Døden fra Lübeck

Dette er den første genudgivelse af den Gamle Danske Dødedans fra 1860/1862. Teksten, der følger er af Carl Joakim Brandt, der også står for den moderniserede stavemåde og fodnoterne.

En enkelt fejl skal dog påpeges. Der mangler et "ikke" i lægens replik: »Alt det Krud i Apotheken er, Hjelper mig ikke i denne Færd«.

Dødedandsen

 

Paany udgivet af

C. J. Brandt

 


 

Kjøbenhavn

Th. Michaelsen & Tillges Forlag

(C. G. Iversens Boghandel.)

1860.


Forord.

I det 14de Aarhundrede, efterat "den sorte Død" havde hærget Europa, og især i det følgende Aarhundrede blev det almindeligt, at man, for at indskærpe "denne Verdens Forfængelighed", i Klostre og Kirker afbildede Døden i Benrads Skikkelse dandse afsted med Alle, de Unge som de Gamle, de Rige som de Fattige, med Pave og Kejser saagodt som med Tiggere og Krøblinge. I Frankrig, Spanien, England og Tyskland findes forskjellige saadanne Fremstillinger fra den Tid. Til de bekjendteste af disse Billed-Rækker hører en i Paris, to i Basel, en i Bern, og nærmest os en i Lybek. Disse Billeder havde gjerne en rimet Underskrift til Forklaring af Figurerne, og den gamle tyske Text - (i et firliniet Vers tiltaler Døden hver Figur, og faar Svar af samme Omfang) -, opbevaredes tidlig i Haandskrifter, medens Underskrifterne paa Billederne gjerne moderniseredes, hvergang disse blev opfriskede.

Siden, (og navnlig efter at Holbeins berømte Billeder var komne frem), behandledes Æmnet noget udførligere, saaledes som Tilfældet er med vor danske "Dødedands". Man har ment, det var en Oversættelse efter Tysken. Imidlertid er der hidtil ingen tysk Dødedands bleven bekjendt,


der kunde være dens Original, og de tyske, ligesom de latinske, Ord og Talemaader, der forekomme i den, er gjerne anbragte i Folks Munde, hvor det kunde være karakteristisk at de brækkede paa de fremmede Sprog.

Der er kun opbevaret eet, og endda et temmelig stærkt beskadiget, Exemplar af vor "Dødedands" i sin ældste Skikkelse. Efter dens Indre og Ydre at dømme, maa den være skreven og trykt i Reformations-Aarene. Det er ejendommeligt for den, at kun paa "Sognepræsten" tages der lempelig; han er den eneste, der er forberedt paa Dødens Komme, medens Paven og Munken, og hvad til dem hører, ved denne Lejlighed faar læst og paaskrevet. Bogen er trykt med samme Typer som Bøgerne fra Malmø ved Aarene 1530-40. Det er en lille Oktav (med Signat. A til I), der nu har 36 Blade, men har idetmindste haft 7 eller lidt flere til.

Den er prydet med Træsnit, saaledes at til hver Samtale hører to Billeder: Figuren der tiltales (Pave, Kejser osv.), og Døden, enten ridende paa en Løve, eller med en Le, eller med en Spade.

Helt forskjellig fra denne vor ældste "Dødedands", er Lyd. Høyers "Den Lybekske Dødning-Dantz, som er at see afmalet i St. Mariæ Kirke i Lybek" osv. "udi Danske Riim oversat", 1738, og Th. L. Borups Dødedands 1762 (tredie Oplag 1814), med alexandrinske Vers.


Fortalen.

Mine kjære Venner, jeg kan forfare,
Hvilket jeg vil eder nu advare,
At Verden er ganske med Synd besæt,
Det haver nu længe været forgjæt.
Thi haver hver levet efter sin Begjære,
Og Ingen agtede Guds Ord at lære.
Derfore (at vi end nu med Ydmyghed
Kunne kjende vor egen Usselhed
Og altid af Hjertet begjære Guds Naade,
Som kan os bevare fra Syndsens Vaade)
Ville I nu alle stille være,
Da vil jeg eder nogen Tidende bære.
Og lære eder nu ret at dø
Og forsmaa denne Verdens Ø,
Fordi alt det som vorder født,
Det bliver engang med Døden ødt.

Om firehaande Døde haver jeg læst,
Som Skriften taler om allermest:
Gud forbød Adam i Paradis
"At æde af den Frugt, som jeg dig vis';


Gjør du derimod, da skalt du dø,
Og Alle, som fødes i Verdens Ø."
Adam brød Budet foruden al Nød,
Thi kom os over den evige Død;
Den haver Kristus skilt os ved,
Givet os Alle den evige Fred.
Men den naturlige Død kunne vi ej vige,
Hverken Gamle eller Unge, Fattige og Rige,
Den hellige Skrift raaber med al Flid,
At her er jo en stakket Tid.
Derfore lader os for Øjen staa,
At vi stulle snarlige heden gaa.

