Basel's dødedans, Emanuel Büchel

Emanuel Büchel (1705-1775) var bager, tegner, topograf og maler. I 1773 fik han som opgave at kopiere dødedansen i Basel. Dengang var han 68 år, og han døde 2 år senere.

Büchels akvareller er smukt malede i flotte farver, og virker meget overbevisende, men det skal man ikke lade sig narre af. Büchel udførte sine akvareller på et sent tidspunkt i maleriets historie. I 1773 havde vægmaleriet gennemgået utallige ændringer og renoveringer, og det var så forfaldent, at hele muren blev revet ned kun 32 år senere.

Büchel er utvivlsomt den mest omhyggelige kopist, men han kan kun fortælle os, hvordan resterne af maleriet har set ud efter over 300 års ændringer, hvor bl.a. barnet og tyrkeren var gået til grunde.

I en af de to kopier, han fremstillede, har Büchel medtaget maleren og malerens familie, til trods for at han selv fortæller, at de var slettet og erstattet af Paradiset. Büchel kan derfor kun have set dem i Merians kobberstik, men han har lavet fejl i kopieringen, for han har udeladt den malerstav, der læner sig op ad bordet.

Med hensyn til dialogerne, som også må have været nedslidte på hans tid, er der ingen antydning i Büchels akvareller af, hvad han selv kunne se, hvad han har læst i Merians bøger, og hvad der er gætværk.

Büchel og Kleinbasel

Når det gælder dødedansen i Kleinbasel er situationen helt anderledes. Her er Büchel simpelthen vores eneste vidne, og det maleri han omhyggeligt gengiver har været skånet for de store ændringer.

Dødedansen i Großbasel var malet på kirkegårdsmuren i Basel, og selvom det var beskyttet af et halvtag, har det alligevel været udsat for vejr, vind og hærværk. Derimod befandt dødedansen i Kleinbasel sig indendørs i det nedlagte nonnekloster, og det har været langt bedre beskyttet mod uvejr, slid, billedstorm og renovationer.

Det maleri Büchel så i 1766 har været det originale middelalderlige maleri, og Büchels reproduktion er ikke bare en gengivelse af maleriet i Kleinbasel, men er samtidig et enestående vidne til, hvordan det mere berømte maleri i Großbasel en gang havde set ud.

Büchel startede i 1766 med at kopiere dialogerne. De bogstaver, der var tydelige, skrev han med mørkt blæk, og de utydelige med gråt blæk. Sommetider tilføjede han forslag til manglende tekst, som han skrev i rødt blæk for at vise, at læseren kunne acceptere eller afvise dette forslag. Enkelte ord gav ikke mening for Büchel, f.eks. ordet "bartzefal" til herolden, og dem skrev han i blåt.

Büchel blev frustreret over kvaliteten af maleriet: Ofte var dansere og tekst presset sammen, så bogstaverne var svære at læse. På billedet til venstre kan man se, hvordan de fire linjer i Dødens ord til ærkebiskoppen er fordelt på fem linjer, og hvordan Døden stikker sit hoved ind i teksten.

Næste år, 1767, lavede han endnu en mappe, der indeholdt skitser af alle figurerne, men uden dialog. Resten af arbejdet foregik i hjemmet, hvor han og hans døtre i 1768 fremstillede en tredje mappe, der kombinerede tekst og billeder. De tre mapper sammen med hans fyldige noter og observationer opbevares i Klingentals Museum.

Hvad der var mindre kendt var, at han syv år senere, i 1773 da han fremstillede akvarellerne af Predigerkirche (øverst på denne side), fik til opgave af Theodor Falkeysen at fremstille en kopi af den færdige mappe fra Kleinbasel.

Resultatet ses til højre. Som man kan se, tegnede Büchel også de porte og døre, der afbrød maleriet. I anden halvdel af maleriet (på nordfløjen) var væggen gennembrudt af fire nye vinduer, fordi rummet nu brugtes som kornlager, og Büchels tegninger viser, hvordan disse vinduer havde ødelagt figurer og dialoger.

