Verdens ældste dødedans-manuskript

Dette er den latinske og tyske tekst fra verdens ældste dødedans-manuskript, CPG 314.

Teksten er taget fra Der Ursprung der Totentänze af Wilhelm Fehse s. 50-58, bortset fra, at Fehse har glemt to linier af abbeden. Illustrationerne er fra Heidelbergs dødedans, og de enkelte billeder er linkede til den tilsvarende person i denne dans. Der er kun 1 prædikant i Heidelberg.

OriginaltekstOversættelse
(vide d' h° i albo codice d' qmda artiu a pn'° pict'as)
Der erst prediger.

O vos uiuentes huius mundi sapientes,
Cordibus apponite duo verba christi, venite
Nec non et ite, per primum ianua vite
Justis erit nota, set per aliud quoque porta
Inferi monstratur: sic res diuersificatur.
Gaudia vel pene sine fine sunt ibi plene.
Hinc voce sana vos hortor spernere vana.
Tempus namque breue uiuendi, postea ve ue
Mors geminata parit, sua nulli uis quoque parcit.
Fistula tartarea vos iungit in una chorea,
Qua licet inuiti saliunt ut stulti periti.
Hec ut pictura docet exemplique figura.

Theutunice
Den første prædikant
O diser welt weyshayt kint,
Alle die noch in leben sint,
Setzt in wer herz zway wort,
Die von cristo sind gehort.
Das ain gett her, daz ander gett hin,
Durch das erst die frummen hånd gwyn
Mit dez himels port, die in geöffnt ist.
Das ander die bösen weyst
Ab zu der hellischen porten.
Also wirt in den worten
Gegeben ein söllich vnderschaid:
Das ain halb ist gantz fröd beraytt,
Anderhalb die peyn ach genczlych,
Über al on ende ewiklych.
Dar umb ich wch getrewlich rått,
Ir tut wch ab vppiger tått.
Wann die czeytt ist kurcz an disem leben.
Dar nach wird achh vnd wee gegeben
Durch den czwyfachen tod,
Der vber nymam erbårmd hått.
Mit seiner hellischen pfeyffen schreyen
Bringt er ewch all an ainen rayen,
Dar an die weysen alz die narren
Gezwngen in den sprüngen farn;
Als des gemäldes figuren
Sind sy ain ebenbild zu truren.
Oh, børn af denne verdens visdom;(1)
alle der endnu er i live.
Sæt i jeres hjerte to ord,
som er hørt fra Kristus:
Det ene "kom her" - det andet "gå bort"(2)
Gennem det første har de fromme [mennesker] fordel,
med Himmelens port, der er åbnet for dem.
Det andet viser de onde
væk til Helvedes porte.
Således bliver i disse ord
givet en sådan forskel:
Til den ene halvdel er beredt fuldkommen glæde;
den anden halvdel, ak, lutter pine
over alt, uden ende, for evigt.
Derfor råder jeg jer oprigtigt:
Afvis unyttige gerninger,
for tiden er kort i dette liv.
Derefter gives der Ak og Ve,
gennem den dobbelte Død,(3)
der ikke har barmhjertighed med nogen.
Med sin helvedesfløjtes skrig
bringer han jer alle i en dans,
hvor de vise såvel som dårerne.
er tvungne til at fare i dansen.
Som disse malede figurer
er de et præcist billede at sørge over.
Heidelberg, Prædikant
Item alius doctor depictus predicando
in opposita parte de contemptu mundi.


O uos mortales, peruersi mundi sodales,
Finem pensate que futura considerate,
Qualibus ad primum tempus que requiritur, ymum
Pro loco duplatur, ubi finis perpetuatur.
Mors horrenda nimis est cunctorum quoque finis.
Qualiter aut quando venerit, manet in dubitando.
Sic etiam dura noscuntur inde futura
Propter ignotum remanendi locum quoque totum.
Pendet a factis in isto mundo peractis.
Ergo peccare desistete, si properare
Ad finem cupitis optatum, nam bene scitis,
Quod celum dignis locus est, set fit malis ignis.

