Døde-Dands, Døden til Doctoren

Døde-Dands, Læge

Hr. Doctor, det er Tid, du Kunsten maa opgive,
Og ej methodice fleer Mennesker aflive!
    Du paa Uringlas seer, som Styrmand paa Compas,
    Men glemmer derimod dit Lives Timeglas.
Nu gjælder det, om du fra Døden kan kurere;
Men det forgjeves blir, om du vil nu purgere.
    See, her er din Recept! Den ej kan nytte dig.
    Jeg Ordre har fra Gud, du dandse skal med mig.
Ej Hjertestyrkninger, Klysteer, Essents og Piller,
Og Alt hvad Kunsten veed, dig fra min Vælde skiller.
    Pak ind, og lav dig til. Du Fleer kurerer ej.
    Det er for dig bestemt, at gaae al Kjødets Vej.

Doctoren til Døden.

Skal jeg nu ogsaa døe, og ikke blive sparet,
Som dog saa Mange har fra Dødens Magt bevaret?
    Dog hvad, fra Dødens Magt; nej, daarlig var min Kur,
    Naar der var ingen Kraft i Menneskets Natur.
Recepter kunde jeg for Sygdomme vel skrive;
Men vidste, Medicin ej holder Folk i Live,
    Saasnart Naturens Kraft saa reent forsvækket er,
    At den ej meer formaaer at gjøre Virkninger.
Har jeg ved Uforstand befordret Folkes Ende,
Og har ustraffet dem til Graven kundet sende:
    Saa er det Billighed, at jeg ej skaanes skal,
    Men nu selv faae et Sted iblandt de Dødes Tal.

*    *    *

Tidt sætte Mennesker før Haab til deres Læge,
Før de af deres Præst vil lade sig bevæge,
    At sørge viselig for deres dyre Sjel,
    Og stræbe, den hos Gud maa leve evig vel.


op til døde-dands