"dz" er opløst som "daz", og "vm̄" som "vmb". Tegnsætningen er Fehse's,
og i det hele taget indeholder manuskriptet en meget stor mængde sjældne forkortelser,
så man ofte bare må stole på, at Fehse havde fortolket dem rigtigt.
Originaltekst | Oversættelse |
vide d' h° i albo codice d' qmda artiu a pn'° pict'as |
Der erst prediger.
O vos uiuentes huius mundi sapientes,
Cordibus apponite duo verba christi, venite
Nec non et ite, per primum ianua vite
Justis erit nota, sed per aliud quoque porta
Inferi monstratur: sic res diuersificatur.
Gaudia vel pene sine fine sunt ibi plene.
Hinc voce sana vos hortor spernere vana.
Tempus namque breue uiuendi, postea ve ue
Mors geminata parit, sua nulli uis quoque parcit.
Fistula tartarea vos iungit in una chorea,
Qua licet inuiti saliunt ut stulti periti.
Hec ut pictura docet exemplique figura.
Theutunice
| Den første prædikant |
O diser welt weÿshaÿtt kint,
Alle die noch in leben sint,
Setzt in ẅer hercz zwaÿ wort,
Die von cristo sind gehort.
Das ain gett her, daz ander gett hin,
Durch das erst die frummen hånd gwÿn
Mit dez himels port, die in geöffent ist.
Das ander die bösen weÿst
Ab zů der hellischen porten.
Also wirt in den worten
Gegeben ain söllich vnderschaÿd:
Das ain halb ist gantz fröd beraÿtt,
Anderhalb die peÿn ach genczlÿch,
Über al on ende ewiklÿch.
Dar vmb ich ẅch getreẅlÿch rått,
Ir tůt ẅch ab üppiger tått.
Wann die czeÿtt ist kurcz an disem leben.
Dar nach wirt achh vnd wee gegeben
Durch den czwÿfachen tod,
Der über nÿmant erbårmd hått.
Mit seÿner hellischen pfeÿffen schreÿen
Bringt er ewch all an ainen raÿen,
Dar an die weÿsen alz die narren
Gezw[u]ngen in den sprüngen farn;
Als des gemäldes figuren
Sind sÿ ain ebenbi[l]d zů truren.
|
Oh, børn af denne verdens visdom;(1)
alle der endnu er i live.
Sæt i jeres hjerte to ord,
som er hørt fra Kristus:
Det ene "kom her" - det andet "gå bort"(2)
Gennem det første har de fromme [mennesker] fordel,
med Himmelens port, der er åbnet for dem.
Det andet viser de onde
væk til Helvedes porte.
Således bliver i disse ord
givet en sådan forskel:
Til den ene halvdel er beredt fuldkommen glæde;
den anden halvdel, ak, lutter pine
over alt, uden ende, for evigt.
Derfor råder jeg jer oprigtigt:
Afvis unyttige gerninger,
for tiden er kort i dette liv.
Derefter gives der Ak og Ve,
gennem den dobbelte Død,(3)
der ikke har barmhjertighed med nogen.
Med sin helvedesfløjtes skrig
bringer han jer alle i en dans,
hvor de vise såvel som dårerne.
er tvungne til at fare i dansen.
Som disse malede figurer
er de et præcist billede at sørge over.
|  |
Item alius doctor depictus predicando
in opposita parte de contemptu mundi.
O uos mortales, peruersi mundi sodales,
Finem pensate que futura considerate,
Qualibus ad primum tempus que requiritur, ÿmum
Pro loco duplatur, ubi fines perpetuatur.
Mors horrenda nimis est cunctorum quoque finis.
Qualiter aut quando venerit, manet in dubitando.
Sic etiam dura noscuntur inde futura
Propter ignotum remanendi locum quoque totum.
Pendet a factis in isto mundo peractis.
Ergo peccare desistite, si properare
Ad finem cupitis optatum, nam bene scitis,
Quod celum dignis locus est, sed fit malis ignis.
Theutunicum.
|
O ir tötlÿchen menschen all,
Die der falschen welt wölt wolgefallen,
Bedenkt, wÿe daz ende seÿ,
Vnd merkett, waz künftig ist da pÿ:
Zů dem ersten gehört wÿe vnd wenn,
Das letscht ist zwÿfaltig benennt,
Wå die statt czů pleÿben ist.
Der tod ẅch allen das end beweÿst.
Aber wÿe oder wenn des todes czeÿtt
Kummen sol, des enwÿst ir nit.
Es wirt erkant ẅch allen: hertt,
Was ÿederman dar nach ist beschertt
Vmb das vnkündig ist die statt,
Wå ÿ[e]derman seÿn pleÿben hått.
