Denne artikel af Christian Bruun er indscannet fra Aarsberetninger og meddelelser fra det Store Kongelige Bibliothek, 1875, side 154-161.
I det store kongelige Bibliothek bevares et Exemplar af Dødedandsen, som er temmelig defect og navnlig mangler baade Titelblad og Slutningsblad. Paa Bindet er trykt Christian den Syvendes Navneciffer, - Bogen er altsaa blevet indbundet paa hans Tid, - og Aarstallet 1536. Denne danske Dødedands er ikke omtalt noget Sted hos ældre Forfattere, - den første, som har skrevet om den er R. Nyerup (1) -, intet andet Exemplar vides at være bevaret, ingen Beskrivelse er givet efter et fuldstændigt Exemplar. Det er sagt, at der »hidtil ingen tysk Dødedands er bleven bekjendt , der kunde være Original til den danske (2)«.
(1) R. Nyerup, Den danske Almues Moerskabslæsning, i Iris og Hebe, 1796. Oct.- Decb., S. 47-53.
(2) C. J. Brandt, Dødedandsen, Kbh. 1862, Forord, i Ældre danske Digtere, I, Kbh. 1862. 1854 har N. M. Petersen allerede sagt om Dødedandsen: Den er kjendelig nok oversat af Tydsk. Bidrag til den danske Literaturs Historie, II, Kbh. 1854, S. 289.
- 155 -
Denne Mening er dog ikke rigtig; thi der kan aldeles ingen Tvivl være om, at den danske Dødedands har den lybekske til sin Kilde. Den i Lybek trykte Dødedands udkom 1496, og 1520(1) ; den er prydet med Træsnit , og det er de samme, som ere benyttede i den danske. Sammenlignes Texterne med hinanden, vil man paa mange Steder finde, at den danske er en aldeles ordret Oversættelse af den lybekske, men man vil ogsaa finde, at den danske paa mange Steder er bleven fuldstændig omarbeidet og at betydelige Tildigtninger have fundet Sted. Det er gaaet med den danske Dødedands som med Niclaus Manuels Satire om Messen, der ogsaa blev oversat paa Dansk, men i en selvstændig Bearbeidelse, Kjendsgjerninger, som ikke ere uden Interesse, fordi de vidne om en vis Originalitet hos den Tids danske Digtere. Som et Exempel paa Slægtskabet og Afvigelsen imellem den lybekske og den danske Dødedands aftrykkes følgende Stykker:
Den lybekske Dødedands:
De doth to dem rüter.
Du rüter woldest gerne juncher heten
Dantze vort laet dy nicht vordreten
Ik wyl myt dy fechten in dessen dagen
Gewynnestu so werstu nu to rytter slagen
Ik wildyn ouerdaet nicht lenger schonen
Dyne groten word helpen dy nicht eyne bonen.
De rüter.
Wolumme wolheer myt lichten synnen
De nicht enwaget de kan nicht wynnen
De doth maket my halff den schrul
My duncket he is alderdynge dul
He begynnet my hir unn dar toplücken
He menet my vorwar eyn feltorüken.
(1) Den lybekske Dødedands fra 1520 er aftrykt af W. Lubke, Der Totentanz in der Marienkirche zu Berlin. Berlin 1861, S. 39-48.
- 156 -
Den danske Dødedands:
Døden til Rytteren.
Du Rytter woldest gerne iuncker heten
Dantze vort, laet di nicht vordreten
I denne dag vil ieg fickte mel dig
Du slass til Ridder om du slar mig
Ieg vil din hoffmod ey lenger spare
Dine staalte ord kunde dig icke beuare
Rytteren Suarer.
Vol umme, wolherr mit lichten sinnen.
de nicht enuogen, de kan nicht winnen
Ieg er til freds at døden er vred
Ieg vil hannem møde paa Tune hed
Skal hand mig sla i denne dag
dog skal hand før haffue megen wmag
Skal ieg dog slass i denne striid
til Gud setter ieg nu all min lid
Døden Suarer.
Jeg sagde dig ath du skulle vige
Du ficktede aldrig met min lige.
Som ved dette Exempel har Døden bestandig det sidste Ord. De, hvem Døden tiltaler, svare med Beklagelser eller gode Løfter, men Døden skjærer dem af med en kort kategorisk Udtalelse, der bringer alt Haab til at forsvinde. Dette er en Eiendommelighed ved den danske Dødedands, thi disse Repliker af Døden forekommer ikke i den lybekske.
