See, Dronning, see paa mig, og lad dig ej forskrække!
Kan mit Postyr din Sjel til Lystighed opvække,
Saa kom og dands med mig; det skal dog engang skee;
Og du ej blues maa ved eget Billede.
Betragt mig uforsagt; jeg venlig dig indbyder.
Har du saa smuk en Sjel, som du dit Legem pryder,
Saa bør du have Lod udi et bedre Liv,
Hvortil jeg Indgang er. Mig derfor Haanden giv.
Du utaalmodig maa ej ved min Ankomst sukke:
Jeg sødt og sagte skal dit Lives Lys udslukke.
Siig Verden kun Farvel, og sleng din Pomp og Pragt,
Thi jeg nu over dig har faaet fuldkommen Magt.
Nej, Død, du viser mig en altfor grusom Mine!
Din største Venlighed mit Hjerte er til Pine.
At gaae i Dands med dig forbavser kun mit Bryst.
Kom hid en anden gang; nu har jeg ingen Lyst.
Du krummer dig for mig; men vil mit Liv berøve
Sin ønskelige Flor, og mordisk Magt udøve.
Hvo skiller mig ved dig, du fæle Bussemand!
Viis dog Ærbødighed for min Person og Stand.
Men, see, jeg mærker, du dig ej afvise lader.
Du Fuldmagt haver faaet fra Livets første Fader.
At dandse med din Gast jeg da maa nødes til,
Skjønt Hjertet skjælver stærkt, og Kroppen nødig vil.
* * *
Hvor mild end Døden sig for Mennesket anstiller,
Saa frygtes dog for den, som os ved Livet skiller:
Thi Skilsmissen er haard imellem Sjel og Krop,
Hvor sagte Baandet end af Døden løses op,
Døden fra Lübeck
Danske Dødedanse
Døde-Dands
Dronning