Døde-Dands, Døden til Kokken

Døde-Dands, Kok

Slæng nu kun Krukken bort og Sleven til en Side.
Du skal i Kiøkkenet ej længer Hede lide.
Med mig du dandse skal; det er din sidste Tid.
See, jeg berøver dig dit steegopfyldte Spid.
Du ej forundres maa, at jeg til dig mig nærmer.
Naar Herren selv maa døe, hvo da hans Kok beskærmer?
    Har du ved vigtig Kunst sat lækker Smag paa Mad,
    Og kunnet spække dig saa meget som du gad,
Saa giv din Krop til Priis for Ormene i Jorden:
Den er til deres Ret ved Synd tillavet vorden.
    Nu hopper jeg afsted med Kokken til hans Grav,
    Skjønt det forstyrrer lidt hans muntre Sindelav.

Kokken til Døden.

Saa maa jeg aldrig meer for nogen Herre koge,
Thi Døden snuser om i alle skjulte Kroge.
    Nu skal jeg dandse med, og har dog ingen Lyst,
    Thi Hjertet banker stærkt af Angest i mit Bryst.
Jeg har arbejdet mig paa denne Jord til Døde,
Kun for at skaffe Folk nymodens lækker Føde,
    Og aldrig gav mig Tid at tænke paa den Dands,
    Som nu betager mig med Eet Fornuft og Sands.
Vel da: jeg dandser med, og frygtsom gaaer i Legen!
De Efterlevende kan selv anrette Stegen.
    Jeg spiser aldrig meer; men Andre æder mig,
    Naar jeg i Gravens Bo er et forraadnet Liig.

*    *    *

Hvor mange Mennesker vil lade sig beskylde
At døe af Fraadserie og Bugens megen Fylde?
    Det neppe Nogen vil; men Sagen er dog klar,
    At Mange deres Grav med Tanden gravet har.


op til døde-dands