Døde-Dands, Døden til den gamle Kone

Døden til den gamle kone

Døden til den gamle Kone

Vil du saa nødig døe, du gamle Bestemoder!
Hvad kand det nytte dig, at du i Verden roder?
    Man i dit Ansigt seer jo klarlig malet af,
    At Syndens Sold hos dig er ikke Skiønheds Straf.
Du kand ey leve dig til nogen meere Baade.
Du Tid nok haver havt, at søge HErrens Naade.
    Jeg tænkte, at du var af denne Verden mæt;
    Men mærker, du endnu kand trippe nok saa let.
Du bruger all din Magt, og dig vil fra mig slide;
Men jeg har Himlens Bud til dig, det maae du vide.
    Til Døde-Dandsen du dig strax tillave maae.
    Hvor nødig du end vil, skal du dog med mig gaae.

Den gamle Kone til Døden

Du tænker, fordi jeg er gammel, og har Rynker,
Og fordi Lemmerne nu daglig sammensynker,
    At jeg har Lyst at døe, og ey vil leve meer.
    Nej, du i dette Haab dig nu bedraget seer.
Jeg kand af dette Liv aldeles kied ey blive.
Mig Verdens Sysler nok kand at bestille give.
    Naar jeg af Ælde ey kand høre eller see,
    Saa er det Tid, at gaae bort fra de Levende.
Tag mig dog ey med Vold. Jeg dig jo reent ud siger:
At dette Hierte ey endnu til Graven higer.
    Naar jeg har ønsket dig, det kun er skeet på Skrømt.
    Jeg døer. Ach! at min Pligt var ey af mig forsømt.

* * * *

At see Graahærdede Ulyst til Døden have,
Og sig alt meer og meer i Verden ned at grave,
    Det ingen Ære er for Alderdommens Aar;
    Thi de uvillig bort fra Verden altid gaaer.

 

Den gamle kone var af uransagelige årsager ikke med i 1814-oplaget.


Op til Døde-Dands