Døde-Dands, Døden til Værtshuusmanden

Hr. Vært! har Døden før ej gjestet Eders Bolig,
Saa kommer den idag. I bliver saa urolig.
Jeg Eders Ejendom dog ej forlange vil;
Men det er Eder selv, som mig skal høre til.
I nu maa dandse med, og mere Øl ej tappe.
See, eders Pengepung jeg først har villet snappe.
Ja, skraal kun nok saa fælt; det rager ikke mig;
I om et Øjeblik skal rigtig ligge Liig.
Har I gjort Ret og Skjel, det er nu godt for Eder.
Forgjeves, siger jeg, om længer Liv I beder.
Med Eders Pengepung jeg Eder slaaer ihjel.
I Tid nok haver havt at sørge for Jer Sjel.

Værtshuusmanden til Døden.

Skaan mig, velbaarne Død! hør mine Gjester kalder.
Nu er den beste Tid at Næringen tilfalder;
Nu kan jeg have Haab at vinde Skillingen:
Og nu vil Eders Magt saa brat mig rykke hen.
Gud bedre mig, at det med mig nu skal faae Ende,
Just da jeg tænkte mig en Skilling at tilvende!
Nu vaagner i min Sjel en ond Samvittighed,
For jeg Profiten kun har havt til Øjemeed.
I Bjerge! skjuler mig for ham som dømmer Jorden!
Thi jeg har ikke fulgt den broderlige Orden.
Jeg gruer for at døe og blive dømt af Gud,
Fordi jeg stedse har min Næste suet ud.

* * *

Enhver mod Andre bør et Hjerte lade kjende,
Som han selv ønsker sig at maatte hannem hænde.
Den, som kun Ret og Skjel i al sin Gjerning gjør,
Er altid vel tilfreds og, glad i Troen døer.