Den anden Død vil jeg og om tale
Og eder saa hannem for Øjen male.
Den Død er, Synden ihjel at slaa
Og altid mod vor Begjæring at staa,
Dertil den gamle Adam at døde
Og med sin Art lægge aldeles øde.
Den Død er Kristne ganske nyttelig,
Om de ville undgaa Djævelsens Svig.

Den tredie Død er visselige ond,
Thi han fordærver Sjælen i Bund;
Det er, naar Synden maa selv regjere,
Og intet agte om Kristi Lære.
Naar Adam røres med ond Begjæring,
Saa mister Sjælen al sin Næring.
Naar man vil sig ikke med Guds Ord lade styre,


Det maa man kjøbe evindelig dyre,
Thi at naar Sjælen fanger ikke sin rette Føde.
(Jeg men' Guds Ord), da bliver hun øde.
Thi vogte sig hver for denne Død.
Om han vil undgaa Helvedes Nød,
Og høre Guds Ord og tro derpaa,
Og være fuldkommen og ikke laa(1).

Den fjerde Død han er saa slem,
Ingen Ting er saa ubekvem.
Der er ikke nogen anden slig,
Thi han vil vare evindelig.
Thi alle som blive i Synden død,
Og vorde ej hulpne af den Nød,
Ganger Nogen af i slig Vantro,
Da maa han i Helvede evindelige bo.
Thi raader jeg nu baade Mand og Kvinde,
Som evig Salighed agte at vinde,
At I ikke saa forsømmelige heden gaa,
Men meget mere i Troen staa,
Og eders Levnet derefter skikke,
Saa sker Gud Lov og eder Lykke!
Saa kan den naturlige Død eder ej skade,
Men meget mere gavne og baade.

Derfore, værer rede paa hver en Sted,
Naar Døden kommer, at følge med!
Det maa alt være, lader os ikke forfær'e,
Kristus haver varet os ad med sin Lære.


(1) Lunken.


I Evangeliet saa skrevet monne staa,
Os bør der alle at tænke paa,
Vi skulle være rede Dag og Stund,
Thi Døden tøver ingelund;
Vidste Husbonden i hvilken Tid
At Tyven vilde komme, han vaagede med Flid.
Med den Vægt(1) skulle I forstaa,
At I skulle ikke være saa laa,
Men altid stadige i Troen blive,
Saa kunne I frit med Døden kive.

Thi agter nu vel paa dette Spil,
Hvor Døden Alle fange vil,
Men det skulle I og nu lære,
Hvor han vil alle Vantro forfær'e,
Men de som haabes til Guds Naade,
Dem bliver Døden til stor Baade.
Jeg men', han vil ikke længer dvæle,
Men vil os hastelige neder kvæle.
Thi staar nu stille, at se og høre,
Hvad Døden haver med sig at føre.
Jeg men', jeg ser hannem nu komme,
Somme til Onde, og Somme til Fromme!


(1) Vaagen.


Døden til Menheden.

Hilsæl! hilsæl Alle her monne stande!
Ville I allesammen gaa mig tilhande.
Og vandre med mig en ukjendt Vej,
Det hjelper eder intet at sige Nej!
Være sig Pave, Biskop og Kardinal,
Kannik, Præst, Munk og Official,
Være sig Student eller Skolemester klog,
Jeg men' alle dem, som læse i Bog;
Dertil baade Kejser og Kejserinde,
Konning, Hertug og Hertuginde.
Riddere og Svende, Jomfruer og Mø'r,
Borgemester og Raad de dertil hør!

Hvad gjørs Behov nu længer kalde?
I denne Dands skulle I frem alle!
Kommer hid! kommer hid! I maa med gaa!
Der hjelper nu intet imod at staa.
Værer alle beredte i denne Tid,
Og kommer her alle i min Strid!
Jeg vil eder alle paa Jorden udstrække,
Og hver eder een Fod længer række.


Være sig Gamle, Unge, Arme, eller Rige,
Jeg mener dem altsammen tillige.
Menneskens Levnet er i Ungdom
Forfyldt med Synd og meget ufrom.
Ungdommen giver jeg ingen Fred,
Jeg dandser med ham, til han falder ned.


Saa taler nu Døden til Paven:

Hr. Pave! følg nu snarlige med.
Du holder paa Jorden den højeste Sted,
En Vikarius Kristi, du højste Prælat.
Dands du her fore. efter din Stat(1).
Gjerrighed og falsk Lærdom
Haver dig, for Gud, gjort meget ufrom,
Præbender, som for arme Klerke vare gjord,
De ere nu kommen til dine Bord.
Et Hoved for Kristi Faar og Folk
Skulde du have været, og en god Tolk.
Du haver det nu alt slet forvendt,
Og Alting saa i Grunden skjændt.

Hvor kant du det finde skrevet,


(1) Stand.


