Verdens ældste dødedans

Cpg 314
Cpg 314

Universitetet i Heidelberg har en samlebog kaldet Cpg 314(1).

Bogen er samlet af Sigismund Gossembrot (1417-1493), der har skrevet en stor del af bogen selv, bl.a. de 4 sider, der indeholder den dødedans-tekst, vi vil kigge på her.

Dansen er helt speciel ved, at det er på latin og tysk. Først kommer den ene prædikant på latin, derefter overskriften "Theutunice" (dvs. "tysk"), og derefter en oversættelse til tysk. Så kommer den anden prædikant på latin, endnu en gang "Theutunice" og endnu en oversættelse. Hver af de 24 dansere får 2 linier på latin, derefter overskriften "Ad idem" (dvs. "det samme") fulgt af en fire-liniers oversættelse.

Stamtræ over dødedanse Det er på en måde lidt misvisende, når jeg skriver i overskriften, at det er "verdens ældste dødedans", eftersom denne del af bogen er fra omkring 1443,(2) mens la Danse Macabre i Paris var fra 1424.

Dette manuskript repræsenterer derimod et tidligt udviklingstrin af dødedansene. Teksten er en variant af den såkaldte Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz, som vi kender fra Heidelberg og Basel. Dansen på kirkegårdsmuren i Basel var ca. 1440, men i forhold til nærværende manuskript var der i 1440 i Basel allerede sket mange ændringer (se tegningen til venstre): Døden var tilføjet, teksten var ændret og antallet af dansere var udvidet fra 24 til ca. 39.

Derfor må Gossembrot's manuskript være en sen kopi af en meget gammel tekst. Teksten har tre specielle egenskaber, som vi skal kigge på:

Ingen Død

Barnet i Heidelberg ignorerer Døden og kalder på sin mor.
Heidelberg, Barn

Det mest bemærkelsesværdige er, at Døden slet ikke optræder. Hvordan kan man have en dødedans uden Døden?

De 24 dansere præsenterer sig selv: »Jeg var en hellig pave […]«, »jeg har, som konge […]«, klager over deres skæbne og giver ordet til den næste deltager.

I alle de andre (senere) udgaver af Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz er der tilføjet replikker til Døden, men den derved opståede dialog er kun tilsyneladende: Døden kommer anstigende, energisk, frisk, ironisk - endda humoristisk - mens menneskerne ignorerer Døden, præsenterer sig selv, »Jeg var en hellig pave […]«, »jeg har, som konge […]«, hvorefter de jamrer videre. I andre dødedanse, som dem i Lübeck og Berlin, kan de døende finde på at henvende sig til Døden og trygle om udsættelse, men det sker aldrig i Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz.

Dette er tydeligst i slutningen af dansen, hvor moderen ignorerer Døden og henvender sig til sin søn: »Åh barn, jeg ville have frelst dig;«, mens barnet også ignorerer Døden og kalder på sin mor: »Åh ve, min kære moder […] Hvordan kan du forlade mig sådan?«

Læs evt. mere om Dødens Dans eller De Dødes Række?

Latin

Det mest spændende er, at teksten gengives i både en latinsk og tysk version.

1. prædikant
2. prædikant
Pave
Kejser
Kejserinde
Konge
Kardinal
Patriark
Ærkebiskop
Hertug
Biskop
Greve
Abbed
Ridder
Jurist
Kannik
Læge
Adelsmand
Adelsdame
Købmand
Nonne
Tigger
Kok
Bonde
Barn
Moder

Forskere har skændtes om, hvorvidt den tyske tekst er en oversættelse af den latinske eller omvendt. I 1800-tallet ledte forskerne som f.eks. Maßmann(3) efter en Urtekst: Man formodede, at alle de manuskripter, vi har kendskab til, var mangelfulde kopier (og kopiers kopi) af den oprindelige og perfekte Urtekst. I Maßmann's verden var de fire sider i Cpg 314 netop en meget dårlig kopi af "Urteksten", fordi både Dødens replikker og illustrationerne manglede. Når den tyske tekst i Cpg 314 var et "fordærvet" eksemplar, og den latinske tekst led af samme mangler, kunne ingen af dem være "Urteksten". Den latinske tekst måtte derfor være en oversættelse af den "fordærvede" tyske tekst.

