En af de første til at gengive den fulde tekst på tysk var Huldreich (Ulrich) Frölich,
der i 1581 udgav bogen:
»Lobspruch An die Hochloblich unnd Weitberümpte Statt Basel«.
Bogen beskriver byen Basel på vers, og en stor del af bogen er afsat til at gengive teksten fra dødedansen,
lige fra Bibelteksterne i starten
over barnet
til tyrkeren.
Teksten var illustreret med tre træsnit: Døden (billedet til venstre) og den første og sidste danser - dvs. paven og tyrkeren.
Ingen af disse 3 billeder ligner vægmaleriet.
Syv år senere, i 1588, udgav Frölich en bog udelukkende om dødedanse, nemlig
»Zwen Todentäntz: Deren der eine zu Bern […] Der Ander aber zu Basel«.
Som titlen siger, indeholdt denne bog to dødedanse, nemlig fra Bern og Basel - ja, faktisk indeholdt bogen 4 dødedanse,
for Frölich havde tilføjet latinske vers af uvis oprindelse,(1)
og bogen var illustreret med masser af træsnit, hvoraf langt de fleste var (dårlige) kopier
af Holbein's dødedans.
Georg Scharffenberg's signatur med årstal
Hedningen er at af de få billeder, der rent faktisk er fra Basels dødedans.
Hedningens kone optræder på samme træsnit, der så blev brugt to gange. Figurerne er spejlvendte.
Bemærk, at Døden har bryster og slør.
De fleste træsnit forestiller som nævnt Holbeins dødedans,
og de gennemgås på denne side om Holbein og Georg Scharffenberg.
Det var kun ganske få af træsnittene, der viste dansen i Basel,
nemlig hedningen og hans kone (samlet på ét træsnit, der blev brugt 2 gange),
maleren og hans familie (samlet på ét træsnit, der blev brugt 2 gange), kokken og formentlig Adam & Eva.
Billedet af den blinde mand er kopieret efter Holbein, men Scharffenberg tilføjede idéen fra Basel
med, at Døden klipper snoren til førerhunden over.
Tre træsnit er enten meget frie fortolkninger eller fri fantasi.
Her fik Frölich således startet den misforståelse, der har varet ved siden da,
nemlig at Holbein skulle have noget som helst at gøre med dødedansen i Basel.
Til Frölich's forsvar skal det dog siges, at han kun præsenterede
Holbein-kopierne som
»schönen und zu beyden Todentäntzen dienstlichen Figuren«
— altså billeder, der var "tjenlige" til at illustrere begge dødedanse.
De fleste af træsnittene er signeret GS, der menes at stå for
Georg Scharffenberg (ca. 1530 - ca. 1607) eller muligvis
Gregor Sickinger.
Træsnittene var allerede gamle, da Frölich brugte dem i 1588:
et af dem (billedet til venstre) bærer årstallet 1576 —
d.v.s. 5 år før
»Lobspruch An … Basel«
og 12 år før »Zwen Todentäntz«.
Dette begrænsede billedudvalg har givet Frölich problemer med at illustrere sin bog.
Til rådsherre, krøbling, herold, skarpretter, jøde og tyrker har han brugt "erstatningsfigurer",
d.v.s. små billeder af mennesker og små billeder af skeletter.
Det ene af skeletterne, med et timeglas, var det samme,
som Frölich havde bragt i 1581-udgaven (øverst til venstre på denne side),
det andet forestillede Døden med spade (billedet til venstre).
Frölich lavede Basels "kirbepfeiffer" (d.v.s. markedsfest-musiker)
om til en "kirbekrämer", så han kunne bruge Holbein's kræmmer 2 gange.
På samme måde blev eremitten illustreret med Holbein's gamle mand,
den unge mand med Holbein's nonne (der var alligevel ingen nonne i Basel's dødedans),
ågerkarlen med Holbein's rige mand og
borgmesteren med Holbein's dommer.
Det meste af bogen har samme rækkefølge som dødedansen i Basel.
Dog indledes bogen med Adam & Eva i Paradis og Uddrivelsen fra Paradis,
selvom Adam & Eva afsluttede dansen på vægmaleriet i Basel.
Og omvendt blev Holbein's prædikant placeret bagerst i bogen for
at prædike de Esajas- og Daniel-tekster,
der indledte Basel's dødedans.
Slutningen af bogen er en blandet landhandel med de Holbein-kopier og de Bern-tekster,
som Frölich ikke havde været i stand til at sætte ind i en Basel-sammenhæng.
En besynderlighed er, at Basel's "Chorherre" bliver illustreret med Holbein's præst,
men bagerst i bogen bruges Holbeins kannik til at illustrere Bern's "Thumbherre".
Mig bekendt er kannik, domherre og korherre det samme.
