Døde-Dands, Døden til Præsten

Døde-Dands, Præst

Dit Lives Timeglas, o Præst, er alt udrundet!
Et frygtsomt Hjerte bør hos dig ej blive fundet.
    Du Andre haver lært at døe med Haab og Trøst,
    Naar deres Lives Baand ved Døden blev opløst.
Din præstelige Sjel vel aldrig har forfaldet
Til større Kjerlighed for Frugt af Præstekaldet,
    End Ordets Naadefrugt af Menighedens Flok.
    Maaskee, naar du fik Dit, var du fornøjet nok.
Kom nu. Her oventil du Regenskab skal gjøre.
Dit Kald og Ejendom en Anden lad tilhøre.
    Fra Dødedandsen jeg dig ikke kan befrie,
    Og haaber, at du vil gaae villig med deri.

Præsten til Døden.

Skal Kirken nu en Præst ved min Skilsmisse savne?
Jeg kunde den og mig dog endnu længer gavne.
    Om jeg endskjønt har gjort hvad Ritualet bød,
    Saa har jeg dog en Frygt for dig, du fæle Død!
Til Menighedens Tarv jeg kunde vel gjort mere:
Men Præster Mennesker, som Sognefolket, ere.
    Dog seer jeg, denne Trøst nu ej vil holde Stik:
    Thi Christendom er ej udvortes Kirkeskik.
Een Times Prædiken, naar Helligdag indfalder,
Den allerstørste Deel et vældigt Arbejd kalder;
    Men mod det Vigtigste kun dette Lidet er.
    Jeg frygtsom døer. Min Gud! mig Synder naadig vær!

*    *    *

Man ej forlange kan, at Dødsfrygt ej skal røre
En Præst og Herrens Mand, naar Livet skal ophøre.
    Han neppe uden Skræk sin Død i Møde gaaer,
    For Regenskabets Skyld, som ham da forestaaer.


op til døde-dands