haabe.
    Dit Scepter overgiv: thi du maa følge mig
    Og blive Staadere i Gravens Bolig lig.

(13)

Nu er du Menneske og Afmagt maa fornemme,
Om du har villet Sligt blandt Jordens Guder glemme;
    Med væbnede Armeer du mig ej jager bort:
    Thi du af samme Leer, som andre Folk, er gjort.
See, Pilen færdig er, som dræbe skal dit Hjerte.
Du ved Forraadnelsen skal Ormene beværte.
    Den Tidende ej bør dig forekomme fæl.
    Beskik dit Huus, og døe. Befal nu Gud din Sjel.

Kejseren til Døden.

O! Død! hvor bitter er din Ankomst for min Tanke!
Du paa en Kejsers Dør tør uundseelig banke?
    Din Fælhed siger mig, jeg er et Menneske.
    Jeg veed, du aldrig gjør Personsanseelse.
Forgjeves vilde jeg imod din Magt mig sætte.
Det mig ej nytte kan med Himlens Gud at trætte.
    Hvor er Højagtelsen nu for min Majestæt?
    Ak, at ej Meget var af mig i Verden skeet!
En skræksom Tankeflok for Sjelens Øje møder.
Mit Scepters brugte Magt min Dødsstund ej forsøder.
    O, at en Tolders Bøn en Kejsers blive her!
    Jeg Synder nu maa døe; Gud Sjelen naadig vær!

*    *    *

Jo større Lejlighed til Synd os Livet giver,
Jo mere haard og fæl os Dødens Komme bliver,
    Naar vi har Lysterne i Tømme ikke holdt,
    Og daglig ved vor Synd os Dødens Dom forvoldt.

(14)

Døden til Kongen.

Konge
Døde=Dands, Konge

Fra Kongers Konge jeg har Ordre, dig at hente.
Du kan nu ikke fleer af Livets Dage vente.
    Du veed, det sidste Maal for Jordens Guder er,
    At de maae alle døe som andre Mennesker.

(15)

Jeg dem, som Blomsterne, skal med min Lee afmeje.
Uagtet al den Pragt og Magt, de har i Eje.
    Aflæg din Majestæt, og bøj dig for den Gud,
    Som gav dig Livets Lys, og kan det slukke ud.
Nu kan al jordisk Glands dig ikke mere nytte.
Du følge maa med mig, og blive Ormes Bytte.
    En Ezechias græd, og skjenktes femten Aar;
    Men du et Øjeblik af Tiden meer ej faaer.

Kongen til Døden.

Forskrækkelsernes Helt! kan du mig ikke skaane,
Og mig en liden Tid endnu af Livet laane?
    See, Folket elsker mig og beder for mit Liv;
    Og jeg vil nødig bort fra al min Tidsfordriv.
Kom hid om nogle Aar, naar jeg er gammel bleven.
Er da min Levetid saa meget kort opskreven?
    Hvor ufuldkommen er dog Kongers Herlighed,
    Som for den grumme Død ej være kan i Fred!
Skal jeg da dandse med som andre Dødelige,
Og uformodentlig Farvel til Verden sige:
    Velan, jeg følger da med uforfærdet Mod!
    Spørg Rygtet siden ad, om jeg har været god.

*    *    *

Jo højere af Stand og skinnende af Evne,
Jo meer forskrækkeligt er Dødens Navn at nævne;
    En Lazarus er glad, naar Døden komme vil:
    Men Sundhed, som har Nok, for ham slaaer Døren til.

(16)

Døden til Dronningen.

Dronning
Døde=Dands, Dronning

See, Dronning, see paa mig, og lad dig ej forskrække!
Kan mit Postyr din Sjel til Lystighed opvække,
    Saa kom og dands med mig; det skal dog engang skee;
    Og du ej blues maa ved eget Billede.

(17)

Betragt mig uforsagt; jeg venlig dig indbyder.
Har du saa smuk en Sjel, som du dit Legem pryder,
    Saa bør du have Lod udi et bedre Liv,
    Hvortil jeg Indgang er. Mig derfor Haanden giv.
Du utaalmodig maa ej ved min Ankomst sukke:
Jeg sødt og sagte skal dit Lives Lys udslukke.
    Siig Verden kun Farvel, og sleng din Pomp og Pragt,
    Thi jeg nu over dig har faaet fuldkommen Magt.

Dronningen til Døden.

Nej, Død, du viser mig en altfor grusom Mine!
Din største Venlighed mit Hjerte er til Pine.
    At gaae i Dands med dig forbavser kun mit Bryst.
    Kom hid en anden gang; nu har jeg ingen Lyst.
Du krummer dig for mig; men vil mit Liv berøve
Sin ønskelige Flor, og mordisk Magt udøve.
    Hvo skiller mig ved dig, du fæle Bussemand!
    Viis dog Ærbødighed for min Person og Stand.
Men, see, jeg mærker, du dig ej afvise lader.
Du Fuldmagt haver faaet fra Livets første Fader.
    At dandse med din Gast jeg da maa nødes til,
    Skjønt Hjertet skjælver stærkt, og Kroppen nødig vil.

*    *    *

Hvor mild end Døden sig for Mennesket anstiller,
Saa frygtes dog for den, som os ved Livet skiller:
    Thi Skilsmissen er haard imellem Sjel og Krop,
    Hvor sagte Baandet end af Døden løses op,

(18)

Døden til Cardinalen

Kardinal
Døde=Dands, Kardinal

Da jeg ej Frihed har at skaane eders Pave,
Kan du som Cardinal ej heller Frihed have.
    Al din Anseelse og fyrstelige Pragt
    Nu strax forvandles maa til Dødnings Jordedragt.

(19)

Du dandse maa med mig saavel som alle andre;
Skjønt du har ikke tænkt saa snart herfra at vandre.
    See op til Himmelen, der er en bedre Skat,
    Om du har samme søgt, end din bekomne Hat.
Som du ved Troe og Bøn har Andagt sat paa Rente,
Saaledes kan du nu Belønning hisset vente.
    Paakald ej Moderen, men Sønnen, Gud og Mand:
    Thi ingen Helgen dig at hjelpe er istand.

Cardinalen til Døden.

Ak, at jeg skulde dog den Lykke ikke have,
At see paa Peters Stol mig tronet op som Pave.
    Det var det Eneste af Jordens Herlighed
    Som jeg mig ønskede, og var mit Øjemeed.
Men nu har dette Haab for mig aldeles Ende.
Jeg maa din Magt, o Død, som skrækkelig erkjende!
    Jeg skjælver angestfuld ved dette Øjeblik:
    Thi mine Gjerninger kan ikke holde Stik.
Og dersom Sjelen ej Forbarmelse kan haabe,
Naar jeg Maria vil samt Helgene anraabe,
    Saa har jeg i min Død kun ganske liden Trøst:
    Thi jeg har sjelden tænkt paa ham, mig har forløst.

*    *    *

Enhver Religion, som trøster ej i Døden,
Og viser Mennesket hvad ham er meest fornøden,
    Har ingen ægte Grund. Saa er den romerske,
    Hvor man gaaer Gud forbi, og søger Helgene.

(20)

Døden til Biskoppen.

Biskop
Døde=Dands, Biskop

See Bispehuen her, du store Kirkehyrde!
Den er nu i dens Magt, som dig formaaer at myrde.
    Affør dig din Habit; tag Jordedragten paa:
    Thi du i Dødedands med mig nu følge maa.

(21)

Du Kundskab har om mig, som billig jeg formoder,
Thi du jo ofte har mig givet Navn af Broder;
    Men jeg for Broderskab dog ej kan spare dig;
    Din Dom er himmelfældt: du dandse maa med mig.
Har du selv fundet Kraft af det du lærte Andre,
Saa frygter du dig ej med mig herfra at vandre.
    Lad Legemet kun døe og raadne til sin Straf
    I Jorden til sin Tid: saa kommer Frugt deraf.

Biskoppen til Døden.

