Matthäus Merian (1593-1650)
Frontispicen til den ene 1621-udgave
|
Merian: Hedningen
|
Matthäus Merian regnes for at være den, der har lavet den mest komplette og troværdige fremstilling
af dødedansen i Basel.
Til sammenligning kan Frölichs bog ikke bruges, fordi
de fleste af træsnittene er frie fortolkninger af Holbein, mens
en dygtig og pålidelig kunstner som Büchel lider under,
at han først så maleriet over 100 år senere — efter flere renoveringer
og på et tidspunkt, hvor dele af maleriet var ødelagt.
Ifølge forordet til Merian's 1649-udgave
havde han tegnet sine kopier af dødedansen 33 år forinden, dvs. i 1616. Netop i årene
1614-1616 blev vægmaleriet restaureret af Emanuel Bock (søn af Hans Bock),
så Merian må have lavet sin tegninger lige efter restaureringen.
Merian brugte derefter sine tegninger som grundlag
for sine berømte kobberstik,
som han solgte eller gav til sin fætter Johann Jakob Merian.
Merians kobberstik blev udgivet to gange i 1621:
Dels af Johann Schröter og dels af Mattheus Mieg.
To eksemplarer af Mieg's udgave kan
downloades fra Bayerische Staatsbibliothek (se eksternt link forneden).
Begge eksemplarer er trykt på en meget rodet måde:
Normalt danner man 8 sider af 1 ark (se evt. siden Lav din egen dødedans),
men det virker som om benhuset er indsat som et ekstra blad.
Desuden er kobberstik normalt placeret recto (dvs. til højre, når bogen er slået op),
men i Mieg's 1621-oplag er alle kobberstikkene placeret verso.
Merians kort over Basel fra 1615 inkluderer Predigerkirche. Dødedansen var
på den indvendige side af muren.
|
Det ene af de to eksemplarer fra Bayerische Staatsbibliothek
har desuden den fejl, at der er byttet om på stikkene af
rådsherre og ridder (dvs. rådsherrens dialog er illustreret med stikket af ridderen og vice versa).
Det andet eksemplarer er endnu mere rodet:
For det første er bladet med benhuset placeret bagerst,
mens Adam og Eva er placeret forrest
Ifølge Mischa von Perger, der har haft lejlighed til at studere eksemplaret,
skyldes fejlene ikke indscanningen,
men derimod indbindingen.
Kort over Basel af Merian fra 1642. Pilene peger på de to dødedanse.
|
For det andet kommer hver gruppe af 4 dansere i omvendt rækkefølge.
F.eks. slutter dansen med moder, maler, bonde og kok,
mens den rigtige rækkefølge er
kok,
bonde,
maleren og
hans kone og barn.
Problemet her er, at hvert af arkene fra B til K er bundet forkert — måske er bogbinderen
blevet forvirret af, at
kobberstikkene er trykt på verso i stedet for recto.
Læs evt. teksten her: Todten-Tantz, 1621.
1625-udgaven
Frontispicen til 1625-udgaven
|
I 1625-udgaven har Mieg rettet alle disse fejl, og stikkene er placeret recto.
Dog er
maleren
placeret før
hans kone og barn,
hvilket er ulogisk,
eftersom moderen er en fast del af den Højtyske otte-linjede dødedans,
mens maleren er en senere tilføjelse,
der skal placeret til allersidst — hvor han ser tilbage på sit værk.
Guderne må vide, om dette skyldes rodet i 1621-oplaget, men fra nu af kommer maleren før konen
i alle fremtidige oplag af Merians stik
(og de kopier, der senere blev fremstillet af Chovin, Beck,
Stuckert / Felix og Feyerabend).
På verso-siderne er tilføjet en dialog
mellem danserne og Døden på latin.
Denne latinske tekst er ikke, som man ellers skulle tro,
den samme, som Frölich havde brugt i 1588,
men derimod den som Laudismann skrev,
men vistnok aldrig fik trykt,
og som Frölich brugte i 1608.
Se nederste del af siden om Frölich, 1608
for flere forvirrende detaljer.
Indholdet er det samme som i 1621-udgaverne:
En dedikation på 6 sider til fire magtfulde medlemmer af byrådet:
»Den Ehrenvesten / Fürgeachten / Frommen / Fürsichtigen / Ehrsamen vnnd Weisen Herren« skrevet 28 oktober 1621,
dødedansen, en tavle om reparationer af maleriet,
og til sidst fire sider rettet til den kristelige læser: »An den Christlichen Leser«.
Læs evt. teksten (den tyske) her: Todten-Tantz, 1625.
1649-udgaven
Merian, Paven, 1621
|
Merian, Paven, 1649
|
I 1649 købte Matthäus Merian stikkene tilbage.
reviderede dem og tilføjede en stor mængde nyt indhold:
En otte siders dedikation til Merians fætter, Onuphrio Merian,
der var medlem af Basels byråd.