Det bevarede Exemplar af den danske Dødedands begynder med Blad Aii. Paa første Side er aftrykt et Træsnit: i Mellemgrunden ses Choret af en Kirke; foran det staar en Præst paa en Prædikestol, hans Tilhørere sidde paa Jorden eller staa ligeoverfor ham. I Forgrunden ligger en Hund; bag Kirkens Chor staar et Alter, fra hvilket en Flamme stiger op, i Baggrunden ses en Mand komme ilende ned fra en
- 157 -
Skov paa en Bakke, han har Favnen fuld af Brænde, et Stykke holder han i den høire Haand for at lægge det paa Alteret. Under Træsnittet læses: »Een endelig beslutning Oc formaning. Fortalen«, hvilket Stykke indeholder 96 Vers, svarende til 16 i den lybekske. Blad A4 verso taler: »Døden til Meenheden« i 26 Vers svarende til 16. Blad B verso begynder den egenlige Dødedands. De Personer, som Døden tiltaler, følge i denne Orden (som i Begyndelsen afviger noget fra den, der er fulgt i den lybekske Dødedands), Paven, Keiseren, Keiserinden, Kongen, Hertugen, Cardinalen, Biskoppen, Abbeden, Tydske Ordens Herre, Doctoren i Lægekunst, Kanniken, Kirkeherren eller Sognepræsten, Munken, Ridderen, Officialen (1. Blad mangler), Borgemesteren, Nonnen (1 Blad mangler), Jomfruen (2 Blade mangle), Embedsmanden (<: Haandværkeren), Studenten, Bonden, Rytteren, Ammen og Barnet (derefter mangle 1 eller et Par Blade)(1); paa et følgende Blad slutter Digtet, hvorefter læses: »Enden paa denne Dødedantz«; nedenunder er aftrykt det samme Træsnit, som ses paa første Side. Paa Bagsiden af dette samme Blad er aftrykt et Træsnit, som vist forestiller en Helgeninde skrivende i en Bog; foroven paa den ene Side ses et skjægget mandligt Hoved og paa den anden Side et qvindeligt Hoved, begge med en Gissel (Christus og Maria?). Nedenunder læses: »Endelig beslutning [sic!] Och en formaning til alle«; heraf er kun de 2 første Linier bevarede.
Til hver af de Personer, som Døden taler til, hører der en Figur i Træsnit, i alt er der bevaret 22; til Dødens Svar er føiet et Billede af ham, enten fremstilles han med draget Sværd i venstre Haand ridende paa en Løve, eller med Leen, eller med en Spade. Fælles for alle Billederne, der næsten ere ligestore og ere omgivne af en dobbelt-liniet Ramme, undtagen 2, for hvilke Rammen er enkeltliniet, er, at Figuren staar foran en lav Mur, bag hvilken ses en Bygning, et Landskab,
(1) I det bevarede Exemplar mangle altsaa Eremiten, Kjøbmanden, Junkeren, Borgeren, Beghinen, Narren.
- 158 -
Træer o. s. v. - Alt ganske som i den lybekske Dødedands. I denne er Tiltale og Svar fremsat i 6 Vers; disse indtage ikke større Plads paa Siden, end at de tilsvarende Billeder ere trykte ovenfor, og derved har det været muligt at bringe en Regelmæssighed istand, idet Personerne ere trykte paa Bagsiden af et Blad og stadig vende Hovedet om imod Døden, som er trykt paa det følgende Blads Forside, vendende sit Hoved hen imod Personerne. Denne Regelmæssighed savnes i den danske; thi da Oversætteren ikke altid har holdt sig til de 6 Vers, men ofte har udført Tanken videre, saa ere Replikerne blevne længere, og da dertil bestandig kommer Dødens Svar, have Text og Billede ikke kunnet trykkes paa samme Side, saa Følgen er bleven den, at Personen og Døden ere skilte fra hinanden. Som Prøve paa Træsnittene aftrykkes her Facsimiler af Kongen og Døden (1).
(1) Facsimilet af Kongen er taget efter Kirkeordinantsen 1537, men rettet efter Dødedandsen, det af Døden taget fra Dødedandsen.
