1796-udgaven. Den samme scene, men træsnittet er nyt.
For detaljer, klik her og her.
En af de første til at beskrive Basel's dødedans var Huldreich Frölich,
der i 1588 udgav bogen
»Zwen Todentäntz: Deren der eine zu Bern […] Der Ander aber zu Basel«.
Denne bog var fra starten af forvirrende: Teksterne var fra dødedansene i Basel og Bern
(foruden en latinsk oversættelse af Basel's dødedans).
Derimod var illustrationerne med få undtagelser hverken fra Basel eller Bern, men
var (dårlige) kopier af Holbein's dødedans.
I 1715 overtog Johann Conrad von Mechel III træsnittene, omarrangerede materialet,
droppede den latinske tekst og meget af Bern-teksten,
og fik fremstillet en forside (se billedet til venstre).
Desværre havde Mechel mistet seks af Holbein-kopierne
(hertug,
abbedisse,
munk,
gammel dame,
sømand og
greve,
men til gengæld fik han
fat i enkelte nye træsnit, der rent faktisk forestillede Basel's dødedans.
Derefter gav Mechel sin bog samme titel som Merians bog:
»Der Todten-Tantz, wie derselbe in der weitberühmten Stadt Basel, als ein Spiegel menschlicher Beschaffenheit …«.
Bogen solgte godt og blev genoptrykt i 1724, 1735, 1740, 1769, 1786 og 1796, først af Mechel selv, så af hans enke,
og så af parrets børn Johann Conrad og Johann Jacob.
Op i 1800-tallet blev bogen udgivet i litografisk genoptryk.
Med deres Holbein-billeder fik Mechel-familien dermed cementeret den forvirring, som Frölich havde grundlagt -
nemlig, at Holbein skulle være ophavsmanden til Basel's dødedans.
Til trods for Mechel's kraftige omredigering er bogen stadig en rodebutik:
De fleste træsnit forestiller som nævnt Holbein's dødedans,
og de gennemgås på denne side om Holbein og Georg Scharffenberg.
Bogen inkluderer barnet, som hverken Merian eller Büchel har.
Frölich havde trukket prædikanten ud af dansen og
placeret ham bagerst i bogen, men Mechel placerer ham i stedet for forrest,
ligesom prædikanten i Basel, hvor han
kan citere de Esajas og Daniel-citater, der indledte vægmaleriet.
I Basel var benhuset dekoreret
med en fremstilling af Dommedag.
(fragment af det oprindelige vægmaleri)
Derefter kommer billedet af Dommedag. Denne scene optræder ikke i Basel, så derfor har Mechel beholdt
teksten fra Bern's dødedans. Man kan undre sig over, at Mechel har placeret denne scene her i starten af bogen,
når den hos både Holbein og Bern og i Frölichs bog
kommer sidst i dansen, men det skyldes formentlig, at i Basel var der en dommedagsscene over benhuset
(billedet til højre).
Herefter kommer de enkelte dansere, hvor teksten er den fra Basel, mens billederne er den sædvanlige blanding
af dårlige Holbein-kopier og fri fantasi.
Mechel havde mistet Holbein-kopien af hertugen, så
hertugen og hertuginden måtte dele Holbein's billede af adelsdamen.
Derfor får vi Dødens replik til hertugen (men ikke hans svar), og hertugindens svar til Døden (men vi får ikke at vide,
hvad hun svarer på).
Holbein's greve er også forsvundet, så Mechel illustrerer ham med
med Holbein's ridder.
Derefter kalder han ridderen for en "adelsmand, som han illustrerer med Holbein's soldat,
og han rykker adelsdamen (som er Holbein's hertuginde) frem i dansen.
Da Mechel så kommer til den rigtige adelsmand, er han løbet tør
for træsnit, og adelsmanden udgår.
Kopi af Holbein. Spillefuglen er ikke med i hverken Basel eller Bern.
Juristen er illustreret med Holbein's billede af en kannik.
Til gengæld bliver kanniken i Basel illustreret med Holbein's præst.
Mechel lader — ligesom Frölich — eremitten blive illustreret af Holbein's gamle mand,
mens den unge mand er musikanten
fra Holbein's nonne, der er rykket ud på gaden (billedet til venstre).
Dette er en kopi af Holbein's nonne, men musikanten er placeret udenfor på gaden,
og så kan billedet bruges til at illustrere "den unge mand". Der er alligevel ikke nogen nonne i Basels dødedans.
Til sidst i dansen kommer Adam & Eva og en tekst, der er indledningen fra Bern's dødedans:
»Von des Teuffels vergifften Zung, hat der Tod sein Ursprung […]«
og til allersidst et billede af Uddrivelsen fra Paradis med mere af indledningen fra Bern:
»Eva ist vast schuldig dran, Sie gab den Tod auch ihrem mann«.
Frölich havde placeret Adam & Eva forrest i bogen, men Mechel placerer dem bagerst ligesom på maleriet.
Resultatet er altså mildt sagt forvirrende, både med hensyn til indhold og titel.
Frölich's bog var også forvirrende, men han kan undskyldes med,
at han forsøgte at kombinere tre dødedanse, og det mindste sprang
han ikke nogen dialoger over.
I Mechel's bog afgøres indholdet udelukkende af de tilgængelige træsnit
— træsnit, der kun sjældent forestiller dansen i Basel.
Adelsmand,
krøbling, herold, skarpretter, malerkone og tyrker er forsvundne, fordi Mechel manglede et træsnit.
Hertugen og hertuginden mister hver en halv dialog, fordi
Mechel havde mistet kopien af Holbein's adelsmand.
Derimod beholdt Mechel Holbein's Uddrivelsen fra Paradis, drukkenbolt, spillefugl og røver,
som hverken findes i Basel eller Bern,
og hvor teksten formentlig er opfundet af Frölich.
Bogen solgtes langt ind i 1800-tallet, og de tusinder af turister, der besøgte
kirken i Basel og bagefter købte bogen, må have blevet ret overraskede,
når de kom hjem og kiggede i deres nye bog.
Man kan ikke lade være med at
tænke på, om disse Mechel'er var i familie med en anden udgiver i Basel ved navn Mechel i samme tidsrum,
nemlig Christian Mechel, der skabte forvirring med sine "ægte" Holbein-tegninger.
Seks af træsnittene forsvandt mellem Frölich's 1588-udgave
og Mechel familiens udgave i 1740.
I oversigten forneden er det dem, der er lyse med frynsede rammer.
Døden fra Lübeck
Basel