Jeg veed, o kjere Død! man er for dig ej sikker.
Det store Afskedsbud, som Gud ved dig mig skikker,
    Det jeg hvert Øjeblik har vist formodet mig,
    Og aldrig efterladt at tænke ret paa dig.
Naar jeg til andre Folk om Dødens Magt har talet,
Saa har du for min Sjæl staaet tydelig afmalet.
    Borttag kun min Habit, min Krop og hvad du vil;
    Jeg veed hvad du formaaer; min Sjel hør Herren til.
Da Gud i Christo blev paa Korset gjennemboret,
Da har du og din Braad, at skade mig, forloret.
    Den Kraft jeg fundet har af aabenbaret Ord.
    Jeg altsaa frygter ej for Dødens fæle Mord.

*    *    *

Vel Herrens Tjenere, som Andre skulle lære,
Naar de det Vidnesbyrd i deres Hjerter bære,
    At de svigagtig ej har Herrens Gjerning gjort:
    Saa kan de glade gaae fra denne Verden bort.

(23)(1)

Døden til Adelsmanden.

Adelsmand
Døde=Dands, Adelsmand

Der hjelper ingen Snak. Undskyldning Intet gjælder.
Jeg vil ej have Nej, naar jeg hos Folk mig mælder.
    Det ældste Adelskab ej giver Frihed her.
    Du af det samme Leer, som arme Bønder, er.

(23)

Kom, strid kun ej imod; det nytter dig dog ikke;
Du bør dig med Fornuft i Dødedandsen skikke,
    Thi jeg ej slipper dig. Jeg har din Kappe fat.
    Og du faaer aldrig meer din galonerte Hat.
Opstemmer, Dødninger, for mig og Adelsmanden!
Hans Rettigheder nu skal arves af en Anden.
    O! vidste Mennesker, at jeg ej Forskjel gjør,
    Men at en Adelsmand, just som en Bonde, døer.

Adelsmanden til Døden.

Forskrækkelsernes Gast! tør du saa næsviis være,
Og meer Højagtelse for Adelsmænd ej bære?
    Hvad Fortrin findes da hos adeligste Blod,
    Naar det ej Dødens Magt formaaer at staae imod?
Hvad gavner det mig nu, om jeg har sexten Ahner!
De til et længer Liv ej Vejen for mig baner.
    Ynkværdig Adelskab, hvor stakkels Menneske
    Forglemmer sig i Pragt, og ej sit Leer kan see.
Nu Døden ved et Ord mig det kan aabenbare,
Som jeg min hele Tid ej kunnet har erfare.
    Jeg døer som Adelsmand i min Religion.
    Rejs Ærestøtter op. Syng over min Person.

*    *    *

Hvad lærer Syrach os? At Død er ingen Glæde
For den som Frihed har, og gider gjerne æde,
    Og som god Fremgang har i hvad han vil slaae paa;
    Men Døden lærer os: Hver med ham dandse maa.

(24)

Døden til præsten.

Præst
Døde=Dands, Præst

Dit Lives Timeglas, o Præst, er alt udrundet!
Et frygtsomt Hjerte bør hos dig ej blive fundet.
    Du Andre haver lært at døe med Haab og Trøst,
    Naar deres Lives Baand ved Døden blev opløst.

(25)

Din præstelige Sjel vel aldrig har forfaldet
Til større Kjerlighed for Frugt af Præstekaldet,
    End Ordets Naadefrugt af Menighedens Flok.
    Maaskee, naar du fik Dit, var du fornøjet nok.
Kom nu. Her oventil du Regenskab skal gjøre.
Dit Kald og Ejendom en Anden lad tilhøre.
    Fra Dødedandsen jeg dig ikke kan befrie,
    Og haaber, at du vil gaae villig med deri.

Præsten til Døden.

Skal Kirken nu en Præst ved min Skilsmisse savne?
Jeg kunde den og mig dog endnu længer gavne.
    Om jeg endskjønt har gjort hvad Ritualet bød,
    Saa har jeg dog en Frygt for dig, du fæle Død!
Til Menighedens Tarv jeg kunde vel gjort mere:
Men Præster Mennesker, som Sognefolket, ere.
    Dog seer jeg, denne Trøst nu ej vil holde Stik:
    Thi Christendom er ej udvortes Kirkeskik.
Een Times Prædiken, naar Helligdag indfalder,
Den allerstørste Deel et vældigt Arbejd kalder;
    Men mod det Vigtigste kun dette Lidet er.
    Jeg frygtsom døer. Min Gud! mig Synder naadig vær!

*    *    *

Man ej forlange kan, at Dødsfrygt ej skal røre
En Præst og Herrens Mand, naar Livet skal ophøre.
    Han neppe uden Skræk sin Død i Møde gaaer,
    For Regenskabets Skyld, som ham da forestaaer.

(26)

Døden til Stjernekigeren.

Astrolog
Døde=Dands, Astrolog

Hør, du, langtseende og lærde Stjernekiger!
Som efter Himlens Løbs Udforskning trolig higer:
    Du ej forglemme maa den Deel, dig nærmest er.
    Og hvad særdeles dig kan tjenlig være her.

(27)

Betænk, du er af Jord, og snart til Jord skal blive.
Jeg dig nu længer Frist i Verden ej kan give.
    Til Dødedandsen du dig færdig gjøre maa;
    Det du af Stjernerne vel ikke forud saae.
Har du saa viselig Guds Stjernehær betragtet,
At du paa Sjelens Gavn ved samme ret har agtet,
    Da er din Lykke stor, og jeg skal vise dig
    Den rette Indgang til Guds sande Himmerig.

Stjernekigeren til Døden.

O bi et Øjeblik! thi jeg vil meget gjerne
Bestemme Størelsen af en opdaget Stjerne.
    Jeg har ej Tid at døe; og om Aspecterne
    Slaae mig ej ganske fejl, det ej saa snart vil skee.
Men, skal det endelig nu ikke andet være,
Saa maa jeg Kjødets Kors, som mine Fædre, bære.
    Min Sjel af sønlig Frygt er fuld mod Skaberen,
    Hvis Majestæt jeg tidt har seet i Skabningen.
Det, som jeg her ej saae med et bevæbnet Øje,
Vil ved Beskuelsen der Sjelen klart fornøje.
    Jeg veltilfreds vil døe, naar Gud befaler det,
    Og seer, Dødstimen er uvis for Mennesket.

*    *    *

Forgjeves Mennesket Nativitæter stiller,
Og alle Stjerners Løb forvidende kun driller.
    Søg ej at regne ud din Lykke og din Død;
    Men lev for vel at døe: thi derfor er du fød.

(28)

Døden til Doctoren

Læge
Døde=Dands, Læge

Hr. Doctor, det er Tid, du Kunsten maa opgive,
Og ej methodice fleer Mennesker aflive!
    Du paa Uringlas seer, som Styrmand paa Compas,
    Men glemmer derimod dit Lives Timeglas.

(29)

Nu gjælder det, om du fra Døden kan kurere;
Men det forgjeves blir, om du vil nu purgere.
    See, her er din Recept! Den ej kan nytte dig.
    Jeg Ordre har fra Gud, du dandse skal med mig.
Ej Hjertestyrkninger, Klysteer, Essents og Piller,
Og Alt hvad Kunsten veed, dig fra min Vælde skiller.
    Pak ind, og lav dig til. Du Fleer kurerer ej.
    Det er for dig bestemt, at gaae al Kjødets Vej.

Doctoren til Døden.

Skal jeg nu ogsaa døe, og ikke blive sparet,
Som dog saa Mange har fra Dødens Magt bevaret?
    Dog hvad, fra Dødens Magt; nej, daarlig var min Kur,
    Naar der var ingen Kraft i Menneskets Natur.
Recepter kunde jeg for Sygdomme vel skrive;
Men vidste, Medicin ej holder Folk i Live,
    Saasnart Naturens Kraft saa reent forsvækket er,
    At den ej meer formaaer at gjøre Virkninger.
Har jeg ved Uforstand befordret Folkes Ende,
Og har ustraffet dem til Graven kundet sende:
    Saa er det Billighed, at jeg ej skaanes skal,
    Men nu selv faae et Sted iblandt de Dødes Tal.

*    *    *

Tidt sætte Mennesker før Haab til deres Læge,
Før de af deres Præst vil lade sig bevæge,
    At sørge viselig for deres dyre Sjel,
    Og stræbe, den hos Gud maa leve evig vel.

