Døde-Dands, Døden til Soldaten

Døde-Dands, Soldat

Dit Syn er mordersk nok, og du kan være tapper;
Men du forgjeves dog mod mig til Kaarden snapper.
Jeg bryder mig ej om(1), du bister Mine gjør:
Thi saadan Helt, som du, med mig har dandset før.
Du tør forvovent nok mig fat i Brystet gribe;
Men al din Mandighed dig hjelper ej af Knibe.
    I Dødedandsen du nu strax maa følge mig.
    Du taber, naar du vil mod Døden føre Krig.
Har du ej ryggesløst i denne Verden levet,
Og paa Soldaterviis ej meget Ondt bedrevet,
    Saa kan du vente dig at see Guds Salighed;
    Men ellers er for dig et andet Sted bered.

Soldaten til Døden.

Paa Ærens Seng at døe og i min Grav beskydes.
Det er forfængeligt, skjønt det som Stort udtydes.
    Nu, du mig griber an, jeg seer den Daarlighed,(2)
    Som Mennesker attraae i Ærens Øjemeed.
Hvad Ære er ved det, som mordersk Sigte bliver?
Kun Folkekjerlighed den sande Ære giver:
    Og den, desværre! jeg har meest tilsidesat.
    Du veed, man finder rart(3) Gudsfrygt hos en Soldat.
I Dødedandsen jeg da heel unødig træder:
Thi jeg ej samlet har det Haab, som Sjelen glæder.
    Jeg døer forvovent nok med daarligt Heltemod.
    Dens Blod udgydes bør, som vil udgyde Blod.

*    *    *

Soldaterstanden kan, saavelsom andre Stænder,
Den samme Naade faae, som vi i Gud erkjender;
    Men da maa Lysten ej til Ærens Daarlighed
    Forhindre dennem fra en Christens Øjemeed.

Fodnoter: (1) (2) (3)

Jeg bryder mig ej om . . .: Jeg er ligeglad med […]
Daarlighed . . .: dårskab
rart . . .: sjældent

op til døde-dands