Verdens ældste dødedans

Dette er den latinske og tyske tekst fra verdens ældste dødedans, Cpg 314.

Teksten er taget fra Der Ursprung der Totentänze af Wilhelm Fehse side 50-58, og sammenlignet med "Makabertanz" af Stephan Cosacchi, 1965, side 735-740. Den tyske tekst er desuden sammenlignet med en upubliceret tekst af Mischa von Perger, mens den latinske er sammenlignet med "Der mittelalterliche Totentanz" af Rosenfeld side 320-23. Se de eksterne links.

"dz" er opløst som "daz", og "vm̄" som "vmb". Tegnsætningen er Fehse's, og i det hele taget indeholder manuskriptet en meget stor mængde sjældne forkortelser, så man ofte bare må stole på, at Fehse havde fortolket dem rigtigt.

Illustrationerne er fra Heidelberg's blokbog, og de enkelte billeder er linkede til den tilsvarende person i denne dans. Der er kun 1 prædikant i Heidelberg.

OriginaltekstOversættelse
vide d' h° i albo codice d' qmda artiu a pn'° pict'as

    Der erst prediger.

O vos uiuentes huius mundi sapientes,
Cordibus apponite duo verba christi, venite
Nec non et ite, per primum ianua vite
Justis erit nota, sed per aliud quoque porta
Inferi monstratur: sic res diuersificatur.
Gaudia vel pene sine fine sunt ibi plene.
Hinc voce sana vos hortor spernere vana.
Tempus namque breue uiuendi, postea ve ue
Mors geminata parit, sua nulli uis quoque parcit.
Fistula tartarea vos iungit in una chorea,
Qua licet inuiti saliunt ut stulti periti.
Hec ut pictura docet exemplique figura.

    Theutunice

Den første prædikant

O diser welt weÿshaÿtt kint,
Alle die noch in leben sint,
Setzt in ẅer hercz zwaÿ wort,
Die von cristo sind gehort.
Das ain gett her, daz ander gett hin,
Durch das erst die frummen hånd gwÿn
Mit dez himels port, die in geöffent ist.
Das ander die bösen weÿst
Ab zů der hellischen porten.
Also wirt in den worten
Gegeben ain söllich vnderschaÿd:
Das ain halb ist gantz fröd beraÿtt,
Anderhalb die peÿn ach genczlÿch,
Über al on ende ewiklÿch.
Dar vmb ich ẅch getreẅlÿch rått,
Ir tůt ẅch ab üppiger tått.
Wann die czeÿtt ist kurcz an disem leben.
Dar nach wirt achh vnd wee gegeben
Durch den czwÿfachen tod,
Der über nÿmant erbårmd hått.
Mit seÿner hellischen pfeÿffen schreÿen
Bringt er ewch all an ainen raÿen,
Dar an die weÿsen alz die narren
Gezw[u]ngen in den sprüngen farn;
Als des gemäldes figuren
Sind sÿ ain ebenbi[l]d zů truren.

Oh, børn af denne verdens visdom;(1)
alle der endnu er i live.
Sæt i jeres hjerte to ord,
som er hørt fra Kristus:
Det ene "kom her" - det andet "gå bort"(2)
Gennem det første har de fromme [mennesker] fordel,
med Himmelens port, der er åbnet for dem.
Det andet viser de onde
væk til Helvedes porte.
Således bliver i disse ord
givet en sådan forskel:
Til den ene halvdel er beredt fuldkommen glæde;
den anden halvdel, ak, lutter pine
over alt, uden ende, for evigt.
Derfor råder jeg jer oprigtigt:
Afvis unyttige gerninger,
for tiden er kort i dette liv.
Derefter gives der Ak og Ve,
gennem den dobbelte Død,(3)
der ikke har barmhjertighed med nogen.
Med sin helvedesfløjtes skrig
bringer han jer alle i en dans,
hvor de vise såvel som dårerne.
er tvungne til at fare i dansen.
Som disse malede figurer
er de et præcist billede at sørge over.

Heidelberg, Prædikant

Item alius doctor depictus predicando
in opposita parte de contemptu mundi.

O uos mortales, peruersi mundi sodales,
Finem pensate que futura considerate,
Qualibus ad primum tempus que requiritur, ÿmum
Pro loco duplatur, ubi fines perpetuatur.
Mors horrenda nimis est cunctorum quoque finis.
Qualiter aut quando venerit, manet in dubitando.
Sic etiam dura noscuntur inde futura
Propter ignotum remanendi locum quoque totum.
Pendet a factis in isto mundo peractis.
Ergo peccare desistite, si properare
Ad finem cupitis optatum, nam bene scitis,
Quod celum dignis locus est, sed fit malis ignis.

