Døden fra Lübeck

Den Nye Tekst (1701)

Dødedans-kapellet ca. 1890. Til venstre er eremitten og bonden, derefter kommer starten af dansen.
Lübeck, kapellet

I denne sektion:

Døden til alle
Paven
Kejseren
Kejserinden
Kardinalen
Kongen
Biskoppen
Hertugen
Abbeden
Ridderen
Karteuseren
Borgmesteren
Kanniken
Adelsmanden
Lægen
Ågerkarlen
Kapellanen
Amtmanden
Kordegnen
Købmanden
Eremitten
Bonden
Den unge karl
Jomfruen
Barnet

I 1701 var det gamle maleri i så dårlig stand, at det måtte skiftes ud med en kopi.

Det nye maleri blev udført af kirkemaleren Anton Wortmann, og det blev sat i den samme ramme, som det gamle maleri havde siddet i. Som udgangspunkt lavede Wortmann en nøje kopi af det gamle, men alligevel blev der introduceret nogle ændringer, hvor de mest forvirrende var, at der blev byttet om på adelsmand og borgmester (se omtale her) og købmand og håndværker (se omtale her).

Prædikanten Jakob van Melle skrev så meget ned af den gamle tekst, som der kunne læses. Desværre skabte han forvirring de næste 200 år ved at gengive den gamle tekst med samme opbygning som Schlott's nye tekst og i samme rækkefølge som Wortmann's nye maleri.

Store dele af den gamle plattyske tekst var ulæselig, så istedet blev en ny højtysk tekst skrevet af Nathanael Schlott. Schlott's nye tekst havde intet til fælles med den gamle, og selve opbygningen var anderledes: Den gamle tekst var "kædet sammen" på den måde, at den 8. linje af det forrige vers er Dødens opfordring til den næste danser, derefter 8 linjer med menneskets forsvar og 7 linjer med Dødens svar. Den nye tekst er meget enklere: Døden taler først 4 linjer, hvorefter mennesket svarer med 4 linjer.

Denne beslutning blev rutinemæssigt kritiseret af 1800-tallets filologer: Kunne man da ikke have bevaret så meget af den plattyske tekst som muligt? Som eksempel kan vi citere Karl Friedrich A. Scheller i "Bücherkunde der sassisch-niederdeutschen Sprache". Han sammenligner de gamle plattyske vers med Schlott's tekst fra 1701, og hans dom er: "Resterne af de plattyske vers afslører et sundt, utvunget, noget bidsk, vid, og sproget har renhed og værdighed. Schlott giver os i stedet en stiv og forskruet vare; eller egentlig slet ingenting".(1)

Herefter citerer Scheller de to linjer, som den mundtlige tradition har tilføjet til barnet:

    Dat wegenkind to deme Dode:
O Dot, wo schal ik dat vorstan?
Ik schal danssen unde kan nicht ghan.

Suhl opfinder et helt vers til barnet.
Han har også den fejl, at sengen ikke har gænger.
Suhls tekst

Disse to linjer sammenligner han med "det schlottske barn":

    Das (Schlottsche) Wiegenkind.
Weinen ist meine erste Stimm,
Mit Weinen war ich geboren,
Mit Weinen trägt man mich wieder dahin,
Den Würmern zur Speis erkohren.

På dette grundlag konkluderer Scheller: "Kunne dette gamle digt så ikke gøres komplet? Heller ikke, hvis Hr. Nathanael Schlott blev vasket væk eller forsigtigt skrabet af ved en ny renovering? For mit vedkommende ville jeg gøre det, også selvom ingen plattyske bogstaver længere skulle være at finde derunder".(2)

Scheller var villig til at fjerne Schlotts tekst fra maleriet uanset, om man kunne finde den gamle nedenunder eller ej. Han var åbenbart ikke klar over, at maleriet var en ny kopi fremstillet på nyt lærred. Og Scheller byggede sin argumentation på at sammenligne 2 linier, der næppe nogensinde har siddet på det gamle maleri, med fire linier, som heller ikke er på maleriet, og som Schlott intet har haft med at gøre, men som blev digtet, længe før Schlott var født, og som Suhl har tilføjet i sin bog.

Starten af dansen. Maleriet starter med en alvorsfuld formaning skrevet af Schlott. Formentlig havde det gamle maleri en prædikant her, ligesom i Tallinn og alle andre steder. Derefter kommer Døden med en barok fjerhat og spiller fløjte. Spørgsmålet er, om Wortmann kun har opfundet hatten eller hele figuren.
Lübeck, Starten af dansen

I virkeligheden havde Schlott ikke meget valg. For det første var over halvdelen af den gamle tekst gået til grunde. I dag ved vi, at man kunne finde yderligere 12 vers på søster-maleriet i Tallinn, men utroligt nok var dette faktum helt ukendt i Lübeck. Selv Mantels opdagede det først i 1873.

For det andet var plattysk forlængst afløst af højtysk i Lübeck, så det lå simpelthen ikke i Schlott's arbejdsopgave at digte på plattysk.

Schlott skrev efter tidens smag i seks-fodede aleksanderinere. Der var ikke meget tilbage af middelalderens samfundskritik, dødsangst og satire. I stedet fik man lommefilosofiske betragtninger om, hvordan denne verden er en jammerdal.

Men uanset at teksten blev kritiseret af filologer i det 19. århundrede, er der intet, der tyder på, at maleriets popularitet blev mindre i de næste 241 år. Der var ingen, der havde tænkt på, at publicere det gamle maleri, men efter 1701 blev der udgivet kopier af Ludewig Suhl, Hauttmann, brødrene Borchers, Tiedemann, Robert Geißler og Thomas King foruden de tekstudgaver, som Schlott og Melle selv stod for.

Senere blev store dele af Schlott's tekst kopieret til dødedansene i Erfurt og i Füssen, og den blev oversat til engelsk af Thomas Nugent and dansk af Lydert Höyer.

Teksten

Man skulle tro, at det ville være en enkel sag, at gengive en tekst, der hang i flere hundrede år på et offentligt tilgængeligt maleri i Lübeck. Ikke desto mindre er der store afvigelser mellem de forskellige publikationer.

En af de mest pålidelige tekster står under Milde's litografier
Carl Julius Milde, Milde #7

På nærværende hjemmeside præsenteres en lange række versioner af teksten:

Gå fremad
 

Dansen starter med en alvorsfuld formaning.

I Denne Sektion om den Nye Tekst

Suhl, 1. delSuhl, 2. delSuhl, 3. delSuhl, 4. delSuhl, 5. delSuhl, 6. delSuhl, 7. delSuhl, 8. del
Klik for at deltage i dansen.

Om Lübeck, men Udenfor denne Sektion

Fodnoter: (1) (2)

Karl Friedrich A. Scheller: »Die Überbleibsel der Sassischen Verse verrathen einen gesunden, ungezwungenen, etwas beißigen Witz, und die Sprache hat Reinheit und Würde. Schlott giebt uns dafür steife, verschrobene Waare, oder eigentlich gar nichts«.
(Bücherkunde der sassisch-niederdeutschen Sprache, 1826, side 76)
Karl Friedrich A. Scheller: Sollte dies alte Gedicht denn gar nicht zu ergänzen sein? Auch nicht, wenn bei einer neuen Auffrischung Herr Nathanael Schlott weggewaschen oder behutsam abgeschabt würde? Ich meines Theils würde es thun, und wenn auch kein Sassischer Buchstabe mehr darunter zu finden wäre.
(Bücherkunde der sassisch-niederdeutschen Sprache, 1826, side 76)