Derimod er det svært at se på Büchels tegninger, hvordan de forskellige dansepar har været placeret. Modellen til venstre giver et godt bud.

Har de været tæt sammen? Og hvor højt oppe på muren? Büchel havde klaget over, at figurerne og teksten var presset sammen, men det fremgår ikke af hans færdige arbejde, hvor der er god plads til dialogerne ovenover de dansende. Dødens ord til ærkebiskoppen (billedet til højre) er stadig fordelt på fem linjer, men man kan ikke se, at Dødens hoved skulle være klemt ind i teksten.

En af de mystiske detaljer er årstallet over greven. Tilsyneladende var året 1312, og selvom mange eksperter påpegede at dette ikke hang sammen med bygningens alder, klædedragterne og sproget, var der tilsyneladende ingen tvivl mulig, for Büchel havde skrevet tallene som tekst: "Anno domini | dussent ior dri | huntert vnd xij".

I den mere ukendte kopi, som Büchel senere havde fremstillet for Falkeysen, havde Büchel derimod tilføjet en beskrivelse af, hvordan han efter at have brugt en fugtig klud på maleriet i stedet kunne læse årstallet som 1512. I denne mappe (billedet til venstre) står der: "Anno domini | duisent ^u vumf | hundert und xii".

Det forkerte årstal havde afsporet forskningen i 100 år, for med "1312" ville dette maleri have været verdens suverænt ældste dødedans. Da Maßmann udgav Büchels akvareller i 1847, skrev han: "hvad den gamle, værdige bagermester fra Basel ikke formåede at opnå i kunsten, har München-kunstneren og kobberstikkeren König von Koburg delvist forbedret og produceret", hvilket formentlig betyder, at Maßmann og hans kobberstikker, Gustav König, har brugt Heidelbergs blokbog til at give kopierne af Büchel et gammeldags udseende, der kunne svare til år 1312.(1)

Selvom Büchel har rettet fejlen, er der stadig ubesvarede spørgsmål: Hvordan kunne der være plads til tre linjer med tekst over dialogen, hvis tekst og figurer i forvejen var presset sammen? Og er 1512 overhovedet det rigtige årstal, når flere andre malerier i Büchel's mappe har årstallet 1517?

Ressourcer og Links

Büchel malede to udgaver af dødedansen i Basel: Den ene (til venstre) er i klare farver med firkantet, himmelblå baggrund, og den anden er i mere afdæmpede farver uden baggrund.

Den sidstnævnte er tilgængelig online fra Universitetsbiblioteket i Basel: Totentanz beim Predigerkloster (UBH Falk Mscr 55).

Büchel lavede også to udgaver af dødedansen i Kleinbasel/Klingenthal. Disse udgaver er ganske ens, og den ene er tilgængelig online fra Universitetsbiblioteket i Basel: Wandmalereien im Kloster Klingenthal (UBH Falk Mscr 56).

Denne udgave indeholder ikke de samme noter som originalen, men til gengæld er finder man Büchels beretning om året 1312/1512, der er skrevet kort før Büchels død, og som stopper meget pludseligt. Büchels svage blyantskrift er næsten umulig at læse, men vedlagt er også en kopi i blæk af "Antistes" Jakob Burckhardt, som er lidt mindre umulig at læse. Bagerst i bogen er en række billeder af andre vægmalerier i klosteret.

Maleriet i Kleinbasel beskrives grundigt i Die Kunstdenkmäler der Schweiz, bind 4, 1961. Kapitlet "Die Wandbilder des Klingentals" af Rudolf Riggenbachside starter side 95 og slutter side 132-140 med en gennemgang af litteraturen.

Yderligere Information

Billeder af Emanuel Büchel

Hans Ferdinand Maßmann, Die Baseler Todtentänze in getreuen Abbildungen. 1847, side 11:

[…]was der alte wurdige Baseler Bäckermeister in der Kunstdarstellung nicht erreichte, hat zum Theil der Münchener Kunstler und Kupferstecher König von Koburg gut gemacht und hergestellt,