Døde-Dands, Døden til Borgeren

Døde-Dands, Borger

Brug ej saa mange Ord, min kjere gode Borger!
Jeg skal befri dig strax fra alle Næringssorger.
    At trettes her med dig jeg ikke længer vil;
    Viid, du skal dandse med, thi du mig hører til.
Bekymre dig kun ej om dem du efterlader:
De har heroventil den allerbedste Fader,
    Saafremt de troligen paa Dyden lægge Vind,
    Og vandre frem udi Ustraffeligheds Sind.
Følg nu kun villig med. Hvad holder dig tilbage?
Kan denne Verdens Lyst dit Hjerte længer smage?
    Slæng Kappen, gjør dig klar, kast Hatten fra dig bort;
    Og har du levet vel, saa er din Regning gjort.

Borgeren til Døden.

Saa hastig vilde jeg dog ej fra Verden skilles:
Thi det er mig saa fælt, for Dommen at fremstilles.
    Hvi gaaer du ej til dem som ingen Nytte gjør?
    Thi det er Billighed, at slige tidlig døer.
De Onde sparer du og lader længe leve;
Men brave Folkes Liv du hastig vil ophæve
    Det er dog ikke Ret, ej Forskjel bliver gjort:
    Men at du, som i Flæng, tør hente Alle bort.
Dog, naar jeg dandse skal, og det ej kan afbede,
Saa faaer man da min Grav for Legemet berede;
    Men ak, min arme Sjel, som skilles skal fra det,
    Og neppe nogen Tid har tænkt paa Døden ret!

*    *    *

Hvor nødig mangen En end dette Liv vil miste,
Han samme Skjebne dog, som andre Folk, maa friste.
    Det meest fornuftigt er, at tænke paa sin Død,
    Imedens man endnu fortære kan sit Brød.


op til døde-dands