(30)

Døden til Juristen.

Jurist
Døde=Dands, Jurist

Du din Lovkyndighed mod mig skal ej anvende.
Jeg har hver Levedag jo givet dig tilkiende,
    Og det formaliter, at du kun var som Høe,
    Og at det var uvist, hvad Tid du skulde døe.

(31)

Ej en Exception af dig bør blive nævnet:
Thi jeg lovformelig dig har til Graven stævnet.
    Fly hid Lovbøgerne: du finder derudi
    Ej een Artikel, som dig kan fra Døden fri.
Viid dog, det nytter ej imod min Magt at trette:
Thi med den Højeste det er at gaae i Rette.
    Har du for Øjnene her havt Retfærdighed,
    Saa kan du veltilfreds og rolig dandse med.

Juristen til Døden.

Undtagelser mig ej i Angest kan husvale:
Jeg veed at Alle bør sin Skyld og Gjeld betale;
    Og naar din Fordring skeer, den ej afvises maa:
    Jeg altsaa derfor faaer i Graven med dig gaae.
Men ak, nu mærker jeg, hvad Deres Regnskab bliver,
Som sig til Dommere imellem Andre giver!
    Det er ej ene nok, at vide Lov og Ret:
    Der hører Meget til at efterkomme det.
Med min Samvittighed jeg nu erindrer ikke,
At jeg for Rettens Skyld har ladet mig bestikke;
    Men derfor har jeg dog ej alle Pligter gjort.
    Jeg døer. Gud naade mig! Mit Regenskab er stort.

*    *    *

Naar sand Retfærdighed er elsket af en Dommer,
Han da ej frygter sig naar Dødens Time kommer.
    At han har lovlig dømt, og seet paa Næstens Ret,
    Vil ham tilskikke Trøst i sidste Aandedræt.

(32)

Døden til Kjøbmanden.

Købmand
Døde=Dands, Købmand

Du ej forskrækkes maa, for Dødens Bud jeg bringer.
Dit Anslag sig nu ej i Verden meer gelinger.
    Jeg har paataget mig Mercurii Gestalt,
    At du ej skulde strax af Angest blive qvalt.

(33)

Jeg veed, hvor nødig den, som kun Profiten søger,
Vil sige sligt Farvel til sine Regnskabsbøger;
    Men du maa være glad, at du skal dandse med,
    Før Lykken vender sig og du gaaer selv afsted.
Uddriv dit Verdenssind fra alle Usselheder,
Som ikkun Daaren som sin Afgud her tilbeder;
    Forlad dem i en Hast, før de forlade dig,
    Og lav dig ikkun til at dandse bort med mig.

Kjøbmanden til Døden.

Jeg bedre Tidender idag mig havde ventet,
End at jeg skulde bort fra Verden blive hentet?
    Men da jeg er for svag at stampe mod din Brod:
    Saa faaer jeg bære det som falder i min Lod.
Det er mig dog en Trøst, jeg har forsigtig levet.
Og aldrig x for v i mine Bøger skrevet.
    Sandt nok, jeg taget har en skikkelig Profit;
    Men skal man holde ud, saa maa man have lidt.
En taalelig Profit kan Næsten ikke skade;
Man Selv jo leve skal, og Andre leve lade.
    Men aldrig tænkte jeg, det Ende fik saa snart.
    Nu Skifteretten maa mit Regnskab gjøre klart.

*    *    *

Hvor tidt kan Handlende en Dødens Angest finde,
Naar Varepriis gaaer ned, og de ej nok kan vinde;
    Ja, mange i en Hast faae Slag, og døe af Skræk,
    Naar Havet deres Gods fra dem har røvet væk.

(34)

Døden til Borgeren

Borger
Døde=Dands, Borger

Brug ej saa mange Ord, min kjere gode Borger!
Jeg skal befri dig strax fra alle Næringssorger.
    At trettes her med dig jeg ikke længer vil;
    Viid, du skal dandse med, thi du mig hører til.

(35)

Bekymre dig kun ej om dem du efterlader:
De har heroventil den allerbedste Fader,
    Saafremt de troligen paa Dyden lægge Vind,
    Og vandre frem udi Ustraffeligheds Sind.
Følg nu kun villig med. Hvad holder dig tilbage?
Kan denne Verdens Lyst dit Hjerte længer smage?
    Slæng Kappen, gjør dig klar, kast Hatten fra dig bort;
    Og har du levet vel, saa er din Regning gjort.

Borgeren til Døden.

Saa hastig vilde jeg dog ej fra Verden skilles:
Thi det er mig saa fælt, for Dommen at fremstilles.
    Hvi gaaer du ej til dem som ingen Nytte gjør?
    Thi det er Billighed, at slige tidlig døer.
De Onde sparer du og lader længe leve;
Men brave Folkes Liv du hastig vil ophæve
    Det er dog ikke Ret, ej Forskjel bliver gjort:
    Men at du, som i Flæng, tør hente Alle bort.
Dog, naar jeg dandse skal, og det ej kan afbede,
Saa faaer man da min Grav for Legemet berede;
    Men ak, min arme Sjel, som skilles skal fra det,
    Og neppe nogen Tid har tænkt paa Døden ret!

*    *    *

Hvor nødig mangen En end dette Liv vil miste,
Han samme Skjebne dog, som andre Folk, maa friste.
    Det meest fornuftigt er, at tænke paa sin Død,
    Imedens man endnu fortære kan sit Brød.

(36)

Døden til Munken.

Munk
Døde=Dands, Munk

Nej, see engang, hvad Strid og Umag det mig koster,
At faae en spækket Munk bort fra sit fede Kloster.
    Vil du ej dandse med? Jo, jeg skal lære dig,
    At intet Menneske kan slide sig fra mig.

(37)

Jeg meget gjerne troer, du ej vil Afsked tage
Fra Kloster-Renterne og magelige Dage;
    Men siig, hvad gjorde du, som Verden gavnligt var,
    I al den lange Tid som Munk du levet har?
At lægge trolig Vind paa Dovenskab og Andet,
Som kun lastværdigt er, kan ikke nytte Landet.
    Ved Saadant du dit Pund for Folk tilkjendegav:
    Derover du nu strax bør dandse til din Grav.

Munken til Døden.

O! Død! hvor du i Dag dog ubelejligt kommer!
Hvor skal jeg skjule mig for den alvise Dommer?
    Jeg nu til Slutningen erfarer, at den Bod,
    Jeg ofte før har gjort, har aldrig været god.
Gak fra mig dennegang, og kom om nogle Dage,
Saa vil jeg villig Deel i Dødedandsen tage;
    Jeg maa omvende mig og angre Synderne,
    Som nu i saadan Hast tilfulde ej kan skee.
Men, ak! du med Gevalt mig op til Dandsen trækker:
Hjelp Gud! hvor dette Skridt min arme Sjel forskrækker
    Det hedder nok, at jeg forsaget Verden har;
    Men Hvo kan nu ej see, hvor lidet Sandt det var.

*    *    *

Naar Hykleren skal døe, da maa han Masken slænge.
Da kan Skinhellighed sig ej igjennemtrænge;
    At ville synes god ej Christendom udgjør:
    En Christen hver Dag som sin Dødsdag leve bør.

(38)

Døden til Eremiten.

Eremit
Døde=Dands, Eremit

Kom, gamle Graaskjæg, kom! du skal til Graven dandse,
Thi du for Alderdom kan snart ej mere sandse.
    Dig Evigheden nu vil lære, hvad Profit
    Et Menneske har af at være Eremit.

(39)

Du uden Sang og Klang dog ej skal jordet blive,
Skjønt uden Selskab du har været her i Live;
    Kom rokkende afsted, og glæd dig ved din Grav;
    Tak Himmelen, som dig saa langt et Levnet gav.
Jeg veed, du har havt Ro paa Døden nok at tænke.
Da du har ej dit Sind af Verden ladet krænke.
    Nu ringer jeg for dig, og tvivler ikke paa,
    At du, som Eremit, jo villig med skal Gaae.

Eremiten til Døden.