Dedikationen er skrevet 1 januar 1649, og Merian kalder det for sin nytårsgave ('New=Jahrs=Geschencke') til fætteren.
Merian beklager, at de ikke har set hinanden i flere årtier, og minder ham om, at de er født samme år.
Derfor skal de nok træde dødedansen nogenlunde samtidigt, dog ikke nødvendigvis samme år.
(Matthæus Merian døde året efter).
Derefter følger et forord på 20 sider med en opsummering af vægmaleriets historie.
Dermed bliver Merian en vigtig historisk kilde,
og han fortæller, at maleriet blev skabt, efter at en pest-epidemi havde ramt en kirkekonsil i byen.
Merian var formentlig den første til at knytte dødedansen som genre til Den Sorte Død.
Det skal dog huskes, at da Merian skrev
dette forord, boede han for længst i Frankfurt.
Desuden var maleriet allerede dengang 200 år gammelt,
og dets fortid fortabte sig i tågerne.
Memento Mori. Dette stik blev tilføjet i 1649.
|
Tolv sider med en beskrivelse af byen Basel.
Beretningen var skrevet af Enea Silvio, den senere Pave Pius II.
Dødedansen. Merian tilføjede himmel og skyer (se fx billedet af paven til højre og venstre), og
han
gjorde ågerkarlens Død mørkere,
så det passede med teksten: »En sort Død er din rejsefælle«.
To tavler med navne på, dem der har betalt for de to tidligere restaureringer af maleriet.
Disse er ret forvirrende. Gross har de samme tavler (side 439 og 440 i 1623-oplaget).
Fire sider med "Betragtninger om dødelighed".
Et nyt kobberstik: Memento Mori.
43 sider med
citater fra Bibelen og kirkefædre arrangeret efter emner som Død, begravelse, Dommedag, Helvede, osv.
30 sider med to prædikener af Cæcilius Cyprianus, Biskop af Karthago,
og Johannes Chrysostomos.
De samme to prædikener var fast inventar af de forskellige oplag af
Holbeins dødedans fra 1542 og frem
og — hvad der måske er mere relevant — i de kopier, som Birckmanns arvinger udgav i Köln.
Dette billede blev tilføjet i 1649.
|
Til sidst er der plads til et digt på 8 linjer, hvor det dødelige menneskes pragt sammenlignes med påfuglens fjer:
»Der Pfaw stoltziert vnd prangt […]«.
Dette digt er skrevet af Caspar Scheydt
til Birckmann's Holbein-kopier. Merian må altså have haft adgang til en af Birckmann's udgivelser.
Eberhard Kieser bragte i øvrigt samme digt i sin 1617-udgave.
Bogen slutter med endnu et nyt kobberstik:
Dobbeltportræt.
Læs evt. teksten her: Todten-Tantz, 1649.
Senere oplag
Frontispicen til 1696-udgaven
|
1698-udgaven var på fransk
|
Længe efter Merians død i 1650 blev stikkene udgivet af hans arvinger. Som der står på frontispicen til 1696-oplaget (til venstre):
udgivet af salig Merian's arvinger: »Matth. Merians Sel. Erben«.
Hele indholdet er (med ganske få afvigelser i stavningen) ord for ord det samme som i 1649-udgaven,
inklusive Merians hilsen til sin fætter, 1 januar 1649.
Udgaven til højre er på fransk, men også udgivet af Merians arvinger:
»des Héritiers de l'auteur« (tilsyneladende var der ingen frontispice til dette oplag).
Lidt overraskende er den hverken udgivet i Frankrig, i Frankfurt (hvor stikkene befandt sig både før og siden) eller i Basel,
men i Berlin.
Senere blev stikkene udgivet i Frankfurt
af Johann Benjamin Andrea og Heinrich Hort.
En del af disse udgivelser er uden årstal, mens andre bærer tallet
1725.
Matthäus Merian regnes som nævnt for at være den, der har lavet den mest komplette og troværdige fremstilling
af dødedansen i Basel,
men han har dog ofte afveget fra originalen.
Den slags er uundgåeligt, når et 60 meter langt, 200 år gammelt vægmaleri skal opdeles i 42 kobberstik.
Det kan vi se, når vi sammenligner pave og kejser
med Hans Bock's tegning,
og når vi sammenligner Merian's
kok og abbed med andre vidner.
I 1744 blev Merians kobberstik kopieret af Jacques-Antony Chovin
Basel
|
Klingental
|
Grossbasel
|
Todten-Tantz 1621
|
Pave,1621
|
Todten-Tantz 1625
|
Todten-Tantz 1696
|
Merian, Dance
|
Todten-Tantz 1725
|
Todten-Tantz, 1744
|
Todten-Tantz, 1789
|
Ressourcer
Yderligere information
Døden fra Lübeck
Basel
Matthäus Merian
