Du din Lovkyndighed mod mig skal ej anvende.
Jeg har hver Levedag jo givet dig tilkiende,
Og det formaliter, at du kun var som Høe,
Og at det var uvist, hvad Tid du skulde døe.
Ej en Exception af dig bør blive nævnet:
Thi jeg lovformelig dig har til Graven stævnet.
Fly hid Lovbøgerne: du finder derudi
Ej een Artikel, som dig kan fra Døden fri.
Viid dog, det nytter ej imod min Magt at trette:
Thi med den Højeste det er at gaae i Rette.
Har du for Øjnene her havt Retfærdighed,
Saa kan du veltilfreds og rolig dandse med.
Undtagelser mig ej i Angest kan husvale:
Jeg veed at Alle bør sin Skyld og Gjeld betale;
Og naar din Fordring skeer, den ej afvises maa:
Jeg altsaa derfor faaer i Graven med dig gaae.
Men ak, nu mærker jeg, hvad Deres Regnskab bliver,
Som sig til Dommere imellem Andre giver!
Det er ej ene nok, at vide Lov og Ret:
Der hører Meget til at efterkomme det.
Med min Samvittighed jeg nu erindrer ikke,
At jeg for Rettens Skyld har ladet mig bestikke;
Men derfor har jeg dog ej alle Pligter gjort.
Jeg døer. Gud naade mig! Mit Regenskab er stort.
* * *
Naar sand Retfærdighed er elsket af en Dommer,
Han da ej frygter sig naar Dødens Time kommer.
At han har lovlig dømt, og seet paa Næstens Ret,
Vil ham tilskikke Trøst i sidste Aandedræt.
