Kom med, vanføre Mand! du stakkels usle Tigger!
Som for den Riges Dør til Byrde ikkun ligger.
Du uden Krykker kan i Dands med Døden gaae,
Og snart dit eget Huus i Gravens Bo skal faae.
Har dette Liv dig suurt og ret piinagtigt været:
Skal du med Lazaro(1) snart hisset blive æret;
Endskjønt din Fattigdom dig ikke saliggjør;
Men kun den Tro, hvorved dig Frelseren tilhør.
Du fælder Glædskabs Graad, som før har grædt af Smerte;
Men viid, din Tro og Bøn har hørt Guds eget Hjerte:
Saa evig Herlighed hos Gud du nyde skal,
For Sorgen, du har liidt i denne Jammerdal.
Velkommen, kjere Død! jeg dig har ønsket længe.
Du er mig kjerere, end Verdens Sølv og Penge.
Det trøsteligste Ord for mig uværdige,
Er det, at jeg maa døe, og Gud i Glæde see.
Jeg ham for Smulerne paa Jorden har ophøjet,
Og med min usle Stand var altid vel fornøjet.
Jeg bad endog for dem, som jog mig haanlig bort,
Naar jeg nedbøjet stod for deres Dør og Port.
Saasnart den Rige døer, han da af Lykkens Gaver
Ej mere, end jeg nu, udi sin Eje haver.
O, Ære være Gud! som altid var mig huld,
Og gjør af Naade nu, at jeg døer haabefuld.
* * *
De fattige Guds Børn og Troende tillige,
Kun til vor Herres Priis kan denne Sandhed sige:
Alt, hvad I giver mig, Gud vist belønne vil;
Thi ikke Fattigdom, men Tro hør Himlen til.
Fodnoter: (1)
|
