Nej, see engang, hvad Strid og Umag det mig koster,
At faae en spækket Munk bort fra sit fede Kloster.
Vil du ej dandse med? Jo, jeg skal lære dig,
At intet Menneske kan slide sig fra mig.
Jeg meget gjerne troer, du ej vil Afsked tage
Fra Kloster-Renterne og magelige Dage;
Men siig, hvad gjorde du, som Verden gavnligt var,
I al den lange Tid som Munk du levet har?
At lægge trolig Vind paa Dovenskab og Andet,
Som kun lastværdigt er, kan ikke nytte Landet.
Ved Saadant du dit Pund for Folk tilkjendegav:
Derover du nu strax bør dandse til din Grav.
O! Død! hvor du i Dag dog ubelejligt kommer!
Hvor skal jeg skjule mig for den alvise Dommer?
Jeg nu til Slutningen erfarer, at den Bod,
Jeg ofte før har gjort, har aldrig været god.
Gak fra mig dennegang, og kom om nogle Dage,
Saa vil jeg villig Deel i Dødedandsen tage;
Jeg maa omvende mig og angre Synderne,
Som nu i saadan Hast tilfulde ej kan skee.
Men, ak! du med Gevalt mig op til Dandsen trækker:
Hjelp Gud! hvor dette Skridt min arme Sjel forskrækker
Det hedder nok, at jeg forsaget Verden har;
Men Hvo kan nu ej see, hvor lidet Sandt det var.
* * *
Naar Hykleren skal døe, da maa han Masken slænge.
Da kan Skinhellighed sig ej igjennemtrænge;
At ville synes god ej Christendom udgjør:
En Christen hver Dag som sin Dødsdag leve bør.
