Dødedans i Berlin

Døden fra Lübeck var berømt i miles omkreds og inspirerede flere bøger. Det var en del af enhver ordentlig dannelsesrejse (som f. eks. H. C. Andersen og Thomas Nugent), at man passerede dødedansen.

Det ville være synd at sige, at Berlins dødedans var særlig berømt - rent faktisk var der ingen, der anede, at der fandtes en dødedans, før den pludselig dukkede op under nogle kalklag, da man skulle udbedre kirkevæggen i 1860.

Siden da er kalkmaleriet blevet restaureret en del gange, hvor man har forsøgt at "forbedre" maleriet ved at overmale det. I 1955 blev maleriet "af-restaureret" idet alle de uoriginale lag maling blev fjernet. Dette er en af grundene til at maleriet ser bedre ud på gamle fotos (se de eksterne link længere nede), end det gør i dag.

Maleriet er i dag i meget dårlig stand, og det har været nødvendigt at beskytte det bag glas for at sikre det mod fugt og temperatursvingninger. I fotografiet ovenover kan man se, hvordan dødedansen fortsætter på væggen i baggrunden. Det lille slot har ikke noget med dødedansen at gøre, men står der, fordi rummet pga. den ensartede fugtighed også bruges som værksted til restaurering af kirkens andre kunstgenstande.

Fotografiet til højre viser, hvordan maleriet ser ud i dag. Generelt er de røde farver bedst bevaret - og de blå dårligst.

I forhold til mesterværkerne i Lübeck og Tallinn er maleriet i Berlin langt mere primitivt - med simple stregtegninger direkte på væggen. Det kan måske undre i dag, men forklaringen er, at Berlin dengang i 1470 var en meget lille by med knap 10.000 indbyggere. I modsætning hertil havde Lübeck over dobbelt så mange indbyggere, og som Hansaens dronning havde Lübeck råd til at ansætte verdenskendte kunstnere (som Hans Memling) eller lokale talenter (som Bernd Notke).

Så sent som i 1506 erklærede abbed Johannes Trithemius, at en sand lærd på Berlin-egnen var lige så sjælden som en hvid ravn.

Det Ukendte Maleri

Man ved næsten intet om maleriets historie. Det var en uventet overraskelse, da man rent tilfældigt opdagede det 22,6 meter lange maleri bag den hvide kalk i efteråret 1860.

Lübke bemærkede året efter, at Douce havde citeret Misson for eksistensen af en dødedans i Mariakirken, men at det ikke havde givet anledning til efterforskning: »Selbst der Umstand, dass Douce in seinem Werke p. 48 einen Todtentanz aufführt, der nach seiner Angabe von Misson erwähnt werde, hatte keine Veranlassung zum Nachforschen gegeben« og »kam der von Douce angezeigte, seit so langer Zeit verschwunden gewesene Todtentanz zum Vorschein«.(1)

Og ganske rigtigt skriver Douce: »Misson has noticed a Dance of Death in St. Mary's church at Berlin, and obscurely referred to another in some church at Nuremberg«.(2) Her skal det tilføjes, at Douce havde skrevet noget lignende allerede 40 år forinden, nemlig i indledningen til 1794-udgaven af Hollar, hvor han dog ikke angav sin kilde: »[…] and in St. Mary's church at Berlin, these paintings were to be seen« (side 6-7).

Douce blev citeret så sent som i 1849 i en bog om Holbein's dødedans-alfabet, der i forordet tager Berlin med i en lang liste af byer, hvor dødedansene var "dels betydningsløse, dels tvivlsomme og for det meste ikke længere eksisterende".(3)

Hverken Lübke, Prüfer(4), Langlois(5), Fortoul(6), Russell Smith(7) eller Peter Walther(8) kunne finde Missons bemærkning, men den er god nok: Efter at have beskrevet "the Dance of the Deceased" i Basel, fortsatte Misson: »We are inform'd by Stow, that there was such a Dance at S. Paul's London, before that Church was consumed by the Fire (in the Year 1666.) and I have seen the like at Berlin in S. Mary's Church«.(9) Hvis Misson (1650-1722) selv har set maleriet i Berlin, kan det ikke have været blevet overkalket ved Reformationen. Et bedre gæt er derfor, at overmalingen først er sket ved den store renovering i 1729.