Theutunicum.
O ir tötlichen menschen all,
Die der falschen welt wölt wolgefallen,
Bedenkt, wye daz ende sey,
Vnd merkett, waz künftig ist da py:
Zu dem ersten gehört wye vnd wenn,
Das letscht ist zwyfaltig benennt,
Wå die statt czu pleyben ist.
Der tod wch allen das end beweyst.
Aber wye oder wenn des todes czeytt
Kummen sol, des enwyst ir nit.
Es wirt erkant wch allen hertt,
Was yederman dar nach ist beschertt
Vmb das vnkündig ist die statt,
Wa yderman seyn pleyben hått.
Das alls wirt an den werken hangen,
Die in diser welt sind begangen.
Dar vmb solt ir von sünden lån,
Wölt ir zu dem end gan,
Des ir alle seytt begirlich;
Vnd ist dar zu wyssentlych,
Das der himel wirt den frummen,
In das fuir die bösen kummen.
Åh alle I dødelige mennesker,
der ønsker velbehag i den falske verden.
Betænk, hvorledes enden vil være
og bemærk hvad der er forestående dermed.
For det første er der hvordan og hvornår
det sidste er nævnt to gange:
hvor blivestedet er.(4)
Døden vil vise jer alle enden,
men hvordan og hvornår Dødens tid
skal komme, det ved I ikke.
Det bliver erkendt af jer alle, hårdt,
hvad enhver derefter er beskåret:
Om at det sted er ukendt,
hvor enhver har sin bliven.(5)
At alt hænger ved de gerninger,
som er begået in denne verden.
Derfor skal I lade være med at synde,
hvis I vil gå mod enden.
Det skal I alle begære,
og det er også sikkert,
at de fromme kommer i Himmelen;
i ilden kommer de onde.
Papa.

Sanctus dicebar, nullum viuendo verebar
Friuole nunc ducor ad mortem, vane reluctor.

Ad idem.
Pave
Ich was ain hayliger babst genant,
Die weyl ich lebt an forcht bekant,
Nu wird ich gefürt freuenlych
Zu dem tod, ich weer mich vppiklych.
Jeg blev kaldt en hellig pave.
Mens jeg levede, var jeg ikke kendt med frygt.
Nu bliver jeg formasteligt ført
til Døden. Jeg værger mig forgæves.
Heidelberg, Pave
Cesar.

Culmen imperii vincendo magnificaui,
Morte sum victus, non cesar, non homo dictus.

Ad idem.
Kejser
Ich kund daz reiche in hochen eren
Mit streytt vnd fechten wol gemeren,
Nu håt der tod vberwnden mich,
Das ich pin weder kayser noch menschen gleych.
Jeg kunne ære riget højt,
forøge det med strid og kamp.
Nu har Døden overvundet mig,
så jeg hverken er som kejser eller menneske.
Heidelberg, Kejser
Cesarissa.

Deliciis vsa viuens vt cesaris vxor,
Morte confusa nullis modo gaudiis vtor.

Ad idem.
Kejserinde
Wollust hett meyn stolczer leyb,
Do ich lebt alz ains kaysers weyb.
Nu håt mich der tod zu schanden bråcht,
Daz mir dehain fröd ist mer erdacht.
Vellyst havde min stolte krop,
da jeg levede som en kejsers kone.
Nu har Døden ødelagt mig,
så ingen glæde længere kan findes til mig.
Heidelberg, Kejserinde
Rex.

Ut ego rex vrbem, sic rexi non minus orbem.
Nunc miser in penis mortis constringor habenis.

Ad idem.
Konge
Ich hån als ain koning geweltiklych
Die welt geregyrt als rom das reych;
Nun pin ich mit todes panden
Verstrikt in seynen handen.
Jeg har, som en konge, mægtigt
regeret verden, som Rom [således også] riget.
Nu er jeg med Dødens bånd
fanget i hans hænder.
Heidelberg, Konge
Cardinalis.

Ecclesie gratus fui per papam piliatus;
Mortis proteruam nunc stringor adire cateruam.

Ad idem.
Kardinal
Ich was mit babstlicher wal
Der hayligen kyrchen kardinal;
Nun pyn ich dor zu gezwngen gar,
Das ich tancz an des todes schar.
Jeg var gennem paveligt valg
kardinal i den hellige kirke.
Nu er jeg fuldstændigt tvunget til det,
at jeg danser i de dødes skare.
Heidelberg, Kardinal
Patriarcha.

Duplici signatus cruce sum patriarcha vocatus,
Et mortis dire cogor consortes adire.