I dag mener man derimod, at den latinske tekst er den originale. Det kan man se ved, at den simpelt hen er bedre end den tyske. Den latinske tekst er kort og præcis i leoninsk(4) heksameter, mens den tyske tekst er næsten dobbelt så lang, mindre præcis og halter mere.(5)

Kongen i Heidelberg: "Jeg har regeret riget som regent".
Heidelberg's blokbog

Et eksempel er kongen, der siger »Ut ego rex urbem, sic rexi non minus orbem«. Teksten bygger på et gammelt ordspil "urbem et orbem". Urbem betyder byen, dvs. Rom, og orbem er kloden eller Jorden. Vi kunne oversætte kongens replik til: "Da jeg var konge over Rom, var jeg lige så meget konge over hele verden". Problemet med denne oversættelse er, at urbem/orbem-ordspillet er forsvundet, teksten er næsten dobbelt så lang, og det rimer ikke.

Den tyske oversætter har trofast forsøgt at bevare koblingen mellem Rom og verden, og han har tilføjet ordet "gewaltiglich" for at rime på "reich": »Ich han als ein kunig gewaltiglich / Die welt geregiert als rom das reich.«. Den mærkelige konstruktion »als rom das reich« har været uforståelig for læserne, og i Heidelberg er "rom" blevet til "reyn" »gereigiret als reyn das reich«. Nu er ordspillet reduceret til en klodset replik om, at kongen har "regeret riget som regent".

Det indskudte ord "gewaltiglich" er blot et af en lang række "lappeord", der tydeligvis kun er der for, at versene skal rime. F.eks. siger paven på latin »Sanctus dicebar, nullum vivendo verebar« ("= hellig blev jeg kaldt. Da jeg var levende, frygtede jeg ingen"). På tysk bliver det til »Ich was ein heiliger pabst genant / Die weil ich lebt, on forcht bekant«. Ordet "bekant" er dybt overflødigt, men det rimer.

Sådanne lappeord er der mange af, dvs. rimord der ikke modsvares i den latinske tekst. Greven siger »Ich was in der welt genant / Ein edler graf, dem reich bekant«, hvor den latinske tekst højst retfærdiggør ét af ordene "genant" eller "bekant". Patriarken har båret det dobbelte kors "i mine dage" for at "tagen" skal kunne rime på "getragen".

Det omvendte er ikke tilfældet. Der er ingen latinske rimord, der ikke genspejles i den tyske tekst. Tværtimod har oversætteren været meget omhyggelig med at få hvert eneste latinsk ord med. Det er typisk, at oversætteren forsøger at få så mange ord med som muligt i første linie, og så bruger 2. linie på at "feje op".

For eksempel starter teksten med »O vos viventes huius mundi sapientes«. I den første line har oversætteren fået næsten alle ordene med: »O diser welt weisheit kind«, men han mangler lige "viventes", så det kommer i 2. linie: »Alle die noch im leben sind«.

Den latinske tekst fortsætter »Cordibus apponite duo verba Christi: Venite«, der på tysk bliver »Setzt in euer herz zwei wort«. Her har oversætteren "glemt" Kristus, der så kommer i næste linie: »Die von Cristo sind gehort«.

Alt dette viser, at den oprindelige tekst har været på latin, og at vi i dette manuskript har et vigtigt udviklingstrin i den tekst, der senere dukker op i de mere berømte dødedanse som fx Heidelberg og Basel.

Illustrationer

Billede fra "den hvide bog"
Augsburger totentanz

Der er ingen billeder på de 4 sider, men tre ting taler for, at teksten er kopieret fra en bog, der har været illustreret.

For det første henviser den første prædikant til "malede figurer" (tysk: gemeldes figuren, latin: pictura […] exemplique figura).

