Nedrivningen af muren
Feyerabend: Kirken med mur.
|
Rudolf Feyerabend: 5 og 6 august 1805. "Dessinée d'après nature"
|
Historien om dødedansen i Basel er næsten den modsatte af den om la Danse Macabre i Paris.
I Paris ved man, på hvilken dato det nye vægmaleri var færdigt, mens man i Basel kun kan gætte på omkring 1435-1441.
Med hensyn til hvornår maleriet gik til grunde er det lige omvendt:
Forskere af Danse Macabre gætter i flæng på 1529, 1634 eller 1669,
hvorimod man i Basel kender den nøjagtige dato. I Basel ved man ikke kun, hvornår det skete,
men også hvem der stod bag det, og hvem der tog hvilke brædder og hvilke tegl.
Vi har adskillige billeder, der viser nedrivningen, og nogle af disse billeder er udført af de folk, der deltog,
"Dessinée d'après nature".
Den dag i dag befinder der sig stadig 19 stykker af muren på det historiske museum i Basel.
Maleriet i Basel blev sidste gang renoveret i 1703, hvorefter det langsomt forfaldt.
Samtidens rejsebøger fortæller, hvordan dødedansen i Basel stadig fascinerede byens gæster,
selvom dødedanse var gået af mode, og selvom maleriet rent kunstnerisk skuffede.
Nedrivning
|
I 1760 ankom en rejsende maler ved navn Joseph Visconti, der tilbød byrådet at male dødedansen forfra igen à fresco.
Visconti fortalte, at han kendte hemmeligheden bag at beskytte vægmalerier
mod fugt, og derfor ville hans nye maleri kunne modstå fugtskader, ligeså længe muren holdt,
og de næste 200 år ville det se ud som nyt.
Byrådet afviste Hr. Visconti's tilbud, og det skal vi være glade for.
Ellers ville Büchel ikke have været i stand
til at fremstille sine kopier i akvarel i 1773.
Visconti rejste videre, men desværre forsvandt problemerne ikke sammen med ham.
Det var ikke kun fugten, der var problemet: også vind og vejr, og især gadens drenge,
der yndede at kaste sten og jordklumper ind gennem det gitter, der skulle beskytte maleriet.
Maleriet var stadig en af byens attraktioner, men gæsterne var ikke altid lige imponerede.
Her er en anmeldelse af en skotsk besøgende fra 1770'erne:
Feyerabend: nedrivning af muren, 5 august 1805.
|
We were also conducted to the dismal
gallery, upon whose walls, what is called
Holben's Death's Dance, is represented.
The colours having been long exposed to
the air are now quite faded, which I can
scarce think is much to be regretted, for
the plan of the piece is so wretched, that
the finest execution could hardly prevent it
from giving disgust.
A skeleton, which represents Death,
leads off, in a dancing attitude, people of
both sexes, of all ages, and of every condition,
from the emperor to the beggar.
All of them display the greatest unwillingness
to accompany their hideous partner,
who, regardless of tears, expostulations,
and bribes, draws them along.
You will take notice, that there is a
Death for each character, which occasions
a nauseous repetition of the same figure;
and the reluctance marked by the different
people who are forced to this hated minuet,
is in some accompanied with grimaces so
very ridiculous, that one cannot refrain
from smiling, which surely is not the effect
the painter intended to produce. — If
he did, of all the contrivances that ever
were thought of to put people in good-humour,
his must be allowed the most extraordinary.
(John Moore, A View of Society and Manners in France, Switzerland, and Germany, 1779, bind 1, side 357-358)
Sidst i 1804 tog en gruppe borgere kontakt til byrådet og foreslog, at muren blev revet ned.
Muren var en "skandale", den skabte dårlig luft, og den var en forhindring for trafikken.
Hvis muren og maleriet skulle renoveres, ville det koste en frygtelig masse penge,
hvorimod en nedrivning næsten ville være gratis, hvis man solgte tegl, træværk og metal
fra det halvtag, der beskyttede maleriet.
Nedrivning af muren
|
Merkwürdiger Abend in Basel, 6. august 1805. Anonym, måske af Lukas Vischer?
|
Mens byrådet tog sig god tid til at overveje det fristende tilbud, tog naboerne sagen i egen hånd. Om aftenen mandag 5. august 1805 gik de i gang med
at rive muren ned og slæbte tegl og træ hjem.
Tirsdag 6. august om aftenen fortsatte "arbejdet".
Billedet "Merkwürdiger Abend" (til højre) skulle foregå 6 august, men man kan undre sig over,
hvorfor der så stadig er et halvtag over maleriet, når det mangler på Burckhardt-Wildt's billede fra d. 5 (længere nede).
Det har i sandhed været en "mærkværdig aften".
Billedet til venstre er af Constantin Guise.
Guise levede 1811-1858, så han var altså ikke noget øjenvidne til nedrivningen.
Det ser mest ud til, at han har kopieret et gammelt billede af kirken, f.eks. det af Feyerabend (øverst til venstre),
der formentlig på sin side er en kopi af
en tegning af Büchel.