At du skulde saa have levet?
Ægteskab, som Gud selv bød,
Haver du forbødet under Helvedes Nød,
Derfore have mange bedrevet Hor,
Og slemmere Synder end nogen Mand tror.
Monne du ikke være skyldig i samme Last?
Med dit Forbud du byder saa fast,
Du sætter adskillige Fastedages Tide,
Og andre slig unyttige Ide.
Det haver du af dig selv optænkt.
Og mange Menneske dermed skjændt.
St. Povel og Apostle flere
De monne ikke saa i Skriften lære.

Se nu til, hvor det vil gaa.
Her ser du Døden fore dig staa.
Kant du nu i Himmelen komme.
Saa gjør dertil dit Bedste og Fromme.
Alligevel maat du først med mig dandse.
Havde du end paa fire Perle-Krandse;
Nu vil jeg dig skyde i min Borg,
Hun er opfyldt med Suk og Sorg!

Paven svarer:

Maria! forbarme dig, miserere mei(1)
Hjælp nu, St. Peder! o vi, o hej!
Eja, o vi! skal jeg nu dø.
Da hjælp mig nu, Maria Mø!


(1) Miskund mig.


Alt er jeg til Højstad udkaaren,
Det er dog nu med mig forloren.
Jeg skulde holdet Kristne i Endrægtighed.
Og ledt dem paa den rette Bed(1).
Som de deres Sjæles Føde kunde faa.
Nej, jeg var altfor meget laa.
Jeg haver vist meget paafundet,
Som ikke i Skriften er begrundet,
Alt det mig fyldte(2), var Hovmod og Bram,
Eja, nu frygter jeg for stor Skam.
De hellige Fædre, som fore mig vare.
Gode Sæder og stor Hellighed de bare.
Og have saa skint i Guds Tempel,
Mig og mine Efterkommere til Exempel.

Jeg lod mig tykke, jeg var en Herre.
Jeg var dog i Synden en Træl, desværre.
Havde jeg og altid gjort vel,
Og kommet ihu, jeg var en Træl,
Da havde jeg ikke skikket mig saa ilde.
At klage derpaa, er nu forsilde.
At prædike Guds Ord eller tale derom.
Det aldrig i min Hu kom,
Men jeg sendte Legater ud, store og smaa,
Om de kunde nogensteds Penninge faa
For deres falske Aflad, Løgn og Tant.
Som Djævlen mig lærte og jeg paafandt.
Man vidste ej andet, end det løste og bandt.


(1) Græsgang. (2) "fulde."


Guld og Penninge førte de til mig.
Det fortærede jeg skændelig.

Ak, maatte jeg leve en liden Stund.
Jeg vilde mig bedre af Hjertens Grund,
Og en stor Part af Himmerige forhverve.
Enddog jeg agter der noget at arve.
Skulde jeg intet have for mit Pavedom,
Som jeg haver længe haft i Rom?
Opstandelse-Messer lod jeg for mig holde
Og dertil mange Bønner bolde.
Nu fornemmer jeg den haarde Død.
Han gjør mig baade Sorg og Nød;
Jeg maa alt nu med hannem bort gaa,
Det hjælper mig intet imod at staa.

Døden svarer:

Denne Borg skal jeg nu give dig,
Og flere som skulde nu følge mig.


Døden til Kejseren:

Hr. Kejser! du est en vældig Mand,
Udkaaren at styre mange Land.


Den menige Kristenhed at forbedre
Og Guds Modstandere at fornedre,
Med Sværdet udi Retfærdighed.
At holde de Kristne i Endrægtighed.
Det hørte din Stat til at fuldkomme,
Det kunde dig baade gavne og fromme;
Men, hvad heller det er eller ej,
Da gak med mig og sige ikke Nei,
Jeg vil dig i min Borg indkaste,
Der skalt du græde og hyle og faste,
Dine Tænder skulle knabre alle sammen.
Det gaar dig ud foruden Gammen.

Kejseren svarer:

Beraad nu Gud, og alle Helgens-Skare.
Mig tykkes, Døden vil mig ikke spare.
Saa ve er mig, som mit Hjerte vil briste,
Derfore kan jeg ej Lægedom miste.
Om alle Doctor af Grækeland
Vaare hos mig, og beskue mit Land,
Og kunde jeg æde en Apothek op,
Det hjelper dog intet min syge Krop.
Døden skynder sig alsommest,
Og Sygdom haver mit Hjerte befæst.
Mig var befalet af min Herre og Gud,
At jeg skulde levet efter hans Bud.
Mange Klagemaal for mig kom,


O havde jeg gjort den rette Dom!
Men, er der Fejl paa min Side,
Da hjelpe Guds Naade, den vil jeg bide(1).

Døden svarer:

Her er min Borg, her skalt du blive,
Jeg vil nu heden og flere hid drive.