    Theutunicum.

O ir tötlÿchen menschen all,
Die der falschen welt wölt wolgefallen,
Bedenkt, wÿe daz ende seÿ,
Vnd merkett, waz künftig ist da pÿ:
Zů dem ersten gehört wÿe vnd wenn,
Das letscht ist zwÿfaltig benennt,
Wå die statt czů pleÿben ist.
Der tod ẅch allen das end beweÿst.
Aber wÿe oder wenn des todes czeÿtt
Kummen sol, des enwÿst ir nit.
Es wirt erkant ẅch allen: hertt,
Was ÿederman dar nach ist beschertt
Vmb das vnkündig ist die statt,
Wå ÿ[e]derman seÿn pleÿben hått.
Das alles wirt an den werken hangen,
Die in diser welt sind begangen.
Dar vmb solt ir von sünden lån,
Wölt ir zů dem end gån,
Des ir alle seÿtt begirlÿch;
Vnd ist dar zů wol wÿssentlÿch,
Das der himel wirt den frummen,
In das fuir die bösen kummen.

Åh alle I dødelige mennesker,
der ønsker velbehag i den falske verden.
Betænk, hvorledes enden vil være
og bemærk hvad der er forestående dermed.
For det første er der hvordan og hvornår
det sidste er nævnt to gange:
hvor blivestedet er.(4)
Døden vil vise jer alle enden,
men hvordan og hvornår Dødens tid
skal komme, det ved I ikke.
Det bliver erkendt af jer alle, hårdt,
hvad enhver derefter er beskåret:
Om at det sted er ukendt,
hvor enhver har sin bliven.(5)
At alt hænger ved de gerninger,
som er begået in denne verden.
Derfor skal I lade være med at synde,
hvis I vil gå mod enden.
Det skal I alle begære,
og det er også sikkert,
at de fromme kommer i Himmelen;
i ilden kommer de onde.

    Papa.

Sanctus dicebar, nullum viuendo verebar
Friuole nunc ducor ad mortem, vane reluctor.

    Ad idem.

Pave

Ich was ain haÿliger babst genant,
Die weÿl ich lebt an forcht bekant,
Nu wird ich gefürt freuenlÿch
Zů dem tod, ich weer mich üppiklÿch.

Jeg blev kaldt en hellig pave.
Mens jeg levede, var jeg ikke kendt med frygt.
Nu bliver jeg formasteligt ført
til Døden. Jeg værger mig forgæves.
Heidelberg, Pave

    Cesar.

Culmen imperii vincendo magnificaui,
Morte sum victus, non cesar, non homo dictus.

    Ad idem.

Kejser

Ich kund daz reÿche in hocher eren
Mit streÿtt vnd fechten wol gemeren,
Nu håt der tod überw[u]nden mich,
Das ich pin weder kaÿser noch menschen gleÿch.

Jeg kunne ære riget højt,
forøge det med strid og kamp.
Nu har Døden overvundet mig,
så jeg hverken er som kejser eller menneske.
Heidelberg, Kejser

    Cesarissa.

Deliciis vsa viuens vt cesaris vxor,
Morte confusa nullis modo gaudiis vtor.

    Ad idem.

Kejserinde

Wollust hett meÿn stolczer leÿb,
Do ich lebt alz ains kaÿsers weÿb.
Nu håt mich der tod zů schanden bråcht,
Daz mir dehain fröd ist mer erdacht.

Vellyst havde min stolte krop,
da jeg levede som en kejsers kone.
Nu har Døden ødelagt mig,
så ingen glæde længere kan findes til mig.
Heidelberg, Kejserinde

    Rex.

Ut ego rex vrbem, sic rexi non minus orbem.
Nunc miser in penis mortis constringor habenis.

    Ad idem.

Konge

Ich hån als ain konig geweltiklÿch
Die welt geregÿrt als rom das reÿch;
Nun pin ich mit todes panden
Verstrikt in seÿnen handen.

Jeg har, som en konge, mægtigt
regeret verden, som Rom [således også] riget.
Nu er jeg med Dødens bånd
fanget i hans hænder.
Heidelberg, Konge

    Cardinalis.

Ecclesie gratus fui per papam piliatus;
Mortis proteruam nunc stringor adire cateruam.

    Ad idem.

Kardinal

Ich was mit babstlÿcher wal
Der haÿligen kÿrchen kardinal;
Nun pin ich dor zů gezw[u]ngen gar,
Das ich tancz an des todes schar.

