Døde-Dands, Døden til Adelsmanden

Der hjelper ingen Snak. Undskyldning Intet gjælder.
Jeg vil ej have Nej, naar jeg hos Folk mig mælder.
Det ældste Adelskab ej giver Frihed her.
Du af det samme Leer, som arme Bønder, er.
Kom, strid kun ej imod; det nytter dig dog ikke;
Du bør dig med Fornuft i Dødedandsen skikke,
Thi jeg ej slipper dig. Jeg har din Kappe fat.
Og du faaer aldrig meer din galonerte Hat.
Opstemmer, Dødninger, for mig og Adelsmanden!
Hans Rettigheder nu skal arves af en Anden.
O! vidste Mennesker, at jeg ej Forskjel gjør,
Men at en Adelsmand, just som en Bonde, døer.

Adelsmanden til Døden.

Forskrækkelsernes Gast! tør du saa næsviis være,
Og meer Højagtelse for Adelsmænd ej bære?
Hvad Fortrin findes da hos adeligste Blod,
Naar det ej Dødens Magt formaaer at staae imod?
Hvad gavner det mig nu, om jeg har sexten Ahner!
De til et længer Liv ej Vejen for mig baner.
Ynkværdig Adelskab, hvor stakkels Menneske
Forglemmer sig i Pragt, og ej sit Leer kan see.
Nu Døden ved et Ord mig det kan aabenbare,
Som jeg min hele Tid ej kunnet har erfare.
Jeg døer som Adelsmand i min Religion.
Rejs Ærestøtter op. Syng over min Person.

* * *

Hvad lærer Syrach os? At Død er ingen Glæde
For den som Frihed har, og gider gjerne æde,
Og som god Fremgang har i hvad han vil slaae paa;(1)
Men Døden lærer os: Hver med ham dandse maa.

Fodnoter: (1)

Forfatteren hentyder formentlig til disse vers:

Siraks bog 14,15: Du skal jo overlade frugten af din møje til en anden og det, du har vundet ved dit slid, til fordeling ved lodkastning.
Siraks bog 14,16: Giv og tag, og nyd livet, for i dødsriget findes ingen fornøjelser.
Siraks bog 14,17: Alle mennesker slides op som klæder, for den ældgamle lov siger: »Du skal dø!«

I øvrigt citeres sidste halvdel af Sirak 14,17 lige efter titelbladet.