Døden til de Forliebte

Døden til de Forliebte

Døden til de Forliebte

Naar Kierlighedens Ild hos de Forelskte brænder,
De meget sielden da sit eget Beste kiender,
    Og tænker allermindst paa Død og Ævighed;
    Thi andre Tanker har i deres Sind da Sted.
Men saae man ikke tidt, at ogsaa Bryllups-Dagen
Har Sorrigs Ende gjort paa heele Glædskabs Sagen,
    At de, som fyldte op af Kierligheden gik,
    Formedelst Dødens Magt hinanden aldrig fik.
I heftig Elskende kand knap for Elskov sandse;
Men vider, at I skal med mig fra Verden dandse.
    I her faaer meer ey Deel i Lystighed og Spil.
    En anden Tone jeg for Jer opstemme vil.

De Forliebte til Døden

Har de Forelskede ey Forraad nok af Nøden,
At de jo derhos og skal have Frygt for Døden.
    Det Ord et Tordens Ord er ret for Hjerterne,
    Som Kierlighedes Glød giør heftig brændende.
Hvor jammerfuldt et liv bør dette dog at hede,
At Dødens grumme Haand forstyrrer største Glæde.
    Saa naar man tænker til at leve allerbest,
    Har Døden Livets Lys og Hjertets Lyst udblæst.
Skal vi da skilles ad, og fra hinanden rives?
Maae her ey Haand i Haand af Kierligheden gives?
    Vel an, saa lad det skee. Men Skade, Kierlighed
    Forblinder ofte Folk fra beste Øyemeed.

* * * *

Naar Kierlighed er reen, den kand da intet mindre
End Hiertets Attraae til det sande Gode hindre.
    Da Elskes Gud i det vi elsker Mennesker,
    Og saadan Kierlighed en Trøst i Døden er.


Op til Døde-Dands