Das alles wirt an den werken hangen,
Die in diser welt sind begangen.
Dar vmb solt ir von sünden lån,
Wölt ir zů dem end gån,
Des ir alle seÿtt begirlÿch;
Vnd ist dar zů wol wÿssentlÿch,
Das der himel wirt den frummen,
In das fuir die bösen kummen.
|
Åh alle I dødelige mennesker,
der ønsker velbehag i den falske verden.
Betænk, hvorledes enden vil være
og bemærk hvad der er forestående dermed.
For det første er der hvordan og hvornår
det sidste er nævnt to gange:
hvor blivestedet er.(4)
Døden vil vise jer alle enden,
men hvordan og hvornår Dødens tid
skal komme, det ved I ikke.
Det bliver erkendt af jer alle, hårdt,
hvad enhver derefter er beskåret:
Om at det sted er ukendt,
hvor enhver har sin bliven.(5)
At alt hænger ved de gerninger,
som er begået in denne verden.
Derfor skal I lade være med at synde,
hvis I vil gå mod enden.
Det skal I alle begære,
og det er også sikkert,
at de fromme kommer i Himmelen;
i ilden kommer de onde.
|
Papa.
Sanctus dicebar, nullum viuendo verebar
Friuole nunc ducor ad mortem, vane reluctor.
Ad idem.
| Pave |
Ich was ain haÿliger babst genant,
Die weÿl ich lebt an forcht bekant,
Nu wird ich gefürt freuenlÿch
Zů dem tod, ich weer mich üppiklÿch.
|
Jeg blev kaldt en hellig pave.
Mens jeg levede, var jeg ikke kendt med frygt.
Nu bliver jeg formasteligt ført
til Døden. Jeg værger mig forgæves.
|  |
Cesar.
Culmen imperii vincendo magnificaui,
Morte sum victus, non cesar, non homo dictus.
Ad idem.
| Kejser |
Ich kund daz reÿche in hocher eren
Mit streÿtt vnd fechten wol gemeren,
Nu håt der tod überw[u]nden mich,
Das ich pin weder kaÿser noch menschen gleÿch.
|
Jeg kunne ære riget højt,
forøge det med strid og kamp.
Nu har Døden overvundet mig,
så jeg hverken er som kejser eller menneske.
|  |
Cesarissa.
Deliciis vsa viuens vt cesaris vxor,
Morte confusa nullis modo gaudiis vtor.
Ad idem.
| Kejserinde |
Wollust hett meÿn stolczer leÿb,
Do ich lebt alz ains kaÿsers weÿb.
Nu håt mich der tod zů schanden bråcht,
Daz mir dehain fröd ist mer erdacht.
|
Vellyst havde min stolte krop,
da jeg levede som en kejsers kone.
Nu har Døden ødelagt mig,
så ingen glæde længere kan findes til mig.
|  |
Rex.
Ut ego rex vrbem, sic rexi non minus orbem.
Nunc miser in penis mortis constringor habenis.
Ad idem.
| Konge |
Ich hån als ain konig geweltiklÿch
Die welt geregÿrt als rom das reÿch;
Nun pin ich mit todes panden
Verstrikt in seÿnen handen.
|
Jeg har, som en konge, mægtigt
regeret verden, som Rom [således også] riget.
Nu er jeg med Dødens bånd
fanget i hans hænder.
|  |
Cardinalis.
Ecclesie gratus fui per papam piliatus;
Mortis proteruam nunc stringor adire cateruam.
Ad idem.
| Kardinal |
Ich was mit babstlÿcher wal
Der haÿligen kÿrchen kardinal;
Nun pin ich dor zů gezw[u]ngen gar,
Das ich tancz an des todes schar.
|
Jeg var gennem paveligt valg
kardinal i den hellige kirke.
Nu er jeg fuldstændigt tvunget til det,
at jeg danser i de dødes skare.
|  |
Patriarcha.
Duplici signatus cruce sum patriarcha vocatus,
Et mortis dire cogor consortes adire.
Ad idem.
| Patriark |
Ich hån das zwÿfach crücz getragen
Als ain patriarch peÿ meÿnen tagen;
Nun wÿl der tod mich zwingen,
Mit seÿnen gesellen zů springen.
|
Jeg har båret det dobbelte kors
som en patriark i mine dage.
Nu vil Døden tvinge mig
til at springe med hans svende.
|  |
Archiepiscopus.
Doctrina fultis hoc signum pretuli multis,
Metropolitanus nunc cum vanis ego vanus.
Ad idem.
| Ærkebiskop |
Ich trůg in hocher wirdikaÿtt
Das crücz vor der pfaffhaÿtt,
Als ain erczbischof daz tragen sol;
Nun gen ich an der toten zal.
|
Jeg bar med høj værdighed
korset foran præsteskabet,
som en ærkebiskop skal bære det.
