Dødedans i Kleinbasel / Klingental

Rhinen deler Basel i Großbasel (øverst) og Kleinbasel. Pilene peger på de to dødedanse.
Stik af Matthæus Merian, 1642.
Basel af Merian

Tæt på Basel's berømte dødedans i dominikaner-klosteret lå et dominikanerinde-kloster i Kleinbasel. Dette kloster blev kaldt Klingental efter grundlæggeren Walter von Klingen, og her var der engang en kopi af den berømte dans.

Dødedansen var malet på murene i to lange gange. På vestmuren startede dansen med billedet af benhuset og alle danserne frem til krøblingen. Rundt om hjørnet blev dødedansen afbrudt af et billede af den korsfæstede Jesus — ligesom i Berlin's dødedans — og derefter fortsatte dansen på nordvæggen fra eremitten til moderen.

Klein-Basel. Jøden.
Büchel, Døden og jøden

Efter Reformationen, der i Basel skete år 1529, blev nonnerne jaget ud af byen. I 1559 blev klosteret lukket, og byen overtog bygningen til diverse formål. Kalkmaleriet overlevede op gennem det 18nde århundrede bortset fra en ny dør og et par nye vinduer i væggen, men i det 19nde århundrede blev der indrettet et militærkøkken, der nedbrød kalkmaleriet.

Murene blev revet ned i 1860'erne, og hvis ikke professor d'Annone havde fået Büchel til at kopiere maleriet i 1766-68, ville vi intet vide om det i dag. Büchel lavede 2 sæt akvareller, hvor det ene opbevares i Basel's Kunstsamling og det andet i Universitetsbiblioteket.

Maleriet i Klingental er sjusket udført. Folk, der havde set det, bevidnede, at Büchels akvareller var pænere end vægmaleriet. Teksten er også kopieret i hast med åbenlyse fejl: Biskoppen mangler et "wile" i »Die [wile] Ich left in Biscoffs' orden«; Døden stammer og siger "wil" to gange til abbeden: »Er wil wil vwers libs walten«; kannikken siger "gesungen" to gange: »Ich han gesungen als ein koirher fri Gesungen menge melody«; adelsdamen stammer og siger "gar" to gange: »Ein dantz leit hie gar gar grulich klindt«; og Døden glemmer et "Tod" i »Der [Tod] nympt weder gelt noch güt«, og købmanden glemmer et "und": »Kisten [und] Kasten Woeren vol«. Der er også en lang række mærkelige stavefejl som "Aispenfieren" i stedet for "Dispensieren"

Et vidne om det originale billede

Starten af Kleinbasel
Kleinbasel, benhuset

Uanset hvilket vægmaleri der er en kopi af hvilket, er der enighed om, at vi i Klingental har et vidne om, hvordan dødedansen i Großbasel oprindeligt har set ud. Maleriet i Großbasel har gennemgået mange renoveringer, hvor især Hans Kluber udførte store ændringer, mens det maleri, Büchel kopierede i 1766, menes at være det oprindelige middelalderlige værk.

Billedet er lidt mindre end i Großbasel. Büchel fortæller, at maleriet i Kleinbasel var 70 skridt langt, men 80 skridt i Basel. Figurerne er derfor lavere i Kleinbasel, men begge dødedanse har den underlige egenskab, at danserne bliver højere efterhånden som dansen skrider frem. I Kleinbasel var paven og kejseren 4 fod, krøblingen 4 fod og 1 tomme, kongen, juristen, advokaten, adelsmanden, købmanden, den unge mand og musikanten 4½ fod rådmanden 4 fod og 9 tommer, hedningen 5, mens barnet og moderen var 5½. I Großbasel var folkene ved benhuset 4 fod og 3 tommer derefter mest 5 fod, mens Adam & Eva var 5½ fod.

Indledningen er dog en del anderledes: I Großbasel starter vægmaleriet med citater af Esajas, hvor det forgængelige menneskeliv sammenlignes med blomsten på marken. Efter en prædikant starter selve dansen med benhuset, og teksten viser tilbage til Esajas-citatet, idet menneskene igen sammenlignes med blomster, der visner: »Dem tager Døden, tidlig og silde, lige som blomsten på marken opløses«.

I Kleinbasel er der hverken Esajas-citater eller prædikant. Dansen starter med benhuset (til højre) men teksten er helt anderledes og viser ikke tilbage til noget Esajas-citat. Her spekuleres i stedet over, hvor ens herrer og knægte er i døden: »Hie richt got noch dem rechten, Die heren ligen Bi den Knechten, nvn mercket hie Bi, Welger her oder knecht gewesen si«.

