Købmanden

Todt zum Kauffmann: HErr Kauffmann lassen euwer Werben, Die Zeit ist hie, ihr müssen sterben: Der Todt nimpt weder Gelt noch Gut: Nun tantzen her mit freyem Muth.	Døden til Købmanden Hr. Købmand, forlad Deres handel. Tiden er her, at De må dø. Døden [mod]tager hverken penge eller gods. Dans nu her med godt humør.

Der Kauffmann: ICh hat mich zu leben versorgt wol, Kysten und Kästen waren voll, Der Todt hat mein Gab verschmacht, Und mich umb Leib und Leben bracht.	Købmanden. Jeg har sørget godt for mit liv; Kister og kasser var fulde. Døden har forsmået min gave, og skilt mig fra krop og liv.

Hvad vejer tungest? Pengene eller livet?

Hess erstatter kraniet med en knogle.

Købmanden har allerede hånden nede i pungen, men "Døden tager hverken penge eller gods", så købmanden må indse, at "Døden har forsmået hans gave".

Dialogen minder meget om dødedansen i Heidelberg, og dér kan man oven i købet se købmandens pung og penge falde til jorden.

Købmanden står og vejer sine penge op mod et kranium (for oven og til venstre). På Hess' litografi (til højre) er det ikke et kranium, men en knogle.

Fragment af original.

På museet i Basel findes der stadig et fragment af købmanden.