Døde-Dands, Døden til Jægeren

Døde-Dands, Jæger

Nu har du jaget nok blandt Dyrene paa Jorden.
Om du af deres Død saa viis og klog er vorden,
    At du har tænkt paa din, det Lykke er for dig,
    Thi du skal nu herfra og dandse bort med mig.
Dit Valthorn og din Hund dig skal ej meer forlyste;
Du af dit Jægerskilt dig heller ej skal bryste.
    Der intet Andet nu for dig at gjøre er,
    End spænde Beltet af og slænge dit Gevær.
Om du din Riffel end imod mig vilde lade,
Du ej tilføjer mig den allermindste Skade.
    Du handler viseligst naar du gaaer villig med,
    Thi du i Verden har ej længer Blivested.

Jægeren til Døden.

Ak, maa jeg nu ej meer en Fugl i Flugten skyde!
Hvi vil du, grumme Død! mig denne Lyst forbyde?
    Du kunde dog endnu nok længer spare mig;
    Men ingen Skaansel er for Mennesker hos dig.
Som Vildt uventet i sin Fart ved Skudet falder,
Og Fugle i sin Flugt, naar Skytten paa dem knalder,
    Saa uformodentlig du kommer til mig nu:
    Thi jeg, desværre, dig kun sjelden kom ihu.
Den Dands, du byder mig, vil jeg kun nødig træde,
Thi Sjelen kjender lidt til Himmeriges Glæde;
    Men da jeg forud veed, her nytter ingen Bøn,
    Saa døer jeg i det Haab, at faae Guds Naadeløn

*    *    *

Endskjønt et Menneske har Tid nok at betænke
De allersidste Kaar, som Døden ham vil skænke,
    Saa dog den mindste Deel vil tænke ret derpaa,
    Før Døden melder sig, at de med ham skal gaae.


op til døde-dands