Gunstige Læser!

Da Menneskets Gemyt den Svaghed hos sig haver,
At det sig dybere hver Dag i Verden graver;
    Saa kan det ved Fornuft ej heller altid see
    Den beste Vandringsvej og sande Nyttige.

Det før af Billeder og sandselige Sager,
End af Fornuftens Grund, den Eftertanke tager,
    At hade Synd og Ondt, og gjøre hvad er Godt;
    Thi med fornuftigst Grund det ofte driver Spot.

En Apotheker maa jo Pillerne forgylde,
Om man hans Lægedom for Skarn ej skal beskylde;
    Og dette Grunden er, hvi Sædelærere
    Ved sandselige Ting fremstille Dyderne.

Det Allerfæleste, som Tanken meest kan krænke,
Paa hvilket Mennesket og allermindst vil tænke,
    Er Død og Ævighed; skjønt begge Dele er
    Det Allervisseste for alle Mennesker.

Exemplerne paa det, vi ere dødelige,
For deres Mængdes Skyld vil nu snart Intet sige.
    Man uden Rørelse betragter snart et Liig,
    Og veed dog ej, hvor snart med os det hænder sig.

Skjønt her er Billeder, som og livløse tale,
Og vores visse Død højst tydelig afmale:
    Saa gjør dog Vanen det, at Frygten drives bort,
    Og Forestillingen ved Rørelsen er kort.

Ved andre Billeder, som Kunst tilvejebringer,
For os et dagligdags Memento mori klinger,
    Hvor Kobberstikkere og Malere har viist
    Ved Preens og Pensels Kraft: Et Liv er snart forliist.

Om Dødens Voldsomhed og morderske Bedrifter
Har baade Frankerig og Tydskland fremviist Skrifter,
    Som alle sigte til Opbyggelse og Gavn,
    Og har af Døde-Dands bekommet deres Navn.

I samme finder man, at Døden sig henvender
Til alle Mennesker i alle Kaar og Stænder,
    Og banker lige frit paa Døren hos Enhver,
    Hvad enten Konge, Bisp, og Bonde det end er.

Man hos Exemplerne seer Lærdomsregler skrevne;
Hvorved ej Mennesker bedragne ere blevne;
    Saa Kunst og Lærdom her ved fælles Enighed
    Vil gjøre Mennesket til Dødens Dag bered.

Jeg, kjere Læsere! har ogsaa havt for Øje,
Ved dette lidet Verk at gavne og fornøje;
    Vi ingen Døde-Dands, saavidt mig er bekjendt,
    I vores danske Sprog har forhen havt paa Prent.(1)

De Forestillinger, som Læseren her finder,
Enhver udi sin Stand om Dødens Ankomst minder,
    Jeg dem møjsommelig i Træ udgravet har,
    Naar mig en Times Tid fra Andet øvrig var.

En stor Fornøjelse det skal mig foraarsage,
Om min velmeente Flid min Læser vil antage
    Med saadan Kjerlighed og Bifald, at jeg seer.
    Min Flid og Møje ej forgjeves anvendt er.

Min Stand og Næringsbrug mig idelig forbinder,
At lægge Skrifter op, som Smag og Bifald finder.
    Jeg før den største Hob, end Faa, behage vil;
    Thi Fordelsdøren ved de sidste lukkes til.

Da jeg ved dette Verk nu fremfor Alting søger
De Ting, som Næstens Gavn og sande Fryd forøger,
    At, nemlig: han maa see, hvor høj og vigtig Sag
    Det er, at tænke paa sin Død og sidste Dag.

Saa tvivler jeg ej om den Afgang og den Lykke,
At jeg paa ny igjen tidt dette Verk maa trykke.
    Jeg har det Haab, at Man det ej fortryde vil,
    Om Man sig dette Verk, blandt andre, lægger til.

Jeg vil almindelig hver Læser det tilskrive,
Og haaber, det til Last mig ej skal udlagt blive.
    Jeg ofrer Bogen op til alle danske Folk;
    Den hos dem være maa min og sin egen Tolk.

Mig, haaber jeg, den skal saa godt recommendere,
At jeg kan fatte Lyst til at oplægge flere,
    Naar jeg den Aftræk seer, som den forhverver sig:
    Da jeg mig vise skal igjen utrettelig.

Jeg veed ej selv, hvor snart jeg skal i Dandsen træde;
Men det mig være skal mit Lives største Glæde,
    At tjene Læseren i alt hvad jeg formaaer,
    Saa længe mig af Gud forundes Leveaar.

Mit Ønske er tilsidst, at dette Verk maa være
Om kun en liden Drift til Guds vor Herres Ære,
    Som bør i alle Ting at have øverst Sted,
    Og altid være skal hver Gjernings Øjemeed.

For alle Skumlere, som læse, for at grine,
Og som maaskee herad gjør spodsk og haanlig Mine,
    Jeg ikkun disse Ord alene skrive vil:
    Hver gjøre i sit Kald, hvad han er skikket til.

Ej noget Velmeent bør af Vigtigere lastes;
Og Skerven ikke bør hos Daleren forkastes.
    Naar hver kun gjorde det, hvortil han var beqvem
    Kom Velstand bedre op, og Armod mindre frem.

Lad mig kun udelukt fra deres Bifald være,
Som vil, man skrive skal, for at erhverve Ære,
    Skjønt det endog maa skee med al Bekostnings Tab
    Jeg condolerer dem med deres Egenskab.

Naar jeg af Mængden kun for dette Verk maa æres,
Naar det af Almuen almindelig begjæres:
    Saa er jeg vel tilfreds, og Andre unde vil
    Den høje Æresdamp og hvad de sigte til.

Gid mine Læsere og alle Dødelige
Paa Dødsbetragtninger fremdeles blive rige!
    Jeg anbefaler mig i deres gode Gunst,
    Og haaber, at jeg ej arbejdet har omsonst.

Den gunstige Læsers

ydmygste Tjener

Thomas Larsen Borup.

Fodnoter: (1)

Døden fra Lübeck Danske Dødedanse Døde-Dands Gunstige Læser