I Groß-Basel var der en kardinal under billedet af dronningen.
Fragment, Kardinal

De 39 dansere er som udgangspunkt de samme i begge dødedanse, med visse velbegrundede undtagelser:

Klein-Basel, kardinal.
Stregtegning efter Büchel
Klein-Basel: Kardinal

I Klingental er den femte danser en kardinal, i Großbasel er der derimod en dronning på femtepladsen. Men på kunstmuseet i Basel har man et brudstykke af vægmaleriet med dronningen, og under flere lag maling fandt man en kardinal, der har samme kropsstilling, som kardinalen i Kleinbasel (se billederne til venstre og højre).

I Großbasel er kardinalen rykket en tand tilbage i dansen, og han ligner mistænkeligt patriarken fra Klein-basel. På samme måde har biskoppen i Großbasel overtaget ærkebiskoppens plads og kropsstilling, og den oprindelige biskop er i Großbasel erstattet af en hertuginde.

Længere fremme i dansen er der i Großbasel en kræmmer, hvor Klein-Basel har en begine, mens en rådsherre taget sagførerens plads. Klein-Basel har et barn (der er forsvundet i Groß-Basel), mens senere tilføjelser som maler, malerens familie, tyrker og Adam og Eva ikke er med.

Teksten i Kleinbasel viser sig at være en variant af den såkaldte Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz - som vi f.eks. kender den fra Heidelberg. I Groß-Basel har teksten derimod gennemgået utallige ændringer, hvor den mest slående forskel er juristen, hvor Dødens replik i Groß-Basel, oprindeligt var juristens svar til Døden i Kleinbasel.

1312 eller 1512?

Klosteret i Kleinbasel (detalje fra kort af Matthäus Merian, 1615)
Merian, kort over Basel, 1615

I Büchels gengivelse af kalkmaleriet i Kleinbasel stod der et årstal ovenover greven (d.v.s. midt på vestmuren). Årstallet var 1312, og umiddelbart kunne det ikke være en læsefejl, for Büchel havde skrevet det med bogstaver: Dussent ior dri hundert und xij.

Derfor var man i mange år overbevist om, at det var det primitive billede i Kleinbasel, der havde inspireret ikke bare det berømte maleri i Großbasel, men også alle de kendte variationer af Der Oberdeutsche vierzeilige Totentanz. Ja, med årstallet 1312 ville maleriet ikke bare være ældre end alle andre kendte dødedanse - over 100 år ældre end dødedansen i Paris - men også over 100 år ældre end selve den væg, det var malet på. Muren blev nemlig først opført i 1437.

Men Büchel havde fremstillet to kopier af sine akvareller, og i den anden kopi, der dengang befandt sig i kirkens arkiv, havde Büchel vedlagt en blyants-note med en længere forklaring.(1)

Büchel havde læst årstallet 1312 med svag skrift, der dårligt kunne tydes. Flere eksperter havde bekræftet Büchel i, at han havde læst rigtigt, men han gik lidt grundigere til værks, og man forsøgte at rense området. Først da man fugtede væggen et stykke vådt stof, trådte årstallet 1512 frem.

Büchel forskede derefter videre og kom frem til, at i 1512 var maleriet blevet opfrisket, idet flere figurer og tekster på vestmuren var overmalet med oliefarve.

I dette - mere ukendte - eksemplar skriver Büchel derfor ovenover greven - stadig med bogstaver: Anno domini duisent u Vuinf hundert und xii.

Forholdet mellem de to malerier

Vestvæggen endte med krøblingen.
Büchel, Døden og krøblingen
Nordvæggen startede med en nyopfundet figur: Eremitten.
Büchel, Døden og eremitten

Man har i mange år diskuteret, om dette primitive ukendte kalkmaleri var originalen til det berømte maleri i Großbasel eller omvendt. Dengang man troede, at maleriet var fra 1312, mente man naturligvis, at dette måtte være det ældste/originale maleri.

I dag går man ud fra, at dansen i Kleinbasel er en kopi af dansen i Großbasel. Dødedansen med samfundskritik, der henvender sig til byens borgere, jurister, købmænd og ågerkarle, er tydeligvis skrevet til den offentligt tilgængelige kirkegård, og ikke til det aflukkede nonnekloster.

Ikke desto mindre er der mange problemer. Koller(2) gør opmærksom på nogle mærkelige omstændigheder:

  1. I forhold til vores andre udgaver af Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz er begge disse malerier udvidet fra 24 deltagere til 39, men de 15 nye deltagere er langt fra jævnt fordelt udover dansen.

    På vestvæggen i Klingental var der kun tilføjet en enkelt, nemlig en sagfører (Fürsprech) mellem juristen og kannikken (i Großbasel er der istedet en rådsherre på dette sted).

    Den sidste figur på vestvæggen var krøblingen (billedet til venstre). Overgangen fra vest- til nord-væg markeres med en kortfæstelsesscene og herefter fulgte en blok med 14 nyopfundne deltagere: Eremit (billedet til højre), ung mand, ågerkarl, o.s.v., indtil rækken blev afsluttet med de faste karakterer fra Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz: kok, bonde, barn og moder.