Døden til Kejserinden

Kejserinde, Kejserinde! du ædle Kvinde,
Hvorlunde stander nu din Sinde?
Alt dit Hjerte og Salighed
Haver du lagt paa Hoffærdighed.
Du skulde dagtinget(2) de Usle og Arme,
Og altid dig over dem forbarme,
Men kom snarlige og følg nu mig,
En hel Fod længer rækker jeg dig.
Med disse samme Ord vil jeg og kalde
Fruer og Jomfruer i Verden alle,
Thi lige saa vil jeg med dem handle,
Til Muld og Jord snarlige forvandle.


(1) bie, oppebie. (2) talt god for.


Hold ved, dands fram! det maa alt være,
Det hjelper nu ikke efter at kære.

Kejserinden svarer:

Aha, hvor underlig er jeg til Sinde,
Dog er jeg en ædel Kejserinde.
Jeg haver nu meget med Verden at skaffe,
O vilde Døden mig ikke straffe!
Hvad kunde det hannem skade, vilde han mig spare,
At jeg komme ikke i saadan Fare.
Maatte jeg se mine Børns Hæder og Ære.
Da vilde jeg meget glader være.
A nej, nej, det kan ikke ske.
Jeg føler den bitter Dødens Ve.
O Gud, til dig er al min Lid.
Hjælp mig nu i denne Tid!
Jeg maa nu heden med Døden træde,
Til megen Sorg og ingen Glæde.

Døden svarer:

Jeg stal dig nu vise Vej,
Gak med mig, der hjælper ikke Nej!


Døden til Konningen:

Hovmægtig Fyrste, vældig og rig!
Træd hid, du skalt nu være mig lig,
Guds Ord skulde du altid forfremme,
Retfærdighed og Miskund ikke glemme.
Haver du det gjort, da vær nu glad.
Du skalt nu til en anden Stad.
Det hjelper ikke imod at staa,
Du stalt strax heden med mig gaa.

Konningen svarer:

Oho, alle de Læger der ere i vort Rige,
Lader dem alle komme hid tillige.
Skikker mig og en Mester klog,
Som haver studeret i Lægebog,
Thi Døden begynder mig saare at plage,
Jeg tror, jeg fanger ej mange Dage.
Jeg vilde, han vilde det sætte i Dag(1),
Til jeg finge skikket min Ting i Lag(2)!
Vaare min Sjæl fra Synden fri.
Da ginge jeg dristelige i denne Kri'.


(1) opsætte. (2) ilave.


Nu stinger mig Døden saa jæmmerlige,
Jeg kan nu ikke for hannem vige.
O Gud almægtigste, for din Naade,
Hjælp mig nu af denne Vaade!

Døden svarer:

Om Lægedom at tale kan ikke due.
Jeg skal dig i min Borg ned skrue.


Døden til Hertugen:

Kom, ædle Herre! velbyrdig og skjøn.
Til Dandsen est du meget kjøn.
Du begjærer endnu mere Herredom og Land
Og beskatte og plage mangen Mand.
Naar du skalt af Verden gaa,
Din store Rigdom kant du ej med dig faa.
Gud haver givet dig megen Magt,
Haver du vel givet derpaa Agt,
Da kan det komme dig til Gavne,
Naar Gud vil alle for Dommen savne(1),
Men hvad det er, da kom med mig,
Til Dødens Borg da følger jeg dig.


(1) samle.


Hertugen svarer:

Hjelp de hellige tre Konger af Kolne Stad,
Vil nu Døden gjøre mig uglad,
Endnu at dø er ikke min Tid,
Jeg haver nu først til Verden stor Lid.
Nu er jeg saa syg, jeg kan mig ej røre,
Døden vil mig af Verden kjøre,
Jeg maa nu lide denne Nød,
Gud, frels mig fra den evige Død!

Døden svarer:

Gak hid strax, og sig ikke Nej,
Jeg vil gaa med og vise dig Vej.


Døden til Kardinalen:

Hr. Kardinal! med din lange Svands,
Gak nu hid i denne Dands.
Jo mere du havde i Verden here,
Des ydmygere skulde du for hver Mand være.
Du skulde den hellige Kirke opstøde(1).
Jeg men', du haver hende moxen lagt øde.
Din store Misbrug og falske Fund
Kan dig ikke hjælpe i denne Stund.


(1) stytte.


Kom nu straz at følge mig,
Til fremmede Lande da følger jeg dig.

Kardinalen svarer:

Deus meus(1)! benaade mig,
Thi jeg haver aldrig ret dyrket dig.
Af Apostlenes Sæde havde jeg Navn,
Det beviste jeg aldrig med noget Gavn.
I deres Skrift jeg ret aldrig saae,
Og ikke Heller i deres Veje vilde gaa,
Men mere efter Pavens Paafund,
Det var mit Arbejde alle Stund.
Nu ser jeg, hvad det kan mig forhverve,
Thi Døden vil mig plat fordærve.

Døden svarer:

Det er alt nu for silde at klage,
Du haver Ende paa dine Dage.


