Døde-Dands, Døden til Stjernekigeren

Døde-Dands, Astrolog

Hør, du, langtseende og lærde Stjernekiger!
Som efter Himlens Løbs Udforskning trolig higer:
    Du ej forglemme maa den Deel, dig nærmest er.
    Og hvad særdeles dig kan tjenlig være her.
Betænk, du er af Jord, og snart til Jord skal blive.
Jeg dig nu længer Frist i Verden ej kan give.
    Til Dødedandsen du dig færdig gjøre maa;
    Det du af Stjernerne vel ikke forud saae.
Har du saa viselig Guds Stjernehær betragtet,
At du paa Sjelens Gavn ved samme ret har agtet,
    Da er din Lykke stor, og jeg skal vise dig
    Den rette Indgang til Guds sande Himmerig.

Stjernekigeren til Døden.

O bi et Øjeblik! thi jeg vil meget gjerne
Bestemme Størelsen af en opdaget Stjerne.
    Jeg har ej Tld at døe; og om Aspecterne
    Staae mig ej ganske fejl, det ej saa snart vil skee.
Men, skal det endelig nu ikke andet være,
Saa maa jeg Kjødets Kors, som mine Fædre, bære.
    Min Sjel af sønlig Frygt er fuld mod Skaberen,
    Hvis Majestæt jeg tidt har seet i Skabningen.
Det, som jeg her ej saae med et bevæbnet Øje,
Vil ved Beskuelsen der Sjelen klart fornøje.
    Jeg veltilfreds vil døe, naar Gud befaler det,
    Og seer, Dødstimen er uvis for Mennesket.

*    *    *

Forgjeves Mennesket Nativitæter stiller,
Og alle Stjerners Løb forvidende kun driller.
    Søg ej at regne ud din Lykke og din Død;
    Men lev for vel at døe: thi derfor er du fød.


op til døde-dands