    Klein-Basel, Abbedisse
    Klein-Basel: Abbedisse
  2. Teksterne i Klein- og Großbasel er meget ofte ens, også når de afviger fra Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz. F.eks. er begge to malerier enige om at gøre nonnen til en abbedisse (billede til højre), og abbedissens replik (»ICh hab gelesen auß dem Psalter […]«) er den samme i begge danse, men vidt forskellig fra nonnens replik i Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz (»Ich han in dem kloster mein […]«).

  3. Når det kommer til de 15 ekstra dansere, er teksterne derimod meget forskellige i hhv. Klein- og Großbasel. For eksempel siger eremitten i Kleinbasel: »Ich hab mengen zo grab getragen / Min sterben moiz ich selber clagen« og i Großbasel: »ICh hab getragen lange Zeit / Ein härin Kleyd, hilfft mich jetzt nit«.(3)

Koller forsøgte at løse gåden ved at forudsætte, at 1512 ikke var året for maleriets restauration, men året det blev skabt. Ifølge hans hypotese blev maleriet i Großbasel udført i 1439, men kun med de 24 faste deltagere fra Oberdeutscher vierzeiliger Totentanz. Da maleren i Klingental kopierede maleriet i 1512, opdagede han halvvejs i arbejdet, at der var for meget plads, så han skyndte sig at opfinde 14-15 nye dansepar, der ikke havde nogen tekst fra Großbasel at kopiere. Kort efter bad byrådet i Basel en maler (måske den samme?) om at restaurere deres maleri og udvide dansen efter forbilledet i Klingental. Dette skete allerede inden, at maleriet i Klingental havde fået tekster til de 14+1 nye dansere.

Koller's hypotese er ikke specielt overbevisende, og det er lige før, den rejser flere spørgsmål, end den besvarer. Ikke desto mindre har han ret i, at forholdet mellem de to malerier er underligt.

I denne Sektion om Basel

Fodnoter: (1) (2) (3)

Disse oplysninger stammer fra Burchhardt-Biedermann i Beiträge zur Vaterländischen Geschichte, side 46-47. Jeg har markeret Büchels ord med fed skrift:

»Fernere Untersuchung das Alter des Todtentanzes im Klingenthal betreffend«. Nach einer kurzen Erörterung über das hohe Alter des Gemäldes, die nichts Neues enthält, fährt Büchel fort: »Inwährend dieser Arbeit (des Copierens) entdeckte ich eine sehr verblichene Schrift, welche über dem Bilde des Grafen stehet, so die Jahreszahl 1312 anzudeuten schiene, welche auch von unterschiedlichen Kennern alter Schriften also gelesen wurde. Dieser Beifall machte, daß ich dafür hielt, besagte Jahreszahl wolle den Ursprung dieses Werkes anzeigen, weilen sie oben angezogenen Umständen angemessen war. Um aber auf den rechten Grund zu kommen, wurde eine neue Untersuchung vorgenommen, diese zweifelhafte Schrift deutlicher zu machen. Man bemühete sich, solche zu säubern, allein man richtete nichts damit aus, bis man endlich auf den Einfall gerathen, solche mit einem nassen Tuche anzufeuchten, vermittelst dessen kame folgende Jahrszahl zum Vorschein: 1512. Allein diese wollte dem Alter dieses Werkes nicht entsprechen. Ich ware also genöthiget, weiter nachzuspüren, was besagte Jahreszahl bedeuten wolle? Endlich wurde ich nach einer scharfen Untersuchung gewahr, daß solche eine Erneuerung, welche mit dem Todtentanz vorgenommen worden, anzeigen wolle. Ich beobachtete, daß die Vorstellung des Beinhauses, der Pabst, Kaiser und übrige Figuren bis zum Waldbruder mit Oelfarben übermalet wären, ingleichen die Schriften, insonderheit bei den ersten Vorstellungen verbessert und erneuert worden. Noch deutlicher zeigte es sich, daß etwas dergleichen vorgegangen«

Hier bricht leider das Manuscript mitten auf der Seite ab, und wir müssen uns mit dem Gesagten begnügen. Vielleicht wollte der aufmerksame Beobachter als Anzeichen der Uebermalung noch die hübschen, aus Ranken bestehenden Ornamente geltend machen, welche er über den drei rechteckigen Fenstern dieses Kreuzgang-Flügels, sowie über der Kaiserin fand und in seinem zweiten Exemplar getreu abbildete. Auf Blatt 11, also genau in der Mitte des westlichen Flügels, über dem Bilde des Grafen stellt er nun die früher 1312 gelesene Jahreszahl so dar:

Anno domini duisent u Vuinf hundert und xii

Erwin Koller, Totentanz, Versuch einer Textembeschreibung, 1980, side 529-533.

For at øge forvirringen har Koller ikke helt ret. Der er en undtagelse.

Den første linie af Dødens opfordring til narren er ganske ens i de to malerier — og det samme gælder den første linie i narrens svar.


Op til Basel's dødedans