Jeg mærker, alle Ting før siges kan end gjøres.
Naar om Fornægtelsen af Folkets Munde høres,
    Da er det let nok sagt: Man skal forlade Alt;
    Men jeg fornemmer best til denne Jords Gevalt.
Jeg ud fra Verden gik, i Eenlighed har levet,
Og det Nødtørftigste til Livet kun har krævet;
    Dog finder jeg hos mig for Døden bitter Frygt:
    Hvad maa da ikke den, hvis Liv i Lyst er trygt?
Jeg mig har Umag gjort, at ville Alt forsage,
Men har det ej opnaaet til Alderdommens Dage;
    Men tages Villien hos Gud for Gjerningen:
    Saa faaer jeg ved min Død af Naade Himmelen.

*    *    *

Tidt stræber Mennesket at ville sig berede
Til at faae Deel og Lod udi Guds Himmelglæde;
    Men da ved egen Kraft han det vil rette ud:
    Saa seer han Mangelen, naar han faaer Dødens Bud.

(40)

Døden til Jomfruen.

Jomfru
Døde=Dands, Jomfru

Jeg veed, den Tidende, som jeg dig overbringer,
Aldeles ikke sødt i dine Øren klinger:
    Thi det er soleklart, at en mandvoxen Møe
    Langt heller giftes vil, end blive syg og døe.

(41)

Men du dig dog ei maa ved dette Bud bedrøve.
Jeg ingen Haardhed skal imod dit Legem øve.
    Det i et Øjeblik med dig skal være klart,
    Naar Himlen ikke vil, at du maa blive spart.
Din Skjønhed kan dig ej fra Dødens Magt fritage;
Forfængelighed har omcinglet dine Dage;
    Men dersom du er viis, da Gud om Naade beed,
    Og gak saa trøstig med ind i hans Evighed.

Jomfruen til Døden.

Hvor lidet kan man dog paa favrest Ungdom bygge?
Nu seer jeg, Livet er vel lignet ved en Skygge.
    Den hele Dejlighed, Naturens Haand mig gav.
    Nu bliver fæl og styg udi den mørke Grav.
O! at dog Jomfruer Forstanden vilde samle,
Og enten tænke paa, at naar de blive gamle,
    Gaaer al den Skjønhed bort, som man beundrede,
    Saa længe Ungdoms Ild blev seet i Kinderne;
Hvad heller at det snart med dennem sig kan vende:
Saa deres favre Liv i Hast opnaaer sin Ende.
    Nu er det klart med mig; i mine beste Aar
    Med Døden til min Grav jeg jo at dandse faaer.

*    *    *

Man meest for Pigebørn om Daarlighed kun taler,
Og sielden Evighed og Død for dem afmaler;
    Men det ubilligt er, især da yngste Møe
    Kan ofte meget før, end gammel Kone, døe.

(42)

Døden til Dandsemesteren.

Dansemester
Døde=Dands, Dansemester

Naar du udi din Kunst vil Andre informere,
Jeg til din Stokfiol da vil akkompagnere;
    Men af den Tidsfordriv jeg hastig bliver kjed.
    Og Dandsemesteren selv da faaer dandse med.

(43)

Du franske, engelske og polske Spring har prøvet;
Men har du nogen Tid i Dødedands dig øvet?
    Den er, desværre, dig vel gandske ubekjendt;
    Men du skal lære den: dit Liv skal være endt.
Du skal paa Jorden ej fleer Kaprioler skjære,
Og af unyttig Kunst dig herligen ernære.
    Nej! Slæng din Stokfiol, saa slænger jeg min Bas
    Og dandser bort med dig, skjønt dig ej just tilpas.

Dandsemesteren til Døden.

I Hane-Fægtedands, saavelsom Maskerade,
Jeg selv er Mester, og mig ej vil mestre lade;
    Men Dødedandsen jeg aldeles ej forstaaer,
    Og jeg at lære den ej heller nu attraaer.
Bi til en anden Tid: thi jeg har lovt at møde
Iaften paa et Bal; og dersom jeg nu døde,
    Saa blev der Intet af med deres Lystighed,
    Hvortil jeg pyntet er og mig har gjort bered.
At dandse Dødedands er mig ej nogen Glæde,
Og jeg et halvt Aars Tid mig maatte først berede;
    Men, ak!, du sparer ej, jeg skal og maa afsted,
    Skjønt jeg uskikket er og langtfra velbered.

*    *    *

Kan du dig, Menneske! til daarlig Dands berede:
Saa maa du taabelig i Sjel og Hjerte hede,
    Ja, i det Jordiske har mistet al din Sands,
    Om du bereder dig ej til din sidste Dands.

(44)

Døden til Fægtemesteren.

Fægtemester
Døde=Dands, Fægtemester

Fægtmester! tænker du, at du skal altid vinde,
Og ej din Overmand i Morderjernet finde?
    Viid, Døden har en Magt, som du er altfor svag
    At kunne staae imod: og det til Lærdom tag.

(45)

Du af din Fægtekunst som ypperst Helt dig bryster;
At støde paa en Prik dig inderlig forlyster:
    Men jeg skal vise dig, hvor Lidet du formaaer,
    Naar Døden fægtende mod dine Kunstgreb gaaer.
Endskjønt du forhen har ført mangen En i Knibe,
Du nu dog dandse skal som jeg vil for dig pibe.
    Til Dødedandsen kom, thi Himlens Gud det bød;
    Pareer kun ikke af; der er dit Hjertestød!

Fægtemesteren til Døden.

Hvad! tænker vel din Gast, at jeg mig tabt skal give?
Nej, jeg skal rigtig dig som andre Fleer aflive.
    Jeg aldrig bange var for Tvekamp nogen Tid,
    Men altid trakte ud med Lyst til saadan Strid.
Jeg tidt har Døden seet paa Fiendens Kaardeklinge,
Men Ingen hidindtil mig haver kunnet tvinge;
    Dog, nu begynder jeg at frygte for mit Liv:
    Dit Anfald er for glubsk, din Arm er mig for stiv
Au! Det var Hjertestød. Nu kan jeg ikke mere.
Hvi kunde jeg dog ej mit bittre Sind regere?
    Nu faaer jeg rigtig Løn, som Livet har fortjent,
    Da Samme hovedkulds i Tvekamp bliver endt.

*    *    *

Den skammeligste Død den billig bør at hede,
Som i en Tvekamp skeer af overilet Vrede.
    Den er ej Menneske, som sig ej styre kan,
    Og bister gjør sig selv til Dødens Underdan.

(46)

Døden til Jægeren.

Jæger
Døde=Dands, Jæger

Nu har du jaget nok blandt Dyrene paa Jorden.
Om du af deres Død saa viis og klog er vorden,
    At du har tænkt paa din, det Lykke er for dig,
    Thi du skal nu herfra og dandse bort med mig.

(47)

Dit Valthorn og din Hund dig skal ej meer forlyste;
Du af dit Jægerskilt dig heller ej skal bryste.
    Der intet Andet nu for dig at gjøre er,
    End spænde Beltet af og slænge dit Gevær.
Om du din Riffel end imod mig vilde lade,
Du ej tilføjer mig den allermindste Skade.
    Du handler viseligst naar du gaaer villig med,
    Thi du i Verden har ej længer Blivested.

Jægeren til Døden.

Ak, maa jeg nu ej meer en Fugl i Flugten skyde!
Hvi vil du, grumme Død! mig denne Lyst forbyde?
    Du kunde dog endnu nok længer spare mig;
    Men ingen Skaansel er for Mennesker hos dig.
Som Vildt uventet i sin Fart ved Skudet falder,
Og Fugle i sin Flugt, naar Skytten paa dem knalder,
    Saa uformodentlig du kommer til mig nu:
    Thi jeg, desværre, dig kun sjelden kom ihu.
Den Dands, du byder mig, vil jeg kun nødig træde,
Thi Sjelen kjender lidt til Himmeriges Glæde;
    Men da jeg forud veed, her nytter ingen Bøn,
    Saa døer jeg i det Haab, at faae Guds Naadeløn

*    *    *

Endskjønt et Menneske har Tid nok at betænke
De allersidste Kaar, som Døden ham vil skænke,
    Saa dog den mindste Deel vil tænke ret derpaa,
    Før Døden melder sig, at de med ham skal gaae.

