Døde-Dands, Døden til Fægtemesteren

Døde-Dands, Fægtemester

Fægtmester! tænker du, at du skal altid vinde,
Og ej din Overmand i Morderjernet finde?
    Viid, Døden har en Magt, som du er altfor svag
    At kunne staae imod: og det til Lærdom tag.
Du af din Fægtekunst som ypperst Helt dig bryster;
At støde paa en Prik dig inderlig forlyster:
    Men jeg skal vise dig, hvor Lidet du formaaer,
    Naar Døden fægtende mod dine Kunstgreb gaaer.
Endskjønt du forhen har ført mangen En i Knibe,
Du nu dog dandse skal som jeg vil for dig pibe.
    Til Dødedandsen kom, thi Himlens Gud det bød;
    Pareer kun ikke af; der er dit Hjertestød!

Fægtemesteren til Døden.

Hvad! tænker vel din Gast, at jeg mig tabt skal give?
Nej, jeg skal rigtig dig som andre Fleer aflive.
    Jeg aldrig bange var for Tvekamp nogen Tid,
    Men altid trakte ud med Lyst til saadan Strid.
Jeg tidt har Døden seet paa Fiendens Kaardeklinge,
Men Ingen hidindtil mig haver kunnet tvinge;
    Dog, nu begynder jeg at frygte for mit Liv:
    Dit Anfald er for glubsk, din Arm er mig for stiv
Au! Det var Hjertestød. Nu kan jeg ikke mere.
Hvi kunde jeg dog ej mit bittre Sind regere?
    Nu faaer jeg rigtig Løn, som Livet har fortjent,
    Da Samme hovedkulds i Tvekamp bliver endt.

*    *    *

Den skammeligste Død den billig bør at hede,
Som i en Tvekamp skeer af overilet Vrede.
    Den er ej Menneske, som sig ej styre kan,
    Og bister gjør sig selv til Dødens Underdan.


op til døde-dands