Nu går jeg til de dødes tal.
|  |
Dux.
Nobiles eduxi, quorum dux ipse reluxi,
Sed nunc vt adeam cogor cum morte coream.
Ad idem.
| Hertug |
Ich hån die edlen herren fert
Als ain herczog geregÿrt mit dem schwert;
Nun pin ich in fechen claÿdern glancz
Gezw[u]ngen an des todes tancz.
|
Jeg har ført de adelige herrer
regeret som en hertug med sværdet.
Nu er jeg i kulørte klæders glans
tvunget til denne dødedans.
|  |
Episcopus.
Presul egregius venerabar hic quasi dijus;
Hew nunc distorti presummunt me dare morti.
Ad idem.
| Biskop |
Ich pin wirdiklÿch geeret worden,
Die weÿl ich lebt in bischofs orden;
Nu zÿechen mich die vngeschaffen
Zů dem tancz als ainen affen.
|
Jeg har været værdigt æret,
mens jeg levede i biskopsembedet.
Nu trækker vanskabningerne mig
til dansen som en abe.
|  |
Comes.
Nobilis imperii comes in mundo reputatus
Morte nunc perii corisantibus associatus.
Ad idem.
| Greve |
Ich was in der welt genant
Ain edler gråf dem reÿch bekant;
Nun pin ich von dem tod gefellet
Vnd hie an seÿnen tancz gestellett.
|
Jeg var i verden kaldt
en ædel greve - kendt i riget.
Nu er jeg fældet af Døden
og her placeret i hans dans.
|  |
Abbas.
Ut pater ar[c]taui monachos et optime paui,
Nunc ego met stringor et mortis regula cingor.
Ad idem.
| Abbed |
Ich hån vil monnÿch als ain apt gelert,
Streng gezogen vnd wol genertt.
Nun wird ich selber hie gezw[u]ngen,
Mit des todes regel gedrungen.
|
Jeg har - som abbed - oplært mange munke,
strengt opdraget og vel ernæret.(6)
Nu er jeg selv her betvunget
og med Dødens regel(7) nødtvungen.
|  |
Miles.
Strenuus in armis deduxi gaudia carnis,
Contra iura mea ducor in ista chorea.
Ad idem.
| Ridder |
Ich hån als ain strenger rÿtter gůt
Der welt gedÿnt in hochem můt;
Nun pin [ich] wÿder rÿtters orden
An disen tancz gezw[u]ngen worden.
|
Jeg har - som en streng ridder -
tjent verden godt med ædelt sind.
Nu er jeg - imod ridderordenen -
blevet tvunget til denne dans.
|  |
Jurista.
Non iuuat appello de mortis ultimo bello;
Succumbunt iura legesque sub ista figura.
Ad idem.
| Jurist |
Es hilff dehain appellÿren nit
Von des todes letzsten streÿtt.
Er überwindet mit seÿnem geschlecht
Das weltlÿch vnd das gaÿstlÿch recht.
|
Der hjælper ingen appelleren
fra Dødens sidste strid.
Han overvinder med sin slægt
den verdslige og den gejstlige ret.
|  |
Canonicus.
In choro cantaui melodias quas adamaui;
Discrepat iste sonus et mortis fistule tonus.
Ad idem.
| Domherre |
Ich hon alz ain korherre freÿ.
Gesungen manig lÿeblÿch melodÿ;
Des todes pfeÿff stett dem nit glÿch,
Sÿ hot gar sere erschreket mich.
|
Jeg har som en fri domherre(8)
sunget mange dejlige melodier.
Dødens fløjte er ikke ligesom den;
den har så såre forskrækket mig.
|  |
Medicus.
Curavi multos iuuenes mediocres adultos.
Quis modo me curat? Mihi mors contraria iurat.
Ad idem.
| Læge |
Ich hån mit meÿnem harnschawen
Gesund gemacht mann vnd fråen.
Wer wÿl mich nun machen gesund?
Ich pin zů dem tode w[u]nt.
|
Jeg har med min urin-skuen(9)
gjort mænd og kvinder sunde.
Hvem vil nu gøre mig sund?
Jeg er syg til døden.
|  |
Nobilis.
Armis consortes in uita terrui fortes;
Nunc mortis terror me terret, ultimus error.
Ad idem.
| Adelsmand |
Ich hon manchen man erschrekt,
Der wol mit harnasch was bedekt;
Nun erschrekt mich hie der tod
Vnd pringt mich in die jungsten not.
|
Jeg har forskrækket mange mænd,
der var godt dækket med harnisk.
