|
|
|
Den ældste trykte udgave af teksten fra dødedansen i Basel finder vi i bogen »Der Todendantz, Welchen alle Menschen, sy seyen hohes oder nyders stands, Jung oder Alt, von Gott jnen auffgesetzter zeyt, dantzen müssen. Allen Menschen zu einem Schawspiegel in den Druck verfertiget. M.D.XXX.«
Ifølge forsiden er Der Todendantz trykt år 1530 (M.D.XXX.), hvilket skulle betyde, at vi her har et vidne fra før Hans Klubers gennemgribende ændringer af maleriet. En grundig analyse(1) af vandmærker, typografi samt resten af teksterne i samme bind viser dog, at bogen er væsentligt yngre, og at den snarere er fra 1570 eller 1580 (MD[L]XXX). Uanset hvilket af disse år, der er det rigtige, er bogen dog stadig den ældste trykte udgave af dødedansteksten, idet Frölich først udgav »Lobspruch An […] Basel« i 1581.
Der Todendantz indeholder kun selve dødedansen, så der er ingen indledning med Esajas, prædikant og benhus og ingen afslutning med Adam & Eva i paradis. I stedet indledes bogen med to sider digtning om Arvesynden og afsluttes med et par sider med bøn og dybsindige betragtninger.
Nogle af danserne mangler: Kannik, musikant og kræmmer, mens hedningen og hans kone er slået sammen til "hedningene". Til gengæld optræder både barnet og tyrkeren.
Bogen blev genudgivet i 1583 under titlen: »Der Todtendantz Welchen alle Menschen, sie seien hohes oder nider standts, Jung oder Alt, von Gott ihnen auffgesetzte zeit dantzen müssen. Anno M.D.LXXXIII«. I denne nye udgivelse mangler kannikken, musikanten, kræmmeren og hedningen stadig.
Der Todendantz indeholder talrige afvigelser i forhold til de andre skriftlige kilder. Stærkest afvigelse er der for paven. I alle andre udgaver bliver der gjort grin med pavens afladshandel, hans dobbelte kors og hans tredobbelte krone, men ikke i Der Todendantz. Her er Merians tekst til sammenligning:
|
Todt zum Bapst. Komm heiliger Vatter werther Mann, Ein Vortantz müßt ihr mit mir han: Der Ablaß euch nicht hilfft darvon, Das zweyfach Creutz vnd dreyfach Kron. |
Der Todt spricht zum Bapst. KOmpt heylger Vatter werther Mann, Ein Vortantz müst ir mit mir han Ewr Kron, gewalt und hochheit Groß, Hilfft nicht für mein tödtlich geschoß. |
|
Antwort. HEilig war ich auff Erd genandt, Ohn GOtt der höchst führt ich mein Stand: Der Ablaß thät mir gar wol lohnen, Nun wil der Todt mein nicht verschonen. |
Der Bapst antwort. Heut ward ich auff Erden genandt, On Got, der höchst, hoch war mein stand, Nun will der Todt mein nit verschonen, Thut mir wie andern Menschen lohnen. |
Her er nogle flere eksempler. Hver gang med Merian til venstre og Der Todendantz til højre:
| ICh ware mit Bäpstlicher Wahl | In Kostlichkeit was ich ein mal, |
| Ich wolt mich eh in Finger beissen. | Jetzundt müssend jr mit mir reysen. |
| Du bist der Welt gantz unwerth sehr, | Du bist doch der Welt gar unmehr, |
| Zu einem Freund ist niemand werth: Der Todt aber wil sein Freund syn, Er nimpt ihn mit dem Reichen hin. |
Ward ich veracht, bey nyemandt werdt, Des gferdt jetzundt der Todt will sein, Und fürt mich mit dem Reichen hin. |
| ICh hab getragen lange Zeit Ein härin Kleyd, hilfft mich jetzt nit: |
Ein Härin kleyd hab ich getragen, Ein lange zeyt in meinen tagen, |
| In deinem bösen bletzten Rock. | In deinem besten beltzin Rock. |
| Sein Muß und Brodt nicht g'winnen kan, Köndt nicht ein Tritt gehn ohn mein Hund: |
Der sein Brot nimmer gwinnen kan, Kundt nicht gehn on mein trewen hundt, |
| HAns Hug Klauber laß Malen stohn, [...] Wann es geht die wie ander Leut: |
Hörsts Mahler laß diß alles stohn, [...] Du must auch an den rayen mit, |
| Dein Machomet hilfft dich nicht heut, Noch auch dein Bogen zu dem Streitt, |
Dein Machomet, und auch dein schilt, Dein bogen zu dem streyt nicht gilt, |
| Unnd mein gantz Geschlecht Solyman, Die g'wunnen haben so vil Landt, |
Und dein Geschlecht O Solyman, Die ir habt gwonnen so vil Landt, |
Den slags ændringer er der mange af. Sommetider er de interessante, som når købmanden siger, at Døden har foragtet hans gods, »hat mein Haab veracht«, istedet for at have forsmået hans gave, »mein Gab verschmacht«. Andre gange er det deciderede fejl, som når narren siger »meinen Knechten« istedet for »seinen Knechten«. Problemet er, at disse afvigelser hverken bakkes op af de andre skriftlige kilder eller af de parallelle tekster i Kleinbasel eller af de højtyske dødedanse som f.eks i Heidelberg's blokbog. Ændringerne er altså forfatterens frie fantasi, og det forringer bogens værdi som historisk vidne.
Der er dog et enkelt tilfælde, hvor Der Todendantz tilsyneladende har ret:
| Allda wirstu dein Bulschafft finden, Das thu ich dir jetzund verkünden. |
Da wirst du dein Bulschafft nit finden, Solchs thu ich dir jetzund verkünden |
Ifølge Merian og Frölich (og dermed også Gross, Hess, Chovin, Beck, Felix Schneider og Mechel) lover Døden altså den unge mand, at han skal møde sin elskede (igen) i dødsriget. I Der Todendantz siger Døden tværtimod, at manden ikke vil møde hende, og her bakkes Der Todendantz op af vores ældste håndskrift, Iselin,(2) og af de farvelagte gouacher fra 1600.
Fodnoter: (1) (2)
De to linier lyder: »Do wirstu din bulschafft nit findenn / Das dun ich dir ietzund uerkindenn«.
Døden fra Lübeck
Basel
Der Todendantz