I 1608 udgav Frölich
Der Hochloblichen und Weitberümpten Statt Basel,
der ifølge titelbladet kombinerede
den versificerede bybeskrivelse fra 1581
med Basels og Berns dødedanse
og Scharffenberg's Holbein-kopier.
Teksten fra Frölich's 1581-udgave blev siden genoptrykt
af Gross og Tonjola,
mens træsnittene fra 1588-udgaven blev udgivet gennem mere end 100 år af familien Mechel,
og senere som litografier af Mähly-Lamy.
Tre andre er så frie fortolkninger, at det er spørgsmålet, hvad de er kopier af. Det drejer sig om
konge,
kardinal og
jomfru.
Seks af træsnittene forsvandt mellem Frölich's 1588-udgave
og Mechel familiens udgave i 1740.
I oversigten forneden er det dem, der er lyse med frynsede rammer.
Latinske vers . . .:
Frölich skriver selv i sin indledning, at han har lavet de "dårlige" latinske vers som en slags øvelse:
Solches nun desto öffter und ernstlicher zu betrachten, hab ich mir under anderem, nicht allein
in der Lateinischen Sprache und Carminibus mich zu exercieren, den Todentantz,
wie er zu Basel der Ordnung nach auff S. Predigers Kirchhof mit Teutschen Reumen verzeichnet, in Lateinische,
doch schlechte Vers, zu transferieren fürgenommen.
Dette er der ikke noget usandsynligt i,
eftersom indledningen indeholder adskillige sider på latin.
Men i bogen Literatur der Totentänze fra 1840 citerer Hans Ferdinand Massmann
en kejserlig gesandt ved navn Goldman for, at versene i virkeligheden skulle være taget fra en anden bog:
Die von H. Frölich zugegebene lateinische Uebersetzung des Baseler Todtentanzes findet sich 1584
schon in Casparis Laudismanni […] Decennalia mundanae peregrinationis. (side 30, fodnote 3).
Problemet er, at der aldrig er nogen, der har set
Caspar Laudismann's bog Decennalia mundanae peregrinationis.
I 1616 udgav Laudismann bogen Consilium integrum, hvor han skriver
(side 123),
at han i 1584 havde skrevet en beskrivelse af Basels dødedans som en del af hans
Tria decennalia mundanae peregrinationis:
»Choreas in illustri Civititate Helvetica Basiliensi egregie depictas, anno 1584, ab hujus Consilij Authore descriptas, & III, suis Decennalibus mundanæ peregrinationis insertas«.
Men han skriver ikke, at bogen blev udgivet;
derimod skriver han (side 499), at han vil dedikere værket til
den række af fyrster, han har listet på
side 498.
Hvis nogen har citeret fra Decennalia mundanae peregrinationis,
må det have været fra et ikke-udgivet manuskript.
For at gøre sagen endnu mere speget,
citerer Laudismann derefter en enkelt dialog, nemlig Døden og den (engelske) dronning.
På den ene side er Laudismann's og Frölich's vers
alt for ens, til at det kan være tilfældigt,
men på den anden side er de alligevel væsentligt forskellige.
Regalis tibi mando tori, suavissima Consors,
Deponas MUNDI gaudi cuncta tua:
Nam defunctorum cogeris salvere catervam,
Conjuge deserto, pignoribusque tuis.
Non nitor hoc vultus, argentum avertet & aurum:
Sed nostras videas deliciasque volo.
Heu nemo opem mortalium
Adest qui in his periculis
Præstare posset unicam:
Ubi meæ pedissequæ?
Heu dum micabat prospera
Fortuna mecum plurimùm
Facundum agebant otium:
Parcas mihi, Mors, fla-gi-to.
Regalis tibi mando tori, suavissima consors,
Deponas mundi gaudi vana tua.
Nam mortalis ad ereptos è carcere vitæ
Perceleri, tecum jam properabo pede.
Muneribus Mors non pretiosis flectitur atra
Omnes unde viam cogit inire suam.
Heu nemo adest Mortalium
Qui posset hoc sævissimo
Levare me discrimine:
Ubi meæ pedissequæ?
Ah dum micabat prospera
Fortuna, mecum plurimùm
Facundum agebant otium:
Mors parce nunc, moram dato.
Jeg takker Mischa von Perger for hjælp med at forklare ovenstående.
Alle misforståelser er naturligvis mine egne.
Dette begrænsede billedudvalg har givet Frölich problemer med at illustrere sin bog.
Til rådsherre, krøbling, herold, skarpretter, jøde og tyrker har han brugt "erstatningsfigurer",
d.v.s. små billeder af mennesker og små billeder af skeletter.
Det ene af skeletterne, med et timeglas, var det samme,
som Frölich havde bragt i 1581-udgaven (øverst til venstre på denne side),
det andet forestillede Døden med spade (billedet til venstre).
Døden fra Lübeck
Basel