Døden til Biskoppen:

Herre Biskop! du skalt nu høre mig,
Af dine Dyder siger jeg dig:
Med Krig og Orlog hævnte du din Harm,
Og gjorde saa mangen Mand ussel og arm.


(1) min Gud.


Af Kristi Faar plukkede du den Uld,
Af Gjerrighed kunde du ikke blive fuld.
Naar du havde plukket Kristi Faar saa fast
Og gjorde dem baade Skade og Last,
Siden skjødte du ej hvort de fare,
Om de bleve fri eller komme i Snare.
Dog skulde du anderledes have gjort,
Det haver du baade hørt og spurgt,
Du skulde selv taget Kristi Faar tilvare,
At de kunde blevet foruden Fare,
Og skift blandt dem den gode Føde,
Nu haver du moxen lagt dem øde,
I hvad Maade og med hvad Fund,
Det tales nu skjøt af hver Mands Mund.
Jeg kan ikke længer tale med dig,
Thi du maat nu strax følge mig!

Biskoppen svarer:

Pax domini(1) og hans store Miskund
Være med os i denne Stund!
Jeg kan af min Nature forfare,
Mit Liv vil ikke længe vare,
Jeg tænker nu, hvad Paulus skrev
Til Timotheum, en Biskop gæv,
Hvorledes en Biskop bør at være
Ustraffelig og altid Guds Ord lære.
Krig, Jagt, og Stakkarle at plage


(1) Herrens Fred.


Det var min Prædike i mine Dage.
Nu er megen Usamdrægtighed
Opkommen for min Gjerrighed.
Nu kan jeg mig ikke bare,
Døden vil mig ikke spare.
Jeg havde nu mindst paa hannem Agt,
Nu tager han mig med Vold og Magt.

Døden svarer:

Svik stille(1), hold din Mund tilhobe,
Jeg skal nu kjende dig op at maabe.


Døden til Abbeden:

Hr. Abbed! geistlige Fader gantz(2),
Kom nu hid udi min Dands.
Hvor mange Kapiteler monne du i være,
Før du kunde din Regel lære?
Men, hvad som der staar skrevet udi,
Det lader jeg denne Tid gaa forbi.
Kloster haver du givet dig i,
For du vilde være for Arbejde fri.
Du vilde aldrig noget godt lære,
Hvor Guds Ord lærtes, vilde du ej være.


(1) til stille. (2) ganske.


Tænk, hvor det vil med dig gaa,
Her ser du Døden for dig staa,
Jeg gaar nu ikke fra dig før,
End du kommer igjennem denne trange Dør.

Hr. Abbed:

Hjelpe Gud og Maria, hvor er jeg krank,
Skal jeg nu dø! uden min Dank(1).
I otte Kapiteler var jeg udi,
Før jeg kunde blive i Orden fri,
Dertil meget studeret og læst
Om Ordens Begyndelse altsommest.
Hvor det er skikket af første Tid
At have der lærde Mænd, at gjøre deres Flid
Med unge Drenge i gode Lærdomme,
At de kunde deraf blive fromme,
Og der optugtes i Ære og Dyd,
Dem sjelv til Gavn og evig Fryd.
Og være dem lydige i alle Maade,
Hvad deres Læremestere monne dem raade,
Saalænge til de kunne duelig være,
Selv vel at leve og andre lære;
Men nu have vi saa fundet paa,
At Hellighed skulde paa Klosterlevnet staa.
Dermed have vi bedraget Mange,
Som i den Mening havde været forlange(2).


(1) Tak, (Ønske). (2) længe.


Maatte jeg faa bedre af denne Sygdom,
Jeg vilde gaa paa min Fod til Rom,
Men Døden vil ikke staa af til Side,
O Gud, hjelp mig af Sorg og Kvide!

Døden svarer:

Paa saadant skulde du have givet Agt,
Der du var karsk og i Velmagt.
Vær nu rede at følge mig bort,
Du skalt ikke selv vide hvort.


Døden til Tydske Ordensherre:

Herre Mester af Tydske Orden!
Paa dig bruser jeg med min Torden.
Til Gjerrighed og Verdens Ære
Havde du altid din største Begjære.
Nu gak med mig og vær ej sen,
Dette Herredom faar du aldrig igjen.

Herren af Tyske Orden svarer:

Nu tykkes mig, jeg haver onde Kaar,
Dog haver jeg været her femten Aar
En Guds Ridder og en Mester viis,
Og haft derfore stort Lov og Pris.


Nu kan ikke mit store Navn
Komme mig til Salighed eller Gavn,
Thi Døden vil mig plat forøde
Med stor Sygdom og megen Møde.

Døden svarer:

Du taler fast om din Ære,
Dog maat du her ikke længer være.


Døden til Docteren i Lægekunst:

Hr. Doctor! du beskuer fast dit Vand,
Nu skalt du til et andet Land.
Hør nu mig, Doctor Lampe,
Jeg vil nu holde med dig en Kampe,
Du skalt ikke længer i Glasset kige,
For min Magt maat du nu vige.

