O vos uiuentes huius mundi sapientes,
Cordibus apponite duo verba christi, venite
Nec non et ite, per primum ianua vite
Justis erit nota, set per aliud quoque porta
Inferi monstratur: sic res diuersificatur.
Gaudia vel pene sine fine sunt ibi plene.
Hinc voce sana vos hortor spernere vana.
Tempus namque breue uiuendi, postea ve ue
Mors geminata parit, sua nulli uis quoque parcit.
Fistula tartarea vos iungit in una chorea,
Qua licet inuiti saliunt ut stulti periti.
Hec ut pictura docet exemplique figura.
Theutunice
Alle die noch in leben sint,
Setzt in wer herz zway wort,
Die von cristo sind gehort.
Das ain gett her, daz ander gett hin,
Durch das erst die frummen hånd gwyn
Mit dez himels port, die in geöffnt ist.
Das ander die bösen weyst
Ab zu der hellischen porten.
Also wirt in den worten
Gegeben ein söllich vnderschaid:
Das ain halb ist gantz fröd beraytt,
Anderhalb die peyn ach genczlych,
Über al on ende ewiklych.
Dar umb ich wch getrewlich rått,
Ir tut wch ab vppiger tått.
Wann die czeytt ist kurcz an disem leben.
Dar nach wird achh vnd wee gegeben
Durch den czwyfachen tod,
Der vber nymam erbårmd hått.
Mit seiner hellischen pfeyffen schreyen
Bringt er ewch all an ainen rayen,
Dar an die weysen alz die narren
Gezwngen in den sprüngen farn;
Als des gemäldes figuren
Sind sy ain ebenbild zu truren.
alle der endnu er i live.
Sæt i jeres hjerte to ord,
som er hørt fra Kristus:
Det ene "kom her" - det andet "gå bort"(2)
Gennem det første har de fromme [mennesker] fordel,
med Himmelens port, der er åbnet for dem.
Det andet viser de onde
væk til Helvedes porte.
Således bliver i disse ord
givet en sådan forskel:
Til den ene halvdel er beredt fuldkommen glæde;
den anden halvdel, ak, lutter pine
over alt, uden ende, for evigt.
Derfor råder jeg jer oprigtigt:
Afvis unyttige gerninger,
for tiden er kort i dette liv.
Derefter gives der Ak og Ve,
gennem den dobbelte Død,(3)
der ikke har barmhjertighed med nogen.
Med sin helvedesfløjtes skrig
bringer han jer alle i en dans,
hvor de vise såvel som dårerne.
er tvungne til at fare i dansen.
Som disse malede figurer
er de et præcist billede at sørge over.
in opposita parte de contemptu mundi.
O uos mortales, peruersi mundi sodales,
Finem pensate que futura considerate,
Qualibus ad primum tempus que requiritur, ymum
Pro loco duplatur, ubi finis perpetuatur.
Mors horrenda nimis est cunctorum quoque finis.
Qualiter aut quando venerit, manet in dubitando.
Sic etiam dura noscuntur inde futura
Propter ignotum remanendi locum quoque totum.
Pendet a factis in isto mundo peractis.
Ergo peccare desistete, si properare
Ad finem cupitis optatum, nam bene scitis,
Quod celum dignis locus est, set fit malis ignis.
Theutunicum.
Die der falschen welt wölt wolgefallen,
Bedenkt, wye daz ende sey,
Vnd merkett, waz künftig ist da py:
Zu dem ersten gehört wye vnd wenn,
Das letscht ist zwyfaltig benennt,
Wå die statt czu pleyben ist.
Der tod wch allen das end beweyst.
Aber wye oder wenn des todes czeytt
Kummen sol, des enwyst ir nit.
Es wirt erkant wch allen hertt,
Was yederman dar nach ist beschertt
Vmb das vnkündig ist die statt,
Wa yderman seyn pleyben hått.
Das alls wirt an den werken hangen,
Die in diser welt sind begangen.
Dar vmb solt ir von sünden lån,
Wölt ir zu dem end gan,
Des ir alle seytt begirlich;
Vnd ist dar zu wyssentlych,
Das der himel wirt den frummen,
In das fuir die bösen kummen.
der ønsker velbehag i den falske verden.
Betænk, hvorledes enden vil være
og bemærk hvad der er forestående dermed.
For det første er der hvordan og hvornår
det sidste er nævnt to gange:
hvor blivestedet er.(4)
Døden vil vise jer alle enden,
men hvordan og hvornår Dødens tid
skal komme, det ved I ikke.