Ad idem.
Patriark
Ich hån das zwyfach crücz getragen
Als ain patriarch pey meynen tagen;
Nun wyl der tod mich zwingen,
Mit seynen gesellen zu springen.
Jeg har båret det dobbelte kors
som en patriark i mine dage.
Nu vil Døden tvinge mig
til at springe med hans svende.
Heidelberg, Patriark
Archiepiscopus.

Doctrina fultis hoc signum pretuli stultis,
Metropolitanus nunc cum vanis ego vanus.

Ad idem.
Ærkebiskop
Ich trug in hocher wirdikaytt
Das crücz vor der pfaffhayt,
Als ain erczbischof daz tragen sol;
Nun gen ich an der toten zal.
Jeg bar med høj værdighed
korset foran præsteskabet,
som en ærkebiskop skal bære det.
Nu går jeg til de dødes tal.
Heidelberg, Ærkebiskop
Dux.

Nobiles eduxi, quorum dux ipse reluxi,
Sed nunc vt adeam cogor cum morte coream.

Ad idem.
Hertug
Ich hån die edlen herren fert
Als ain herczog geregyrt mit dem schwert;
Nun pin ich in fechen claydern glancz
Gezwngen an des todes tancz.
Jeg har ført de adelige herrer
regeret som en hertug med sværdet.
Nu er jeg i kulørte klæders glans
tvunget til denne dødedans.
Heidelberg, Hertug
Episcopus.

Presul egregius venerabar hic quasi dijus;
Hew nunc distorti presumunt me dare morti.

Ad idem.
Biskop
Ich pin wirdiklich geeret worden,
Die weyl ich lebt in bischofs orden;
Nu zyechen mich die vngeschaffen
Zu dem tancz als ainen affen.
Jeg har været værdigt æret,
mens jeg levede i biskopsembedet.
Nu trækker vanskabningerne mig
til Døden som en abe.
Heidelberg, Biskop
Comes.

Nobilis imperii comes in mundo reputatus
Morte nunc perii corisantibus associatus.

Ad idem.
Greve
Ich was in der welt genant
Ain edler gråf dem reych bekant;
Nun pin ich von dem tod gefellet
Vnd hie an seynen tancz gestellet.
Jeg var i verden kaldt
en ædel greve - kendt i riget.
Nu er jeg fældet af Døden
og her placeret i hans dans.
Heidelberg, Greve
Abbas.

Ut pater arctaui monachos et optime paui,
Nunc egomet stringor et mortis regula cingor.

Ad idem.
Abbed
Ich hån vil monnych als ain apt gelert,
Streng gezogen vnd wol genertt.
Nun wird ich selber hie gezwngen,
Mit des todes regel gedrungen.
Jeg har - som abbed - oplært mange munke,
strengt opdraget og vel ernæret.(6)
Nu er jeg selv her betvunget
og med Dødens regel(7) nødtvungen.
Heidelberg, Abbed
Miles.

Strenuus in armis deduxi gaudia carnis,
Contra iura mea ducor in ista corea.

Ad idem.
Ridder
Ich hån als ain strenger rytter gut
Der welt gedynt in hochem mut;
Nun pin [ich] wyder rytters orden
An disen tancz gezwngen worden.
Jeg har - som en streng ridder -
tjent verden godt med ædelt sind.
Nu er jeg - imod ridderordenen -
blevet tvunget til denne dans.
Heidelberg, Ridder
Jurista.

Non iuuat appello de mortis ultimo bello;
Succumbunt iura legesque sub ista figura.

Ad idem.
Jurist
Es hilff dehain appellyren nit
Von des todes letzsten streytt.
Er vberwindet mit seynem geschlecht
Das weltlych vnd das gaystlych recht.
Der hjælper ingen appelleren
fra Dødens sidste strid.
Han overvinder med sin slægt
den verdslige og den gejstlige ret.
Heidelberg, Jurist
Canonicus.

In choro cantaui melodias quas adamaui;
Discrepat iste sonus et mortis fistule tonus.

Ad idem.
Domherre
Ich hon alz ain korherre frey,
Gesungen manig lyeblych melody;
Des todes pfeiff stett dem nit glych,
Sy hot gar sere erschreket mich.
Jeg har som en fri domherre(8)
sunget mange dejlige melodier.
Dødens fløjte er ikke ligesom den;
den har så såre forskrækket mig.
Heidelberg, Domherre
Medicus.