(48)

Døden til Kokken.

Kok
Døde=Dands, Kok

Slæng nu kun Krukken bort og Sleven til en Side.
Du skal i Kiøkkenet ej længer Hede lide.
Med mig du dandse skal; det er din sidste Tid.
See, jeg berøver dig dit steegopfyldte Spid.

(49)

Du ej forundres maa, at jeg til dig mig nærmer.
Naar Herren selv maa døe, hvo da hans Kok beskærmer?
    Har du ved vigtig Kunst sat lækker Smag paa Mad,
    Og kunnet spække dig saa meget som du gad,
Saa giv din Krop til Priis for Ormene i Jorden:
Den er til deres Ret ved Synd tillavet vorden.
    Nu hopper jeg afsted med Kokken til hans Grav,
    Skjønt det forstyrrer lidt hans muntre Sindelav.

Kokken til Døden.

Saa maa jeg aldrig meer for nogen Herre koge,
Thi Døden snuser om i alle skjulte Kroge.
    Nu skal jeg dandse med, og har dog ingen Lyst,
    Thi Hjertet banker stærkt af Angest i mit Bryst.
Jeg har arbejdet mig paa denne Jord til Døde,
Kun for at skaffe Folk nymodens lækker Føde,
    Og aldrig gav mig Tid at tænke paa den Dands,
    Som nu betager mig med Eet Fornuft og Sands.
Vel da: jeg dandser med, og frygtsom gaaer i Legen!
De Efterlevende kan selv anrette Stegen.
    Jeg spiser aldrig meer; men Andre æder mig,
    Naar jeg i Gravens Bo er et forraadnet Liig.

*    *    *

Hvor mange Mennesker vil lade sig beskylde
At døe af Fraadserie og Bugens megen Fylde?
    Det neppe Nogen vil; men Sagen er dog klar,
    At Mange deres Grav med Tanden gravet har.

(50)

Døden til Soldaten.

Soldat
Døde=Dands, Soldat

Dit Syn er mordersk nok, og du kan være tapper;
Men du forgjeves dog mod mig til Kaarden snapper.
Jeg bryder mig ej om, du bister Mine gjør:
Thi saadan Helt, som du, med mig har dandset før.

(51)

Du tør forvovent nok mig fat i Brystet gribe;
Men al din Mandighed dig hjelper ej af Knibe.
    I Dødedandsen du nu strax maa følge mig.
    Du taber, naar du vil mod Døden føre Krig.
Har du ej ryggesløst i denne Verden levet,
Og paa Soldaterviis ej meget Ondt bedrevet,
    Saa kan du vente dig at see Guds Salighed;
    Men ellers er for dig et andet Sted bered.

Soldaten til Døden.

Paa Ærens Seng at døe og i min Grav beskydes.
Det er forfængeligt, skjønt det som Stort udtydes.
    Nu, du mig griber an, jeg seer den Daarlighed,
    Som Mennesker attraae i Ærens Øjemeed.
Hvad Ære er ved det, som mordersk Sigte bliver?
Kun Folkekjerlighed den sande Ære giver:
    Og den, desværre! jeg har meest tilsidesat.
    Du veed, man finder rart Gudsfrygt hos en Soldat.
I Dødedandsen jeg da heel unødig træder:
Thi jeg ej samlet har det Haab, som Sjelen glæder.
    Jeg døer forvovent nok med daarligt Heltemod.
    Dens Blod udgydes bør, som vil udgyde Blod.

*    *    *

Soldaterstanden kan, saavelsom andre Stænder,
Den samme Naade faae, som vi i Gud erkjender;
    Men da maa Lysten ej til Ærens Daarlighed
    Forhindre dennem fra en Christens Øjemeed.

(52)

Døden til Værtshuusmanden.

Værthusmand
Døde=Dands, Værthusmand

Hr. Vært! har Døden før ej gjestet Eders Bolig,
Saa kommer den idag. I bliver saa urolig.
    Jeg Eders Ejendom dog ej forlange vil;
    Men det er Eder selv, som mig skal høre til.

(53)

I nu maa dandse med, og mere Øl ej tappe.
See, eders Pengepung jeg først har villet snappe.
    Ja, skraal kun nok saa fælt; det rager ikke mig;
    I om et Øjeblik skal rigtig ligge Liig.
Har I gjort Ret og Skjel, det er nu godt for Eder.
Forgjeves, siger jeg, om længer Liv I beder.
    Med Eders Pengepung jeg Eder slaaer ihjel.
    I Tid nok haver havt at sørge for Jer Sjel.

Værtshuusmanden til Døden.

Skaan mig, velbaarne Død! hør mine Gjester kalder.
Nu er den beste Tid at Næringen tilfalder;
    Nu kan jeg have Haab at vinde Skillingen:
    Og nu vil Eders Magt saa brat mig rykke hen.
Gud bedre mig, at det med mig nu skal faae Ende,
Just da jeg tænkte mig en Skilling at tilvende!
    Nu vaagner i min Sjel en ond Samvittighed,
    For jeg Profiten kun har havt til Øjemeed.
I Bjerge! skjuler mig for ham som dømmer Jorden!
Thi jeg har ikke fulgt den broderlige Orden.
    Jeg gruer for at døe og blive dømt af Gud,
    Fordi jeg stedse har min Næste suet ud.

*    *    *

Enhver mod Andre bør et Hjerte lade kjende,
Som han selv ønsker sig at maatte hannem hænde.
    Den, som kun Ret og Skjel i al sin Gjerning gjør,
    Er altid vel tilfreds og, glad i Troen døer.

(54)

Døden til Tjenestepigen.

Tjenestepige
Døde=Dands, Tjenestepige

Undskyldning hjelper ej, min kjere lille Pige!
Jeg haver dandset før med mangen af din Lige.
    Hvor stærk og knipsk du er, maa du dog dandse med;
    Du nu ej faaer Forlov at gjøre flere Fjed.

(55)

Har du tjent tro og vel, og ej opsætsig været,
Er dig en salig Død til Naadeløn beskjæret;
    Men har du ikke det, saa lad det smerte dig:
    Fortryd dit slette Liv før du skal ligge Liig.
Kom, giv mig hid din Haand; jeg dig ej Ondt vil gjøre.
See op til Himmelen: derhen jeg dig vil føre.
    Med Verden Afsked tag, den meer dig ej er huld.
    Bereed dig snart at døe, og blive Støv og Muld.

Tjenestepigen til Døden.

Lad mig mit Ærinde for min Madmoder rygte,
Thi ellers maa jeg mig for hendes Næve frygte.
    Hun ikke taaler, jeg med Nogen snakke skal.
    Gak bort, du kjere Død! og til en Anden tal.
Men, see, du lader dig aldeles ej afvise;
Skal jeg mit unge Liv saa tidlig da forlise?
    Hvad Ondt har jeg vel gjort meer end Medtjenerne?
    Det ikkun smerter mig, de skal min Bortgang see.
Nu da, der er min Haand; jeg faaer vel med dig dandse.
Man seer paa Assemblee mig aldrig meer at svandse.
    Jeg uden Sang og Klang skal føres til min Grav.
    See, hvad vi er, naar Gud vil tage det, han gav.

*    *    *

Naar Tro og Flittighed hos Tyende befindes,
Og de i deres Kald om Dødens Stund paamindes,
    Kan saadant Dødens Bud for dem ej være slemt:
    Thi den døer altid glad, som ej sin Pligt har glemt.

(56)

Døden til Bissekræmmeren.

Kræmmer
Døde=Dands, Kræmmer

Bi, Bissekræmmer, bi! Du kan dog ej undvige.
Nu skal du vandre ind udi de Dødes Rige.
    Du skal ej trække meer med din Kramkiste om:
    Thi Himlens Gud idag dig fordrer for sin Dom.

