Døde-Dands, Døden til Harlekin

Døde-Dands, Harlekin

Frygt ikke, Harlekin! dig intet Ondt skal hændes;
Du skal kun dandse med, dit Narrelevnet endes.
    Du løbe vil fra mig! Nej, bi; det har ej Nød.
    Mig tykkes, at du selv maa ønske dig din Død.
Det er jo tungt for dig, du Andres Nar skal være,
Og dig paa saadan Viis af Gøglerier nære.
    Vil du alvorlig ej indsee de sidste Ting?
    Betragt din usle Pragt i Bjældens Klingre-Kling.
Kom saa, og overvej, om du har nyttig været,
Og ej din ædle Tid i Daarlighed fortæret.(1)
    Har du kun været Nar, for at faae Sandhed sagt,
    Du til Sinds Rolighed da Grundvold haver lagt.

Harlekin til Døden.

Vel har jeg ikke Lyst med dig i Dands at træde;
Skjønt jeg har ogsaa Haab til Himmeriges Glæde;
    Thi dette Haab har jo enhver Ugudelig;
    Men aldrig uden Frygt; saaledes og hos mig.
Har jeg end været Nar: saa findes mange flere,
Som i Opførselen langt større Narre ere.
    Jeg undertiden dog stor Sandhed talet har;
    Men man jo daglig seer saa mangen tosset Nar.
Min Dragt er Narredragt; men Andres ligeledes.
De Fleste ville jo for Klæderne tilbedes.
    Om Disse kunne døe med velfornøjet Sind,
    Hvorfor da ikke jeg, som derpaa har lagt Vind.

*    *    *

Naar Døden Mennesker og deres Tid betragter,
Han finder Daarlighed i deres Ord og Fagter,
    Een Dag gaaer knap forbi, at han jo dandset har
    Igjennem Dødens Dal til Graven med en Nar.

 

Hestehalen og hjertet med initialerne H.W. viser, at det drejer sig om den tyske nar Hanswurst.

Fodnoter: (1)

Tid i Daarlighed fortæret . . .: spildt tiden på dårskab.

op til døde-dands