Et andet vidne var Jacob Schmidt, der i 1729 skrev, at dødedansen til venstre for indgangen er blevet kalket over ved en renovation, og da ingen har noteret sig figurer eller vers, er værket at tælle blandt "res deperditas" (tabte sager): »den Todten-Tantz […] ist bey der Renovirung der Kirchen mit Kalck überstrichen, und also wo ihn nicht jemand mit seinen Figuen und alten Verschen abgeschrieben unter die res deperditas zu zählen«.(10)

Det nyeste vidne om det forsvundne maleri må være Thomas King, der i "The study-book of Medieval Architecture & Art" fra 1857/1858(11) nævner dansen blandt de forsvundne: »There were also Dances of Death at St. Paul's in London, at Minden, Amiens, Leipsic, Dresden, Meissen, Anneberg, Berlin, Vienna, Nuremberg, and at the Augustinian Convent at Erfurth«. Denne tekst blev gentaget i 1868-oplaget og i 1893 — dvs. 33 år efter at det forsvundne maleri var genfundet.

Maleriets alder er endnu mere ukendt. Maleriet befinder sig under tårnet, og i en notits fra 1490 omtales tårnet som nyt og endnu ikke fuldført. Hermed hentydes der måske kun til spiret, men det indikerer, at maleriet tidligst kan være skabt få årtier før 1490.

Opdagelsen af Maleriet

Maleriet blev tilfældigvis opdaget under kalken i efteråret 1860. Den følgende vinter arbejdede kunsthistorikeren Wilhelm Lübke (1826 - 1893) på at undersøge maleriet og skrive teksten ned.

Vinteren var usædvanlig hård, og i sine erindringer kalder Lübke arbejdet det måske mest anstrengende, han nogensinde havde udført. Hver morgen måtte han køre til kirken i overfrakke, plaid og tykke filtsko. Næppe havde han duppet væggen med en varm svamp, før der dannedes iskrystaller. Lübke kalder det et halvt mirakel, at Døden ikke ved samme lejlighed trak ham ind i sin række.(12)

Lübke fik hjælp af Hans Ferdinand Maßmann til at fortolke den plattyske tekst. Maßmann var forfatter til Litteratur der Totentänze (1841) og Die Baseler Todtentänze (1847). Selvom han lige havde haft et slagtilfælde, deltog han i arbejdet i flere uger i den bitterkolde vinter. Den unge kunster Rudolph Schick tegnede maleriet af i målestok 1 til 10, og de tre mænds samlede arbejde blev udgivet i 1861 (se eksternt link).

Året efter blev maleriet restaureret af Fischbach fra Düsseldorf, der med fri hånd og fri fantasi tilføjede de dele af maleriet, der var forsvundet. For eksempel var kapellanen og Døden på begge sider næsten forsvundet. Fischbach rettede også op på teksten — formentlig med hjælp fra Lübke's bog.

Den næste på banen var Theodor Prüfer, der lavede de litografier, jeg bruger på de otteogtyve sider i denne sektion. Disse litografier bygger således på Fischbach's hårdhændede restaurering. Resultatet er sommetider pudsigt, som når Prüfer roser de meget spottende grimasser på de forskellige Døds-gestalter, der alle er meget forskelligt udført. På dette grundlag konkluderer Prüfer, at kunstneren ikke kunne have været helt uden evner.(13) Problemet er bare, at Lübke havde fortalt os — inden restaurationen — at tegningerne af skikkelserne alle var simple former uden skygger og med få detaljer, der mange steder havde tabt meget af deres tydelighed — især døds-gestalterne foroven og især i hovederne, der kun kunne ses med store vanskeligheder.(14)

Prüfer var arkitekt og kunne fortælle, at maleriet var 22,676 meter langt og 1,988 højt. Det må siges at være en imponerende præcision — taget i betragtning af, at maleriet bugter sig henover adskillige søjler, og i betragtning af at slutningen med mor og barn var gået tabt, længe før maleriet blev opdaget.