Docteren i lægekunst svarer:

Hjelpe Gud, jeg er saa ilde tilpas.
Det Vand jeg haver i dette Glas
Er baade grønt, rødt og blakket.
Det betegner, mit Liv vil blive stakket.


Alt det Krud i Apotheken er,
Hjelper mig i denne Færd.
Med Krud hjalp jeg mangen Mand,
Nu kan det ikke gjøre mig Bistand,
Døden kommer med sin Snak,
Og tager mig bort uden min Tak.
O Gud almægtigste, benaade mig,
Min Trøst er nu aleneste til Dig!

Døden svarer:

Kom, kom, jeg siger end en Gang kom!
Dig hjelper nu ingen Lægedom.


Døden til Kanniken.

Hr. Domherre, proficiat, bona dies(1)!
Bliver det forglemt, her vorder noget Nyes(2).
Fem Sognekirker havde du.
De skulle ilde bekomme dig nu.
Du holdt stor Gravitet over dit Bord,
Du vilde ikke prædike et Guds Ord,
De Fattige vilde du intet give,
Derfore vil jeg hardt med dig kive.
Din Graaskinde-Kappe skalt du aflægge
Og blive i Jordens sorte Vægge.


(1) tillykke, goddag! (2) Nyt(?)


Kanniken svarer:

Eja, eja mig fattige Mand!
Skal jeg nu vanke i fremmede Land,
Hertil haver jeg haft stor Magt,
Paa Døden havde jeg liden Agt.
Maatte jeg leve nogen Stund,
Da bleve jeg snart Prælat i Lund,
Jeg er der meget duelig til,
Nu vil Døden regjere sit Spil.

Døden svarer:

Gak strax med mig, Kannik strunk!
Din Gravitet hjelper dig ikke, Munk!


Døden til Kirkeherren eller Sognepræsten:

Hr. Kirkeherre! cum Licentia(1) kommer jeg til dig,
Du skalt strax nu følge mig.
Du haver nogen Stund været en Hyrde(2),
Over Kristi Faar, som han kjøbte dyre,
Dog at du est en viser Mand,
Du maat alt dandse ved min Hand.


(1) med Forlov. (2) læses: Hyre.


Sognepræsten svarer:

Lov og Ære være dig, evige Gud!
For du sender nu til mig dit Bud,
O Gud, til dig staar alt min Lid,
Udi Velmagt og i Dødsens Tid,
Dit Ord, som du fikst mig at føre,
Det haver jeg ladet alle høre,
Og bad dem derefter gjøre og det gjemme,
I Hjertet det bevare og aldrig glemme,
Saa kunde de blive derved tryg,
At være hos dig i Glæde evindelig.
O Herre, bevare dine Faar fra Ulve grumme,
Og for de Hunde, som ere stumme!
O Herre, lad aldrig komme mere
Udi vort Hjerte den falske Djævels Lære,
Jeg giver mig aldeles under din Magt,
Thi giv ikke paa mine Synder Agt!

Døden svarer:

Du skalt nu til en hellig Stad.
Der skalt du evindelig være glad,
Hos din Frelsermand, Jesum Krist,
Den du haver bekjendt for Verden vist.


Døden til Munken:

Broder Silvanus! eller hvad du heder,
Dig er, der jeg saa fast efter leder,
Din Klosters Regel og falsk Kydskhed
Hjelper dig ikke til Salighed.
Kom nu strax og dands med mig!
En sorgfuld Aftensang kjender(1) jeg dig.

Munken svarer:

O Deus, hvor underlig lyde disse Ord,
Dem hørte jeg aldrig over vort Bord,
I Kloster haver jeg rolige levet,
Og megen underlig Ting bedrevet.
Jeg haver og været i Termen(2) ude
Og tryglet fra Bonden Øxen og Stude.
Vilde nu Døden være mig saa blid.
At jeg maatte leve en stakket Tid,
Jeg vilde Fyldest for Synden gjøre.
Nu vil ikke Døden slig Snak høre.

Døden svarer:

Hør hertil nu, Broder Tuul,
Læg nu af din Ordens Kuul(3),


(1) lærer. (2) (Termin), Tigge-Distriktet. (3) (culla) Kutte.


Jeg vil dig heden til Mørket sende,
I Sorg og Drøvelse skalt du dig vende.
Og al din Ordens Glæde have Ende.


Døden til Ridderen:

Stræng Ridder! født af ædel Stæmme,
Kom hid, jeg vil dig ikke glemme,
Gak nu frem i denne Dands,
Din Magt, Verdens Ære, og din Finants(1)
Vil nu have Ende foruden Skjemt,
I din Velmagt havde du det glemt.

