Døde-Dands, Døden til Kongen

Døden til Kongen

Fra Kongers Konge jeg har Ordre, dig at hente.
Du kand nu ikke fleer af Livets Dage vente.
Du veed, det sidste Maal for Jordens Guder er,
At de skal alle døe som andre Mennesker.
Jeg dem, som Blomsterne, skal med min Lee afmeye,
U-agtet all den Pragt og Magt, de har i Eye.
Afleg din Majestet, og bøy dig for den Gud,
Som gav dig Livets Lys, og kand det slukke ud.
Nu kand all jordisk Glands dig ikke meere Nytte.
Du følge maae med mig, og blive Ormers Bytte.
En Ezechias græd, og skienktes femten Aar;(1)
Men du et Øyeblik af Tiden meer ey faaer.

Kongen til Døden

Forskrækkelsernes Helt! Kand du mig ikke skaane,
Og mig en liden Tid endnu af Livet laane?
See, Folket elsker mig, og beder for mit Liv;
Og jeg vil nødig bort fra all min Tids-Fordriv.
Kom hid om nogle Aar, naar jeg er gammel bleven.
Er da min Leve-Tid saa meget kort opskreven?
Hvor ufuldkommen er dog Kongers Herlighed,
Som for den grumme Død ey være kand i Fred!
Skal jeg da dandse med, som andre Dødelige,
Og uformodentlig Farvel til Verden sige?
Vel an! jeg følger da med uforfærdet Mod.
Spørg Rygtet siden ad, om jeg har været god.

* * * *

Jo høyere af Stand og skinnende af Evne,
Jo meer forskrækkelig er Dødens Navn at nævne;
En Lazarus(2) er glad, naar Døden komme vil;
Men Sundhed, som har nok, for ham slaaer Døren til.

(1) Ezechias: Endnu et bibel-citat: 2. kongebog, v20,6. Esajas siger til kong Hizkijas: »Jeg giver dig endnu femten år at leve i, og jeg vil redde dig og denne by fra assyrerkongen; [....].«

Lazarus i Abrahams skød.

(2) Lazarus: Biblen igen, igen: Lukas 16, v19-26: » Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår. Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet. Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os.«