Jeg var gennem paveligt valg
kardinal i den hellige kirke.
Nu er jeg fuldstændigt tvunget til det,
at jeg danser i de dødes skare.
Heidelberg, Kardinal

    Patriarcha.

Duplici signatus cruce sum patriarcha vocatus,
Et mortis dire cogor consortes adire.

    Ad idem.

Patriark

Ich hån das zwÿfach crücz getragen
Als ain patriarch peÿ meÿnen tagen;
Nun wÿl der tod mich zwingen,
Mit seÿnen gesellen zů springen.

Jeg har båret det dobbelte kors
som en patriark i mine dage.
Nu vil Døden tvinge mig
til at springe med hans svende.
Heidelberg, Patriark

    Archiepiscopus.

Doctrina fultis hoc signum pretuli multis,
Metropolitanus nunc cum vanis ego vanus.

    Ad idem.

Ærkebiskop

Ich trůg in hocher wirdikaÿtt
Das crücz vor der pfaffhaÿtt,
Als ain erczbischof daz tragen sol;
Nun gen ich an der toten zal.

Jeg bar med høj værdighed
korset foran præsteskabet,
som en ærkebiskop skal bære det.
Nu går jeg til de dødes tal.
Heidelberg, Ærkebiskop

    Dux.

Nobiles eduxi, quorum dux ipse reluxi,
Sed nunc vt adeam cogor cum morte coream.

    Ad idem.

Hertug

Ich hån die edlen herren fert
Als ain herczog geregÿrt mit dem schwert;
Nun pin ich in fechen claÿdern glancz
Gezw[u]ngen an des todes tancz.

Jeg har ført de adelige herrer
regeret som en hertug med sværdet.
Nu er jeg i kulørte klæders glans
tvunget til denne dødedans.
Heidelberg, Hertug

    Episcopus.

Presul egregius venerabar hic quasi dijus;
Hew nunc distorti presummunt me dare morti.

    Ad idem.

Biskop

Ich pin wirdiklÿch geeret worden,
Die weÿl ich lebt in bischofs orden;
Nu zÿechen mich die vngeschaffen
Zů dem tancz als ainen affen.

Jeg har været værdigt æret,
mens jeg levede i biskopsembedet.
Nu trækker vanskabningerne mig
til dansen som en abe.
Heidelberg, Biskop

    Comes.

Nobilis imperii comes in mundo reputatus
Morte nunc perii corisantibus associatus.

    Ad idem.

Greve

Ich was in der welt genant
Ain edler gråf dem reÿch bekant;
Nun pin ich von dem tod gefellet
Vnd hie an seÿnen tancz gestellett.

Jeg var i verden kaldt
en ædel greve - kendt i riget.
Nu er jeg fældet af Døden
og her placeret i hans dans.
Heidelberg, Greve

    Abbas.

Ut pater ar[c]taui monachos et optime paui,
Nunc ego met stringor et mortis regula cingor.

    Ad idem.

Abbed

Ich hån vil monnÿch als ain apt gelert,
Streng gezogen vnd wol genertt.
Nun wird ich selber hie gezw[u]ngen,
Mit des todes regel gedrungen.

Jeg har - som abbed - oplært mange munke,
strengt opdraget og vel ernæret.(6)
Nu er jeg selv her betvunget
og med Dødens regel(7) nødtvungen.
Heidelberg, Abbed

    Miles.

Strenuus in armis deduxi gaudia carnis,
Contra iura mea ducor in ista chorea.

    Ad idem.

Ridder

Ich hån als ain strenger rÿtter gůt
Der welt gedÿnt in hochem můt;
Nun pin [ich] wÿder rÿtters orden
An disen tancz gezw[u]ngen worden.

Jeg har - som en streng ridder -
tjent verden godt med ædelt sind.
Nu er jeg - imod ridderordenen -
blevet tvunget til denne dans.
Heidelberg, Ridder

    Jurista.

Non iuuat appello de mortis ultimo bello;
Succumbunt iura legesque sub ista figura.

    Ad idem.

Jurist

Es hilff dehain appellÿren nit
Von des todes letzsten streÿtt.
Er überwindet mit seÿnem geschlecht
Das weltlÿch vnd das gaÿstlÿch recht.

Der hjælper ingen appelleren
fra Dødens sidste strid.
Han overvinder med sin slægt
den verdslige og den gejstlige ret.
Heidelberg, Jurist

    Canonicus.

In choro cantaui melodias quas adamaui;
Discrepat iste sonus et mortis fistule tonus.