Ridderen svarer:

Hjelp, Ridder St. Jørgen! mig monne saa svime,
Aldrig havde jeg en værre Time,
I denne Nat vaagede jeg saa længe,
Til kongelig Majestat vilde til Senge,
Og holdt Hans Naade med lang Snak,
At jeg kunde fortjene megen Tak,
Nu føler jeg den bitter Død,
O Gud, hjelp mig i denne Nød!

Døden svarer:

Vær strax tilrede at følge mig.
En sorgfuld Forlening giver jeg dig.


(1) List.


Døden til Officialen:

I gejstlige Dommere. og du Official!
I skulle nu i en jæmmerlig Dal.
Jeg stævner eder hid til mig nu alle.
Ihvad man eder ved Navn monne kalde,
For Dommen skulle I alle gaa,
Det hjelper ikke at have Voxe-Næse paa.

Official svarer:

Disse Ord. nu ere fremført,
Haver jeg aldrig tilforn hørt,
Dem vilde jeg aldrig tænke paa,
Ikke heller efter Retvished gaa.
St. Hans med den røde Mund
Haver fordærvet Retvished i Grund.
Døden vil mig det nu gjelde,
Han vil mig skille ved mit Vælde.

Døden svarer:

Dette skulde du førre tænkt,
For saadan Sorg havde blevet dig skænkt.


[Blad G mangler. Den næste Figur, som optræder, er "Borgemesteren"; men Begyndelsen af Dødens Tiltale til ham mangler. Paa Blad Gii fortsættes:]

Det vil ikke længer blive saa slet,
Du skalt nu for en strengere Ret.
Haver du skikket hver Ret og Skjel,
Da gaar det dig for Dommeren vel.
Men haver du sagt uretvis Dom,
Ve dig, at du til Verden kom.

Borgemesteren svarer:

Ak Gud. hvor skal jeg det forstaa.
At jeg saa snart af Verden skal gaa.
Jeg mente, jeg skulde end blive sparet,
Til jeg finge flere Sager forklaret.
Disse Borgere kunne mig ikke ombære.
De have af mig stor Hæder og Ære.
Nogen Stund haver jeg Borgemester været,
I gode Dage mit Levnet fortæret,
Eja, hvor stinger nu Døden mig,
O Gud almægtigste, jeg flyr til Dig!

Døden svarer:

Kom nu med mig, Borgemester bold!
Her er alt Ende paa dit Vold.


Døden til Nonnen:

Kloster-Nonne, du ædel Pige,
Jomfru Alhed, du skalt nu være min Lige,
Din Viil og Kviil(1) og Rosenkrands skjøn,
Derfore faar du ikke mere Løn,
Ej heller for Faste og Læsning din.
End du havde ganget og vogtet Svin.

Nonnen svarer:

Hjelp Marie, mig er saare mødigt,
Skal jeg nu dø, det gjør jeg nødigt,
Jeg hører nu, at det duer ej,
At tjene Gud med Klosterej,
Jeg havde mig agt en Jomfru-Krands,
Nu maa jeg heden i Døden-Dands.

Døden svarer:

Ræk til mig dine hvide Hænder,
Jeg følger dig bort fra Venner og Frænder.


(1) Viiel oc Kuiil, Slør og Hovedlin.(?)


[Blad G iv mangler. Dødens Tiltale til den næste Figur mangler, men Svaret er:]

Lad mig end leve nogen Tid,
At jeg maatte bruge en anden Id,
End jeg haver gjort til denne Stund,
I Synd og Ondskab mangelund,
Med Slemmen og Demmen i Overflødighed,
Desligest med Hovmod og Ukyskhed,
Jeg havde nu agtet at gifte mig snart,
Nu tager Døden mig med en Fart.

Døden svarer:

Læg strax af din Perle-Krands,
Og følg mig nu i denne Dands.


Døden til Jomfruen

Jomfru Tore, eller hvad du hedder,
Kom hid, og lære nu mine Sæder,
Du plejer ja gjerne at gaa i Dands,
[Med hvi]de Klæder og lange Svands,
Nu skalt du strax udi mit Næd(1).
Her er end flere. skulle følge med.


(1) Net.


Jomfruen svarer:

Eja, maatte jeg end blive ilive,
Derom vilde jeg mine Klenodie give,
Døden sparer intet menneskeligt Kjøn.
Thi hjelp mig nu, Marie Søn!

Døden svarer:

Vi maa alt strax nu heden gaa,
Det hjelper dig ikke her længer at staa.


Døden til Borgeren:

Du Borger, du vanker til Strand og Land,
At du kant blive en riger Mand,
Stor Falskhed brugede du med den Arme,
Derover maatte Gud sig forbarme.
Du skalt ikke længer bruge sligt Svig,
Jeg er nu kommen hid efter dig.

Borgeren svarer:

[O] hvad haver jeg meget dertil gjort,
[Mit] Navn kunde blive mangested spurt,
[Guld] fik jeg med Aager og Svig,
[Nu vil det] ilde bekomme mig.