(57)

Naar du udi det Smaa har drevet lovlig Handel,
Og ført blant Almuen Ustraffeligheds Vandel,
    Tør du ej frygte dig at møde Dommeren,
    Thi han barmhjertig er og arme Syndres Ven.
Nu, nu, tænk ej derpaa, du dig fra mig kan liste,
Det gaaer dog ikke an. Nedsæt kun din Kramkiste,
    Og Gud din Sjel befal, den Stund du har Forstand,
    Saa gjør du som en viis og ret fornuftig Mand.

Bissekræmmeren til Døden.

Jeg ikke udsolgt har, og du vil mig alt hente:
Saa hastig tænkte jeg din Ankomst ej at vente.
    Jeg faaer vel dandse med, og døer udi den Tro,
    At Gud, for Christi Skyld, mig skjenker evig Ro.
Jeg har med Bissekram af Dovenskab ej løbet,
Og ej Bedrageri mod Nogen viist i Kjøbet.
    Min højre stive Arm til Krøbling gjorde mig,
    Saa Brøds Forhvervelse faldt mig heel kummerlig.
Jeg i min sidste Stund kun dette vil begjære,
At Gud, for Christi Blod, min Sjel vil naadig være!
    Jeg veed, hos ham ej er Persons Anseelse,
    Og at han naadig seer til Ringeagtede.

*    *    *

Hvert Menneske sit Brød skal lovligen adspørge,
Og ej ved Falskeri for Livets Nødtørft sørge.
    Naar Hver udi sin Stand gjør hvad han duer til,
    Det vist hans Endeligt en heel Hob lette vil.

(58)

Døden til Vægteren.

Vægter
Døde=Dands, Vægter

O, Vægter, hold nu op din Nattesang at raabe!
Du skal for Nattevagt nu rolig Hvile Haabe.
    Kom kun, og dands med mig til Gravens Bolig hen.
    Lad Staden sørge for din Post besat igjen.

(59)

Har din Aarvaagenhed, som Andre har Beskyttet
For Ilds-og anden Nød, dig selv saaledes nyttet.
    At du udi dit Liv har trolig lært at døe,
    Og tænkt, hvor hastigt du kan skjæres af som Høe;
Da frygter du dig ej i Dødens Dands at træde,
Men kan forlyste dig i Haabet til Guds Glæde.
    Dit Embeds Navn af Vagt har kunnet minde dig,
    At du et Øjeblik ej sikker var for mig.

Vægteren til Døden.

Skal du nu lukke til de matte Øjnelaage,
Som kun for Andres Ro har altid villet vaage?
    Det skee i Herrens Navn! Jeg villig med dig gaaer:
    Thi for Besværlighed jeg Ro i Graven faaer.
Jeg overlader dig med Lyst min Vægterlygte,
Og Morgenstjernen med. Min Sjel vil dog ej frygte.
    Et andet Lys for den nu snart skal klart opstaae,
    Naar meer end stjerneklar hos Gud den skinne maa.
Mit Levnet jeg ej stort i Verden haver agtet,
Men som forfængeligt og kummerfuldt betragtet.
    Jeg talte Timerne og hvert et Klokkeslag,
    Som mig paamindte om min Døds og Dommes Dag.

*    *    *

Hvo som paa Vejen staaer, og seer sig snildt tilbage,
Samt med en Davids Sind vil tælle sine Dage,
    Og trolig staaer paa Vagt for Hjertets Daarlighed,
    Han Viisdom samler sig, at kunne døe i Fred.

(60)

Døden til Bondemanden.

Bonde
Døde=Dands, Bonde

Dands, gamle Bondemand! hør Døden for dig spiller.
Du dig den Herlighed maaskee ej forestiller,
    Som du i Himlen faaer, naar du har vandret her
    Udi Oprigtighed og Dydens Øvelser.

(61)

Naar du ej Brød har søgt paa en ulovlig Maade,
Men daglig bedet Gud om Miskundhed og Naade,
    Saa aabner jeg dig nu en Dør til Salighed,
    Og tvivler ikke om, du er af Verden kjed.
Enhver, der skal, som du, sit Brød med Kummer søge,
Maa troe, at Graven kan hans Rolighed forøge.
    Jeg tvivler da ej om, du villig følger mig,
    Og at den sidste Dands er tækkelig for dig.

Bondemanden til Døden.

Da jeg møjsommelig har søgt og leedt om Føden,
Saa har jeg mangengang af Sorg mig ønsket Døden.
    Jeg og forsikret er, langt større Fryd at faae,
    End den, et Menneske paa denne Jord kan naae.
Hvi vilde jeg ej døe, da det er aabenbaret.
At ej en Eneste fra Døden bliver sparet.
    Hvi skulde jeg vel mig tilønske flere Aar,
    Da Livet dog tilsidst den samme Slutning faaer.
Nej, Død! tag mig kun bort; din Galde sød mig smager,
Thi du en Længselfuld fra megen Jammer tager.
    Jeg i Eenfoldighed den store Sandhed troer,
    At i Forsoneren al Naadesfylde boer.

*    *    *

For den, hvis Liv er surt, er Døden aldrig bitter,
Især naar han derhos paa Dyden sig beflitter.
    For Trængselfuldes Sind er Dødens Ankomst sød;
    Og paa et velført Liv vist følger salig Død.

(62)

Døden til Jøden.

Jøde
Døde=Dands, Jøde

Der hjelper ingen Snak, min kjere gode Jøde!
Thi Patriarkerne og dine Fædre døde:
    Saa du den samme Vej med mig nu dandse skal,
    Og seer Beslutningen paa dine Dages Tal.

(63)

Slæng Pungen ikkun bort; jeg ingen Penge tager;
Du dig i saadant Haab, som i din Tro, bedrager.
    Du skal ej skakre meer. Au way mir! skraaler du.
    Du har dit Gode faaet, min Søn! kom det ihu.
Du har ej villet troe, Messias han var kommen;
Men jeg skal føre dig for hannem frem til Dommen.
    Kan du for ham bestaae med din Retfærdighed,
    Saa er det best for dig. Marsch! du skal dandse med.

Jøden til Døden.

Ah way mir! kjere Død! see Pengene, hvor vakre!
Lad mig et Aar endnu i denne Verden skakre!
    Du kan mig altid faae; jeg skal ej løbe bort;
    Men klip min Levetraad dog ej saa meget kort.
Skal det da gjælde mig, og jeg maa ej forskaanes,
Saa bør mit Manddomsskjæg af dig dog ej forhaanes.
    Lad mig et Øjeblik dog nyde stille Ro,
    At jeg betænke kan mit Levnet og min Tro.
Jeg har omhyggelig for Livets Bjering været,
Og mig af Skakreri til sidste Time næret.
    Messias troer jeg vist, ej ham som kommen er.
    Men ham som komme skal og jeg har ventet her.

*    *    *

Endskjønt ej Salighed kan faaes i nogen Anden,
Har Vantro saadan Magt dog fundet i Forstanden
    Hos mange Mennesker, at de kan ikke see
    Det dennem nytter meest, den dyre Frelsere.

(64)

Døden til den Gjerrige.

Ågerkarl
Døde=Dands, Ågerkarl

Nu har du længe nok den Fattige udsuet,
Og for at lide Nød, samt at bestjæles, gruet.
    Nu skal din Afgud selv i Døden lønne dig,
    Og du til Helvede skal dandse bort med mig.

(65)

Du skraaler; ingen Snak! Guds Ordre ere strenge.
Forbandet er du nu med alle dine Penge.
    Du har foragtet Gud, kun for at samle Guld;
    Dig altsaa ingen Trøst i Døden meer er huld.
Det svier i din Sjel, at du dit Liv berøves,
Saa meer Blodsueri af dig kan ej udøves.
    Fort, døe, du fæle Gast! Din Afgud dræbe dig,
    Som ej et Øjeblik har villet tænkt paa mig.

Den Gjerrige til Døden.