Det bliver erkendt af jer alle, hårdt,
hvad enhver derefter er beskåret:
Om at det sted er ukendt,
hvor enhver har sin bliven.(5)
At alt hænger ved de gerninger,
som er begået in denne verden.
Derfor skal I lade være med at synde,
hvis I vil gå mod enden.
Det skal I alle begære,
og det er også sikkert,
at de fromme kommer i Himmelen;
i ilden kommer de onde.
Sanctus dicebar, nullum viuendo verebar
Friuole nunc ducor ad mortem, vane reluctor.
Ad idem.
Die weyl ich lebt an forcht bekant,
Nu wird ich gefürt freuenlych
Zu dem tod, ich weer mich vppiklych.
Mens jeg levede, var jeg ikke kendt med frygt.
Nu bliver jeg formasteligt ført
til Døden. Jeg værger mig forgæves.
Culmen imperii vincendo magnificaui,
Morte sum victus, non cesar, non homo dictus.
Ad idem.
Mit streytt vnd fechten wol gemeren,
Nu håt der tod vberwnden mich,
Das ich pin weder kayser noch menschen gleych.
forøge det med strid og kamp.
Nu har Døden overvundet mig,
så jeg hverken er som kejser eller menneske.
Deliciis vsa viuens vt cesaris vxor,
Morte confusa nullis modo gaudiis vtor.
Ad idem.
Do ich lebt alz ains kaysers weyb.
Nu håt mich der tod zu schanden bråcht,
Daz mir dehain fröd ist mer erdacht.
da jeg levede som en kejsers kone.
Nu har Døden ødelagt mig,
så ingen glæde længere kan findes til mig.
Ut ego rex vrbem, sic rexi non minus orbem.
Nunc miser in penis mortis constringor habenis.
Ad idem.
Die welt geregyrt als rom das reych;
Nun pin ich mit todes panden
Verstrikt in seynen handen.
regeret verden, som Rom [således også] riget.
Nu er jeg med Dødens bånd
fanget i hans hænder.
Ecclesie gratus fui per papam piliatus;
Mortis proteruam nunc stringor adire cateruam.
Ad idem.
Der hayligen kyrchen kardinal;
Nun pyn ich dor zu gezwngen gar,
Das ich tancz an des todes schar.
kardinal i den hellige kirke.
Nu er jeg fuldstændigt tvunget til det,
at jeg danser i de dødes skare.
Duplici signatus cruce sum patriarcha vocatus,
Et mortis dire cogor consortes adire.
Ad idem.
Als ain patriarch pey meynen tagen;
Nun wyl der tod mich zwingen,
Mit seynen gesellen zu springen.
som en patriark i mine dage.
Nu vil Døden tvinge mig
til at springe med hans svende.
Doctrina fultis hoc signum pretuli stultis,
Metropolitanus nunc cum vanis ego vanus.
Ad idem.
Das crücz vor der pfaffhayt,
Als ain erczbischof daz tragen sol;
Nun gen ich an der toten zal.
korset foran præsteskabet,
som en ærkebiskop skal bære det.
Nu går jeg til de dødes tal.
Nobiles eduxi, quorum dux ipse reluxi,
Sed nunc vt adeam cogor cum morte coream.
Ad idem.
Als ain herczog geregyrt mit dem schwert;
Nun pin ich in fechen claydern glancz
Gezwngen an des todes tancz.
regeret som en hertug med sværdet.
Nu er jeg i kulørte klæders glans
tvunget til denne dødedans.
Presul egregius venerabar hic quasi dijus;
Hew nunc distorti presumunt me dare morti.
Ad idem.
Die weyl ich lebt in bischofs orden;
Nu zyechen mich die vngeschaffen
Zu dem tancz als ainen affen.
mens jeg levede i biskopsembedet.
Nu trækker vanskabningerne mig
til Døden som en abe.
Nobilis imperii comes in mundo reputatus
Morte nunc perii corisantibus associatus.
Ad idem.
Ain edler gråf dem reych bekant;
Nun pin ich von dem tod gefellet
Vnd hie an seynen tancz gestellet.
en ædel greve - kendt i riget.
Nu er jeg fældet af Døden
og her placeret i hans dans.
Ut pater arctaui monachos et optime paui,
Nunc egomet stringor et mortis regula cingor.
Ad idem.
Streng gezogen vnd wol genertt.
Nun wird ich selber hie gezwngen,
Mit des todes regel gedrungen.
strengt opdraget og vel ernæret.(6)
Nu er jeg selv her betvunget
og med Dødens regel(7) nødtvungen.
Strenuus in armis deduxi gaudia carnis,
Contra iura mea ducor in ista corea.
Ad idem.
