Døde-Dands, Døden til Bondemanden

Døde-Dands, Bonde

Dands, gamle Bondemand! hør Døden for dig spiller.
Du dig den Herlighed maaskee ej forestiller,
    Som du i Himlen faaer, naar du har vandret her
    Udi Oprigtighed og Dydens Øvelser.
Naar du ej Brød har søgt paa en ulovlig Maade,
Men daglig bedet Gud om Miskundhed og Naade,
    Saa aabner jeg dig nu en Dør til Salighed,
    Og tvivler ikke om, du er af Verden kjed.
Enhver, der skal, som du, sit Brød med Kummer søge,
Maa troe, at Graven kan hans Rolighed forøge.
    Jeg tvivler da ej om, du villig følger mig,
    Og at den sidste Dands er tækkelig for dig.

Bondemanden til Døden.

Da jeg møjsommelig har søgt og leedt om Føden,
Saa har jeg mangengang af Sorg mig ønsket Døden.
    Jeg og forsikret er, langt større Fryd at faae,
    End den, et Menneske paa denne Jord kan naae.
Hvi vilde jeg ej døe, da det er aabenbaret.
At ej en Eneste fra Døden bliver sparet.
    Hvi skulde jeg vel mig tilønske flere Aar,
    Da Livet dog tilsidst den samme Slutning faaer.
Nej, Død! tag mig kun bort; din Galde sød mig smager,
Thi du en Længselfuld fra megen Jammer tager.
    Jeg i Eenfoldighed den store Sandhed troer,
    At i Forsoneren al Naadesfylde boer.

*    *    *

For den, hvis Liv er surt, er Døden aldrig bitter,
Især naar han derhos paa Dyden sig beflitter.
    For Trængselfuldes Sind er Dødens Ankomst sød;
    Og paa et velført Liv vist følger salig Død.


op til døde-dands