Døden fra Lübeck

Er Dodendantz ældre end Des dodes dantz?

Opsummering: Bogen Dodendantz fra 1520 er et udtræk af Des dodes dantz fra 1489 (og ikke omvendt).

Des dodes dantz er trykt i Lübeck år 1489 og består af 1686 linier. Dodendantz er trykt 1520 af samme trykkeri og består af 424 linier, hvoraf ca. 2/3 er taget mere eller mindre ordret fra Des dodes dantz. Der bruges de samme træsnit til at illustrere de to bøger, bortset fra at billedet af Døden med pil ser ud til at være forsvundet i mellemtiden.

Dodendantz 1520, Titelbladet.
Dodendantz 1520, titelbladet

Det er derfor naturligt at tænke på Dodendantz som en forkortelse af Des dodes dantz. Hermann Baethcke omtaler i bogen Des dodes danz fra 1876 Dodendantz i forbifarten som »Ein ziemlich ungeschickter auszug aus unserem texte« (=et temmelig kluntet udtræk af vores tekst).

Dette simple faktum er åbenbart for simpelt for nogle kunsthistorikere, heriblandt Meyer og Seelmann.(1) De foreslår, at det forholder sig lige omvendt. Måske er eksemplaret af Dodendantz fra 1520 bare et sent genoptryk. Måske har den oprindeligt været udgivet i 1487, og måske er Des dodes dantz i virkeligheden en udvidelse af Dodendantz, og billedet af Døden med pil en tilføjelse?

Dette hjernespind bliver derefter efterplapret af andre forfattere: James M. Clark skriver, som om det var et ubestridt faktum: »This second Dance of Death is a new edition of a lost work printed between 1487 and 1489«, og Oluf Friis skriver i Den Danske Litteraturs Historie: »Den sidstnævnte, der er den korteste, er i Virkeligheden den ældste. Den må gå tilbage til en nu tabt Tekst, der i 1489-Udgaven er udvidet til omtrent det firedobbelte«.

Til støtte for denne besynderlige påstand er der stort set kun 2 argumenter. Det ene er, at i Dodendantz er hvert vers på præcis 6 linier - som om teksten havde stået under et maleri - mens versene i Des Dodes Dantz er meget længere og af forskellige længde.

Det andet argument er, at begge bøger citerer fra en bog ved navn Zwiegespräches zwischen dem Leben und dem Tode fra 1484, og især Dodendantz citerer denne bog meget nøje:

Zwiegespräch (1484)Des Dodes Dantz (1489)Dodendantz (1520)
God sprack mit synem hilligen munde:
Waket unde bedet to aller stunde,
De dod sendet ju neynnen breff,
Mer he kummet slikende alse eyn deff.


Hirumme waket, wente de dot sendet ju nenen bref,
He kumt sliken recht so ein def.
God sprickt mit synem hilgen munde:
Waket unde bedet to aller stunde,
De dot sendet juw nenen bref,
He kumpt slyken recht so eyn deff.
Neen, ik wyl dy noch anders spreken,
Ick wil dy dyn herte thobreken.
Hir en mach nemant wedder spreken,
Einem isliken wil ik sin herte tobreken.
Men ik wil dy anders to sprecken:
Holth an, ik wil dyn herte to breken

Som man ser, er citaterne i Dodendantz (1520) længere og mere ordrette, end de er i Des Dodes Dantz (1489), derfor (lyder argumentet) kan Dodendantz ikke være afskrift af Des Dodes Dantz. Men der er jo ikke noget, der har forhindret forfatteren af Dodendantz (1520) i selv at kigge i Zwiegespräch.

Des dodes dantz 1489, Titelbladet.
Des dodes dantz 1489, titelbladet

Det var argumenterne, og det er tydeligt, at menneskerne bag denne teori (og deres efterplaprere) aldrig har haft en faksimile af Dodendantz i hånden.(2) Der er mange argumenter imod:

Lad os slutte med 2 steder i Dodendantz, hvor Døden kommer med nogle besynderlige udtalelser. Det ene er, hvor Døden indleder samtalen med domherren ved at sige:

Domherren
Domherre

Her domhere, proficiat! bona dies!
Wordestu vorgetten, dat were wat nyes!

 

Hr. domherre, proficiat! bona dies!
Blev du blev glemt, det var noget nyt!

Sætningen er endnu mærkeligere i Den Gamle Danske Dødedans, hvor oversætteren har taget fejl af "du" og "det" (denne fejl er rettet i Dødedantz):

Her Domherre, Proficiat, Bona dies
bliffuer det forglemt her vorder nogit nyes

Forklaringen på disse mærkelige udtalelser finder vi i Des dodes dantz, hvor domherren, der jo taler først, siger:

Bischop to werden dat mochte mi ôk noch wol beschên,
Wolde de dôt noch lenger hebben mit mi oversên.

 

Biskop at blive, det kunne vel også ske for mig,
ville Døden noget længere have overset mig.

...hvortil Døden brutalt svarer:

Her dômhere, proficiat bona dies
Wan du vorgetten wordest van mi, dat were wat nies.

 

Her domherre, proficiat! bona dies!
Hvis du blev glemt af mig, det var noget nyt.

Det, der ville have nyt, er altså, at Døden skulle have overset nogen. Efterom sætningen ikke giver mening i de 2 andre bøger, beviser det, at Des dodes dantz er ældst.

Den anden spøjse udtalelse er, når Døden fortæller ridderen, at bollen er på.

Yderligere information:

Fodnoter: (1) (2) (3)

Wilhelm Seelmann's bog fra 1893 kan downloades fra The Internet Archive: Wilhelm Seelmann, Totentänze des Mittelalters
Meyer skriver selv i sin fodnote 1 på side 11, at han benytter sig af et afskrift af Dodendantz.

Seelmann skriver (side 42), at der (dengang) ikke fandtes faksimileoptryk af Dodendantz, og at han benytter en beskrivelse af Massmann: »Von dem Lübecker Drucke von 1520, der sich in Oxford befindet, sind keine Facsimile hergestellt, doch ist mit Hilfe der von Massmann gegebenen Beschreibung zu folgern, dass seine Holzschnitte identisch einerseits mit denen des dänischen Druckes, anderseits mit denen der Drucke von 1489 und 1496 sind.«

En nøje sammenligning kan findes i bogen Totentänze af Brigitte Schulte.

Op til dødedans-manuskripter