Døde-Dands, Døden til Tjenestepigen

Døde-Dands, Tjenestepige

Undskyldning hjelper ej, min kjere lille Pige!
Jeg haver dandset for med mangen af din Lige.
    Hvor stærk og knipsk du er, maa du dog dandse med;
    Du nu ej faaer Forlov at gjøre flere Fjed.
Har du tjent tro og vel, og ej opsætsig været,
Er dig en salig Død til Naadeløn beskjæret;
    Men har du ikke det, saa lad det smerte dig:
    Fortryd dit slette Liv før du skal ligge Liig.
Kom, giv mig hid din Haand; jeg dig ej Ondt vil gjøre.
See op til Himmelen: derhen jeg dig vil føre.
    Med Verden Afsked tag, den meer dig ej er huld.
    Bereed dig snart at døe, og blive Støv og Muld.

Tjenestepigen til Døden.

Lad mig mit Ærinde for min Madmoder rygte,
Thi ellers maa jeg mig for hendes Næve frygte.
    Hun ikke taaler, jeg med Nogen snakke skal.
    Gak bort, du kjere Død! og til en Anden tal.
Men, see, du lader dig aldeles ej afvise;
Skal jeg mit unge Liv saa tidlig da forlise?
    Hvad Ondt har jeg vel gjort meer end Medtjenerne?
    Det ikkun smerter mig, de skal min Bortgang see.
Nu da, der er min Haand; jeg faaer vel med dig dandse.
Man seer paa Assemblee mig aldrig meer at svandse.
    Jeg uden Sang og Klang skal føres til min Grav.
    See, hvad vi er, naar Gud vil tage det, han gav.

*    *    *

Naar Tro og Flittighed hos Tyende befindes,
Og de i deres Kald om Dødens Stund paamindes,
    Kan saadant Dødens Bud for dem ej være slemt:
    Thi den døer altid glad, som ej sin Pligt har glemt.


op til døde-dands