Døde-Dands, Døden til Jomfruen

Døde-Dands, Jomfru

Jeg veed, den Tidende, som jeg dig overbringer,
Aldeles ikke sødt i dine Øren klinger:
    Thi det er soleklart, at en mandvoxen Møe
    Langt heller giftes vil, end blive syg og døe.
Men du dig dog ei maa ved dette Bud bedrøve.
Jeg ingen Haardhed skal imod dit Legem øve.
    Det i et Øjeblik med dig skal være klart,
    Naar Himlen ikke vil, at du maa blive spart.
Din Skjønhed kan dig ej fra Dødens Magt fritage;
Forfængelighed har omcinglet(1) dine Dage;
    Men dersom du er viis, da Gud om Naade beed,
    Og gak saa trøstig med ind i hans Evighed.

Jomfruen til Døden.

Hvor lidet kan man dog paa favrest Ungdom bygge?
Nu seer jeg, Livet er vel lignet ved en Skygge.
    Den hele Dejlighed, Naturens Haand mig gav.
    Nu bliver fæl og styg udi den mørke Grav.
O! at dog Jomfruer Forstanden vilde samle,
Og enten tænke paa, at naar de blive gamle,
    Gaaer al den Skjønhed bort, som man beundrede,
    Saa længe Ungdoms Ild blev seet i Kinderne;
Hvad heller at det snart med dennem sig kan vende:
Saa deres favre Liv i Hast opnaaer sin Ende.
    Nu er det klart med mig; i mine beste Aar
    Med Døden til min Grav jeg jo at dandse faaer.

*    *    *

Man meest for Pigebarn om Daarlighed(2) kun taler,
Og sielden Evighed og Død for dem afmaler;
    Men det ubilligt er, især da yngste Møe
    Kan ofte meget før, end gammel Kone, døe.

Fodnoter: (1) (2)

omcinglet . . .: omgivet.
Daarlighed . . .: dårskab.

op til døde-dands