Nu forskrækker Døden mig her
og bringer mig i yderste nød.
|  |
Nobilissa.
Plaudere deberem, si ludicra vite viderem,
Fistula me fallit mortis, quae dissana psallit.
Ad idem.
| Adelsdame |
Ich solt treÿben juchtzens vil,
Sech ich vor mir der fröden spÿl.
Des todes pfeÿff mich betrügt;
Disß tanczgesank hie fälschlÿchen luigt.
|
Jeg burde juble meget,
[når] jeg ser for mig det glade spil.
Dødens fløjte narrer mig;
denne dansesang, der lyver falskeligt.
|  |
Mercator sew civis.
Viuere speraui thesauros elaboraui,
Munera mors spernit, ab amicis meque secernit.
Ad idem.
| Købmand eller Borger |
Ich hett mich zů leben versorget wol,
Das kÿsten vnd kasten wårn vol.
Nu håt dem tod meÿn gåb verschmåcht
Vnd mich vmb leÿb vnd gůt bråcht.
|
I livet havde jeg sørget godt for,
at skrinet og [penge]kassen var fulde.
Nu har Døden forsmået min gave
og skilt mig fra liv og gods.
|  |
Monialis.
In claustro grata seruiui cristo velata.
Quit valet orare, me mors iubet hic corisare.
Ad idem.
| Nonne |
Ich han in dem closter meÿn
Got gedÿnet alz ain geweÿltes nünlein
Was hilfft mich nun meÿn beeten
Ich můsß des todes raÿen treten.
|
Jeg har i mit kloster
tjent Gud som en lille tilsløret nonne.
Hvad hjælper mig nu min beden?
Jeg må træde ind i de dødes dans.
|  |
Mendicus.
Pavper mendicus viuenti turpis amicus,
Morti carus erit, illum cum diuite querit.
Ad idem.
| Tigger |
Ain armer geÿler hie in leben
Zů ainem frẅnd ist nÿmant eben;
Aber der tod wÿl seÿn frẅnd seÿn,
Er nimpt in mit dem reÿchen hin.
|
En stakkels tigger her i livet;
ingen er en ven,
men Døden vil være hans ven.
Han tager ham væk sammen med de rige.
|  |
Cocus.
Fercula condita quamuis in mundo paraui,
Raptus a uita mortem minime superaui.
Ad idem.
| Kok |
Ich han erlärt vil pfeffer sek
Vnd gemacht daz süsß geschläk,
Vnd kund dez köstlins doch nit finden,
Dar mit ich den tod möcht überwinden.
|
Jeg har tømt mange pebersække
og lavet søde lækkerier,
og kan alligevel ikke finde lækkerbiskner,
hvormed jeg kunne overvinde Døden.
|  |
Rusticus.
Hic in sudore vixi magnoque labore;
Non minus a morte fugio contraria sorte.
Ad idem.
| Bonde |
Ich han gehebt vil arbaÿtt grosß;
Der schwaÿsß mir durch die hwt flosß.
Noch wolt ich gern dem tod empflÿchen,
So hån ich des glüks nit hie.
|
Jeg har haft meget [og] tungt arbejde,
sveden flød mig gennem huden.
Alligevel ville jeg gerne flygte fra Døden;
det har jeg ikke held med her.
|  |
Puer in cunabulo.
O cara mater, me vir a te trahit acer,
Debeo saltare, qui nunquam sciui meare.
Ad idem.
| Barn i vugge |
O we lÿbe můter meÿn,
Ain schwarczer man zeucht mich do hin.
Wÿe wÿltu mich also verlån?
Můsß ich tanczen vnd kan nit gån!
|
Åh ve, min kære moder
en sort mand trækker mig bort.
Hvordan kan du sådan forlade mig?
Jeg skal danse og kan [endnu] ikke gå.
|  |
Mater.
O filij care que te volui liberare,
Morte preuenta saliendo sumque retenta.
Ad idem.
| Moder |
O kint, ich wolt dich haben erlöst;
So ist enpfallen mir der trost.
Der tod håt das fürkomen
Vnd [hat] mich mit dir genomen.
|
Åh barn, jeg ville have frelst dig;
Sådan har jeg mistet trøsten.
Døden er kommet mig i forkøbet
og har taget mig sammen med dig.
|  |
Den tyske oversætter kæmper, men meningen er svær at følge, bl.a. fordi han har tilføjet et "vüch allen" (= "af jer alle"),
som ikke står i den latinske tekst.
Den latinske tekst betyder:
»Hvordan og hvornår han [Døden] kommer forbliver i det uvisse
og derfor bliver også fremtiden erkendt som hård,
fordi blivestedet også er helt ukendt«.