For det andet skriver Gossembrot i overskriften, at den anden "doktor" er afbildet prædikende: »Item alius doctor depictus predicando in opposita parte de contemptu mundi«.

For det tredje opfordrer Gossembrot i en note til, at man kigger andetsteds efter billederne. Øverst på den første side skriver han selv: »vide d'hO in albo codice d'qmda artium a pnO pictsas«. Denne "rebus" løses til »vide de hoc in albo codice de commenda artium a principio picturas« eller på dansk: "se billederne i den hvide bog med betroelsen af [de syv frie] kunster i starten".(6)

Augsburger Totentanz
Augsburger totentanz

Det menes, at denne hvide bog om de syv frie kunster er en anden af Gossembrot's bøger, der kaldes Clm 3941(7). Denne bog indeholder en helt anden dødedans, der normalt kaldes Augsburger Totentanz (billeder til højre og venstre), men Gossembrot har tydeligvis erkendt, at en ordentlig dødedans kræver billeder.

En lille ekstra detalje ved Augsburger Totentanz er, at det ikke er en traditionel kædedans, hvor Døden tager den enkelte danser ved hånden. I stedet leder Døden 4-5 dansere afsted (hvoraf den sidste altid er en kvinde). Derfor passer billederne godt til Cpg 314, der jo ikke har nogen dialog mellem Døden og menneskerne.

På denne hjemmeside vil jeg dog ikke bruge Augsburger Totentanz, men derimod Heidelberg's blokbog til at illustrere teksten til verdens ældste dødedans.

Gå fremad
 

Læs verdens ældste dødedans med oversættelse.

Eksterne links

Yderligere oplysning

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7)

Cpg 314 . . .: Cpg er en forkortelse af Codices Palatini Germanici. Cpg 314 er derfor navnet på den 314nde tysk-sprogede bog i Bibliotheca Palatina i Heidelberg.

I øvrigt kaldes de 4 sider med dødedansen for H1 i modsætning til Heidelberg's anden dødedans, der betegnes H2 (se hovedsiden om Den Højtyske Fire-liniede Dødedans for navnebetegnelserne).

Bladene 54-103 (hvor dødedansen er placeret) hører sammen og har samme vandmærke: En vægt i en cirkel. En tekst af Freidank på blad 82-94 ender således: »Explicit Fridankus In Augusta Anno domini Mo cccco xliiio« [1443].

Oplysningen er citeret fra Mischa von Perger, Totentanz-Studien side 247, der på sin side citerer Matthias Miller, Die Codices Palatini germanici side 56-66.

Andre sider længere fremme står årstallene 1447 og 1449.

Maßmann. . . : Jeg citerer fra Der Schatzgräber in den literarischen und bildlichen Seltenheiten s. 123 nederst.
Leoninsk. . . : Digt-form, hvor midten og enden af hver linie rimer. Stilen var populær i det 12. århundrede og er opkaldt efter opfinderen, Leoninus, der var kannik ved St. Victor's kirke i Paris.
Meget af argumentationen er taget fra Wilhelm Fehse's artikel Der Oberdeutsche Vierzeilige Totentanztext i Zeitschrift für deutsche Philologie, 1906, side 67-92.
med betroelsen. . . : Oprindeligt havde jeg skrevet "med anbefalingen", men jeg har modtaget følgende forklaring fra Mischa von Perger (der også har været så venlig at rette utallige andre fejl):

»Your translation, "with the recommendations", suggests the latin expression "de commendatione". Some people thought that Gossembrot must have had in mind "de commendatione" when he actually wrote "de commenda". If you think so, you should render the latin text in line 7 as "de commenda<tione>", indicating that the last syllables of the word were left out by Gossembrot. However, "commenda" is a common low latin word. Maybe Gossembrot wanted to suggest that the founders of the arts gave them to us "in commendam", i.e. that they committed the arts to our trust. The "white codex" actually begins with a text about the founders of the arts.)«

Clm 3941. . . : Clm er en forkortelse af Codices Latini Monacenses — dvs. latinske bøger fra Die Bayerische Staatsbibliothek i München.