Der welt gedynt in hochem mut;
Nun pin [ich] wyder rytters orden
An disen tancz gezwngen worden.
tjent verden godt med ædelt sind.
Nu er jeg - imod ridderordenen -
blevet tvunget til denne dans.
Non iuuat appello de mortis ultimo bello;
Succumbunt iura legesque sub ista figura.
Ad idem.
Von des todes letzsten streytt.
Er vberwindet mit seynem geschlecht
Das weltlych vnd das gaystlych recht.
fra Dødens sidste strid.
Han overvinder med sin slægt
den verdslige og den gejstlige ret.
In choro cantaui melodias quas adamaui;
Discrepat iste sonus et mortis fistule tonus.
Ad idem.
Gesungen manig lyeblych melody;
Des todes pfeiff stett dem nit glych,
Sy hot gar sere erschreket mich.
sunget mange dejlige melodier.
Dødens fløjte er ikke ligesom den;
den har så såre forskrækket mig.
Curavi multos iuuenes mediocres adultos.
Quis modo me curat? Mihi mors contraria iurat.
Ad idem.
Gesund gemacht mann vnd fråen.
Wer wyl mich nun machen gesund?
Ich pin zu tode wnt.
gjort mænd og kvinder sunde.
Hvem vil nu gøre mig sund?
Jeg er syg til døden.
Armis consortes in uita terrui fortes;
Nunc mortis terror me terret, ultimus error.
Ad idem.
Der wol mit harnasch was bedekt;
Nun erschrekt mich hie der tod
Vnd pringt mich in die jungst not.
der var godt dækket med harnisk.
Nu forskrækker Døden mig her
og bringer mig i yderste nød.
Plaudere deberem, si ludicra vite viderem,
Fistula me fallit mortis, que dissona psallit.
Ad idem.
Sech ich vor mir der fröden spyl.
Des todes pfeyff mich betrügt;
Disß tancz gesank hie fälschlychen luigt.
[når] jeg ser for mig det glade spil.
Dødens fløjte narrer mig;
denne dansesang, der lyver falskeligt.
Viuere speraui thesauros elaboraui,
Munera mors spernit, ab amicis me que secernit.
Ad idem.
Das kysten vnd kasten wåren vol.
Nu håt dem tod meyn gåb verschmåcht
Vnd mich vmb leyb vnd gut bråcht.
at skrinet og [penge]kassen var fulde.
Nu har Døden forsmået min gave
og skilt mig fra liv og gods.
In claustro grata seruiui cristo velata.
Quit valet orare, me mors iubet hic corisare.
Ad idem.
Got gedynet alz ain geweyltes nünlein
Was hilfft mich nun meyn beeten
Ich musß des todes rayen treten.
tjent Gud som en lille tilsløret nonne.
Hvad hjælper mig nu min beden?
Jeg må træde ind i de dødes dans.
Pavper mendicus viuenti turpis amicus,
Morti carus erit, illum cum diuite querit.
Ad idem.
Zu ainem frwnd ist nymant eben;
Aber der tod wyl seyn frwnd seyn,
Er nimpt in mit dem reychen hin.
ingen er en ven,
men Døden vil være hans ven.
Han tager ham væk [sammen] med de rige.
Fercula condita quamuis in mundo paraui,
Raptus a uita mortem minime superaui.
Ad idem.
Vnd gemacht daz süsß geschläk,
Vnd kund des köstlins doch nit finden,
Dar mit ich den tod mocht vberwinden.
og lavet søde lækkerier,
og kan alligevel ikke finde lækkerbiskner,
hvormed jeg kunne overvinde Døden.
Hic in sudore vixi magnoque labore;
Non minus a morte fugio contraria sorte.
Ad idem.
Der schwaysß mir durch die hwt flosß.
Noch wolt ich gern dem tod empflychen,
So hån ich des glücks nit hie.
sveden flød mig gennem huden.
Alligevel ville jeg gerne flygte fra Døden;
det har jeg ikke held med her.
O cara mater, me vir a te trahit ater,
Debeo saltare, qui nunquam sciui meare.
Ad idem.
Ain schwarczer man zeucht mich do hin.
Wye wyltu mich also verlån?
Musß ich tanczen vnd kan nit gån!
en sort mand trækker mig bort.
Hvordan kan du sådan forlade mig?
Nu skal jeg danse og kan endnu ikke gå.
O filij que te volui liberare,
Morte preuenta saliendo sumque retenta.
Ad idem.
So ist enpfallen mir der trost.
Der tod hat das für komen
Vnd mich mit dir genomen.
Sådan har jeg mistet trøsten.
Døden er kommet mig i forkøbet
og har taget mig sammen med dig.