Hvor usselt er det dog, man ej maa leve længe,
Og med fornøjet Sind beregne sine Penge!
    Ak! Dødens fæle Stund mig snart afsindig gjør;
    Jeg uden Haab og Trøst fra denne Verden døer.
Naar jeg paa denne Tid paa eengang eftertænker
Den Uretfærdighed, de falske Kneb og Rænker,
    Som jeg har stedse brugt, for at berige mig:
    Saa seer jeg først med Skræk, jeg er ulykkelig.
Jeg seer, Fordømmelsen vil blive vist min Baade.
Jeg finder, uomvendt, hos Gud ej mindste Naade;
    Jeg har den aldrig søgt, men reent foragtet den:
    Saa jeg er udelukt fra Sted i Himmelen,

*    *    *

O! at Fornuftige sig dog ej reent hengave
Til Gjerrighed, hvori de ingen Trøst kan have.
    Vær ingen Aagerkarl; men brug Guds Gaver saa,
    At du et roligt Liv, og salig Død kan faae.

(66)

Døden til Tyrken.

Tyrker
Døde=Dands, Tyrker

Barbar! som Christi Kors med dine Fødder træder,
Og ved Bedrageren, din Mahomet, dig glæder:
    I Dødedandsen du med mig nu dandse maa,
    Og skal din Ondskabs Løn hos Falskheds Vidner faae.

(67)

Vellystens Paradiis, som Mahomet beskriver,
Dig om et Øjeblik nu aabenbaret bliver;
    Men om du Selskab faaer ej just af Jomfruer,
    Saa vil en Djevleflok dig sikkert møde der.
Min Piil nu strax skal staae udi dit vantro Hjerte.
Hvad din Forhærdelse i Tiden da ej lærte,
    Derom du Kundskab vil i Evigheden faae,
    Hvor du ved Siden af din Mahomet skal staae.

Tyrken til Døden.

Vil du ved dette Liv mig nu saa mordisk skille,
Og mig mit Paradiis som Helved forestille,
    Da er du den Tyran, som Verden kalder dig,
    Hvis store Graadighed er højst umættelig.
Jeg ej ved Christi Kors og Død vil salig blive.
Profeten Mahomet sin Himmel mig skal give;
    Er ej hans Paradiis af Vellyster opfyldt?
    Har ham vel nogen Tyrk for svigtet Haab beskyldt?
Sig Noget i min Sjel ved Dødens Ankomst rører!
Men det maa være Skræk, som Døden med sig fører.
    Jeg om Samvittighed mig ikke bryde vil.
    Luk Evigheden op og Livets Dør kun til.

*    *    *

Naar Døden lægger Haand paa ondt og vantro Hjerte,
Erfarer Sjelen vist en Deel af Helveds Smerte,
    Endskjønt Forhærdelsen hos det tilstaaer det ej,
    Men mellem Haab og Frygt bortgaaer al Kjødets Vej.

(68)

Døden til de Forelskte.

Forelskede
Døde=Dands, Forelskede

Naar Kjerlighedens Ild hos de Forelskte brænder,
De meget sjelden da sit eget Beste kjender,
    Og tænker allermindst paa Død og Evighed:
    Thi andre Tanker har i deres Sind da Sted.

(69)

Men saae man ikke tidt, at ogsaa Bryllupsdagen
Har Sorrigs Ende gjort paa hele Glædskabssagen?
    At de, som fyldte op af Kjerligheden gik,
    Formedelst Dødens Magt hinanden aldrig fik.
I Heftigt-Elskende kan knap for Elskov sandse;
Men vider, at I skal med mig fra Verden dandse.
    I her faae meer ej Deel i Lystighed og Spil;
    En anden Tone jeg for Jer opstemme vil.

De Forelskte til Døden.

Har de Forelskede ej Forraad nok af Nøden,
At de jo derhos og skal have Frygt for Døden?
    Det Ord et Tordensord er ret for Hjerterne,
    Som Kjerlighedens Glød gjør heftigt brændende.
Hvor jammerfuldt et Liv bør dette dog at hede,
At Dødens grumme Haand forstyrrer største Glæde:
    Saa naar man tænker til at leve allerbest,
    Har Døden Livets Lys og Hjertets Lyst udblæst.
Skal vi da skilles ad og fra Hinanden rives,
Maa her ej Haand i Haand af Kjerligheden gives,
    Velan, saa lad det skee! Men Skade, Kjerlighed
    Forblinder ofte Folk fra beste Øjemeed.

*    *    *

Naar Kjerlighed er reen, da kan den intet mindre
End Hjertets Attraa til det sande Gode hindre.
    Da elskes Gud i det vi elske Mennesker,
    Og saadan Kjerlighed en Trøst i Døden er.

(70)

Døden til den gamle Mand.

Gammel mand
Døde=Dands, Gammel mand

Saasnart et Menneske er kommet til din Alder,
Den meste Levelyst da af sig selv bortfalder.
    En Mand, som Folk forhen af hurtig Styrke saae,
    Som Krøbling maa tilsidst paa tvende Krykker gaae.

(71)

Jeg veed, du altsaa vil mig følge vel fornøjet,
Da du til Graven har i lang Tid været bøjet.
    Din Pibe Røgtobak har vel fornøjet dig,
    At see, hvor Verdens Lyst, som Røg, forandrer sig.
Mod Dødedandsen du har Intet at indvende,
Saafremt du kun attraaer en god og salig Ende.
    Har du med trolig Flid her sørget for din Sjel,
    Saa vil det hisset dig hos Gud gaae evig vel.

Den gamle Mand til Døden.

Min Broder! du har Ret, at jeg er kjed af Jorden,
Og gaaer med Glæde bort udi de Dødes Orden.
    Naar Man paa Bagen har faaet mine Leveaar,
    Da Lysten rigtig nok til længer Liv bortgaaer.
Vel Nogle findes kan, som, naar de blive gamle,
Sig blandt de Unges Flok endda har Lyst at samle;
    Men Disse ingen Smag har i den Salighed,
    Som Gud igjennem Kors for Sine har bered.
Jeg derimod har havt en hjertelig Forlængsel,
At see min arme Sjel gjort fri fra Kroppens Fængsel.
    Jeg uden Angest døer. Min Ende bliver god,
    Thi jeg har Tro og Haab til Guds Forsonings Blod.

*    *    *

At see en gammel Mand mod Dødens Magt at stride,
Og ej det mindste Ord om Skilsmisse kan lide,
    Det er et sikkert Tegn, at det staaer usselt til
    Imellem Gud og ham, naar døe han nødig vil.

(72)(2)

Døden til den gamle Kone

Gammel kvinde
Døde=Dands, Gammel kvinde

Vil du saa nødig døe, du gamle Bestemoder!
Hvad kand det nytte dig, at du i Verden roder?
    Man i dit Ansigt seer jo klarlig malet af,
    At Syndens Sold hos dig er ikke Skiønheds Straf.
Du kand ey leve dig til nogen meere Baade.
Du Tid nok haver havt, at søge HErrens Naade.
    Jeg tænkte, at du var af denne Verden mæt;
    Men mærker, du endnu kand trippe nok saa let.
Du bruger all din Magt, og dig vil fra mig slide;
Men jeg har Himlens Bud til dig, det maae du vide.
    Til Døde-Dandsen du dig strax tillave maae.
    Hvor nødig du end vil, skal du dog med mig gaae.

Den gamle Kone til Døden

Du tænker, fordi jeg er gammel, og har Rynker,
Og fordi Lemmerne nu daglig sammensynker,
    At jeg har Lyst at døe, og ey vil leve meer.
    Nej, du i dette Haab dig nu bedraget seer.
Jeg kand af dette Liv aldeles kied ey blive.
Mig Verdens Sysler nok kand at bestille give.
    Naar jeg af Ælde ey kand høre eller see,
    Saa er det Tid, at gaae bort fra de Levende.
Tag mig dog ey med Vold. Jeg dig jo reent ud siger:
At dette Hierte ey endnu til Graven higer.
    Naar jeg har ønsket dig, det kun er skeet på Skrømt.
    Jeg døer. Ach! at min Pligt var ey af mig forsømt.

*    *    *

At see Graahærdede Ulyst til Døden have,
Og sig alt meer og meer i Verden ned at grave,
    Det ingen Ære er for Alderdommens Aar;
    Thi de uvillig bort fra Verden altid gaaer.

(72)

Døden til Harlekin.