Curavi multos iuuenes mediocres adultos.
Quis modo me curat? Mihi mors contraria iurat.

Ad idem.
Læge
Ich hån mit meynem harn schawen
Gesund gemacht mann vnd fråen.
Wer wyl mich nun machen gesund?
Ich pin zu tode wnt.
Jeg har med min urin-skuen(9)
gjort mænd og kvinder sunde.
Hvem vil nu gøre mig sund?
Jeg er syg til døden.
Heidelberg, Læge
Nobilis.

Armis consortes in uita terrui fortes;
Nunc mortis terror me terret, ultimus error.

Ad idem.
Adelsmand
Ich hon manchen man erschrekt,
Der wol mit harnasch was bedekt;
Nun erschrekt mich hie der tod
Vnd pringt mich in die jungst not.
Jeg har forskrækket mange mænd,
der var godt dækket med harnisk.
Nu forskrækker Døden mig her
og bringer mig i yderste nød.
Heidelberg, Adelsmand
Nobilissa.

Plaudere deberem, si ludicra vite viderem,
Fistula me fallit mortis, que dissona psallit.

Ad idem.
Adelsdame
Ich solt treyben juchtzens vil,
Sech ich vor mir der fröden spyl.
Des todes pfeyff mich betrügt;
Disß tancz gesank hie fälschlychen luigt.
Jeg burde juble meget,
[når] jeg ser for mig det glade spil.
Dødens fløjte narrer mig;
denne dansesang, der lyver falskeligt.
Heidelberg, Adelsdame
Mercator seu civis.

Viuere speraui thesauros elaboraui,
Munera mors spernit, ab amicis me que secernit.

Ad idem.
Købmand
Ich hett mich zu leben versorget wol,
Das kysten vnd kasten wåren vol.
Nu håt dem tod meyn gåb verschmåcht
Vnd mich vmb leyb vnd gut bråcht.
I livet havde jeg sørget godt for,
at skrinet og [penge]kassen var fulde.
Nu har Døden forsmået min gave
og skilt mig fra liv og gods.
Heidelberg, Købmand
Monialis.

In claustro grata seruiui cristo velata.
Quit valet orare, me mors iubet hic corisare.

Ad idem.
Nonne
Ich han in dem closter meyn
Got gedynet alz ain geweyltes nünlein
Was hilfft mich nun meyn beeten
Ich musß des todes rayen treten.
Jeg har i mit kloster
tjent Gud som en lille tilsløret nonne.
Hvad hjælper mig nu min beden?
Jeg må træde ind i de dødes dans.
Heidelberg, Nonne
Mendicus.

Pavper mendicus viuenti turpis amicus,
Morti carus erit, illum cum diuite querit.

Ad idem.
Tigger
Ain armer geyler hie in leben
Zu ainem frwnd ist nymant eben;
Aber der tod wyl seyn frwnd seyn,
Er nimpt in mit dem reychen hin.
En stakkels tigger her i livet;
ingen er en ven,
men Døden vil være hans ven.
Han tager ham væk [sammen] med de rige.
Heidelberg, Tigger/ Krøbling
Cocus.

Fercula condita quamuis in mundo paraui,
Raptus a uita mortem minime superaui.

Ad idem.
Kok
Ich han erlärt vil pfeffer sek
Vnd gemacht daz süsß geschläk,
Vnd kund des köstlins doch nit finden,
Dar mit ich den tod mocht vberwinden.
Jeg har tømt mange pebersække
og lavet søde lækkerier,
og kan alligevel ikke finde lækkerbiskner,
hvormed jeg kunne overvinde Døden.
Heidelberg, Kok
Rusticus.

Hic in sudore vixi magnoque labore;
Non minus a morte fugio contraria sorte.

Ad idem.
Bonde
Ich han gehept vil arbaytt grosß;
Der schwaysß mir durch die hwt flosß.
Noch wolt ich gern dem tod empflychen,
So hån ich des glücks nit hie.
Jeg har haft meget [og] tungt arbejde,
sveden flød mig gennem huden.
Alligevel ville jeg gerne flygte fra Døden;
det har jeg ikke held med her.
Heidelberg, Bonde
Puer in cunabulo.

