Døde-Dands, Døden til Eremiten

Døde-Dands, Eremit

Kom, gamle Graaskjæg, kom! du skal til Graven dandse,
Thi du for Alderdom kan snart ej mere sandse.
    Dig Evigheden nu vil lære, hvad Profit
    Et Menneske har af at være Eremit.
Du uden Sang og Klang dog ej skal jordet blive,
Skjønt uden Selskab du har været her i Live;
    Kom rokkende afsted, og glæd dig ved din Grav;
    Tak Himmelen, som dig saa langt et Levnet gav.
Jeg veed, du har havt Ro paa Døden nok at tænke.
Da du har ej dit Sind af Verden ladet krænke.
    Nu ringer jeg for dig, og tvivler ikke paa,
    At du, som Eremit, jo villig med skal Gaae.

Eremiten til Døden.

Jeg mærker, alle Ting før siges kan end gjøres.
Naar om Fornægteisen af Folkets Munde høres,
    Da er det let nok sagt: Man skal forlade Alt;
    Men jeg fornemmer best til denne Jords Gevalt.
Jeg ud fra Verden gik, i Eenlighed har levet,
Og det Nødtørftigste til Livet kun har krævet;
    Dog finder jeg hos mig for Døden bitter Frygt:
    Hvad maa da ikke den, hvis Liv i Lyst er trygt?
Jeg mig har Umag gjort, at ville Alt forsage,
Men har det ej opnaaet til Alderdommens Dage;
    Men tages Villien hos Gud for Gjerningen:
    Saa faaer jeg ved min Død af Naade Himmelen.

*    *    *

Tidt stræber Mennesket at ville sig berede
Til at faae Deel og Lod udi Guds Himmelglæde;
    Men da ved egen Kraft han det vil rette ud:
    Saa seer han Mangelen, naar han faaer Dødens Bud.


op til døde-dands