Harlekin
Døde=Dands, Harlekin

Frygt ikke, Harlekin! dig intet Ondt skal hændes;
Du skal kun dandse med, dit Narrelevnet endes.
    Du løbe vil fra mig! Nej, bi; det har ej Nød.
    Mig tykkes, at du selv maa ønske dig din Død.

(73)

Det er jo tungt for dig, du Andres Nar skal være,
Og dig paa saadan Viis af Gøglerier nære.
    Vil du alvorlig ej indsee de sidste Ting?
    Betragt din usle Pragt i Bjældens Klingre-Kling.
Kom saa, og overvej, om du har nyttig været,
Og ej din ædle Tid i Daarlighed fortæret.
    Har du kun været Nar, for at faae Sandhed sagt,
    Du til Sinds Rolighed da Grundvold haver lagt.

Harlekin til Døden.

Vel har jeg ikke Lyst med dig i Dands at træde;
Skjønt jeg har ogsaa Haab til Himmeriges Glæde;
    Thi dette Haab har jo enhver Ugudelig;
    Men aldrig uden Frygt; saaledes og hos mig.
Har jeg end været Nar: saa findes mange flere,
Som i Opførselen langt større Narre ere.
    Jeg undertiden dog stor Sandhed talet har;
    Men man jo daglig seer saa mangen tosset Nar.
Min Dragt er Narredragt; men Andres ligeledes.
De Fleste ville jo for Klæderne tilbedes.
    Om Disse kunne døe med velfornøjet Sind,
    Hvorfor da ikke jeg, som derpaa har lagt Vind.

*    *    *

Naar Døden Mennesker og deres Iid betragter,
Han finder Daarlighed i deres Ord og Fagter,
    Een Dag gaaer knap forbi, at han jo dandset har
    Igjennem Dødens Dal til Graven med en Nar.

(74)

Døden til Børnene.

Børn
Døde=Dands, Børn

La, la, I kjere Smaa! som ej Bekymring haver,
Og blandt Jert Dukketøj uskyldige omtraver;
    I maae i spæde Aar med Døden dandse bort,
    Og tjene til Beviis, at dette Liv er kort.

(75)

Til Leeg og Lystighed I Eders Sind henvender;
Thi Sjelens svage Syn ej bedre Glæde kjender;
    Men om et Øjeblik I skal forklarede
    En større Herlighed udi Guds Himmel see.
I kan med Jer Forstand aldeles ikke fatte,
At man lyksalige især maae Eder skatte,
    Naar I fra Verdens Sværm døer bort i unge Aar,
    Og mindre syndige til Evigheden gaaer.

Børnene til Døden.

Er du den Bussemand, som kan alt Folket kyse,
Og for hvis blotte Navn det varme Blod maa gyse?
    Du forekommer os aldeles ikke fæl;
    Med Børn du lege kan, og derhos dandser vel.
Vi gjerne dandse med, hvorhen du os vil have.
Vi finde ingen Skræk, at see de mørke Grave.
    Tag os kun, kjere Død! og dands med os afsted;
    Men vi vort Legetøj vil gjerne have med.
Skal vi paa Guds Behag her ikke leve længe,
Saa tør vi heller ej til nogen Lykke trænge.
    Er den meest lykkelig, som slipper først herfra:
    Til din Indbydelse med Lyst vi sige Ja.

*    *    *

Af Dødens Adfærd her vi tydelig erfarer,
At han ej nogen Stand og nogen Alder sparer.
    Naar Ungdoms favre Aar fra Døden ej kan fri,
    Hvor kan da Alderdom mod Dødens Magt staae bi?

(76)

Døden til Tiggeren.

Tigger
Døde=Dands, Tigger

Kom med, vanføre Mand! du stakkels usle Tigger!
Som for den Riges Dør til Byrde ikkun ligger.
    Du uden Krykker kan i Dands med Døden gaae,
    Og snart dit eget Huus i Gravens Bo skal faae.

(77)

Har dette Liv dig suurt og ret piinagtigt været:
Skal du med Lazaro snart hisset blive æret;
    Endskjønt din Fattigdom dig ikke saliggjør;
    Men kun den Tro, hvorved dig Frelseren tilhør.
Du fælder Glædskabs Graad, som før har grædt af Smerte;
Men viid, din Tro og Bøn har hørt Guds eget Hjerte:
    Saa evig Herlighed hos Gud du nyde skal,
    For Sorgen, du har liidt i denne Jammerdal.

Tiggeren til Døden.

Velkommen, kjere Død! jeg dig har ønsket længe.
Du er mig kjerere, end Verdens Sølv og Penge.
    Det trøsteligste Ord for mig uværdige,
    Er det, at jeg maa døe, og Gud i Glæde see.
Jeg ham for Smulerne paa Jorden har ophøjet,
Og med min usle Stand var altid vel fornøjet.
    Jeg bad endog for dem, som jog mig haanlig bort,
    Naar jeg nedbøjet stod for deres Dør og Port.
Saasnart den Rige døer, han da af Lykkens Gaver
Ej mere, end jeg nu, udi sin Eje haver.
    O, Ære være Gud! som altid var mig huld,
    Og gjør af Naade nu, at jeg døer haabefuld.

*    *    *

De fattige Guds Børn og Troende tillige,
Kun til vor Herres Priis kan denne Sandhed sige:
    Alt, hvad I giver mig, Gud vist belønne vil;
    Thi ikke Fattigdom, men Tro hør Himlen til.

(78)

Christi Sejer over Døden.

Kristus
Døde=Dands, Kristus

Seer, alle Mennesker! I usle Dødelige!
Hvor stort et Haab I har i de indvortes Krige.
    Seer til Forsoneren. Med Lyst betragter ham,
    Det højst-uskyldige taalmodige Guds Lam.

(79)

I tør for Døden nu ej mere være bange;
Thi han har undertraadt den gamle trædske Slange.
    Han har fra Helvede borttaget Sejeren,
    Samt brækket Dødens Braad og aabnet Himmelen.
Naar I nu Troen har paa denne Igjenløser,
Og af hans Naadeflod ved Bønnens Hænder øser:
    Saa har ej Døden Magt at skade Eders Liv,
    Og Himmeltanker da er Eders Tidsfordriv.
Enhver udi sin Stand og Kald kan være rolig,
Og ikke frygte tør for Gravens mørke Bolig,
    Naar han forliger sig ved daglig Bod med Gud.
    Lad da kun Livets Lys, naar Herren vil, gaae ud.
Men hvo, som stedse om blandt Verdens Tummel sværmer,
Og i Døds-Tanker ej ved Bøn til Gud sig nærmer,
    Den bliver Døden fæl og højst-forskrækkelig,
    Og han seer ingen Sted, hvor han kan skjule sig.
O! at vi vilde dog betænke Livets Ende:
Saa Viisdoms Aand et Lys udi os kunde tænde,
    Og at vi kunde see de store Ting, som Gud
    Af Naade haver gjort imod sin kjere Brud.

*    *    *

Klart er det, at Enhver med Døden bort skal dandse;
Men højst-beklageligt, at Faa det ville sandse.
    Hver skjønsom Sjel! betænk, at Kjødet kaldes Høe.
    See Christi Sejer an. Tak Gud, for du maa døe.

(80)

Psalm. 90 Cap. 12 V.

Herre! lad os saa kjende at tælle vore Dage,
at vi bekomme Viisdom i Hjertet.

Det Moses bad, vi bede bør
    Hvert Øjeblik, vi lever.
Forgjeves vi først Knæfald gjør,
    Naar Døden Solden kræver.
At have Viisdom til at døe,
    Er, hvad vi bør at søge.
All anden Vid paa Verdens Øe
    Vort Gavn kan ej forøge.
Søg denne Viisdom nu, du Folk!
    I all din Iid og Handel.
God Gjerning blive Troens Tolk
    Udi din hele Vandel.
Roes dig ej af, at vide meer,
    End Gud og dig at kjende;
Samt at du gudelig indseer,
    Dit Liv vil snart faae Ende.

Yderligere Information

Fodnoter: (1) (2)

Sidenummeret skulle have været 22.
Af uransagelige årsager blev den gamle kvinde fjernet fra 1814-oplaget, hvilket gør, at resten af sidenumrene er blevet korrigerede.