Farvelagte Gouacher

Barnet. Kopi fra bogen "Trionfo e Danza della Morte".
Basel's dødedans, Barnet

Et af de ældste vidner til dødedansen i Basel er 40 løse gouacher. Hver gouache er med små guldlister opdelt i tre dele: Først fire linier tekst (Dødens replik), så et farvebillede på ca. 12 x 11,5 og nederst fire linier med menneskets svar. Fire scener mangler: Adam & Eva, adelsdame, købmand og malerfrue — til gengæld er der både barn og tyrker.

Gouacherne er blevet indbundet i det 19. århundrede, men dette er sket på ret tilfældig vis: Umiddelbart efter prædikeren og benhuset følger barnet og borgmesteren. I baggrunden af hvert billede er landskaber med bjerge, slotte og huse, men det er ikke muligt at arrangere billederne på en måde, så baggrunden bliver sammenhængende, sådan som den f.eks. er det i Lübeck.

Disse gouacher har ikke været genstand for den store opmærksomhed, bortset fra at Giuseppe Vallardi i bogen "Trionfo e Danza della Morte" fra 1859 bragte en (god) kopi af barnet (billedet til højre).

I nyere tid er de beskrevet af Dr. Uli Wunderlich (se referencer forneden). Gouacherne indeholder de ændringer til vægmaleriet, der menes at være tilføjet af Hans Kluber i 1568 — inklusive alle de ændringer, der er influeret af Holbein's dødedans. Hans Kluber optræder selv i malerens skikkelse, og Døden beordrer ham til at lade malearbejdet stå: »Hanns Hug Klauber laß molen ston«.

Detalje fra vægmaleriet: Oven over porten er der en scene fra Dommens Dag. Denne detalje er ikke med i gouacherne.
Fragment, Benhus

En ting, der ikke er med, er dommedagsscenen over gavlen på benhuset. Denne detalje mangler både på gouacherne og i Klingental, hvilket kunne være et bevis for, at det lille maleri i maleriet først blev tilføjet da Emanuel Boch restaurerede vægmaleriet i 1614-1616.

Gouacherne er altså fremstillet mellem 1568 og 1616. På denne baggrund og på grund af beklædningen af manden til højre for tyrkeren konkluderer Dr. Wunderlich, at de er fra ca. 1600.

Gouacherne er et uafhængigt vidne om teksterne, og de ser ud til at bruge en mere lokal dialekt end vores andre tekst-vidner. Man kan forestille sig, at Merian og Frölich har tilrettet sproget for at få solgt deres bøger til en bredere kreds.

Gouacherne er også vores ældste billedkilde, og ovenikøbet i farver. Når det kommer til barnet og tyrkeren, er disse gouacher simpelthen vores eneste billedkilde.

Ressourcer

I denne Sektion om Basel