    Ad idem.

Domherre

Ich hon alz ain korherre freÿ.
Gesungen manig lÿeblÿch melodÿ;
Des todes pfeÿff stett dem nit glÿch,
Sÿ hot gar sere erschreket mich.

Jeg har som en fri domherre(8)
sunget mange dejlige melodier.
Dødens fløjte er ikke ligesom den;
den har så såre forskrækket mig.
Heidelberg, Domherre

    Medicus.

Curavi multos iuuenes mediocres adultos.
Quis modo me curat? Mihi mors contraria iurat.

    Ad idem.

Læge

Ich hån mit meÿnem harnschawen
Gesund gemacht mann vnd fråen.
Wer wÿl mich nun machen gesund?
Ich pin zů dem tode w[u]nt.

Jeg har med min urin-skuen(9)
gjort mænd og kvinder sunde.
Hvem vil nu gøre mig sund?
Jeg er syg til døden.
Heidelberg, Læge

    Nobilis.

Armis consortes in uita terrui fortes;
Nunc mortis terror me terret, ultimus error.

    Ad idem.

Adelsmand

Ich hon manchen man erschrekt,
Der wol mit harnasch was bedekt;
Nun erschrekt mich hie der tod
Vnd pringt mich in die jungsten not.

Jeg har forskrækket mange mænd,
der var godt dækket med harnisk.
Nu forskrækker Døden mig her
og bringer mig i yderste nød.
Heidelberg, Adelsmand

    Nobilissa.

Plaudere deberem, si ludicra vite viderem,
Fistula me fallit mortis, quae dissana psallit.

    Ad idem.

Adelsdame

Ich solt treÿben juchtzens vil,
Sech ich vor mir der fröden spÿl.
Des todes pfeÿff mich betrügt;
Disß tanczgesank hie fälschlÿchen luigt.

Jeg burde juble meget,
[når] jeg ser for mig det glade spil.
Dødens fløjte narrer mig;
denne dansesang, der lyver falskeligt.
Heidelberg, Adelsdame

    Mercator sew civis.

Viuere speraui thesauros elaboraui,
Munera mors spernit, ab amicis meque secernit.

    Ad idem.

Købmand eller Borger

Ich hett mich zů leben versorget wol,
Das kÿsten vnd kasten wårn vol.
Nu håt dem tod meÿn gåb verschmåcht
Vnd mich vmb leÿb vnd gůt bråcht.

I livet havde jeg sørget godt for,
at skrinet og [penge]kassen var fulde.
Nu har Døden forsmået min gave
og skilt mig fra liv og gods.
Heidelberg, Købmand

    Monialis.

In claustro grata seruiui cristo velata.
Quit valet orare, me mors iubet hic corisare.

    Ad idem.

Nonne

Ich han in dem closter meÿn
Got gedÿnet alz ain geweÿltes nünlein
Was hilfft mich nun meÿn beeten
Ich můsß des todes raÿen treten.

Jeg har i mit kloster
tjent Gud som en lille tilsløret nonne.
Hvad hjælper mig nu min beden?
Jeg må træde ind i de dødes dans.
Heidelberg, Nonne

    Mendicus.

Pavper mendicus viuenti turpis amicus,
Morti carus erit, illum cum diuite querit.

    Ad idem.

Tigger

Ain armer geÿler hie in leben
Zů ainem frẅnd ist nÿmant eben;
Aber der tod wÿl seÿn frẅnd seÿn,
Er nimpt in mit dem reÿchen hin.

En stakkels tigger her i livet;
ingen er en ven,
men Døden vil være hans ven.
Han tager ham væk sammen med de rige.
Heidelberg, Tigger/ Krøbling

    Cocus.

Fercula condita quamuis in mundo paraui,
Raptus a uita mortem minime superaui.

    Ad idem.

Kok

Ich han erlärt vil pfeffer sek
Vnd gemacht daz süsß geschläk,
Vnd kund dez köstlins doch nit finden,
Dar mit ich den tod möcht überwinden.

Jeg har tømt mange pebersække
og lavet søde lækkerier,
og kan alligevel ikke finde lækkerbiskner,
hvormed jeg kunne overvinde Døden.
Heidelberg, Kok

    Rusticus.

Hic in sudore vixi magnoque labore;
Non minus a morte fugio contraria sorte.

    Ad idem.

Bonde

Ich han gehebt vil arbaÿtt grosß;
Der schwaÿsß mir durch die hwt flosß.
Noch wolt ich gern dem tod empflÿchen,
So hån ich des glüks nit hie.