Dette fribytteri og ødelæggelse af byens historiske maleri og turistattraktion vakte naturligvis vrede i resten af byen.
Byrådet foretog afhøringer, men stort set alle de afhørte fortalte den samme historie: De havde næsten ingenting taget selv,
og næsten ingen set.
Undersøgelserne løb snart ud i sandet, og ingen blev straffede.
De overlevende fragmenter
Constantin Guise: Nedrivning af muren.
|
Guise: Rester af maleriet foran muren
|
Midt i ødelæggelserne lykkedes det kunstvenner at redde enkelte stykker af maleriet.
I første omgang blev 23 stykker reddet, der blev fordelt mellem syv kunstvenner.
Billedet til venstre viser, hvordan enkelte fragmenter er stillet op ad muren.
På detaljen til højre kan man se, at det ene stykke forestiller
Døden og paven,
men dette må betegnes som kunstnerisk frihed (Guise var født i 1811, så han var ikke noget øjenvidne; hans maleri er fra 1846).
Ingen af de overlevende fragmenter viser Døden (bortset fra en hånd), og paven er ikke blandt disse fragmenter.
Stykket til højre ser ud til at være dronningen.
Dronningen
blev faktisk reddet, men i 1965 fjernede man de øverste lag maling og nedenunder fandt man
den originale kardinal.
Guise: Et glimt af dansen
|
Til venstre får vi et indblik i resterne af dansen.
Man kan se
abbedisse,
krøbling,
ung mand,
ågerkarl og
ung kvinde.
Gennem porten ser man
malerens ben og
hans kone og søn.
Igen må vi huske, at Guise ikke var øjenvidne.
Der mangler en eremit mellem krøblingen og den unge mand, og
længe inden nedrivningen var
maleren og hans familie forsvundet
og erstattet af
Adam og Eva i Paradis.
Daniel Burckhardt-Wildt: 5 august 1805
|
Derimod er billedet til højre malet af et øjenvidne.
Daniel Burckhardt-Wildt var en af de syv kunstvenner, der reddede nogle af fragmenterne.
Han står selv i forgrunden mellem med de andre kunstvenner, og med sin stok peger
han på sine initialer og datoen nederst på billedet: "D.B. 5. Aug. 1805".
På billedet ser man tydeligt
de enkelte dansere (fra venstre):
abbedisse,
læge,
herold,
rådsherre,
ung kvinde,
bonde
og
Adam og Eva.
Denne rækkefølge har intet med maleriet at gøre, og hvorfor er der kun disse syv par ud af ca. 39?
Moni Engel (se eksternt link forneden) har den interessante iagttagelse, de fire første af disse syv scener
(abbedisse, læge, herold, rådsherre) var blandt de seks fragmenter, der endte med at tilhøre
Daniel Burckhardt-Wildt.
Moni Engel foreslår derfor, at Burckhardt var været nede ved maleriet i god tid og lavet sin skitse,
og at han skitserede de syv scener, som han selv havde reserveret forinden.
Da natten var færdig, var den unge kvinde samt Adam og Eva gået tabt, måske gik de i stykker under frigørelsen?
Derfor måtte Burckhardt handle sig frem til to andre stykker: eremit og købmand,
måske måtte han bytte bonden med Peter Vischer, der endte med at eje dette stykke?
Denne hypotese er naturligvis spekulativ, og den har den svaghed, at
billedet af Adam og Eva med papegøjen i øverste højre hjørne ser ud til at være kopieret efter
Adam og Eva.
Senere blev denne scene gjort langt bredere, og papegøjen blev placeret på en gren allerforrest, som
Feyerabends akvarel fra 1805 viser.
Burckhardt har altså ikke kopieret dette billede fra muren, aftenen før den blev revet ned.
Fragment. Under dronningen gemte sig en kardinal.
|
Fragment af herold.
|
Ifølge Achilles Burckhardt (se eksternt link forneden) var stykkerne
med kardinal, biskop, krøbling, borgmester og nar forsvundne i 1883.
Biskoppen findes stadig (se billeder forneden) så han må have dukket op igen.
I dag er der 19 fragmenter på det historiske museum i Basel. Ingen af dem indeholder tekst,
og ingen af dem forestiller Døden.
Kardinalen til venstre er den oprindelige kardinal, der befandt sig under dronningen,
og som kom frem, da man fjernede de øverste lag maling.
Den nye kardinal var malet ovenpå patriarken,
men dette stykke er et af dem, der var forsvundet i 1883.
Til højre ses herolden. Da man havde fjernet de øverste lag maling, kunne man se,
at Dødens hånd oprindeligt har været placeret langt højere oppe, end på de senere kopier
af Merian og Büchel.
Ressourcer
Nedrivning
|
Merkwürdiger abend
|
Predigerkirche
|
Predigerkirche
|
Klingental
|
Predigerkirche
|
Nedrivning
|
Merkwürdiger
|
Predigerkirche
|
Predigerkirche
|
Guise
|
Nedrivning
|
Basel, Nedrivning
|
I denne Sektion om Basel
Døden fra Lübeck
Basel
Muren
