Den tydeligste inspiration for træsnittene i Døde-Dands er Rudolf og Conrad Meyer's Die menschliche sterblichkeit, unter dem titel Todten-tanz fra 1650.
Dette er især tydeligt for Kristi sejr over Døden (foroven) og ågerkarlen (venstre og højre).
Andre eksempler er kroværten, der står med sin kande, mens Døden sparker og slår ham med en pengesæk (Meyer); munken, der bliver trukket væk i sin egen livrem (Meyer); og adelsmanden, der bliver pakket ind i sin egen kappe (Meyer).
Derimod er kokken (til venstre), der slapt holder sin kande, mens Døden bærer hans stegespid som et gevær, inspireret af kokken i Basel (billedet til højre).
Så samme måde er jøden kopieret fra Basel. Dette gælder også for jøden af Meyer, men i Meyers udgave er pengene (og terningerne) allerede faldet på jorden, og Døden nøjes med at rykke i jødens tøj. I Basel og Døde-Dands derimod, rykker Døden i jødens skæg og pengene befinder sig stadig i luften. Der er dog ingen terninger i Døde-Dands.
Omvendt kan det være, at Døde-Dands har inspireret Thomas Nugent. I sin bog Travels through Germany fra 1768 bringer han en meget fri oversættelse af Døden fra Lübeck, og uden nærmere forklaring har han tilføjet to ekstra dansere til sidst i optoget, nemlig the dancing-master og the fencing-master.
Nugent's tekst er meget forskellig fra Døde-Dands, men det kunne tænkes, at selve ideen til disse to figurer stammer fra Døde-Dands.
To billeder i en hollandsk almanak fra 1799 ligner meget disse to scener fra Døde-Dands.
Det vil sige, at den hollandske udgiver har kigget i den danske Døde-Dands og derfra valgt at kopiere netop de to scener, som Nugent havde tilføjet til Lübeck.
Billedet af Døden til de Forliebte ligner meget et emblem fra bogen "Besonders meublirt- und gezierte Todten-Capelle" fra 1710 (billedet til venstre).
Emblemet blev kort tid efter kopieret til et maleri i Nationalmuseet. Maleriets alder er ukendt, men det er formentlig malet, længe før Døde=Dands blev udgivet i 1762,