Fra Kongers Konge jeg har Ordre, dig at hente.
Du kand nu ikke fleer af Livets Dage vente.
Du veed, det sidste Maal for Jordens Guder er,
At de skal alle døe som andre Mennesker.
Jeg dem, som Blomsterne, skal med min Lee afmeye,
U=agtet all den Pragt og Magt, de har i Eye.
Afleg din Majestet, og bøy dig for den GUd,
Som gav dig Livets Lys, og kand det slukke ud.
Nu kand all jordisk Glands dig ikke meere Nytte.
Du følge maae med mig, og blive Ormers Bytte.
En Ezechias græd, og skienktes femten Aar;(1)
Men du et Øyeblik af Tiden meer ey faaer.
Forskrækkelsernes Helt! Kand du mig ikke skaane,
Og mig en liden Tid endnu af Livet laane?
See, Folket elsker mig, og beder for mit Liv;
Og jeg vil nødig bort fra all min Tids=Fordriv.
Kom hid om nogle Aar, naar jeg er gammel bleven.
Er da min Leve=Tid saa meget kort opskreven?
Hvor ufuldkommen er dog Kongers Herlighed,
Som for den grumme Død ey være kand i Fred!
Skal jeg da dandse med, som andre Dødelige,
Og uformodentlig Farvel til Verden sige?
Vel an! jeg følger da med uforfærdet Mod.
Spørg Rygtet siden ad, om jeg har været god.
Jo høyere af Stand og skinnende af Evne,
Jo meer forskrækkeligt er Dødens Navn at nævne;
En Lazarus(2) er glad, naar Døden komme vil;
Men Sundhed, som har nok, for ham slaaer Døren til.
Fodnoter: (1) (2)
|
