|
|
|
Gennem middelalderen spredte dødedansene sig helt op til det kolde nord — bl.a. gennem oversættelser af Lübeckske bøger: Den Gamle Danske Dødedans, Dødedantz og Den Lybekske Dødning-Dantz.
I denne sektion behandles de danske dødedanse, der ikke er oversættelser af Døden fra Lübeck. En helt original bog er Typus Omnium Morientium fra 1622, hvor dialogen for hvert dansepar starter med Bibel-citater, der skal forestille Dødens eller Guds ord, efterfulgt af rimede vers, der sommetider er menneskets (for)svar og andre gang er en uddybning af Dødens (eller forfatterens) kritik.
|
Det gode ved dødedanse (fra forfatterens synspunkt) er jo, at Døden kommer som Guds sendebud, og derfor kan forfatteren, med Døden som talerør, nedkalde Guds retfærdige straf over alle sine fjender. Dette er tydeligt med kroværtinden i Berlins dødedans og ågerkarlen i Typus Omnium Morientium. Men når dødedansen falder i hænderne på en samfundsrevser som Niels Prahl, der oven i købet udgiver Døde=Dands anonymt, kommer der en bredside mod alle: paven, der sælger aflad, men selv er bange for Skærsilden, den "vantro" jøde og tyrk, den gamle rynkede kone, der nægter at dø osv. osv.
Nationalmuseet har et stort (og næsten ukendt) maleri.
|
|
Der er kalkmalerier af dødedanse i vores kirker. I Nørre Alslev og Egtved er der "rigtige" dødedanse, hvorimod der er andre slags danse i Jungshoved og Ørslev. Og så er der selvfølgelig de gamle danske byer Malmø og Ronneby.
Så følger to danske beskrivelser af dødedanse, begge skrevet, mens maleriet i Mariakirken stadig eksisterede: Dels H. C. Andersen, der omtalte maleriet i sine dagbøger og romaner, og dels Salmonsens Konversationsleksikon, der med sin aldrig overgåede grundighed forklarer alt om, hvad dødedanse i grunden er for noget.
Tilsidst kommer Lademanns Leksikon og historien om det danske skibsflag fra 1427, der gik til grunde under bombardementet af Mariakirken i 1942.
|
English 
Døden fra Lübeck
Danske Dødedanse