Efter dette fælles arbejde fra kunsthistoriker, dødedansekspert og arkitekt, skulle man tro, maleriet var ordentlig beskrevet. Men i 1895 skrev Wilhelm Seelmann en artikel i Jahrbuch des Vereins für niederdeutsche Sprachforschung, hvor han ikke lagde fingrene imellem: Lübke, Maßmann og Prüfer havde intet kendskab til plattysk, og de havde begået så mange fejl, at han (Seelmann) ikke en gang kunne overkomme at gøre opmærksom på alle sammen.

Maleriet var blevet restaureret igen i 1892/93 — denne gang var kroværtinden og narren tilføjet/forbedret. Til gengæld blev der bygget en mur mellem tårnhallen og kirkeskibet, hvorved højre del af narren samt hele den sidste scene var ødelagt.

Seelmann var også geniet bag teorien om, at Dodendantz fra 1520 skulle være ældre end Des dodes dantz fra 1489, men i Berlin så det ud til, at han havde fat i den lange ende: Seelmann's tekst er meget lig den tekst, der i dag regnes for den bedste. En af de markante ændringer var, at Jesus' 8 linier blev brudt om, så han fik 12 linier ligesom alle de andre dansepar.

Dødedansene i Lübeck og Berlin

Dødedansen i Berlin formodes at være fra 1470. Den er altså en anelse yngre end Lübecks dødedans. Derfor formodes Berlins dødedans at være inspireret af Lübecks. Personligt synes jeg ikke, der er ret mange ligheder.

Et af af de få eksempler er købmanden, der i begge danse er ked af, at hans regnskab ikke er klar: »Mine Rekenscop is nicht klar« (Lübeck) og »doch is myne rekenschop noch gar unclar« (Berlin)

Det andet eksempel, jeg kan se, er når Døden kalder paven en jordisk fader, der har stået i Guds sted:

Bøger

Eksterne links

Mariakirken, August 2009

Yderligere information:

Hans Holbein's Initial-Buchstaben mit dem Todtentanz: nach Hans Lutzelburger's Orig.-Holzschn. im Dresdner Kabinet, 1849, side 90-91:

»Hinsichtlich der theils unbedeutenden, theils zweifelhaften und meistens nicht mehr vorhandenen Todtentänze in Leipzig, Annaberg, Nürnberg, Amiens, Rouen, Fescamp, Blois, Strassburg, Vienne, Berlin, Wien, Haag, Burgos, Neapel, London, Salisbury, Wortley Hall, Hexham und Coydon, genüge es auf Peignot und Douce hinzuweisen«.

En fodnote henviser til Douce side 44-55.

Der Todtentanz in der Marien-Kirche zu Berlin und Geschichte und Idee der Todtentanz-Bilder überhaupt af Theodor Prüfer, 1883:

»[…] Douce in seinem Werke über die Todtentänze aus dem Jahre 1833 erwähnt einen Todtentanz in der hiesigen Marienkirche, wobei er freilich sich fälschlich auf ein Reisenwerk von Misson beruft, in dem ein solches Citat vergebens gesucht wird.« (side 1)

Essai historique, philosophique et pittoresque sur les danses des morts af Eustache-Hyacinthe Langlois, 1852.

»Berlin. - M. Douce (p. 48 ) a mentionné, d'après Misson (Nouveau Voyage d'Italie), une Danse sculptée qui aurait existé dans l'église de Sainte Marie de Berlin. Mais nous avons parcouru en vain tout l'ouvrage de Misson sans rencontrer cette mention« (side 224).