[Her mangler 2 Blade: H iii og H iv. Af Samtalen paa det sidste findes kun paa næste Blad en Rest af to Linier:]

Kom nu strax med mig, Per Vinge,
Det hjelper ikke dig længer at tinge.


Døden til Embedsmanden(1):

Du Embedsmand, gjør nu din Flid,
Af Verden maat du følge mig i denne Tid.
Havde du end flere Embede lært,
Det hjelper dig dog intet i denne Færd.

Embedsmanden svarer:

Hjelp nu Gud og Sancte Loye(2),
Iaar skulde jeg skyde Papegøje,
Døden giver mig ingen Tid,
Han bruger med mig sin største Flid.
O Gud, giv mig af din Miskund,
Den beder jeg om af Hjertens Grund.

Døden svarer:

Jeg vil nu strax gaa afsted.
Du vorder alt at følge med.


(1) Handværksmanden. (2) Biskop Eligius, berømt Guldsmed og Handværker-Patron.


Døden til Studenten:

Hr. Domine Baccalaurie, jeg siger saa,
Du skalt ikke længer til Studium gaa.
Haver du studeret til Kristi Ære,
En god Hjelp monne det dig nu være.
Du skalt alt for den retvise Dom,
Havde du end studeret i Rom.

Studenten svarer:

Neqvaqvam, expectate(1), det er ikke Tid,
Jeg agter at studere med større Flid
I de syv frie Konster vel gjeve,
At jeg maatte herefter ærlige leve.
Maatte jeg med Døden disputere,
Om jeg kunde fri for hannem være,
Jeg formærker, det hjelper mig ikke nu,
O Herre Gud, kom mig ihu!

Døden svarer:

Læg nu af din Baccalaurie-Hætte,
I min Borg vil jeg dig sætte.


(1) ingenlunde. Vent dog!


Døden til Bonden:

Tidicke Bonde, kom med en Hast,
Hvem jeg faar fat, dem holder jeg fast,
Haver du frygtet Gud og haft ham kjær,
Og elsket din Jævnkristen fjern og nær,
Da kan dig ikke skade et Stykke,
Af denne Verden vil jeg dig rykke.

Bonden svarer:

Eja, Godz blaam(1)! skal jeg nu dø,
Jeg agter end at høste baade Korn og Hø,
Og siden deraf gjøre mig Gavn,
Somt vil jeg sælge i Kjøbenhavn.
Jeg haver hjemme saa skjøn en Daatter,
Han er saa hvid som nogen Taatter,
Hendes Bryllup vilde jeg gjerne gjøre før
End de skulle bære mig død af Dør.
Min Hustru er saa hæderlig en Kvinde,
Fuldvel kan hun væve og spinde,
Skal jeg nu fra hende saa snart,
Det napper i mit Hjerte fuldhardt,


(1) Guds død!


Fuldondt haver jeg i mine Tarme,
Jeg haver alt mine Fiske varme.

Døden svarer:

Tænk nu hverken paa Kone eller Barn,
Du skalt nu strax udi mit Garn.


Døden til Rytteren:

Du Rytter woldest gerne Juncker heten,
Dantze vort, laet di nicht vordreten,
I denne Dag vil jeg figte med dig.
Du slas til Ridder, om du slar mig.
Jeg vil din Hovmod ej længer spare,
Dine stolte Ord kunne dig ikke bevare.

Rytteren svarer:

Vol umme, wolheer mit lichten sinnen,
De nicht enwogen, de kan nicht winnen,
Jeg er tilfreds at Døden er vred,
Jeg vil hannem møde paa Tune-Hed.
Skal han mig slaa i denne Dag,
Dog skal han før have megen Umag,
Skal jeg dog slas i denne Strid,
Til Gud sætter jeg nu al min Lid.

Døden svarer:

Jeg sagde dig, at du skulde vige.
Du figtede aldrig med min Lige.


Døden til Ammen og Barnet:

Du Amme, kom hid med dit Barn,
Jeg haver nu udsæt alle mine Garn,
Brødre og Søstre skulle nu med,
Unge og Gamle i hver en Sted.

Ammen svarer:

O græsselig Død, jeg paa dig øber(1),
Spare dette Barn, som jeg nu svøber.
Du kant dog lidet af mig vinde,
Jeg er en fattig skrøbelig Kvinde.
Det vil nu være foruden Skjemt,
Døden haver mit Hjerte klemt,
Thi vil jeg mig nu Gud befale.

[Her mgl. atter et eller flere Blade. På Slutningsbladet læses:]


(1) raaber.


Nu kommer Døden med sin Magt,
Paa hannem havde jeg ingen Agt,
Jeg er saa syg, jeg kan ikke gaa,
Hjelp mig, Gud, som alting formaa!

Døden svarer:

Læg nu af din spanske Kappe.
Padder og Orm skulle dine Tarme nappe.

Enden paa denne Dødedands.

Yderligere information:


Op til Den Gamle Danske Dødedans