Jeg har haft meget [og] tungt arbejde,
sveden flød mig gennem huden.
Alligevel ville jeg gerne flygte fra Døden;
det har jeg ikke held med her.
Heidelberg, Bonde

    Puer in cunabulo.

O cara mater, me vir a te trahit acer,
Debeo saltare, qui nunquam sciui meare.

    Ad idem.

Barn i vugge

O we lÿbe můter meÿn,
Ain schwarczer man zeucht mich do hin.
Wÿe wÿltu mich also verlån?
Můsß ich tanczen vnd kan nit gån!

Åh ve, min kære moder
en sort mand trækker mig bort.
Hvordan kan du sådan forlade mig?
Jeg skal danse og kan [endnu] ikke gå.
Heidelberg, Barn

    Mater.

O filij care que te volui liberare,
Morte preuenta saliendo sumque retenta.

    Ad idem.

Moder

O kint, ich wolt dich haben erlöst;
So ist enpfallen mir der trost.
Der tod håt das fürkomen
Vnd [hat] mich mit dir genomen.

Åh barn, jeg ville have frelst dig;
Sådan har jeg mistet trøsten.
Døden er kommet mig i forkøbet
og har taget mig sammen med dig.
Heidelberg, Moder

Eksterne links

Yderligere oplysning

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9)

børn af denne verdens visdom . . .: er en hentydning til 1. Korintherne 1,20, hvor verdens visdom er dårlig visdom i modsætning til den overlegne kristne visdom: Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?

Hentydningen er tydeligere i den latinske tekst: »huius mundi sapientes« — de samme tre ord, der afslutter 1 Korintherne 1,20 i Vulgata: »Ubi sapiens? ubi scriba? ubi conquisitor hujus sæculi? Nonne stultam fecit Deus sapientiam hujus mundi?«

Dødedansene i Lübeck, Paris og London startede også med en hentydning til visdom og evigt liv.

Kom her / gå bort . . .: Prædikanten refererer til Matthæus 25,31-46, hvor Jesus vil skille fårene fra bukkene:
Matthæus 25,34: Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.
Matthæus 25,41: Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.
Den dobbelte Død . . .: hentydning til dommen og den evige pine:
Åbenbaringen 2,11: Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død.
Åbenbaringen 20,6: Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år.
Åbenbaringen 20,14: Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen.
Åbenbaringen 21,8: Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død."

I næste linie bliver Den Dobbelte Død personificeret.

blivende sted . . .: den latinske tekst "remanendi locum" viser, at "statt czu pleyben" betyder "opholdssted" (moderne tysk: Stätte), og ikke "by" (moderne tysk: Stadt).

Ordene forveksles gerne i daglig tysk brug i udtrykket "bleibende Statt/Stadt/Stätte", og derfor kan den tyske oversætter med "statt czu pleyben" let hentyde til Hebræerne 13,14 »thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende«, som på tysk lyder: »Denn wir haben hie keine bleibende Statt, sondern die zukünftige suchen wir«.

Bemærk, at denne hentydning ikke findes i den latinske tekst, hvor "locum" (dvs. sted) vanskeligt kan forveksles med "civitatem" (dvs. by) i Vulgata bibeloversættelsen.

Den tyske oversætter kæmper, men meningen er svær at følge, bl.a. fordi han har tilføjet et "vüch allen" (= "af jer alle"), som ikke står i den latinske tekst. Den latinske tekst betyder: »Hvordan og hvornår han [Døden] kommer forbliver i det uvisse og derfor bliver også fremtiden erkendt som hård, fordi blivestedet også er helt ukendt«.
ernæret . . .: ernæret med det daglige brød, Guds ord, forstås.

I Cpg 438 siger abbeden istedet »gemert« (= "forøget").

regel . . .: De gejstlige boede i den katolske Tid under Studiet og Uddannelsen ofte sammen og maatte rette sig efter en for dem alle gældende regel; i deres daglige Forsamlinger læstes et stykke af Reglen höjt; deraf skal navnet Kapitel (capitulum) være opstaaet, först som benævnelse paa Forsamlingen, dernæst for Korporationen
(Wetzer und Welte, Kirchenlexicon 2. Aufl II, 1826).
domherre . . .: præst ved en domkirke. Domherrer levede et regelbundet liv, "vita canonica" og kaldtes derfor også kannikker (jvf. Canonicus i den latinske tekst).
Læge med urinprøve.
Læge med urinprøve
urin-skuen . . .: Urinprøven var en uundværlig del af lægekunsten i middelalderen.

Se billedet til højre fra dødedansen i Lübeck.