Både Lübke og Prüfer refererer til Langlois, så det er et åbent spørgsmål, om de selv har tjekket Misson's værker.

Hippolyte Fortoul:

»Qu'on juge de la date des autres par l'époque certaine de celle-là. M. Douce a écrit qu'il y avait à Berlin, dans l'église Sainte-Marie, une Danse des Morts que j'y ai vainement cherchée«.
(La Danse des morts dessinée par Hans Holbein, gravée sur pierre par Joseph Schotthauer, 1842, side 99)

John Russell Smith:

»The painting in the church of St. Mary, at Berlin, mentioned by Douce on the authority of Misson, M. Fortoul says, has been sought for in vain«.
(Holbein's dance of death : with an historical and literary introduction, 1849, side 30-31)

Smith citerer Fortoul, så han har ikke selv tjekket Misson.

»Nun wollten wir uns zur Thür, so die Glocken-Thür genannt wird, hinverfügen und zur linken Hand, wenn man zur Thür hineinkommt an der Kirchenmauer inwendig den Todtentanz ansehen. Allein dieser ist bei Renovirung der Kirchen mit Kalk überstrichen und also, wenn ihn nicht jemand mit seinen Figuren und alten Verschen abgeschrieben unter die res deperditas zu zählen« (bind 4).

Jacob Schmidt udgav sin "Berlinische und Cöllnische Merk- und Denkwürdigkeiten" fra 1727 - 1734. Oplaget var kun på 100, men hans oplysninger om dødedansen er citeret flere steder. Jeg citerer fra Seelmann's artikel i Jahrbuch des Vereins für niederdeutsche Sprachforschung, årgang 1895 side 82.

Iøvrigt blev Schmidt's værk genoptryk i 1992 i 150 eksemplarer.

Wilhelm Lübke, Lebenserinnerungen, 1891, side 344-345:

Der letzte Berliner Winter verging mir in einer anspannenden Arbeit. Es war in der Marienkirche ein Todtentanz aufgedeckt worden, ein Wandbild vom Ende des 15. Jahrhunderts, im Ganzen ziemlich wohl erhalten, besonders durch ausführliche gereimte Beischriften von großem Interesse. Ich unternahm es, dies ausgedehnte Werk sorgfältig zu untersuchen und in einer umfangreichen Publikation vollständig herauszugeben. Diese Arbeit war wohl die anstrengendste, die ich je unternommen habe. Es galt nicht bloß das Bild zu prüfen, wobei der liebenswürdige Maler Schick mir behilflich war, sondern namentlich auch den höchst ausgedehnten, vielfach undeutlich gewordenen Text durchzuzeichnen. Viele Wochen hindurch mußte ich jeden Morgen, in einer Droschke wohlverpackt in Ueberzieher, Plaid und dicke Filzschuhe, den weiten Weg durchmessen, um Stunden lang in der bittersten Winterkalte zu arbeiten. Daß bei dieser Gelegenheit der Tod mich nicht selbst in seinen Reigen hineingezogen hat, war ein halbes Wunder. Der Frost war in jenem Winter so grimmig, daß, wenn ich mit einem Schwamm heißes Wasser über die Inschriften goß, im Augenblick sich dünne Eiskrusten auf der Wand bildeten. Aber mit ungeschwächter Hartnäckigkeit, die vielleicht ein Erbtheil meines westfälischen Blutes ist, führte ich die Arbeit zu Ende. Der Todtentanz (erschienen in der damal. Riegel'schen Buchhandlung) wurde für Berlin mein "Schwanengesang". Da die Entzifferung des Textes außerordentlich schwierig war, so erbat ich mir Professor Maßmann's Hülfe, der dann auch die Güte hatte, mich dabei zu unterstützen.