- 159 -
Det har naturligvis sin store Interesse, at kunne bestemme nogenlunde sikkert, naar den danske Dødedands er udkommen. Da enhver aldeles paalidelig Oplysning i denne Henseende mangler, er man henvist til en Undersøgelse af selve Bogen for at prøve, om den frembyder en eller anden Eiendommelighed, som kan lede paa Spor. I Texten vil man ikke finde nogen saadan Eiendommelighed, det er da dels Træsnittene dels den brugte Skrift, som maa veilede. Først maa det prøves, om Træsnittene ere særegne for Dødedandsen, eller om de forekomme i andre Bøger. Dette sidste er Tilfældet; thi Kongens Billede er trykt sidst i Rimkrøniken fra 1533 og bag paa Titelbladet af den latinske Udgave af Kirkeordinantsen fra 1537; Tiggermunkens Billede er trykt paa Titelbladet af Tvende skjønne Viser fra 1547; Døden ridende paa Løven er trykt sidst i Christen Skroks
Oversættelse af Luthers Prædiken, hvorledes man skal berede sin Hu til Døden, fra 1538. Det ovenfor beskrevne Træsnit
- 160 -
med Præsten, som prædiker foran Kirken, forekommer i Palladius's Oversættelse af Luthers Encheiridion, trykt 1538. Alle disse Bøger ere trykte hos Hans Vingaard i Kjøbenhavn. Sammenlignes Aftrykkene i disse Bøger med Aftrykkene i Dødedandsen, saa viser det sig, at Træstokkene, som, da de kom i den danske Bogtrykkers Haand, ikke vare nye, dengang de bleve brugte i Dødedandsen ikke have været saa vel bevarede som da de bleve brugte i de andre Bøger, navnlig have Rammerne lidt, idet større eller mindre Stykker ere afbrækkede, i Træsnittet med Præsten er Skrafferingen i nogle Dele helt skaaret bort; og dog ligne Træsnittene hverandre i de mindste Enkeltheder, saa at der ikke godt kan være nogen Tvivl om, at det er de samme Stokke, som ere anvendte. Den Skrift , med hvilken Dødedandsen er trykt, ligner meget den, som Christiern Pedersen bragte med sig fra Frankrig, kun er der den Afvigelse, at m og n i Bøger udkomne fra hans Bogtrykkeri ende med en lille Forlængelse under Linien, men m og n i Dødedandsen mangle denne Forlængelse. Er nu Dødedandsen trykt 1536, da kan den ikke være trykt i Christiern Pedersens Bogtrykkeri, thi han havde da solgt det til Hans Vingaard, ingen Bog vides at være udgaaet fra hans Bogtrykkeri efter 1534; men er Dødedandsen trykt af Hans Vingaard, da maa det forekomme besynderligt, at der kan være saa megen Forskjel mellem Aftrykkene af de samme Træstokke i Aarene 1533, 1536 og 1537. Dertil kommer, at der ikke kjendes nogen Bog, som er trykt af Hans Vingaard med Christiern Pedersens Typer før efter 1550. Og endelig bør der lægges Mærke til, at de Initialer, som ere eiendommelige for Christiern Pedersens Skrifter, ikke ere anvendte i Dødedandsen, men at de Initialer, som findes i den, dels ere Gothiske, dels Fractur, altsaa 2 forskjellige Slags, netop som de findes i Hans Vingaards Bøger efter 1550. Lægges Alt dette sammen, da bliver Resultatet det, at man maa blive tvivlende om Aarstallet 1536 eller Tiden deromkring er rigtig
- 161 -
valgt, og at den Tanke ikke kan bortvises, at Dødedandsen vistnok først er udkommen senere, efter Reformationstiden. Paa den anden Side kan det vistnok slaas fast, at Dødedandsen er trykt af Hans Vingaard i Kjøbenhavn.
Det lader sig let oplyse, hvorfra Aarstallet 1536 stammer. Nyerup fortæller nemlig 1796(1) om den ældste Udgave af Dødedandsen - den som her omtales - , at »Justitsraad Thorkelin (fra hvis Hænder den er kommen i det suhmske Bibliothek, hvorfra nu igjen i det kongelige) har skrevet paa den, at den er trykt i »Kjøbenhavn circa 1536, og ingen Criteria interna ere imod, at den jo kan omtrent være saa gammel.« Senere har Nyerup sagt ganske i Almindelighed, at Dødedandsen efter Sprogets og Trykkens Udseende peger hen til Aarene efter 1530, og at Udgaven menes at høre til Tidsrummet imellem 1530 og 1540. Aaret 1536 er der altsaa ingen Grund til absolut at holde fast paa, det er valgt efter et Skjøn, det er jo det Aar, i hvilket Reformationen betragtes som fuldbyrdet i Danmark.
Det er, som ovenfor sagt, Nyerup, der tidligst har omtalt denne danske Dødedands, første Gang 1796, derefter 1800 og 1816(2). Han aftrykte nogle Prøver og ved Hjælp af dem har Maßmann 1849 paavist Slægtskabet imellem den danske og den lybekske Dødedands(3). I Aaret 1862 har C. J. Brandt udgivet Dødedandsen med nyere Retskrivning(4).
(2) R. Nyerup, foruden det anførte Sted i Iris, i Nyerup og Rahbeks Bidrag til den danske Digtekunsts Historie, 1, Kbh. 1800, S. 181-88, og i Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge, Kbh. 1816, S. 306-308.
(3) I Serapeum, XIX, Leipz., 1849, S. 305-14.
Døden fra Lübeck
Lübeck
Bøger
Den Gamle Danske Dødedans
Christian Bruun