O cara mater, me vir a te trahit ater,
Debeo saltare, qui nunquam sciui meare.

Ad idem.
Barn i vugge
O we lybe muter meyn,
Ain schwarczer man zeucht mich do hin.
Wye wyltu mich also verlån?
Musß ich tanczen vnd kan nit gån!
Åh ve, min kære moder
en sort mand trækker mig bort.
Hvordan kan du sådan forlade mig?
Nu skal jeg danse og kan endnu ikke gå.
Heidelberg, Barn
Mater.

O filij que te volui liberare,
Morte preuenta saliendo sumque retenta.

Ad idem.
Moder
O kint, ich wolt dich haben erlost;
So ist enpfallen mir der trost.
Der tod hat das für komen
Vnd mich mit dir genomen.
Åh barn, jeg ville have frelst dig;
Sådan har jeg mistet trøsten.
Døden er kommet mig i forkøbet
og har taget mig sammen med dig.
Heidelberg, Moder

Yderligere oplysning

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9)

børn af denne verdens visdom . . .: er en hentydning til 1. Korintherne 1,20, hvor verdens visdom er dårlig visdom i modsætning til den overlegne kristne visdom: Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?

Hentydningen er tydeligere i den latinske tekst: »huius mundi sapientes« — de samme tre ord, der afslutter 1 Korintherne 1,20 i Vulgata: »Ubi sapiens? ubi scriba? ubi conquisitor hujus sæculi? Nonne stultam fecit Deus sapientiam hujus mundi?«

Dødedansene i Lübeck, Paris og London startede også med en hentydning til visdom og evigt liv.

Kom her / gå bort . . .: Prædikanten refererer til Matthæus 25,31-46, hvor Jesus vil skille fårene fra bukkene:
Matthæus 25,34: Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.
Matthæus 25,41: Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.
Den dobbelte Død . . .: hentydning til dommen og den evige pine:
Åbenbaringen 2,11: Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død.
Åbenbaringen 20,6: Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år.
Åbenbaringen 20,14: Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen.
Åbenbaringen 21,8: Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død."

I næste linie bliver Den Dobbelte Død personificeret.

blivende sted . . .: den latinske tekst "remanendi locum" viser, at "statt czu pleyben" betyder "opholdssted" (moderne tysk: Stätte), og ikke "by" (moderne tysk: Stadt).

Ordene forveksles gerne i daglig tysk brug i udtrykket "bleibende Statt/Stadt/Stätte", og derfor kan den tyske oversætter med "statt czu pleyben" let hentyde til Hebræerne 13,14 »thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende«, som på tysk lyder: »Denn wir haben hie keine bleibende Statt, sondern die zukünftige suchen wir«.

Bemærk, at denne hentydning ikke findes i den latinske tekst, hvor "locum" (d.v.s. sted) vanskeligt kan forveksles med "civitatem" (d.v.s. by) i Vulgata bibeloversættelsen.

Den tyske oversætter kæmper, men meningen er svær at følge, bl.a. fordi han har tilføjet et "wch allen" (= "af jer alle"), som ikke står i den latinske tekst. Den latinske tekst betyder: »Hvordan og hvornår han [Døden] kommer forbliver i det uvisse og derfor bliver også fremtiden erkendt som hård, fordi blivestedet også er helt ukendt«.
ernæret . . .: ernæret med det daglige brød, Guds ord, forstås.

I CPG 438 siger abbeden istedet »gemert« (= "forøget").

regel . . .: De gejstlige boede i den katolske Tid under Studiet og Uddannelsen ofte sammen og maatte rette sig efter en for dem alle gældende regel; i deres daglige Forsamlinger læstes et stykke af Reglen höjt; deraf skal navnet Kapitel (capitulum) være opstaaet, först som benævnelse paa Forsamlingen, dernæst for Korporationen
(Wetzer und Welte, Kirchenlexicon 2. Aufl II, 1826).
domherre . . .: præst ved en domkirke. Domherrer levede et regelbundet liv, "vita canonica" og kaldtes derfor også kannikker (jvf. Canonicus i den latinske tekst).
Læge med urinprøve fra dødedansen i Lübeck.
Læge med urinprøve
urin-skuen . . .: Urinprøven var en uundværlig del af lægekunsten i middelalderen. Se billedet til højre.

Op til CPG 314