Dit Syn er mordersk nok, og du kan være tapper;
Men du forgjeves dog mod mig til Kaarden snapper.
Jeg bryder mig ej om(1), du bister Mine gjør:
Thi saadan Helt, som du, med mig har dandset før.
Du tør forvovent nok mig fat i Brystet gribe;
Men al din Mandighed dig hjelper ej af Knibe.
I Dødedandsen du nu strax maa følge mig.
Du taber, naar du vil mod Døden føre Krig.
Har du ej ryggesløst i denne Verden levet,
Og paa Soldaterviis ej meget Ondt bedrevet,
Saa kan du vente dig at see Guds Salighed;
Men ellers er for dig et andet Sted bered.
Paa Ærens Seng at døe og i min Grav beskydes.
Det er forfængeligt, skjønt det som Stort udtydes.
Nu, du mig griber an, jeg seer den Daarlighed,(2)
Som Mennesker attraae i Ærens Øjemeed.
Hvad Ære er ved det, som mordersk Sigte bliver?
Kun Folkekjerlighed den sande Ære giver:
Og den, desværre! jeg har meest tilsidesat.
Du veed, man finder rart(3) Gudsfrygt hos en Soldat.
I Dødedandsen jeg da heel unødig træder:
Thi jeg ej samlet har det Haab, som Sjelen glæder.
Jeg døer forvovent nok med daarligt Heltemod.
Dens Blod udgydes bør, som vil udgyde Blod.
* * *
Soldaterstanden kan, saavelsom andre Stænder,
Den samme Naade faae, som vi i Gud erkjender;
Men da maa Lysten ej til Ærens Daarlighed
Forhindre dennem fra en Christens Øjemeed.
Fodnoter: (1) (2) (3)
