Døde-Dands, Døden til den Gjerrige

Døde-Dands, Ågerkarl

Nu har du længe nok den Fattige udsuet,
Og for at lide Nød, samt at bestjæles, gruet.
    Nu skal din Afgud selv i Døden lønne dig,
    Og du til Helvede skal dandse bort med mig.
Du skraaler; ingen Snak! Guds Ordre ere strenge.
Forbandet er du nu med alle dine Penge.
    Du har foragtet Gud, kun for at samle Guld;
    Dig altsaa ingen Trøst i Døden meer er huld.
Det svier i din Sjel, at du dit Liv berøves,
Saa meer Blodsueri af dig kan ej udøves.
    Fort, døe, du fæle Gast! Din Afgud dræbe dig,
    Som ej et Øjeblik har villet tænkt paa mig.

Den Gjerrige til Døden.

Hvor usselt er det dog, man ej maa leve længe,
Og med fornøjet Sind beregne sine Penge!
    Ak! Dødens fæle Stund mig snart afsindig gjør;
    Jeg uden Haab og Trøst fra denne Verden døer.
Naar jeg paa denne Tid paa eengang eftertænker
Den Uretfærdighed, de falske Kneb og Rænker,
    Som jeg har stedse brugt, for at berige mig:
    Saa seer jeg først med Skræk, jeg er ulykkelig.
Jeg seer, Fordømmelsen vil blive vist min Baade.
Jeg finder, uomvendt, hos Gud ej mindste Naade;
    Jeg har den aldrig søgt, men reent foragtet den:
    Saa jeg er udeiukt fra Sted i Himmelen,

*    *    *

O! at Fornuftige sig dog ej reent hengave
Til Gjerrighed, hvori de ingen Trøst kan have.
    Vær ingen Aagerkarl; men brug Guds Gaver saa,
    At du et roligt Liv, og salig Død kan faae.


op til døde-dands